Nørregade 12-14
.
Nørregade 12-14
.
Nørregade 12-14
.
Nørregade 12-14
.
Nørregade 12-14
.

Nørregade 12-14 ligger på Nørregade 12-14, hj. af Sidsel Bagersgade i Langeland Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Nørregade løber i den nordlige del af det middelalderlige centrum af Rudkøbing og er en hovedgade i byen, men af mindre betydningsfuld karakter, da gaden ikke har direkte udløb i byens torv, men bevæger sig i et slanget forløb og forgrener sig ud i mindre sidegader, herunder Sidsel Bagersgade og Grønnegade, Vinkældergade samt Smedegade. Historisk set har gaden været præget af ydmyge bebyggelser, men i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet opførtes en række større gårde i gadens inderste del, herunder Nørregade 12-14, som er opført i henholdsvis 1799 og 1804. Nørregade har en buet form og blev først delvist bebygget i 1600-og 1700-tallet. Trods Nørregades egenskab af hovedvej, har gaden stået i skyggen af Østergade, hvor byens købmænd foretrak at bo, da hovedparten af indfaldstrafikken gik gennem Østergade. Nørregade 12-14 blev bygget af købmand Hans Henrik Bay, forhuset i 1799 og magasinhuset i 1804.

Beskrivelse

Nørregade 12-14 ligger centralt i Rudkøbing på Langeland på en af de tidligere hovedindfaldsveje til byens torv. Bygningskomplekset udgør to forhuse, Nørregade 12 og 14, hvoraf en del er en tidligere magasinbygning. Bygningerne favner et pigstensbelagt gårdrum med et bindingsværksbaghus. Baghuset er ikke omfattet af fredningen. Nørregade 12 er trukket et fag frem med et affaset vestvendt hjørne. Forhuset i Nørregade 14 er bygget sammen med naboejendommen i Sidsel Bagersgade, mens gavlen i Nørregade 12 er fritliggende med en smal pigstensbelagt slippe. Bygningerne er opført i opstolpet bindingsværk med gule tavl hvilende på dels en høj sokkel af kampesten, dels en lavere pudset sokkel. Soklen har let fremspring. Nørregade 12 er opført over en kampestenskælder og bærer et rødt teglhængt halvvalmet tag med fire skorstenspiber i rygningen samt fire kviste mod gården og gaden, mens Nørregade 14 har helvalmet tag med to skorstenspiber i rygningen og to kviste mod gården og gaden. Centralt i hver af bygningerne sidder en dobbeltfløjet dør smykket med træudskæringer samt overvindue og en foranliggende stensat trappe med et slankt, smedet værn. Hjørnebygningens facade har en fritrappe i kampesten med et slankt, smedet værn. Der ses endvidere en bred, ældre træport, der giver adgang til det store gårdrum. Portåbningen har bindingsværkssider af kraftigt tømmer og en synlig tagkonstruktion med hejselem samt kroge til hestefortøjning. Mod gården ses seks trædøre med overvindue, hvoraf de fem døre er nyere, mens den sjette er en ældre fyldingsdør med grønt kronglas. De fire kælderdøre er nyere trædøre glaspartier og en foranliggende granittrappe. Dørene i stueetagen er alle grønmalede, mens kælderdørene er sortmalede. Bygningernes vinduer udgør både ældre torammede vinduer med sprosser og henholdsvis tre, fire, seks og otte ruder i hver ramme samt nyere traditionelt udførte vinduer udført efter de oprindelige vinduer. Alle vinduer er hvidmalede. I dag er ejendommen anvendt til beboelse og opdelt i ti boliger, hvoraf de seks er indrettet som lejligheder i to etager, med udnyttet tagetage. Overordnet bærer lejlighederne i det indre præg af nyere planløsning med nyere, traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder nyere fyldingsdøre med gerichter og messinggreb, nyere indfatninger og vindueskarme, samt fodlister. Gulvene er overvejene nyere, traditionelt udførte bræddegulve, samt tæppe-, linoleums- og flisegulve. Væggene er pudsede og malede. Der er nyere et- og toløbstrapper og nyere badeværelsesindretning med nyere fliseoverflader. Af ældre bygningsdele og -detaljer skal nævnes: Lofterne, der overvejende er ældre bræddelofter med synligt bjælkelag samt forstuen i Nørregade 12 med et ældre trækassetteloft og ældre væg- og loftsbemalinger. Endvidere ses ældre døre med gerichter, ældre vinduer med anverfere og stormkroge samt ældre indbyggede skabe og vægbemalinger og delvist synlige skorstenskerner. Kælderen er opdelt i fire separate kælderrum, hvoraf de to er besigtiget. Rummene står med pudsede og kalkede kampestenssider og bindingsværksskillevægge og støbte gulve og lofter dels med synligt bjælkelag og dels med plader. Der er bevaret en muret kamin med synlig skorstenskerne. Endvidere ses nyere tremmevægge, der anvendes til opbevaringsrum.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Nørregade 12-14 knytter sig til bygnings beliggenhed på hjørnet af Nørregade og Sidsel Bagersgade, hvor de to bygninger er med til at opretholde en historisk bebyggelseslinje. De to bygninger i en og to etager i bindingsværk med røde teglhængte tage, indgår på fornem vis i den historiske bygningsrække, hvor den med sit bindingsværk og historiske præg, er med til at formidle Nørregades karakter. Gadens købmandsgårde med tilhørende baggårde udgør en vigtig del af Rudkøbings ældre bydel og tidlige gadedannelse. Forhusene samt baghuset er på grund af deres indbyrdes forhold, og ensartede materialeholdning af stor miljømæssig betydning for den historiske del af Rudkøbing og danner tilsammen et kulturmiljø, der vidner om et ældre bysamfund. Den karakteristiske smalle pigstensbelagte slippe mod naboejendommen samt det pigstensbelagte gårdrum er med til at understøtte det helstøbte anlæg.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Nørregade 12-14 knytter sig til bygningerne, som eksempel på en storkøbmandsgård opført i bindingsværk i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet, og vidner om Nørregade, som byens indfaldsvej og handelsvej fra nord. Købmandsgården er opført i bindingsværk, men under indflydelse fra datidens klassicistiske idealer, der ses i trappernes, skorstenspibernes, vinduernes og dørenes dekorationer og overvejende symmetriske placering, der er karakteristisk for klassicismen. En stilart, som kom til at præge Rudkøbing i starten af 1800-tallet, hvor også mange af byens offentlige bygninger blev opført, herunder blandt andet rådhuset, apoteket og præstegården. Der knytter sig desuden kulturhistorisk værdi til den tidligere funktion af købmandsgård, som aflæses i den store portåbning samt i krogene, der har været anvendt til dyrefortøjning og til den bevarede trælem, hvor der har været forbindelse fra magasin til portåbning og hestetransport.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Nørregade 12-14 knytter sig overordnet til det helstøbte købmandsanlæg med forhuse og gårdrum. I det ydre knytter de akitektoniske værdier sig til de enkle og klart definerede bygninger med det taktfaste, opstolpede bindingsværk, til de røde teglhængte tage med heltag og halvvalm, og til hjørnebygningens markante, høje og sorte sokkel og til den brede hjørnegavl med halvvalm, der gør en vigtig figur i gaderummet og til de hvide skorstenspiber, som fungerer som rolig afslutning på bygningskroppene. Hertil kommer indgangspartiernes fyldingsdøre med dekorationer, der elegant markerer overgangen fra gaden til det private rum, og de høje, brede vinduer, som både giver karakter til bygningens ydre ligesom de giver et generøst lysindfald i bygningens indre. Den anseelige længde og den brede høje gavl orienteret mod Sidsel Bagersgade skaber et helstøbt bygningsanlæg, der markerer sig i byrummet og som er identitetsgivende for kulturmiljøet i Rudkøbing.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links