Nationalpark Vadehavet

Tætte bestande af alm. salturt dækker vaderne ud for Mandø. Den lille sukkulente plante kaldes også kveller og har lagt navn til et særligt plantesamfund: kvellervaden. Det er længden af lavvandsperioden, som bestemmer, hvor langt kvellervaden strækker sig ud i Vadehavet. Alm. salturt er nemlig enårig, og efter spiring kræver kimplanterne 2‑3 dage uden oversvømmelse, så de kan rodfæste sig.
.
I Vadehavet bliver definitionerne af hav og land sat på prøve. Ved højvande er der sjældent tvivl, men når lavvandet sætter ind og afslører en mosaik af dyb, højsander, slik- og sandvader, bliver betegnelsen hav pludselige sværere at retfærdiggøre. Og det er præcis den uklare overgang mellem land og hav, som sammen med den stadige foranderlighed kendetegner det bemærkelsesværdige tidevandsområde, som fra Ho Bugt strækker sig hele vejen ned langs Jyllands sydvestkyst.
.
Ud for Fanøs kyst er en flok strandskader gået på vingerne. Strandskaden er en af de talrigeste vadefugle i Vadehavet, hvor den let kan finde de orme og muslinger, som udgør hovedparten af dens føde. Siden 1990’erne er strandskaden dog gået markant tilbage. Således er antallet af ynglefugle i Vadehavet mere end halveret siden 1996‑97, og hvor op mod 739.000 strandskader rastede her 1980‑91, lagde blot 409.000 vejen forbi området 2004‑14.
.
I 2019 havde Vadehavscentret 91.000 besøgende, som ud over de natur- og kulturhistoriske udstillinger også kunne opleve tundrahaven på udearealerne mellem centerets karakteristiske bygninger. Tundrahaven er tilplantet med lave arktiske planter og skal give et indtryk af det højarktiske landskab, som mange af Vadehavets trækfugle yngler i. Beplantningerne suppleres af skulpturer af islandske ryler.
.

Artikelstart

Hele den nuværende Esbjerg Kommunes kystlinje indgår i Nationalpark Vadehavet, Danmarks største nationalpark, der strækker sig fra Esbjerg og Fanø Kommuner i nord til Tønder Kommune i syd, et dynamisk landskab domineret af tidevandet, der strømmer ind og ud af Vadehavet og skiftevis dækker og blotter de store sandflader, vaderne.

Hvor tidevandet råder

Uden for marsken, på den anden side af digerne, mødes man af et fladt landskab af tilsyneladende uendelige sandede vadeflader. Her er vadefuglene i fuld aktivitet og stikker næbbene ned i sandet, så langt de nu rækker, for at få fat i vadernes nedgravede orme og muslinger. Og de har travlt, for snart vil tidevandet rulle ind fra vest og atter drukne det flade landskab.

Vadehavet strækker sig 500 km fra Blåvands Huk og sydpå ned over de store flodmundinger i Tyskland til Den Helder i Holland. Kun ca. 10 % af Vadehavet ligger i Danmark, og med hhv. ca. 40 % og ca. 50 % huser Holland og Tyskland langt den største del af det store tidevandsområde.

Et dynamisk landskab

Den danske del af Vadehavet består af en mosaik af sandbanker, tidevandsflader og -render. Dertil kommer halvøen Skallingen og øerne Fanø, Mandø og Rømø, der ligger adskilt af dybe tidevandsløb. Sammen med højsanderne danner øerne en barriere, som beskytter Vadehavet og den jyske vestkyst mod Vesterhavets bølger.

Vadehavets landskab er opstået i et samspil mellem vind, bølger, tidevand og havstrømme. Tidevand forårsages både af Månens og Solens tiltrækning samt af Jordens rotation. I Nordsøen er der 12 t. og 25 min. mellem hvert højvande, hvilket betyder, at vandet strømmer ind og ud af Vadehavet knap to gange i døgnet. Ved stigende vandstand transporteres der sediment ind i Vadehavet, og når tidevandsstrømmen vender fra indadgående til udadgående, og strømhastigheden falder, aflejres det på tidevandsfladerne. Den udadgående strøm er ikke i stand til at hvirvle det nyaflejrede sediment op, og der foregår derfor en gradvis opbygning af materiale ude på tidevandsfladerne.

I perioder med kraftig vestenvind og storm kan vandstanden i Vadehavet desuden blive så høj, at de lavtliggende kystområder oversvømmes. Når det sker, fanges vandets høje indhold af ler- og siltpartikler af vegetationen, hvilket får marsken til at vokse i højden. Af og til får også de vestvendte, bølgeeksponerede barrierekyster tilført sediment, når stormbølger bryder gennem de yderste klitrækker og aflejrer sand i store overskylstunger.

Mellem Blåvands Huk i nord og den tyske barriereø Sylt i syd danner den danske Vadehavskyst en stor bugt. Kystens forløb bestemmer retningen af den kystnære sandtransport, som fra Skallingen går mod syd og fra Sylt mod nord. Sedimentstrømmene møder hinanden vest for Mandø og Rømø, som derfor har en positiv materialebalance. Det har bl.a. resulteret i opbygningen af højsandet Koresand sydvest for Mandø og af sandstrandene på det vestlige Rømø.

Livet i slik og sand

Bevæger man sig ud over de store vadeflader, kan Vadehavet synes næsten livløst, og kun sandormenes afføringshobe vidner om et liv nede i vaderne. Hovedparten af vadefladerne er også uden nogen form for højere planteliv, og kun på de dele, som ligger højere end ca. 25‑30 cm under middelhøjvandslinjen, formår planter som alm. salturt, vadegræs og strandannelgræs at rodfæste sig. På sand- og slikvaderne vokser til gengæld store mængder af kiselalger som et brunligt, slimet lag på og nede i bunden. Sammen med en rig bakterieflora udgør de fødegrundlaget for et skjultlevende, men overordentlig rigt liv af hvirvelløse dyr.

Blandt vadernes mindste dyr er rundorme, vandlopper, muslingekrebs og foraminiferer, som kan optræde i tusind- eller millionvis på hver kvadratmeter vade. Større hvirvelløse dyr er også talrige, men da de fleste lever nedgravet i bunden, ser man ikke meget til dem. Muslinger optræder eksempelvis med en stor mangfoldighed af arter, der især dominerer de lavereliggende områder, som er vanddækkede i længere perioder. De forskellige arter fordeler sig i bunden, alt efter hvor lange deres ånderør er. Den amerikanske knivmusling, der i 1980’erne dukkede op i Danmark og i dag har en stor bestand i Vadehavet, graver sig således hele 40 cm ned, mens den store og naturligt hjemmehørende sandmusling sidder i en dybde på 20‑25 cm. Pebermuslingen med sit karakteristiske, tvedelte ånderør sidder kun ca. 10 cm nede i bunden, og den farvestrålende østersømusling kan allerede findes i ca. 5 cm’s dybde. Højest sidder hjertemuslingen, som kun lige netop graversig ned under sandoverfladen. På de højere dele af vaderne, som kun oversvømmes kortvarigt, erstattes muslingerne bl.a. af dyndsnegle og den lille slikkrebs, som trods sit navn oftest anlægger sit U-formede rør i sandbund.

Ikke alle Vadehavets dyr lever dog nedgravet i bunden. Strandsnegle optræder talrigt oppe på vaderne, mens fastsiddende muslinger som blåmusling og den invasive stillehavsøsters kan optræde i stort tal, hvor sten, bundgarnspæle og lignende giver dem mulighed for at hæfte sig fast.

Trækfuglenes spisekammer

En række fuglearter yngler på Vadehavets marsk og højsander, heriblandt sjældenheder som dværgterne, hvidbrystet præstekrave, stor kobbersneppe, brushane og engryle. Det er dog som spisekammer og rasteplads for trækkende vade- og svømmefugle, at Vadehavet virkelig viser sit værd.

Hvert år raster 12‑15 millioner trækfugle i det vidtstrakte tidevandsområde på deres vej mod hhv. ynglepladserne i nord og vinterkvartererne i syd, og det rige økosystem betyder, at fuglene her kan nå at opbygge de nødvendige fedtreserver til resten af deres lange færd. De mange fugle fordeler sig på et stort antal arter, som dog svinger en del i antal. Optællinger af trækfugle i Vadehavet i perioden 1987‑2017 har således kunnet påvise en fremgang af bramgås, spidsand, skeand, stor præstekrave, sandløber, skarv og skestork, mens bestandene af brushane, ederfugl og strandskade i samme periode er mere end halveret. De mange trækfugle optræder i Vadehavet fra marts til maj og igen fra august til oktober.

Verdensarven, Nationalparken og Det Trilaterale Vadehavssamarbejde

Siden 1978 har Danmark, Tyskland og Holland arbejdet sammen i Det Trilaterale Vadehavssamarbejde om bl.a. natur- og miljøovervågning. I den forbindelse har landene vedtaget et fælles forvaltningsgrundlag for området i form af en Vadehavsplan og en Fælleserklæring. Samarbejdet spillede også en vigtig rolle i at få Vadehavet på UNESCOs verdensarvsliste. Allerede i 2009 kom de tyske og hollandske dele på listen, og i juni 2014 kom også den danske del af Vadehavet på verdensarvslisten.

Den 17. januar 2008 blev Vadehavet desuden udpeget som en af Danmarks fire første nationalparker, og ved en ceremoni i Ribe d. 16. oktober 2010 kunne prins Joachim og daværende miljøminister Karen Ellemann indvie den nye Nationalpark Vadehavet. Med et areal på 1.459 km2 er parken Danmarks største nationalpark og strækker sig fra Blåvands Huk til den dansk-tyske grænse.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Esbjerg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Nationalparker og naturparker