Ny Vestergade 13, København

Ny Vestergade er en af forbindelsesgaderne mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade. Gaden blev dannet efter grundene omkring Frederiksholm-kvarteret blev opfyldt i 1660'erne og omtaltes i 1668 som Den Nye Vestergade. I lange tider benævntes gaden som Wigandts Gade efter vinhandleren og skibsrederen Wigand Michelbecker (1636-1692), som havde en gård, der hvor Nationalmuseet nu ligger. Han ejede også grunden på den modsatte side, der primært var bebygget med stalde og pakhuse. I 1740'erne blev Ny Vestergade Frederiksholms fornemste gade, idet den blev aksefast adgangsvej til Marmorbroen og Københavns nye kongeslot, Christian VI's Christiansborg. Gæstgiver Christen Christensen Bording købte den store hjørnegrund i 1791 og opdelte den. På hjørnet mod Vester Voldgade fik han opført et stort hjørnehus, som han solgte videre, mens han mod Ny Vestergade i årene 1792-1793 fik opført ejendommen Ny Vestergade 13 som privat bolig. Bygningen blev opført i tre etager med kælder og oprindeligt var der tillige et sidehus og et baghus. Disse er nu begge er revet ned. Bording fik ejendommen indrettet med en lejlighed på hver etage. Mod gaden var en fin sal midt for og et mindre kabinet på hver side, en spisestue optog hele sidehuset med fem fag mod gården, mens køkken og pigekammer lå i baghuset, hvor der også var stald og vognremise. I forbindelse med en omfattende ombygning i 1855-1857 lod den daværende ejer, tømmerhandler Christian Ludvig Maag, tilføje en ekstra etage mod gaden. Arkitekten i denne forbindelse var M.G. Bindesbøll. Maag lod også flere af guldalderens fremmeste kunstnere dekorere sine gemakker, herunder Georg Hilker, P. C. Skovgaard og Constantin Hansen. Under denne ombygning blev der tillige indlagt vand og gas samt to vandklosetter i baghuset. Alle disse installationer var på daværende tidspunkt meget avanceret og nyt. I 1859 blev porten moderniseret af arkitekt Johan Daniel Herholdt, der også opsatte træpanelerne i portgennemkørslen til gården. Grevinde Danner blev i 1850 gift med kong Frederik VII, og hun var hans tredje kone. På grund af sin upopulære status hos store dele af den politiske top kunne hun ikke blive boende på Christiansborg efter Frederik VII's død i 1863, og derfor købte hun i 1864 ejendommen Ny Vestergade 13 og benyttede den som vinterdomicil. I sommermånederne var hun bosiddende på Skodsborg og Jægerspris Slot. Grevinde Danner ejede Ny Vestergade 13 til sin død i 1874. I 1974 købte Dansk Arbejdsgiverforening ejendommen og fra 1975-1978 gennemgik bygningen en restaurering under ledelse af arkitekt Preben Hansen.

