I bydelen Næsby i den nordlige del af Odense ligger Næsbyhoved Slotsbanke. Den kvadratiske ca. 60 x 60 m store slotsbanke er anlagt på et naturligt bakkefremspring, der tidligere udgjorde et næs mellem Stavidså og Viemoserenden. Banken omgives af næsten 10 m dybe, tørre voldgrave, der igen er omgivet af ydervolde. Vest og syd for borgen lå oprindelig den store, men nu udtørrede Næsbyhoved Sø, der indtil midten af 1300-tallet var sejlbar og stod i forbindelse med Odense Fjord.
Næsbyhoved omtales første gang i 1337, hvor væbneren Henrik Pedersen underskriver sig »af Næsbyhoved«. Om han var en lokal lavadelsmand eller fungerede som lensmand for de holstenske grever, der på dette tidspunkt havde Fyn som pant, vides ikke. I 1348 kom Næsbyhoved imidlertid på danske hænder, da kong Valdemar Atterdag indgik forlig med de holstenske grever Henrik 2. og Claus. Endnu i begyndelsen af 1500-tallet var Næsbyhoved i brug, og enkedronning Christine boede her til sin død i 1521. I 1534 under Grevens Fejde blev slottet brændt ned af Odenseborgere, hvorefter det stod som ruin til ind i 1700-tallet.
I dag er der ingen bygningsrester tilbage, og der vides kun lidt om slottets udseende. Ved udgravninger i 1933 og 1999‑2000 har man fundet fundamentrester, brolægning samt en ældre vej. Mønt- og genstandsfund gjort i forbindelse med de arkæologiske undersøgelser indikerer, at den befæstede slotsbanke var i brug i tiden ca. 1375‑1534.
