TV-stationen 24NORDJYSKE åbnede i 2003 som den første 24-timers tv-kanal i Danmark. 24NORDJYSKE web-tv er en del af NORDJYSKE Medier.
.
Centralredaktionen på Aalborg Stiftstidende i 1983. Fingrene hamrer på de elektriske skrivemaskiners tastaturer inden deadline, så avisen kan komme ud. Aalborg Stiftstidende var i årtier den største avis i Nordjylland. Den udkom første gang i 1767 under navne Nyttige og fornøyelige Jydske Efterretninger, men fra 1885 under navnet Aalborg Stiftstidende. Den var Danmarks næstældste avis og blev i 1999 en del af Nordjyske Stiftstidende.
.

Hovedaktiviteten i NORDJYSKE Medier er NORDJYSKE Stiftstidende, som blev skabt i 1999 ved sammenlægning af Aalborg Stiftstidende, Vendsyssel Tidende, Fjerritslev Avis og Løgstør Avis, mens Thisted Dagblad kom til i 2008, og Morsø Folkeblad i 2013. I andet halvår af 2016 var læsertallet på papiravisen 94.000. Søndagsudgaven blev læst af 108.000.

Fra 1999 til 2009 udkom avisen i syv egnsudgaver, derefter i fire: Vendsyssel, Aalborg, Himmerland og Thisted. Hovedredaktionen ligger i Aalborg Øst, og der er i 2017 lokalredaktioner i Skagen, Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Thisted, Nykøbing M og Hobro samt en redaktion på Christiansborg.

Koncernen udgiver 29 ugeaviser og driver nordjyske.dk (330.388 månedlige brugere i februar 2017), radiostationerne ANR (180.000 ugentlige lyttere i 2017) og Radio NORDJYSKE (123.000 ugentlige lyttere) samt tv-stationen 24NORDJYSKE, der åbnede i 2003 som Danmarks første 24-timers tv-kanal og ugentligt ses af 91.000 nordjyder (2016). Dertil kommer en række internetsites, bl.a. bazoom.com (482.688 månedlige brugere i februar 2017), jubii.dk (423.261) og news.dk (41.792).

I Aalborg Kommune udgiver NORDJYSKE Medier ugeaviserne Hals Avis (oplag 8.781 i 2016), Midt-Vest Avis (36.697), Nørresundby Avis (21.731), Uge-Avisen Svenstrup (32.272) og Vejgaard Avis (28.787); alle med tilknyttede e-aviser.

På distributionsområdet er NORDJYSKE Distribution stort set enerådende i regionen.

I 1962 opgav Aalborg Stiftstidende sin tilknytning til Det Konservative Folkeparti og erklærede sig »uafhængig liberal«. I 1967 overgik avisen som det første danske dagblad til fondseje. Hensigten var at sikre avisens fortsatte eksistens som et frit og selvstændigt dagblad. Siden 2002 består ejerkredsen af Aalborg Stiftstidendes Fond, der ejer 91 %, og af Vendsyssel Tidendes Fond og Aalborg Medieselskab, der hver ejer 4,5 %. Aalborg Medieselskab ejes af fagbevægelsen i Aalborg.

Videre læsning

Læs mere om Medier i Aalborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Medier