Niels Engersvej 6, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor tofløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de tofløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

Før det nuværende hus, Niels Engersvej 6 blev opført, lå der et ni fag langt bindingsværkshus, der blev brandtakseret i 1805. Den nuværende bygning blev opført i 1821 og var på opførelsestidspunktet elleve fag langt og med en større husdybde end det tidligere hus. Gavlene var træbeklædte på den øverste del. Bygningen var inddelt i tre fag stald mod vest og otte fag beboelse mod øst. Ifølge en bygningshistorisk undersøgelse ved Jørgen Lind i 1988, blev Niels Engersvej 6 udvidet med et fag mod vest i 1887. I det indre havde bygningen på dette tidspunkt stald i de tre vestlige fag, en gennemgående forstue, frangel, køkken, spisekammer, stue, værelse og kammer mod nord, mens der var stue og soveværelse mod syd. I 1899 ombyggedes bygningen igen i det indre, således at de tidligere staldfag nu blev indrettet til en lille stald, lo, badeværelse, bryggers gang og spisekammer. Forstuen blev samtidig afkortet og inddraget mod syd, så den nuværende pæne stue opstod. På samme tidpunkt blev der lavet en udgang til haven fra den midterste stue. I 1975 blev Niels Engersvej 6 atter ombygget til den nuværende grundplan, hvor forstuen blev udvidet og køkkenet blev rykket et fag mod vest. Stue og børneværelse mod nord blev slået sammen til den nuværende store spisestue.

Niels Engersvej 6 ligger centralt i Nordby mellem lignende bygninger. Bygningen ligger lidt tilbagetrukket omgivet af en grøn have hegnet af et hvidt stakit mod gaden.

Niels Engersvej 6 er et grundmuret længehus i én etage, der hviler på en muret, sortmalet sokkel og bærer et stråtækt sadeltag med mønning af tørv, i rygningen sidder to skorstenspiber med sokkel, skorstenspiberne er udført i rød, blank mur. I den sydlige tagflade sidder en bred kvist. Murene fremstår i rød, blank mur og med en muret hvidkalket gesims, der er gennemløbende på begge gavle. Gavlene er muret med strømskifter og er fra hanebåndshøjde beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder, hvori der øverst sidder et hvidmalet diagonalstillet vindue. På den nordvendte facade er der midtfor en arkengab med luge og overvindue. Herunder sidder hoveddøren, der er en ældre, tofløjet fyldingsdør, der som lugen fremstår grønmalet, døren har tillige hvide stafferinger. På sydsiden er der en halvdør med et diagonaltstillet vindue i øverste del og en tofløjet havedør med opsprossede ruder i den øverste del. I den vestlige gavl er der ligeledes en nyere grønmalet halvdør med en oval glug. Bygningen har nyere, torammede vinduer med seks eller otte ruder i hver ramme, der alle er hvidmalede.

I det indre fremstår Niels Engersvej 6 med en delvis bevaret ældre grundplan. Grundplanen er opdelt på langs ved en gennemgående midterskillevæg, hvorved køkken, forstue med trappe til loftetagen, spisekammer med kælder, spisestue og bad ligger mod nord, mens den pæne stue, stue og soveværelse ligger mod syd. Grundplanen er på traditionel vis også opdelt således at de to vestlige fag rummer brænderum, værksted og bryggers. I forstuen er der via en åben trappe med et ældre gelænder adgang til loftetagen, der i nyere tid er indrettet med en central fordelingsgang med adgang til fem værelser og to badeværelser. Stueetagen er præget af ældre og traditionelle overflader og ældre bygningsdele herunder bræddegulve, synligt bjælkelag, fyldingsdøre med gerichter og ældre beslagværk, vægfliser og brystningspaneler. Hertil kommer den pæne stue, hvor loftet er prydet med en rig, bemalet stukkatur af papmaché, ligesom spisekammeret der har original indretning med hylder og hvor det hævede trægulv har luge til et køligt kælderrum. Kælderrummet fremstår med støbt gulve og hvidkalkede vægge. Gulve i forstue og køkken er belagt med laminat ligesom lofterne mellem de synlige bjælker består af ældre, glatte plader. Loftetagen er overvejende præget af nyere materialer og der er bevaret ældre fyldingsdøre. Spidsloftet fremstår uudnyttet og anvendes til opbevaring, tagets underside fremstår isoleret.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten med hvid hovedgesims, de malede bræddebeklædte gavle, de grønne halvdøre og de hvidmalede, torammede vinduer samt arkengaben med luge og overvindue over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Arkengaben har i tilfælde af brand skulle sikre udgangen mod nedstyrtende dele af stråtaget.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til boligens ældre planløsning med en forstue, hvorfra der er adgang til resten af huset, og til stuerne, der på traditionel vis fortrinsvis ligger mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken og spisekammer ligger køligt mod nord. Hertil kommer de tidlige staldfag, der endnu rummer bygningens mere grove og funktionsprægede rum. Også spisekammeret med kælderrum udgør med sin oprindelige placering og sit velbevarede inventar en væsentlig kulturhistorisk værdi. Den pæne stue fremstår med loftets intakte papmachéstukkatur sammen med den bevarede ældre indretning, som et særdeles tidstypisk interiør fra 1899 og udgør herved en væsentlig kulturhistorisk værdi. Endelig har de bevarede ældre og traditionelle bygningsdele og -detaljer, herunder det synlige bjælkelag, bræddegulve, ældre fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser på væggene, en stor kulturhistorisk værdi. Den kulturhistoriske værdi ved disse fliser, knytter sig til, at de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

I Niels Engersvej 6 knytter den arkitektoniske værdi sig til den fritliggende bygnings enkle og velproportionerede form med det enkle røde murværk, de markante gavle med strømskifter og store, ubrudte tagflader. Placeringen af vinduernes overkant nær hovedgesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag. Hertil kommer bygningens anselige dimensioner, der er større end et Fanøhus er traditionelt. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre, skorstenspiber og murdetaljer som gesimser og gavlenes strømskifter. Særligt de hvidmalede vinduer, gesimser og grønne døre giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der i spisekammer og spisestue domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af beslægtede motiver. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer på fyldingsdøre, trappen balustre og brystningspaneler, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Endelig danner den pæne stues intrikate og fint bemalede papmachéloft sammen med den tidstypiske indretning en sjælden og stemningsfyldt tidslomme. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Hannes Hus, Sønderho
• Kaptajn Thøgersens Hus, Sønderho
• Toftestien 6, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen