Normal, der har hovedsæde i Skanderborg, er en af de yngste og hurtigst voksende butikskæder i Danmark. Den første butik åbnede i 2013 i Silkeborg, og siden er der etableret butikker overalt i Danmark, hvor kæden i 2019 omfattede ca. 100 butikker. Et tilsvarende antal butikker var i 2019 åbnet i udlandet. Den første satsning var i de andre nordiske lande; i 2018 åbnede de første butikker i Holland og i 2019 i Frankrig.

Normal er begyndt som en konkurrent til bl.a. Matas-kæden og sælger primært produkter til personlig pleje og husholdningsartikler. Konceptet er parallelimport af kendte mærkevarer, der sælges til lave priser. Opgjort som fuldtidsansatte var der i 2017/18 488 medarbejdere i det danske moderselskab, Normal A/S. Samlet beskæftigede hele den stærkt ekspanderende kæde flere tusinde i 2019. Normal blev grundlagt af Torben Mouritsen og Bo Kristensen. Senere kom ejeren af Bestseller, Anders Holch Povlsen, med i ejerkredsen, og han er i dag hovedaktionær.

Videre læsning

Læs mere om handel, service og oplevelseserhverv i Skanderborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked