Nord Land 36, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der – under hollandsk, frisisk påvirkning – i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Ved et skøde af 19. januar 1782 købte Anne og Margrethe Hansdøtre den ubebyggede grund, som var udstykket af den nuværende matrikel nr. 177c´s ejendom, og byggede umiddelbart herefter dette hus, der ifølge et pantebrev fra 1783 havde fem fag. En egentlig beskrivelse af bygningen forelå først i 1842, hvor en brandtaksation beretter, at bygningen fortsat havde fem fag. Den vestre ende og søndre side var grundmurede såvel som pillemurede, mens nordsiden endnu var af bindingsværk. Det blev pointeret, at der var træloft og -gulv overalt, undtagen i køkkenet. Alle fem fag var indrettet til beboelse.

I 1865 steg vurderingen kraftigt, hvilket må hænge sammen med en et-fags udvidelse mod øst til de nuværende i alt seks fag med fuld husdybde. I nyere tid blev tilføjet en udbygning med mindre husdybde. Murankrene I.N.D. kan ikke bringes i overensstemmelse med nogen ejerreference og kan således eventuelt stamme fra et andet hus.

I 1906 købte August Georg Wilckens (1870-1939) huset, og han bemalede loftet i atelieret og dørene. Senere solgte han huset til vennen og kunstneren Jacob Nøbbe (1850-1919), som var Emil Noldes tegnelærer. Jacob Nøbbes døtre, Charlotte og Elsa Nøbbe, ejede huset fra 1924 til 1945. Elsa Nøbbe (1892 – 1968), som malede figurativt med inspiration fra det ekspressionistiske, var den sidste kunstner, der boede i huset. I forbindelse med etableringen af det store atelierrum blev den vestlige del af bygningens planløsning ændret, således at en del af sønder donsk sammen med æ stow, nordre donsk og to tætsenge blev inddraget til ét stort rum, ligesom loftshøjden blev forøget ved at man flyttede bjælkelaget op.

Bygningen ligger på hjørnet af Digevej og Nord Land i den nordlige del af Sønderho. Bygningen ligger parallelt med Digevej og den lille græsklædte have afgrænses mod vejen af et simpelt hegn. Mod vest er bygningen sammenbygget med en enetages, grundmuret tilbygning med et lavt tagpapbeklædt heltag. Denne tilbygning er ikke omfattet af fredningen. Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage.

Bygningen er seks fag lang mod syd, mens den er syv fag lang mod nord, da dette sidste østre fag har tilbagetrukket sydfacade. Facaderne fremtræder skurede og gulkalkede med to grønmalede stolper på nordsiden. Langsiderne afsluttes under taget af en grønmalet rem og hvidtede udmuringer mellem bjælkeenderne, der er ført om hjørnet på gavlene, som en gesims, og op langs tagfladen. Den øverste del af gavltrekanten mod øst samt gavltrekanten mod vest har lodret, grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og gesims samt gulmalet skaft. På nordsiden er en rundbuet arkengaff med muret front. Vinduerne er ældre og mestendels torammede og seksrudede, men i nordsiden er der også et par etrammede vinduer med fire ruder. I arkengaffen er ligeledes et torammet og seksrudet vindue, dette vindue er endvidere forsynet med et buet, opdelt overvindue. Vinduerne er malet grønne med hvide sprosser og sidder i plan med muren. Hoveddøren, som sidder bag en fladbuet døråbning, er en ældre fyldingsdør med en diagonalstillet rude med konvekse sider i den øverste fylding. I nordsiden er en nyere revlehalvdør med en diagonalstillet, firedelt rude i den øverste del samt en enkel indfatning. Begge døre har grønmalede indfatninger og er malet grønne med hvid staffering. Hoveddøren har et stafferet stik i farverne grøn, sort og hvid. Over vinduerne er der malet hvide stik, og under vinduerne er påmalede, hvide sålbænke.

I det indre er bevaret dele af en ældre grundplan med et køkken og et kammer mod nord samt en vinterstue, sønder donsk, og i tilslutning til denne en stue, æ stow, mod syd. Fra vinterstuen er der adgang til et stort, gennemgående atelierrum med en større loftshøjde end i den øvrige del af huset. Fra atelieret er der adgang til en baggang og et badeværelse i tilbygningen. Gennem en loftslem i køkkenet fører en ældre loftsstige op til tagetagen, der er indrettet med et værelse i gavlen mod øst, mens den øvrige del er uudnyttet. I loftværelset er der ældre bræddegulve, en ældre bræddeskillevæg med en revledør med en seksdelt rude, glatte skunkvægge, skråvægge og loft. I den uudnyttede del fører to trætrin op til bræddegulvet over atelieret, og der er synlige hanebånd og tagkonstruktion, ligesom undersiden af stråtaget er synligt. I stueetagen er der ligeledes en ældre materialeholdning med teglstensgulve, bræddegulve, bræddevægge, pudsede vægge og dels bræddelofter og dels faste plader mellem synlige loftbjælker. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med ældre beslag, klinkefald og ovale ruder samt gerichter, indbyggede skabe og Fanø-fliser bag bilæggerovnen i vinterstuen, bag brændeovnen i atelieret og på væggen ud mod tilbygningen. Endelig er der bemalinger på skabsdøre og fyldingsdøre samt på loftbjælker og loftsbrædder i atelieret.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i udkanten af Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen ligger på hjørnet af Digevej og Nord Land, og grunden defineres af en spredt buskbeplantning og et simpelt hegn. Bygningen markerer sammen med nabohusene byens karakteristiske, tætte bebyggelsesstruktur mod nord, der står i kontrast til det høje, græsklædte dige og de åbne marskvidder bagved. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her pudset og gulkalket med hvid hovedgesims og bræddebeklædte gavltrekanter. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med en skorstenspibe, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder gulkalket som facaderne. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den typiske, ældre, todelte farveholdning med hvide sprosser og grønne karme og rammer. Hertil kommer, at vinduerne på traditionel vis er hængslet på lodposten, og at vinduesåbningerne har påmalede hvide stik og sålbænke. Hoveddørens rundbuede stik har også det typisk trefarvede Sønderho-stik, og den ældre hoveddør på sydsiden er på ligeledes traditionel vis en fyldingsdør med kantstillet rude i den øverste del, som er placeret tilbagetrukket i det rundbuede stik. Bagdøren på nordsiden står i kontrast til hoveddøren og er en enkel, todelt revledør, som passer til en køkkendør. Tagremmen og nordsidens bevarede stolper er en bevaret detalje fra dengang i hvert fald nordsiden fremstod i bindingsværk.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af en ældre planløsning med en gennemgående midterskillevæg mod øst, der opdeler stuen, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret, og et kammer mod syd fra køkkenet og et kammer mod nord. På traditionel vis er der direkte adgang mellem køkkenet og vinterstuen, ligesom der bag ovnpladsen, med den karakteristiske, ældre bilæggerovn, er ældre, blå hollandske fliser. Den stejle loftsstige og loftslemmen i køkkenet underbygger den traditionelle udnyttelse af den lille bygning, hvor størstedelen af loftsrummet er uudnyttet, mens kun det lille kammer i østgavlen anvendes til beboelse. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder hoveddørens tofløjede forsatsdør med fyldinger, enfyldingsdørene med beslag, klinkefald, ovale glasruder og bemalinger samt profilerede gerichter. Flere døre og skabslåger i de sekundære rum har på egnskarakteristisk vis en sort bemaling omkring klinkefaldet, der både havde en praktisk og en dekorativ effekt. Den sorte farve skulle forhindre, at eventuel smuds på dørpladen var synlig og ligeledes blev feltet bemalet med svungne sider, så de nærmest illuderede et låseblik. Den gennemførte nærmest skibsmæssige aptering af det indre med indbyggede skabe og små hylder under loftet underbygger, sammen med de ældre hollandske fliser bag ovnpladserne og på den tidligere ydermur mod vest, fortællingen om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel.

Tillige er der kulturhistorisk værdi i det store og højloftede atelierrum, fordi dette rum vidner om, at der blandt bygningens ejere har været flere kunstnere, som har haft behov for et stort arbejdsrum med et godt og kraftigt lysindfald, hvorfor arkengaffen mod nord har denne lidt usædvanlige, lidt skæve placering på nordsiden. En arkengaff er sædvanen tro ellers placeret over bygningens hovedindgang. Blomsterrankerne på vinterstuens skabslåger og fyldingsdøre samt bemalingerne på loftbjælker og loftsbrædder i atelieret vidner om, at bygningen har været bolig for kunstnere i begyndelsen af 1900-tallet. Specielt om sommeren oplevede Fanø en stor tilstrømning af kunstnere, der på grund af naturalismens, realismens og den franske impressionismes nye malerstil søgte til Fanø på grund af lyset. Øens folkeliv og den barske, men smukke natur gav inspiration til kunstnerne, der søgte at skildre det særegne danske både i naturen og i befolkningen i overensstemmelse med de romantiske nationale strømninger. Kærligheden til fædrelandet var af stor betydning efter tabet af Norge, statsbankerotten, involveringen i de slesvigske krige og tabet af Sønderjylland i 1864.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle og fritstående lille volumen med lave mure og det dominerende, store stråtag med ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod nord. Det kortere endefag mod øst giver bygningen en opbrudt og visuelt smallere gavl, der fint formidler den spidse hjørnegrund. Arkitekturen virker stærkt ved de enkle materialer og fremhævede, bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og vinduesstik samt det særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik over hoveddøren giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer dørenes staffering og skorstenspibens hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, skabslåger, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske fremtræden og tillige tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. De mange bræddeskillevægges høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger. De bevarede felter af ældre fliser i stuerne er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Kontrasten imellem den østlige del af bygningen med en traditionel loftshøjde og ruminddeling og det højloftede, gennemlyste atelierrum er markant og bibringer bygningen en helt speciel stemning. Hertil kommer, at den østlige del af bygningen fremstår intim og fortættet, dels på grund af de forholdsvis små rum og dels på grund af især vinterstuens og køkkenets farvemættede fremtoning i henholdsvis blå og røde nuancer. Rummenes nærmest skibsapterede interiører understreger dette. Den afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Gammel Byvej 14, Sønderho
• Landevejen 38, Sønderho
• Nord Land 12, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen