Fusionen med ingeniørvirksomheden ALECTIA i 2017 befæstede NIRAS’ position som en af Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomheder med godt 2.200 ansatte på verdensplan. Virksomheden udfører projekter i over 100 lande. De spænder fra industrielle procesanlæg over byggeri, energi og miljø til infrastruktur, udviklingsbistand og byplanlægning. NIRAS havde i 2018 kontorer i 27 lande og hovedsæde i Blovstrød, hvor der var ca. 1.000 ansatte. Virksomheden blev grundlagt i 1956 af civilingeniørerne Jørgen Kristian Nielsen og Konrad von Rauschenberger, som siden overlod ejerskabet til en kombination af medarbejder- og fondseje.