Silkeborg er hovedsæde for den store andelsejede energi- og telekoncern Norlys a.m.b.a. Koncernen er et resultat af en fusion i 2019 mellem andelsselskaberne Eniig og SE.

Eniig a.m.b.a. havde hovedsæde i Silkeborg og over 1.000 medarbejdere. Selskabet dækkede store dele af Midt- og Nordjylland med bl.a. el- og varmeforsyning og fibernet. Eniig blev selv skabt ved en fusion i 2016 mellem EnergiMidt i Silkeborg og Himmerlands Elforsyning (HEF).

SE a.m.b.a. havde med omkring 1.450 medarbejdere hovedsæde i Esbjerg og sine forsyningsområder fordelt i Syd- og Nordjylland. SE ejede samtidig antennefirmaet Stofa og distributionsselskabet Boxer TV.

Med fusionen til Norlys a.m.b.a. er der skabt et selskab med over 700.000 andelshavere og ca. 1,5 million kundeaftaler. Andelsselskabet havde ved fusionen ca. 2.500 medarbejdere.

Konkurrencerådet godkendte i 2019 fusionen, efter at selskabet havde lovet at give sine fibernetkunder mulighed for at vælge mellem flere tv- og bredbåndsudbydere.

Det var et udgangspunkt for fusionen, at internettet er en vigtig infrastruktur. Norlys annoncerede derfor, at alle andelshavere senest i 2023 skulle have adgang til en hurtig internetforbindelse.

Norlys har hovedsæde i erhvervsområdet i Høje Kejlstrup i den nordlige del af Silkeborg.

Videre læsning

Læs mere om Forskning, rådgivning og forretningsservice i Silkeborg Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked