Går man tilbage til begyndelsen på den moderne danske udenrigspolitik i 1700-tallet, blev de største diplomatiske bestræbelser rettet mod Danmarks nabolande og det nordiske samarbejde. Under Kalmarunionen var Sverige, Danmark og Norge bundet sammen i ét rige i perioden 1397- 1523. Men derefter gik det galt. I løbet af to århundreder nåede Sverige og Danmark at være i krig hele otte gange. Først kom Den Nordiske Syv årskrig (1563-70), Kalmarkrigen (1611- 13) og Torstenssonfejden (1643-45). I forbindelse med de to Karl Gustavkrige (1657-58 og 1658-60) måtte Danmark afstå Skåne, Halland, Blekinge og kortvarigt også Bornholm. Derefter fulgte Den Skånske Krig (1675‑79) og Store Nordiske Krig, hvor Danmark deltog i årene 1709‑20.
Så fulgte en fredsperiode, hvor der bl.a. blev samarbejdet om neutrale skibsfarter. Men med Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet kom Danmark og Sverige igen på hver sin side. Danmark valgte at tage parti for Frankrig, som endte med at tabe, mens Sverige allierede sig med Storbritannien og Rusland. I 1814 måtte Danmark afstå Norge, som derefter kom i union med Sverige. Napoleonskrigene kom også til at afslutte de nordiske landes stormagtsdrømme. Både Sverige og Danmark hørte nu til blandt de europæiske småstater. Det banede vejen for et bedre samarbejde.
Efter 2. Verdenskrig steg ambitionerne for det nordiske samarbejde betydeligt med etableringen af Nordisk Råd. Men de nordiske lande valgte hver deres vej i det internationale samarbejde. Danmark orienterede sig mod NATO og EF, Sverige satsede på EFTA, og Finland arbejdede for et tæt samarbejde med de nordiske lande. Både Sverige og Finland erklærede sig neutrale og holdt sig ude af NATO, men blev begge medlem af EU i 1995. Norge gik med i NATO, men har holdt sig ude af EU. De forskellige alliancer og koalitioner har vanskeliggjort det nordiske samarbejde, og Nordisk Råd og det senere Nordisk Ministerråd er blevet kritiseret for at være en snakkeklub.
Kritikken til trods er der ingen tvivl om, at Danmark fortsat er solidt forankret i Norden. Vi deler et unikt fællesskab baseret på vores velfærdsmodel og værdier som ligestilling mellem kønnene, frihed for den enkelte, lighed, innovation og åbenhed. Det er en model, som i stigende grad anerkendes ude i verden. I 2013 havde det internationalt anerkendte ugemagasin The Economist sågar en forside med et billede af en viking med overskriften »Den næste supermodel «. I lederen skrev magasinet, at hvis man som en gennemsnitlig person kunne vælge et hvilket som helst sted i verden, man kunne blive født, så skulle man vælge at blive født som en »viking«.
At samarbejdet mellem de nordiske lande især i Nordisk Råd dog spiller en mindre rolle i dag, end da Per Hækkerup fremlagde de fire hjørnesten, er tydeligt ved læsning af den seneste Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi fra 2022. Her er Nordisk Råd slet ikke nævnt i selve teksten. Den ene hjørnesten er ikke længere helt så solid.
