Niels Hemmingsens Gade 1 ligger på Niels Hemmingsens Gade 1, hj. af Amagertorv i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Frimands Kvarter ligger mellem Skindergade, Købmagergade og Strøget. Niels Hemmingsensgade 1 er opført i flere perioder: Det oprindelige hjørnehus er opført før Købehavns brand i 1728. I 1738 var bygningen i to etager med en kvist over tre fag mod Amagertorv, opført i grundmur til alle sider. Før 1762 blev bygningen forhøjet til tre etager med mansardtag for juvelerer Just Winther. Før 1855 blev bygningen atter forhøjet med én etage, og taget blev ændret til heltag med skiffer. Trappehuset og sidehusene er opført omkring 1762 for Just Winther. I dag er ejendommen indrettet til erhverv samt bolig.

Beskrivelse

Adressen Niels Hemmingsensgade 1 og Amagertorv 20 udgør én ejendom og er sammenbygget både i det indre og det ydre. Niels Hemmingsensgade 1 ligger i Københavns Frimands Kvarter med en hjørnebygning mod Amagertorv, et sidehus mod Niels Hemmingsensgade og et baghus mod Helligåndskirken. Bygningerne omkranser et lille brolagt gårdrum. Hjørnebygningen er grundmuret i fire etager i fem fag mod Amagertorv og fire fag mod Niels Hemmingsensgade. Taget er rødt, teglhængt og helvalmet mod Niels Hemmingsensgade og med mansard mod gården. Der er skorstenspiber i rygningen og ældre støbejernsvinduer i tagfladerne. Facaderne er opdelt af en kordongesims og fremstår refendfugede i stueetagen, mens de øvrige murplaner er glatpudsede. Under taget er en sparrenkopgesims. Stueetagen er hvidmalet, mens den øvrige facade fremstår gråkalket med hvide dekorative elementer. I facaden er nyere glasbutiksdøre, og mod gården en nyere, flammeret trædør og en nyere glasdør mod førstesalens svalegang. Facadens vinduer er overvejende ældre og nyere, koblede firerammede vinduer med todelte underrammer, mens stueetagens har nyere butiksvinduer. Hovedetagens facadevinduer har profilerede indfatninger og konsolbårne sålbænke. På tredje sal ses et blændet vindue. Døre og vinduer er alle grønmalede. Gårdsiden er i rødt, opstreget bindingsværk på en baggrund af lysegule tavl. Sidehusets facade er grundmuret og opført i tre etager i fem fag med rødt, teglhængt tag og en skorstenspibe i rygningen. Facaden er glatpudset med en kordongesims, der formidler overgangen mellem stueetagen og de øvrige etager. Ved tagfoden er en profileret, pudset gesims. Facaden er malet i en gråblå farve med hvide gesimser. Mod gården er sidehuset i rødt, opstreget bindingsværk på en baggrund af lysegule tavl. I facaden ses en nyere, blåmalet trædør med overvindue og to nyere glasdøre med foranliggende granittrapper. Vinduerne er overvejende ældre samt nyere, to- og firerammede vinduer, hvoraf de øverste vinduer har todelte underrammer. I stueetagen er nyere, store butiksvinder. Mod gården er vinduerne firerammede, småtopsprosset med fire og ottedelte rammer samt to etrammede vinduer med seksdelte ruder. Alle facadens vinduer er hvidmalede, mens de er grønmalede mod gården. Baghuset er grundmuret i tre etager med pudsede, gule mure over en pudset, sort sokkel uden dekorationer. Taget er et rødt og teglhængt heltag. Vinduerne er ældre og nyere, traditionelt udførte firerammede vinduer med todelte underrammer. I stueetagen er to vinduer blændede. Alle baghusets vinduer er grønmalede. Hjørnebygningen og sidehusets stueetage er indrettet som tre butikslokaler; to butikslokaler mod Niels Hemmingsensgade, hvoraf det ene er sammenbygget med hjørnebygningen, og det andet er beliggende mod Amagertorv. De øvrige etager rummer erhverv og boliger. I det indre fremstår hjørnebygningen, sidehuset samt baghuset meget sammenbyggede. Hovedindgangen er placeret i sidehuset med et forrum, der fører til et stort hovedtrapperum. Trappen er en ældre, klassicistisk toløbstrappe med indstemte trin, udskårne balustre prydet med ovaler og slyngbånd og en enkel, udskåret håndliste. På reposerne er der adgang til hjørnebygningens, baghusets og sidehusets lejligheder. Hjørnebygningens første sal er indrettet med et forrum og et stort, gennemgående gadevendt hjørnerum, hvorfra der er adgang til naboejendommen Amagertov 20 samt sidehuset mod Niels Hemmingsensgade 1. Mod gården er toiletter, og i sidehuset er et køkken med et køkkenildsted med ilstedskappe og to gadevendte rum. Hjørnebygningens anden sal rummer en bolig beliggende i hjørnebygningen og sidehuset mod Niels Hemmingsensgade. Lejligheden er indrettet med et forrum, nyere badeværelser, gadevendte stuer, køkken i sidehuset med spor efter et køkkenildsted. Den øvrige del af anden sal indeholder en nyere, gårdvendt korridor med adgang til Amagertorv 20 og en erhvervslejlighed med en nyere planløsning med et forrum, en køkkenniche, et badeværelse og gadevendte værelser. Endvidere er der indrettet en bolig i baghuset med et stort rum med køkken og toilet. Tredje sal rummer en bolig med en stor gadevendt stue, der er sammenbygget med Amagertorv 20, og et værelse mod Niels Hemmingsensgade, hvorfra der er adgang til sidehusets tagetage. Tagetagen over hjørnebygningen og sidehuset er uudnyttet og står med synligt tagværk, synlige skorstenskerner, understrøgne tegl, bræddegulve. Tageetagen nås via en ældre ligeløbstrappe. Grundplanerne på alle etagerne er overvejende nyere. Flere steder er gennembrudte rum og nyere skillevægge. Af bevarede ældre bygningsdele og -detaljer kan nævnes ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler, greb og beslag, hovedtrapperummet, panelering samt stuk, spor af ældre køkkenildsteder på først- og anden sal, synlige skorstenskerner og ældre loftsbræddegulve. Hertil kommer ældre vinduer med anverfere og stormkroge. Overordnet er etagerne i stue, første og anden sal karakteriseret ved mange nyere bygningsdele og -detaljer. Der er nyere brædde-, flise-, linoleums-, og tæppebelagte gulve, nyere døre og vinduer. Der er plade og fyldingsdøre, væggene er dels pudsede, dels malede og dels beklædt med lærred over brystningspaneler.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Niels Hemmingsensgade 1 knytter sig til hjørnebygningens beliggenhed med facaden mod Amagertorv og Niels Hemmingsensgade, hvor hjørnebygningen og sidehuset indgår som en del af husrækken og er med til at opretholde en middelalderlig gadestruktur, mens baghuset åbner sig og danner en plads mod Helligåndskirken. Niels Hemmingsensgade 1 fremstår med et klassicistisk udtryk og er i samspil med naboejendommen Amagertorv 20, hvor begge ejendomme med deres ensartede bygningsvolumener, facadeproportionering, stilistiske virkemidler og taktfaste vinduessætning indgår som vigtige elementer i gaderummet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Niels Hemmingsensgade knytter sig overordnet til ejendommen som repræsentant for en bebyggelsesstruktur fra 1736 med forhus, sidehus og baghus. Forhøjet og ombygget 1762 og siden i 1855, hvor ejendommen blev tilføjet klassicistiske detaljer med en repræsentativ, grundmuret og pudset facade med en stringent facadeproportionering, taktfast vinduessætning og enkle dekorative facadeelementer. Der er ligeså kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade med klassicistiske, dekorative elementer og de funktionelt betingede gårdsider, der fremstår i grundmur og i opstreget bindingsværk uden dekorationer. Endvidere er forskellen mellem de klassicistiske facadevendte vinduer og gårdens småtopsprossede vinduer af kulturhistorisk værdi. Vinduerne mod gaden blev ofte forsynet med store ruder, som blev mulige at producere fra begyndelsen af 1800-årene, med to ruder i underste ramme, mens der mod gården fortsat blev anvendt små ruder. I det indre er der kulturhistorisk værdi relateret til de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder trapperummet, paneleringen, stukkatur, fyldingsdørene med indstukne hængsler, der alle vidner om bygningernes alder og om stilidealerne i midten af 1700-tallet samt i første halvdel af 1800-tallet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Niels Hemmingsensgade 1 knytter sig i det ydre til følgende: Hjørnebygningens enkle, klassicistiske udtryk med den stramt komponerede facade med taktfast vinduessætning, de få dekorative elementer, herunder kvaderpudsede partier, profilerede, konsolbårne vinduesindfatninger, kordongesimser og sparrenkopgesimsen, der skaber skyggevirkninger og en balance mellem facadens horisontale og vertikale elementer. Mod gården knytter den arkitektoniske værdi sig til bindingsværket og det enkle udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer i trapperummet.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links