Forhuset er beliggende i den sydlige husrække i Ny Vestergade, der leder op til Marmorbroen og Christiansborg midt i det centrale København. Forhuset er på gårdsiden bygget sammen med et kort sidehus på to fag, så disse danner en vinkelbygning. Sidehuset støder op til en nyere ejendom, der ikke er omfattet af fredningen. Forhuset og sidehus er grundmurede bygninger. Forhuset er i fire etager over en høj kælder, mens gårdsiden og sidehuset er tre etager over en høj kælder. Facaden er fem fag bred, og murværket er pudset og kalket. Soklen er mørkegrå, mens den øvrige del af facaden er i en lys sandgrå farve. En kordongesims opdeler facaden vandret mellem første og anden sal, og under kordongesimsen er de tre midterste fag let fremhævet i en refendfuget midtrisalit. Over kordongesimsen er yderfagene let fremhævede som siderisalitter og herimellem spænder forskellige bånd, friser og sålbænksgesimser. Frisen mellem første og anden sal er dekoreret med “løbende hund. Der er indfatninger omkring yderfagenes vinduer, som på første sal yderligere er udsmykket med konsolbårne segmentfrontoner. Øverst afsluttes facaden af en hovedgesims med sparrehoveder udført i gips. Der er brugt Nexøsandsten til alle sålbænke samt beletagens vinduesfrontoner, ellers er de glatte dele af vinduesindfatningerne samt frisen trukket i puds og efterfølgende, ligesom hovedgesimsens sparrehoveder, malet i en rødlig farve for at imitere Nexøsandsten. I stueetagens vestligste fag findes en nyere, tredelt fyldingsport med ældre, rundbuet overvindue. Porten er malet i en sortblå lakfarve. Vinduerne mod gaden er hovedsageligt ældre, hvidmalede korspostvinduer, dog er vinduerne på tredje sal og i kælderen torammede. Vinduer er udført med indstukne hængsler, hjørnebånd og ældre, buede glas. Bygningen har et teglhængt heltag med blådæmpede vingetegl mod gaden, og i tagfladen mod gaden er en del nyere ovenlysvinduer. I rygningen ses to skorstenspiber; en ved hver gavl. Tagrender og nedløbsrør er udført i kobber. Gårdsiderne er pudsede og kalket i en gul sandfarve over en grå sokkel, og de afsluttes af en hvidmalet, profileret gesims. Mod gården er ældre korspostvinduer af forskellig højde og bredde samt enkelte torammede vinduer i kælderen. Alle vinduerne er malet mørkegrå og udført med småtopsprossede ruder. I terrænet findes to kældernedgange med fladbuede, tofløjede revledøre foran. Dørene har småtopsprossede vinduer og er malet i samme farve som gårdsidernes vinduer. Gårdsidernes tagflader er hængt med røde vingetegl og heri ses to kviste med småtopsprossede vinduer samt et ovenlys. Portrummet er brostensbelagt med brede køresten af granit, og væggene er fuldpanelerede med mørke ådrede fyldingspaneler, mens loftet er glatpudset. I portrummet er en enfløjet dør til kælderen og en tofløjet hoveddør ind til bygningens trapperum. Begge døre er ældre med indfatninger, og de er ådrede som portrummets paneler. I det indre findes i store træk en ældre grundplan med en lejlighed på hver etage. Hovedparten af ejendommen anvendes til erhverv. På alle etager er der en langsgående hovedskillevæg. Mod gaden ligger to eller tre stuer en suite, mens der mod gården, i forbindelse med hovedtrapperummet, er en forstue og et mindre kammer samt en smigfagsstue i forbindelse med sidehuset. I sidehuset er hovedsageligt en fordelingsgang og nyere toiletter. Hovedtrappen er en ældre toløbstrappe med trætrin, vanger med fyldinger og værn med smedejernsbalustre samt en afrundet håndliste. Undersiden af løbene er pudsede, og ved trappens fod er et ældre terrazzogulv. På hver repos er dobbelte fyldingsdøre til hver side. Dørene er ådrede og har profilerede gerichter. Fra stueetagen til og med anden sal findes en velbevaret materialeholdning, herunder brædde- eller parketgulve samt pudsede vægge og lofter, der er dekoreret med stukgesimser og -rosetter. Der er et anseeligt antal ældre snedkerdetaljer, herunder hel- brystnings- og lysningspaneler, indfatninger omkring vinduerne, indbyggede skodder i stueetagen samt et- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter. De ældre døre har bevarede indstukne hængler, greb og låseskilte. Vinduer har ældre anverfere og stormkroge samt traditionelle forsatsruder. Første sal har ydermere stuer med velbevarede væg- og loftmalerier efter pompejansk stil. Loftet er udført i limfarve, vægge og træværk i oliefarve. Træværket omkring vinduer og døre er på første sal mestendels ådret, og gulvene har mønsterlagt parket. Over porten er to lavloftede opbevaringsrum, der tillige har en ældre materialeholdning. Tredje sal har hovedsageligt nyere materialer, herunder finergulve, nye fyldingsdøre med glatte gerichter samt en nyere ligeløbstrappe til spidsloftet. Enkelte døre er fra anden halvdel af 1800-tallet. Spidsloftet er udnyttet og her er udelukkende nyere materialer. Kælderen indeholder opbevaringsrum med støbte gulve samt pudsede vægge og lofter. I kælderen findes en del synlige rør og installationer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i den stemningsfulde og præsentable gade Ny Vestergade. I kraft af den unikke placering, i gaden over for Nationalmuseets forplads, er det muligt at opleve facadens fulde højde i en passende afstand. Hermed indgår Ny Vestergade 13 næsten som den fjerde facade i Nationalmuseets tilbagetrukne forplads. Hertil kommer, at pladsen giver mulighed for mere sol- og dagslys til stuerne i Ny Vestergade 13. Forhusets er et værdifuldt element i gaden og bidrager til opretholdelsen af de ældre bebyggelseslinjer. Flere detaljer og linjer i facaden stemmer overens med hjørneejendommen mod Vester Voldgade, og herved kan det stadig aflæses, at de to ejendomme er opført af den samme bygherre. Det gælder især vinduestakten, murbehandlingen og gesimsen, selvom denne er flyttet ved ejendommens forhøjelse.

