Niels Juel-statuen ligger på Holmens Kanal i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

Statuen repræsenterer en historicistisk heltedyrkelse fra anden halvdel af 1800-tallet. Københavns Kommune har bl.a. til Kulturarvsstyrelsen oplyst følgende: Holmens Kanals historie: Flådens oprindelige værft lå indtil op i 1800-tallet i kvarteret, der i dag er kendt som Gammelholm. I perioden 1860-77 fik Gammelholm sin nuværende bebyggelsesplan, der er tegnet af Ferdinand Meldahl. I bebyggelsesplanen er gaderne primært anlagt, hvor der før var kanaler. Selve Holmens Kanal blev tilkastet i 1864. Holmens Kanal definerer således grænsen mellem middelalderbyen og det nye byområde Gammelholm. Peschiers Gård – en del af det nuværende Danske Bank kompleks – er stedets ældste bygning fra 1798, dog ombygget og tilføjet yderligere en etage i 1850. Bygningen er i klassicistisk stil. Herefter byggedes det tidligere ØK hovedsæde 1907-09 i jugendstil. 1910-12 opførtes det tidligere Hafnia hovedsæde i historicistisk stil, og afslutningsvis byggedes Danmarks National Bank i 1965-78 i modernistisk stil. Monumentet for Niels Juel – historie Monumentet er en gave fra en komite, og anledningen for opstillingen var 200-året for slaget i Køge Bugt, hvor den danske flåde, der blev ledet af Niels Juel, slog den svenske flåde. Fem kunstnere blev indbudt i den bundne konkurrence; to afslog tilbuddet. Afgørelsen af hvem, der skulle vinde konkurrencen, foregik ved, at gipsfigurer blev opstillet i lokaler på Akademiet. Blandt de tre blev Theobald Steins forslag valgt. Monumentet forestiller admiral Niels Juel ombord på sit flagskib Christianus Quintus, støttet til en motérkanon og med løftet kommandostav som signal til, at slaget i Køge Bugt kan begynde. Monumentet er pompøst og fyldt med symboler. Monumentet blev afsløret 21. september 1881 og er således placeret i Holmens Kanal før hovedparten af de bygninger, der i dag omkranser monumentet. Theobald Steins monument består af bronzestatuen placeret højt på en sokkel af marmor med bronzeudsmykning. Statuen står inden for et støbejernsgitter. Mellem gitter og statue er en rød og hvid ternet ølandssandstensbelægning. Foruden dette består monumentet af to ens lygtepæle med hver 4 lamper. Statue, sokkel, gitter og lygter er rigt dekoreret. Monumentets placering Der er umiddelbart ikke nogen direkte tilknytning mellem monumentet, dets historie og placeringen i Holmens Kanal. Nærmeste begrundelse for placeringen kan være, at Niels Juel gjorde tjeneste på Gammelholm, og at han er gravlagt i den nærliggende Holmens Kirke. Monumentet er ikke (jf. den givne tidsrækkefølge) placeret aksialt i forhold til de omliggende bygninger, selv om der i dag kan påvises aksiale linier mellem bygningerne og monumentet. Niels Juel-statuen har en række punkter (kommandostav, synsretning og armretninger), som kan defineres som sigtelinjer. Det må dog konstateres, at disse heller ikke giver nogen begrundelse for den nuværende placering. Der sigtes således mod det Kongelige Teater, Kongens Nytorv og Christiansborg/Holmens Kirke. Forvaltningens vurdering er, at monumentet blev placeret centralt i det daværende gaderum som rummets omdrejningspunkt, og at placeringen er valgt som et led i udbygningen og udsmykningen af den nye bydel Gammelholm. Der foreligger ikke førstehåndsoplysninger om Theobald Steins intentioner med monumentet. I sønnens bog om faren oplyses, at monumentet er bygget over nationalsangens strofe "nu er det tid", og at sønnen ikke finder den valgte plads heldig, idet statuen skulle stå højt og frit, så silhuetten kunne tegne sig frit mod himlen."

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links