Notmark Kro ligger på Notmark 23 i Sønderborg Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bindingsværksbygget anlæg med forhus med kvist, sidehus og baghus mod øst. Malerisk anlæg fra tiden o. 1800, en rest af den tidligere så rige krokultur i Sønderjylland.

Beskrivelse

I den lille by Notmark, lidt nordøst for Augustenborg på Als, ligger Notmark Kro. Fredningen omfatter et forhus samt et hermed sammenbygget baghus mod øst. Forhuset er opført i rødt opstreget bindingsværk med udmurede og hvidkalkede tavl, mens baghuset er opført i blank mur af gule sten over en sortmalet sokkel. Baghuset har en forlængelse mod øst i bindingsværk. Tagene er stråtage med halvvalm. I forhusets rygning sidder to skorstene med sokkel, skaft og gesims. Facaden er i forhusets østre ende hævet til to stokværk, med en revledør på begge sider af førstesalen. Vinduerne er torammede og blyindfattede med hvidmalet træværk. Indgangspartiet udgøres af en tofløjet grønmalet fyldingsdør med glasfelter øverst. I baghuset er rundbuede støbejernsvinduer og en rundbuet hejsekvist i stråtaget med tofløjet luge. Dertil kommer en række rødmalede revleporte og revledøre på begge fløje. I det indre er stueplanet præget af en ældre planløsning med en blanding af nyere og ældre materialer. Her findes ældre fyldingsdøre med beslåning og synlige loftbjælker med listelofter imellem. Baghuset er uisoleret og rummene er åbne til kip med kig til stråtaget.

Miljømæssig værdi

For Notmark Kro er den miljømæssige værdi knyttet til de to sammenbyggede bygningers indbyrdes relation, der skaber en rumdannende effekt mod gaden, og ved baghusets forlængelse mod øst, danner et historisk interessant brolagt gårdrum mellem forhus og baghus. Mod gaden er de to bygningskroppe drejet let i forhold til gadens forløb, hvilket giver en flot aftrappet effekt af de to gavle, der ligger let forskudt i forhold til hinanden. Ved ankomst af vejen vestfra, opleves dette som en væsentlig rumlig kvalitet i gadebilledet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi er for Notmark Kro knyttet til de tidstypiske bygninger, som foruden at vidne om funktionen som tidligere kro, fortæller om periodens byggeskik og formgivning. Bygningerne er udtryk for en lokal byggeskik der bygger på byggeteknisk erfaring og den aktuelle tilgængelighed af materialer, snarere end arkitektoniske idealer. Dettes ses dels i forhusets anvendelse af bindingsværk og dels af baghusets anvendelse af mere moderne materialer som blankmur og støbejernsvinduer, som antyder baghusets funktion som økonomibygning snarere end beboelse.

Arkitektonisk værdi

For Notmark Kro er den arkitektoniske værdi knyttet til de velproportionerede bygningskroppe i henholdsvis rødt opsteget bindingsværk med hvide tegl og patineret blank mur i gule sten, hvor især det opstregede bindingsværk og de tætsiddende vinduer opleves som en detaljerig kontrast til de store, ubrudte stråtækte tagflader. Ydermere giver den hævede østende af forhuset en effektfuld variation til et ellers meget enkelt udtryk. Dette underbygges yderligere i det smalle gårdrum bag forhuset, hvor sammenbygningen formidler de forskellige højder af de to bygninger med en skrå tagfod og en lav revledør. Her ses tydeligt hvordan bindingsværket og stråtaget som fleksible og tilpasningsdygtig byggeteknikker kan løse særlige geometriske udfordringer uden af give køb på et helstøbt udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links