Faktaboks

Niels Helledie
Født
20. juni 1927, Sopmose ved Øster Vrå
Titel
Billedhugger
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Niels Helledie voksede op i en religiøs landbofamilie i Vendsyssel. Opvæksten i bondesamfundet og den nære kontakt med natur, liv og død har sat sit tydelige præg på H.s kunst. Han arbejder fortrinsvis med religiøs kunst, hvor motiverne er de centrale begivenheder i Biblen: Syndefaldet, Korsfæstelsen, Opstandelsen. H. bearbejder de kendte, religiøse motiver i et personligt form- og symbolsprog. Formen er collageagtige sammenstillinger af stentøj, drivtømmer, ofte bemalet, glas og metal. Stilistisk er H.s udtryk en kombination af flere forskellige, bl.a. primitive og middelalderlige udtryk. Neolitisk kunst og vikingekunst har inspireret på det dekorative plan, mens f.eks. de såkaldte bondekrucifikser er næsten romanske i deres strenge udtryk, hvor vægten er lagt på skildringen af den lidende Kristus. Med henvisning til middelalderens skildringer af korset som Livets Træ lader H. Kristi ribben udgøre grenene på træet og kombinerer således traditionen med et meget personligt udtryk. I sine verdslige motiver, som materialemæssigt og stilistisk er beslægtet med de religiøse arbejder, har H. skabt en række tids- og samfundsdebatterende værker. Han har bl.a. med ironi kommenteret kønsdebatten i de såkaldte Horekasser, hvor man gennem små kukhuller ser dels et kvindeansigt, dels et kvindeskød. Skødet er overdimensioneret i forhold til ansigtet, dvs. personligheden, og kvinden fremstilles dermed som sex-objekt.

Genealogi

Helledie, Niels, *1927, billedhugger. *20.6.1927 i Sopmose ved Østervrå. Forældre: Gårdmand Valdemar H. og Nielsine Kristine Pedersen. ~13.4.1963 i Langå med seminarieelev, senere lærer Inger Beneè Petersen, *3.9.1940 smst., datter af blikkenslager Medoc Beneè P. og Rigmor Jensen.

Uddannelse

Folkesk.lærer fra Silkeborg 1954; som billedhugger autodidakt.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links