Nørholm ligger naturskønt ved Varde Å og nord for den fredede Nørholm Hede. A.C. Teilmann stod i årene 1776‑80 bag opførelsen af den nuværende og i dag fredede hovedbygning, antagelig med arkitektfaglig bistand fra Vardebygmesteren Peder Frisvad.
Det første og middelalderlige Nørholm lå på et nordligere voldsted. I 1400- og 1500-tallet var gården ejet af først slægten Lange og sidenhen slægten Strangesen, der begge var i strid med kronen om retten dertil. Striden blev først endeligt afsluttet, da familien Strangesen i 1524 gennemførte et mageskifte med Frederik 1. Nørholms gods blev i midten af 1600-tallet øget betragteligt under rigsråd Iver Vind, som også opførte et renæssancehus, hvor den nuværende hovedbygning senere kom til at ligge. Efterfølgende ejeres økonomiske vanskeligheder betød dog, at gården blev solgt på tvangsauktion i 1726 og først rigtigt kom på fode igen under den godssamlende slægt de Teilmann i 1740’erne.
A.C. Teilmann, der blev adlet i 1751, satte fra 1749 sit præg på området ved at opdyrke hedearealer, kær og moser ved brug af mergel. Han døde barnløs i 1790, men havde forinden oprettet Nørholm stamhus, der også omfattede Lunderup, som skulle gå i arv til hans niece og senere efterkommere. Som led i lensafløsningen overgik Nørholm til fri ejendom i 1922, men forblev i slægtens eje indtil 1979.
Nørholm ejes i dag af Martha Braüner Nielsen og Karl Kristian Nielsen. Der drives landbrug og skovdrift samt udlejning af jagt, fiskeri, boliger, ferieboliger, kontorfaciliteter og lagerhaller. Herregården består af en hovedfløj af gule mursten i én etage med høj kampestenskælder og mansardtag samt to lavere sidefløje i røde sten, der lidt utraditionelt ikke ligger vinkelret i forhold til hovedfløjen, men i forlængelse deraf mod nord og syd. Indgangspartiet mod den brolagte gårdsplads har en fremskudt midtrisalit i tre fag med sandstenspilastre og en trekantfronton med bygherrens våben.
Vest for hovedbygningen ligger gårdens avlsbygninger, der domineres af nyere bygninger. Et trefløjet anlæg fra årene 1759‑66 brændte i 1954, men dele af en gammel lade med portbygning er bevaret. Øst for hovedbygningen ligger en fredet vandmølle fra begyndelsen af 1790’erne.