Den kulturhistoriske værdi ved Ny Vestergade 13 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den københavnske klassicisme, der som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling i takt med borgerskabets stigende indflydelse. Stilen prægede de Københavnske borgerhuse i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.Både i sin proportionering, struktur og facadedetaljering er Ny Vestergade 13 et velbevaret og iøjnefaldende eksempel på de retningslinjer som arkitekt C.F. Harsdorff havde fremstillet ved sit eget hus på Kongens Nytorv 3-5. Kendetegnene for stilen er især facadens pudsede og refendfugede underfacade, den gennemgående kordongesims og de flade murblændinger mellem etagernes midterste fag. Inspirationen kom fra antikken, hvilket også tydeligt ses i hovedgesimsen samt i de konsolbårne segmentfrontoner. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er ydermere et karakteristisk træk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. De nye vinduestyper, korspostvinduet med opdelte nedre rammer, blev ofte anvendt mod gaden, men sparet væk mod gården, hvor man kunne nøjes med de billigere, småsprossede ruder. Det skrå smigfag er også et typisk træk. Det borgerlige bygningsideal i slutningen af 1700-tallet afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører ved en høj, håndværksmæssig standard. Grundplanen påviser borgerskabets levevis og kendetegnes ved hovedtrappens placering i forhuset mod gården, stuerne en suite mod gaden, en smigfagsstue samt de funktionsbetingede rum i sidehuset. De mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Eksempler på dette ses i hovedtrappen med alle detaljer, stuernes brystningspaneler, vinduesindfatninger og lysningspaneler, et- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter samt loftsstukkaturen. Endvidere er der tidstypiske vinduesskodder i stueetagens lysningspaneler, og vinduerne har traditionelle håndsmedede anverfere og stormkroge. At den øverste etage ikke har de karakteristiske bygningsdetaljer påviser dels, at denne etage er kommet til ved en senere forhøjelse samt, at der er et hierarki mellem bygningens etager. Den fornemmeste etage er førstesalen, den såkaldte beletage. Dette ses tydeligt af loftshøjden og betoningen i facaden. Hertil kommer beletagens farvestrålende væg- og loftmalerier, der endvidere har en hel unik kulturhistorisk værdi. Fra midten af 1700-tallet, hvor Pompeji og Herculaneum blev udgravet i Rom, blev overklassen i Europa optaget af overdådige rumdekorationer. I København kom det dog først rigtigt på mode efter, at billedhuggeren H. E. Freud dekorerede sin egen bolig ved Frederiksholms Kanal i 1830'erne. Hilker blev en af de foretrukne dekorationsmalere inden for genren. Stilen kendetegnes af blandingen mellem pomperianske motiver og motiver for den danske natur malet med klare farver som okkergul, pompejansk rød, dodenkop, stærk ultramarinblå og sort. Farver står i stor kontrast til klassicismens tidligere afdæmpede lyse toner. Interessen for de stærke farver og de forskellige motiver, der blev malet på vægfelterne, havde både referencer til antikken og til det nye politiske og borgerlige dannelsesideal, hvilket afspejler de ændringer, der skete i samfundsstrukturen fra 1830 og frem mod Grundloven i 1849. Et af Hilkers første arbejder var udsmykningen af Thorvaldsens Museum i København, der var tegnet af samme arkitekt som stod for ændringerne i Ny Vestergade 13 nemlig, M.G. Bindesbøll. Måske dette sammenfald er skyld i, at museet er afbildet på endevæggen i den ene stue. Måske det skyldes at Christian Ludvig Maag leverede alt træet til museets opførelse. Ydermere blev det i sidste halvdel af 1800-tallet moderne med ådring af alt træværk, hvilket både ses på beletagen og i trapperummet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den symmetriske facade, som fremstår velproportioneret grundet de vandrette opdelinger, der skaber en visuel balance i den høje facade. Hertil kommer den regelmæssige placering af vinduerne, der sørger for, at facaden har en overordnet rolig og taktfast fremtræden. De små fremspring i midt og siderissalitter skaber dels en relief- og dybdevirkning samt en tredeling af facaden. Blandt andet er betoningen af yderfagenes vinduer et træk, som er kendt fra det facadeskema som C. F. Harsdorff havde sat retningslinjerne for. Endvidere er der stor arkitektonisk værdi i den velbevarede oprindelige materialeholdning, der har stor stoflighed og sammen med facadens farvesætning virker elegant og harmonisk. Farvevalget sørger for, at detaljerne træder frem og understøtter herved facadens reliefvirkninger. Farverne imiterer forskellige natursten; murplanet i den kølige grå farve skal ligne Bremersandsten, og den varme rødlige farve skal ligne Nexøsandsten og dermed harmonere med de detaljer, som er udført i Nexøsandsten. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk samt til den kontrastfulde farvesætning mellem mur og vinduer. Tilsammen skabes en rolig gårdside, hvor forhus og sidehus flyder sammen til en helhed. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer giver rummene en borgerlig elegance. Det samme gør sig gældende for det store trapperum, hvor trin, vanger og håndliste er tilpasset den svungne form og tillige danner en elegant ramme omkring det gennemgående durchsicht. Yderligere er der stor arkitektonisk værdi i beletagens væg- og loftmalerier i kraft af de mange motiver og den pompejanske farveskala. Udsmykningerne og farverne er med til at definere hvert rum som unikke perler på en snor, samtidig med at hele lejligheden fremstår meget harmonisk og sammenhængende med fløjdørene imellem stuerne. Motiverne og dekorationerne understøtter rummenes proportioner og former. Dette ses specielt af de nederste vægfelters afgrænsninger, der følger brystningshøjden fra vinduerne, malerierne der fungerer som dørstykker samt smigfagsstuens enestående voliéreloft, hvis gridsystem udspringer fra rummets form.

Læs videre om

• Admiralgade 19, København
• Dahlerups Pakhus, København
• Overgaden oven Vandet 12-14, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen