Nyboder, København

I årene omkring 1630 blev iværksat en udvidelse af det gamle voldomkransede København, på området nord for den gamle middelalderby. Den nye bydel blev omgivet af den nye Østervold med Kastellet. Efter Christian IV's forslag blev der opført en mængde boliger for søfolk i den nye bydel. De nye boder (i forhold til de gamle Skipperboder på Gammelholm) skulle opføres for at give søfolkene bedre vilkår og huse med plads til at stifte familie. En tidlig plan for det nye byområde var den såkaldte Oktogonplan, hvorefter radiære gader skulle stråle ud fra en central ottekantet plads. Planen lægger sig op ad renæssancens geometriske idealplaner, men var presset inde mellem Rosenborg, Københavns gamle bydel og Kastellet. Oktogonplanen blev ikke fuldt realiseret, kun Nyboders længehuse fulgte nogenlunde radialgadernes system. De nye boder var opdelt i tre dele af radialgaderne, som senere kaldtes Adelgade og Borgergade. Den skrå gade Adelgade ses endnu bevaret som fragment ved Nyboders gamle Vagt. Foruden disse var der en mængde parallelle tværgader, der dog ikke forløber koncentrisk om den påtænkte centrale plads, som oktogonplanen ellers lagde op til. I den midterste del var længerne kortest mod centrum af oktogonplanen, og øgedes med ét hus for hver længe som man bevægede sig væk fra den påtænkte centrale plads. Den østlige del var formet på samme vis, men blev ikke fuldt udbygget. Den bestod kun af 8 længer; i forhold til de to øvrige dele manglede de to sydligste og de fire nordligste længer, foruden to længer midt i. Nyboders vestlige del var indpasset efter to parallelle, skrå gader, hvorfor længerne her hver især var formet som parallelogrammer. For at få penge til at opføre de nye boder, blev der udskrevet en ekstra told på skibsfart. Denne indtægt var dog ikke nok til at opføre hele den tiltænkte bebyggelse på én gang, hvorfor man måtte opføre husene i etaper. Opførelsen af husene blev påbegyndt i 1631, og fortsatte tiåret ud. Tegningerne var udført af Hans Steenwinckel og Christian IV selv havde tilsyneladende nært opsyn med byggeriet af de første af husene, først i 1636 blev der indgået kontrakt med en egentlig hovedentreprenør. I alt blev der bygget over 600 boliger. Nyboder var helt fra starten planlagt som en samlet enhed, bygget op af en mængde ensartede længehuse, dog med afvigelser i de skrå hjørneafskæringer ved radialgaderne. Christian IV's Nyboder bestod af énetages længer, opdelt i huse, der oprindelig var tiltænkt én familie hver. Husene var indrettet med en forstue med åbent ildsted, der tjente som køkken, og en gennemgående stue med to vinduer mod gaden og et mod gården. Bag stuen var et eller to kamre, her er kilderne uenige, enten et aflangt kammer med vindue både til gården og til gaden, eller samme opdelt i to med en skillevæg. Husene var disponeret i længerne således, at hvert andet hus var spejlvendt af det første, så der var to hoveddøre ved siden af hinanden. Husene var muret med stejlt, teglhængt sadeltag. Yderdørene, både til gaden og til gården, var halvdøre med klinkefald og vinduerne var med grønt glas indfattet i bly. Ved siden af gadedøren var der en lille glug for at give lys til køkkenet. Murværket var hvidkalket, i hvert fald fra 1696, og træværket på døre, vinduer og skodder malet i en rød oliefarve. Desuden var gadernes navne malet ved hushjørnerne. I det indre var skillevæggene opført af bindingsværk med klinede tavl, væggene var kalkede og gulvene af stampet ler. Loftsrummene var kun inddelt med bræddeskillevægge, med adgang via en lem i loftet i forstuekøkkenet. De officerer, der boede i Nyboder, havde næsten altid bolig i længernes ender. Officerernes boliger var rigere udstyret og større, på den måde, at de rådede over flere sammenlagte huse. På dette tidspunkt var der ikke opført officersboliger som selvstændige bygninger. I 1719 blev det besluttet, at der for at holde ro og orden skulle bo to officerer pr. division mandskab i Nyboder. I 1741 blev det udvidet til tre. Efter datidens forhold var gaderne brede, og der var gårdrum mellem hver to parallelle længer. Gårdrummene var sandsynligvis oprindelig opdelt ud for de enkelte huse og indhegnet for enderne. Gårdrummenes opdelende hegn og stakitter er muligvis forfaldet gennem tiden, hvorfor gårdrummene kom til at fremstå mere åbne. Der opstod hurtigt pladsmangel i Nyboder og derfor skete det, at søfolkene delte en bolig. I 1667 var kun 37 huse delte, men allerede i 1674 var det omkring halvdelen af husene, der var delt mellem to familier. Desuden var der indkvarteret mange logerende. I 1690'erne blev alle husene delt på langs med en midterskillevæg, så der nu var én bolig med stue og kammer mod gaden, og en tilsvarende mod gården, køkkenet i forstuen blev nu fælles for de to lejligheder. Vedligeholdelse af det indre samt eventuelle forbedringer af husene måtte beboerne tilsyneladende selv stå for. Søetaten skulle sørge for at besigtige og istandsætte husene, men dette drejede sig om de mest nødtørftige reparationer, oftest kun de udvendige dele samt gulve og døre. Desuden gik det tilsyneladende noget trægt med denne vedligeholdelse, så længerne kom hurtigt i dårlig stand. Under svenskekrigene 1657-60 var krudtbrænderens hus i Rigensgade eksploderet, med store skader på Nyboders huse til følge. Der blev efterfølgende foretaget grundige reparationer af husene i 1690'erne og igen i 1730'erne. Det gamle Nyboder blev beskåret en smule ved anlæggelsen af Ny Kongensgade i 1660'erne, idet den østlige del, hvis yderste afgrænsning havde fulgt en skrå linje, nu blev afskåret parallelt med Borgergade. Dermed mistede Nyboder 17 huse. I løbet af 1700-tallet var mandskabet, der arbejdede ved flåden, blevet udvidet med flere divisioner. Det nye mandskab måtte indkvarteres, og for den nye 4. division begyndte man i 1755 at planlægge opførelsen af flere huse i Nyboder. Det blev besluttet at bygge de nye huse i to etager, med to små lejligheder med fælles køkken på hver etage. De første blev opført på det trekantede areal, det lå umiddelbart nordøst for det daværende Nyboder (i forlængelse af den oprindelige østlige del), afgrænset af Øster Ports vejen, det nuværende Store Kongensgade. Længerne (den nordlige del af Nyegade (nu Gernersgade 2-18) samt Tigergade og Leopardlængde (nu Suensonsgade 1-9)) blev opført 1756-57 med Philip de Lange som entreprenør og sandsynligvis også som arkitekt. Husenes planløsninger tager dog tydeligt afsæt i de gamle en-etages Nyboderhuse.Det var ganske simple huse, små lejligheder med delekøkken og fælles lokum i gården. I stueetagen var en fælles trappegang med køkken, bag denne to stuer på hver to vinduesfag, bagerst to små kamre på ét vinduesfag. Den anden etage fulgte samme struktur; en fælles gennemgående gang med køkken og vindue både til gården og gaden, foruden de to stuer med kamre. De små vinduer ved yderdørene fandtes ikke oprindeligt. I køkkenet i stueetagen har der tilsyneladende kun kunnet komme lys ind, hvis man åbnede dørene. Gulvet i den underste etage var af mursten på fladen lagt i kalk, og etageadskillelserne var kun udført med et enkelt bræddelag. Væggene har været pudsede og hvidtede indvendigt, udvendigt spækket og skuret. Træværket var malet i en brun eller rødbrun farve. Alle døre var revledøre, både ydre og indvendige, og yderdørene var halvdøre. Vinduerne, hvis ruder var sat i bly, var alle på begge etager af samme størrelse. De to gårdrum mellem længerne blev lukket for enderne med plankeværker med låger i, og gårdrummene blev opdelt på langs og på tværs ud for hvert hus. Desuden blev der opsat lokummer i gårdene. Efter opførelsen af disse huse blev flere af samme type opført på den åbne plads kaldet Grønland, der lå umiddelbart nord for det gamle Nyboder. I oktober 1757 godkendte kongen planerne for opførelsen af flere to-etages længer på i alt 70 huse. Husene skulle være af samme beskaffenhed som de seneste af Lange opbyggede to-etages huse, altså Nyegade-Tigergade-Leopardlængde. Denne etape omfatter Elephantgades nordlænge (nu Suensonsgade 2-46) og Elsdyrgades sydlænge (1-23), samt Tulipangades nordlænge (nu Suensonsgade 52-66) og Hjertensfrydgades sydlænge (1-8). Der blev sluttet kontrakt med murermester Philip de Lange og brandmajor Søren Henrichsen om at opføre halvdelen af husene hver, og de blev opført i 1759-63. Grønlands øvrige areal blev bl.a. brugt af Land-etaten som eksercerplads og henlå indtil videre. I løbet af året 1770 var det blevet klart, at nogle af Nyboders gamle huse var så faldefærdige, at det ikke længere kunne betale sig at reparere dem. Desuden ville man gerne skaffe plads til flere beboere i Nyboder. Det besluttedes derfor, at de mest brøstfældige af de gamle énetages længer skulle nedrives, for at man på samme sted kunne opføre nye huse i to etager. Længerne i Haregade og Elephantgade (nu Suensonsgade 9-51) blev udpeget som de mest brøstfældige, da husene i disse længer lå dybere end de andre og var meget fugtige. I stedet for at fortsætte med samme hustype, blev de allerede opførte toetages huse evalueret for at klarlægge, hvordan man kunne forbedre dem. Bl.a. blev der peget på forbedringer som højere fundamenter for at afhjælpe fugtproblemer, bedre indretning af forstue-køkken-gangen og dobbelte etageadskillelser. Til gengæld var der i Philip de Langes huse karme til de indvendige døre, disse skønnes nu som værende ikke nødvendige, idet dørene kunne sættes direkte i bindingsværksstolperne. Forskellige tegninger og hustyper var i spil, før valget faldt på et forslag udført af professor og hofbygmester C. F. Harsdorff. Hans forslag var billigst og gav plads til flest familier, hvorfor det blev indstillet til og fik kongelig approbation d. 4. november 1771. I Generalkommissariatets opsummering af forskellen på Philip de Langes toetages huse og Harsdorffs projekt, fremgår det, at projektet ikke afviger i andet, end at skorstenen er rykket helt ind i stuerne, at stuerne til gengæld er gjort noget større, og kamrene noget mindre. Harsdorff viser på sin tegning en større optagethed af facaderytmen, idet vinduer og yderdøre er placeret, så murpillerne har samme bredde over hele længen. Modsat dette viser opmålingen af Philip de Langes huse fra 1771 en bredere murpille ud for brandgavlen mellem to huse og mere tætsiddende vinduer, dette udtryk ses stadig i dag. I forhold til opmålingen af Philip de Langes huse er trappegangen helt forskellig i Harsdorffs forslag. Hvor Langes huse øjensynlig var forsynet med trapper, der løb i retning fra gårdsiden og opad mod gadesiden, og ikke var placeret over hinanden, løber trapperne i Harsdorffs forslag fra gadesiden opad mod gårdsiden, og er nogenlunde placeret over hinanden. I februar måned 1772 blev der afholdt auktion over de første 13 gamle énetages huse i Elephantgade (nu Suensonsgade 9-33). Husene blev altså solgt til nedrivning, og køberen kunne bruge dem til genbrug som byggematerialer. Efterfølgende afholdtes licitation over opførelsen af de nye huse, denne blev vundet af murermester Petermann. De første 12 huse stod færdige i oktober 1772, hvorefter Petermann også nedrev og opførte de sidste 12 huse i længen. Disse stod færdige i september 1773. Husene i Elephantgade (Suensonsgade 9-51) blev opført så de afveg en lille smule fra Harsdorffs tegninger, bl.a. tilkom der i processen et lille halvt vindue ved døren til gården. Desuden opdeltes den gennemgående forstuegang i entre og køkken ved et dobbelt revledørparti. De indvendige vægge skulle ifølge den oprindelige kontrakt være afpudsede og hvidtede, og alt træværk males med oliefarve. Vinduerne skulle være med blyindfattede ruder og dørene revledøre, denne gang var yderdørene hele døre. Desuden skulle alle vinduer, på nær det halve ved døren til gården, være kvadratiske og af samme størrelse. Trapperne var ligeløbstrapper. Efter opførelsen af husene i Elephantgaden udsatte man i 1773, pga. pengemangel, at fortsætte byggeprojektet med husene i Haregade. Nær Grønland, på den såkaldte Rosenkrantz Bastion i voldanlægget ikke langt fra Øster Port, stod et krudttårn. Krudttårnet havde været der i tiden før Grønland var blevet udbygget med Nyboderhuse, men var nu kommet til at stå nær det bebyggede område. Derfor forårsagede det store skader på Nyboders huse, da krudttårnet om onsdagen den 31. marts 1779 eksploderede. Overalt i Nyboder var der skader, især på tage og vinduer. Husene i Haregade, altså den gamle nedrivningsdømte énetages længe, blev yderligere gjort miserabel af ulykken. Derfor blev der to år senere endelig afholdt auktion over nedrivningen de gamle huse i Haregade, og i sommeren 1781 licitation over byggeriet af de nye huse. Begge blev vundet af tømmermester Suhr. Igen evaluerede man de nyopførte huse, og fandt, at de nye kunne forbedres med bl.a. sokkelsten i Bornholmsk sandsten og murede indhegninger for enderne af gårdrummet. I øvrigt opførtes også denne længe efter Harsdorffs tegninger, inklusive Petermanns forbedringer. De første 12 huse stod færdige i efteråret 1782, de sidste 12 i efteråret 1783.I midten af 1780'erne kom en aftale i stand om Sø-etatens overtagelsen af Grønlands areal fra Land-etaten, hvorefter man opførte flere toetages Nyboderhuse her. Murermester Petermann opførte efter Harsdorffs tegning længerne på Hjertensfrydgades og Elsdyrgades nordlige side. Disse blev i 1786 sammenbygget til én lang længe, der spændte helt fra Øster Voldgade til Store Kongensgade. Parallelt med denne længe opførte Petermann, stadig efter Harsdorffs tegning, i 1780'erne længerne i Delfingade og i 1790'erne den sydlige længe i Krokodillegade. Disse længer spændte oprindelig også hele vejen ud. I sommeren 1790 blev det besluttet, at også det sidste trekantede stykke af Grønland skulle bebygges. Der blev opført 5 længer, placeret i en vinkel i forhold til det eksisterende Nyboder, idet de nye længer var anlagt parallelt med Store Kongensgade. De nye længer kom dermed til at have de karakteristiske skrå gavle vendt mod Krokodillegade. Længerne blev opført med murermester Petermann som entreprenør, og igen efter Harsdorffs tegning. Disse huse stod færdige i 1792 og 1793. De gamle énetages længer lå stadig syd herfor, enkelte af dem blev dog revet ned for at opføre nye toetages huse. Sydlængen i Bjørnegade (nu Fredericiagade) blev i midten af 1790'erne nedrevet og nye huse opført af murermestrene West og Petermann, stadig i typen efter Harsdorffs tegning. Denne længe er som den eneste toetages Nyboderlænge nedrevet, det skete i 1860erne, hvor nye etageejendomme blev opført i gaden. Peter Meyn, der var konstitueret bygmester for Søetaten i 1785-88, tegnede Nyboders vagtbygning i 1787. Denne var placeret i den skrå Adelgade, en reminiscens af denne gade ses ved vagtbygningen som gaden "Gammelvagt". Desuden indrettede Meyn i 1790 et endehus i Krokodillegade nr. 22 til Selskabet for Officerer, huset blev indrettet til officersbolig i 1801. Nordlængen i Bjørnegade (nu Fredericiagade) stod som énetages længe frem til begyndelsen af 1800-tallet, hvor den blev nedrevet og nye huse opbygget i to etager. Efter forslag og tegning fra Søetatens daværende bygmester Magens, blev der indrettet en officersbolig i hver ende og 13 matroshuse imellem. Længen stod færdig omkring 1804. Magens tegnede i årene 1801-04 i alt 6 nye officersboliger med valmede tage, placeret for enderne af Nyboders længer. To af disse er bevaret, nemlig Gammelvagt 2 og Borgergade 95. Den sydlige gamle enetages længe i Ulvegade (nu Olfert Fischersgade) blev også nedrevet og opført i to etager af West og Petermann i 1796-97. Huset på hjørnet af Borgergade blev indrettet til officersbolig i 1816 af Søetatens daværende bygmester Malling. Malling stod bl.a. også for at indrette en drengeskole i Vildandegade i 1815-16, desuden indrettede han flere officersboliger i enderne af eksisterende længer. På hjørnet af Borgergade og Enhjørningegade (nu Skt. Paulsgade) tegnede han den såkaldte "Fabrikmesterbolig", opført 1817. Boligen støder op til den bevarede énetages længe, og er placeret på en grund for nogle huse, d r var blevet udbombet af englænderne i 1807. Officersboligerne kunne være opført som særlige huse, eller de kunne indrettes i de allerede eksisterende matroshuse, ved at flere lejligheder blev slået sammen. Officerens rang bestemte, hvor stor en bolig han kunne gøre sig håb om at få. Officersboligerne var rigere i udstyr, bl.a. skulle vinduerne i officersboligerne være med såkaldt engelske rammer med træ-sprosser, i stedet for de almindelige vinduer med ruder lagt i bly. Desuden var der bræddegulv i stueetagen i stedet for murstensgulv, samt gipsede lofter. Det indvendige træværk var malet i en perlegrå farve, i stedet for matrosernes rødbrune. Desuden kunne officererne for egen regning opsætte paneler, pilastre og andet interiørmæssigt udstyr. På samme vis stod matroserne for en del af vedligeholdelsen og forbedringerne af deres egen bolig, men her har den økonomiske formåen været en anden, og boligernes udstyr dermed mere beskedent og ofte af en mere sammensat karakter. Omkring midten af 1800-tallet blev en del af de gamle énetages længer i Nyboder solgt fra, hvorefter nye højere boligbyggerier blev opført. Ved denne sanering blev en stor del af Nyboders areal, 218 kvadratalen ud af det samlede areal på 394 kvadratalen, solgt fra. Meldahl fremkom med et projekt i 1865, hvorefter Nyboder skulle vige for en ny karrébebyggelse i en ortogonal gadestruktur. Denne blev dog ikke fuldført, men Skt. Pauls kirke (1877) og Frimurerlogen i Klerkegade (1869) blev opført. I tråd med Meldahls plan blev Adelgade omlagt parallelt med Borgergade i 1860'erne og '70'erne, bl.a. med nedrivningen af et stykke af karréen Bjørnegade (nu Fredericiagade)/Ulvegade (nu Olfert Fischersgade). Ved samme lejlighed blev den gamle skråt forløbende Adelgade næsten nedlagt, tilbage er kun et lille stykke nær Nyboders gl. Vagt. Søetatens Pigeskole mellem Haregade og Kamelgade (nu Gernersgade) blev opført i 1858, men blev allerede i 1860'erne omdannet til Søværnets Kadetskole. I 1880'erne og 90'erne blev de grå stokke opført hvor der tidligere havde stået énetages Nybodershuse. I 1890'erne blev der foretaget de såkaldte grundforbedringer af flere af de toetages gule stokke, hvorved der bl.a. blev indrettet moderne køkkener mv. Omkring 1930'erne blev lokummerne i gårdene sløjfet, og der blev indrettet toiletter inde i husene, ofte som fælles toiletter på anden etage, indrettet inde i det tidligere ildsted. I denne forbindelse blev mange af trapperne ombygget og drejet, idet der blev påbygget en kvartsvingstrappe ved den gamle ligeløbstrappes øvre del, for at give plads til et lille køkken på første sal. På et tidspunkt, sandsynligvis omkring midten eller sidste halvdel af 1800-tallet, er vinduerne på første sal generelt forhøjet på den måde, at nogle skifter mursten er udtaget ved vinduernes underkant, og nye, højere vinduer sat i. Da stueetagens vinduer generelt ikke fremstår med blyindfattede ruder, må disse også være udskiftet. Desuden er der på et tidspunkt tilkommet sidevinduer og overvinduer ved gadedørene. Et meget stort bygningsmæssigt indgreb var gennembrydningen af Kronprinsessegade. Allerede under saneringen af Nyboder opstod i 1869-81 Ny Kronprinsessegade, med nedbrydning af de huse, der lå i vejen, fra Suensonsgade til Klerkedage, den sidste del dog først i 1905. En del af Nyboders længehuse blev gennemskåret eller afkortet. Kronprinsessegade og Ny Kronprinsessegade kom først i forbindelse med hinanden i 1931, da karréen ved Sølvgade blev nedrevet, og ved gadens anden ende blev de sidste Nyboderlænger, fra Elsdyrgade og nord herfor, gennemskåret. Nyboders gader havde fra starten navne af blomster, krydderurter og dyr. Ved hvert vejkryds skiftede gaderne navne, og husene var nummereret fortløbende så nr. 1 lå ved siden af nr. 2 osv. Omkring 1870-90 ønskede både Magistraten og Postvæsenet færre gadeenheder, derfor blev flere tværgående gadeforløb omdøbt. Det tidligere Tulipangade-Elephantgade-Leopardlængde fik i 1897 navn efter søofficeren Suenson som én lang gade, Suensonsgade. Gernersgade, Olfers Fischersgade og Skt. Pauls gade blev også til på denne vis, sammen med Fredericiagade og flere andre. I gaderne, der fik nye navne, blev husene nummereret så de lige numre lå på den ene side af vejen, og de ulige på den anden side. Mens Nyboder adskiller sig fra sine umiddelbare omgivelser, er der en stærk historisk forbindelse til Holmen og Holmens skibsværft, idet Nyboders beboere for en stor del var matroser, skibshåndværkere eller flådeofficerer. Tidligere har eksisteret en bro, der førte fra Toldboden til Holmen, og således bandt de to lokaliteter sammen. Nyboder havde som bydel fungeret som sin egen enhed med egne skoler indrettet rundt om i længerne, egen vagt mv. Administrativt hørte Nyboder under Holmens chef, og tildelingen af boliger var nøje bestemt af, hvilken division, tjeneste eller rang ansøgeren havde i Søetaten. Denne særstatus forsvandt dog gradvis, men bydelens arkitektoniske særpræg er bevaret. Nyboder er opført som boliger for flådens folk, og benyttes stadig af forsvaret som boliger. En restaurering og modernisering af Nyboders gule stokke indledtes med et pilotprojekt i 2011-14 og forventes at forløbe over 7 etaper.

Boligbebyggelsen Nyboder er placeret i Københavns indre by, i den del, der oprindelig kaldtes Ny København, i dag Sankt Annæ Vester Kvarter, hvor den udgør en letgenkendelig helhed. De parallelle længehuse eller stokke gennemskæres af de tværgående gader Kronprinsessegade og Borgergade og afgrænses mod nord og øst af gaderne Rigensgade, St. Kongensgade og Øster Voldgade. Ved de tværgående og de afgrænsende gader afsluttes længerne med gavle, vinkelret eller skråt afskårne. Mod syd flettes Nyboders stokke sammen med byens øvrige huse. I bebyggelsens nordligste del er længerne vinklet i forhold til de øvrige, disse længer vender de karakteristiske skrå gavle ind mod Krokodillegade. Længerne har en udstrækning, der går helt fra tværgående gade til tværgående gade, hvilket gør nogle af dem meget lange, andre kortere. Mellem husene er der private gårdrum, afgrænset mod gaderne ved mure eller plankeværker. De tværgående gader karakteriseres dermed af længernes gavle, placeret skulder ved skulder langs vejen, mens de langsgående gader karakteriseres af lange perspektiviske kig langs husfacaderne. Dækningsgrave fra 2. verdenskrig fylder dog op i nogle af gaderummene. Bygningerne er hovedsagelig opbygget ved en gentagelse af den samme grundstruktur. Dog er der i byggeperioderne anvendt et antal grundplaner, der afviger en smule fra hinanden. Hovedparten er opført enten af Philip de Lange eller efter Harsdorffs tegning. Begge tager udgangspunkt i en struktur med et gennemgående forstuekøkken, derefter en lejlighed til gården og en til gaden, hver bestående af en stue på to fag og bagerst et kammer på ét fag. Beboerne i de to lejligheder måtte deles om køkkenet i forstuen. Samme grundplan gentages i etagen ovenpå. Denne struktur ses bevaret helt eller delvis i de fleste huse, selvom mange af de små lejligheder siden er slået sammen. Hovedparten af længerne er grundmuret i to etager, med taktfast placerede vinduer og døre i de gulorange pudsede facader. Vinduerne og dørene er grønmalede, vinduerne i stueetagen mod gaden er udstyret med rødmalede skodder. Vinduerne i stueetagen er nærmest kvadratiske i form, to-rammede med to ruder i hver ramme, mens vinduerne på første sal er lidt højere, generelt to-rammede med tre ruder i hver ramme, men undtagelsesvis ses vinduer med flere eller ingen sprosser. Som en markering af sokler er bygningerne malet sorte for neden, enkelte af længerne har sokkelsten af natursten, ligeledes sortmalede. Tagene er sadeltage belagt med røde vingetagsten, i tagryggene er gulkalkede skorstene taktfast placeret. Der er en enkel gesims ved taget, i øvrigt fremstår bygningerne uprætentiøse, i traditionelle, gedigne materialer. Enkelte steder er opsat kviste samt moderne, store tagvinduer. En enkelt længe er kun på én etage, med et noget stejlere sadeltag. Dette er den eneste bevarede længe fra 1600-tallets Nyboder. Materialitet, vinduestakt, bygningsdelenes skala mv. stemmer overens med den øvrige bebyggelse. Længen rummer i dag dels et nedlagt værksted i nogle sammenlagte tidligere boliger, dels "Nyboders Mindestuer", hvor den oprindelige rumstruktur ses. Enkelte steder i Nyboder er der opført lidt større huse for enden af længerne, som boliger for officerer. Desuden findes der en lille vagtbygning. Alle disse bygninger følger dog Nyboders overordnede farveskema og materialeholdning samt skala, hvilket sikrer helhedsoplevelsen. Inden for denne helhed findes en mængde små variationer i bygningsdetaljerne; der er fx mange forskellige typer af hoveddøre, nogle med overvindue, nogle med sidevindue. Nogle gårdrum afsluttes mod vejen af mure, andre af rødmalede plankeværker. Vinduernes højder varierer en lille smule, især på anden etage. Inden i husene er denne variation mere udtalt; gennem tiden er der fx tilkommet mange forskellige døre i forskellige gerichter og nogle steder er der opsat paneler, både på hele vægge og som brystningspaneler. Foruden de huse, der fra starten er opført som officersboliger, ses mange steder rundt om i længerne officersboliger indrettet i tidligere matroshuse, hvorved flere små lejligheder er slået sammen. Der er en udtalt forskel på de mere ydmyge matroshuse og de finere officersboliger, som interiørmæssigt afspejler beboernes rang. Matrosboligerne fremstår ofte med flere forskellige typer døre og gerichter og enkelte steder også med paneler og kassettelofter. Mange steder er det oprindelige dobbelte revledørparti bevaret i entreerne, hvorfra en helt enkel trappe fører til første sal. Mange steder er det oprindelige murstensgulv videreført i klinkegulve i entreerne. I officersboligerne findes derimod interiører med finere forarbejdning; her ses helheder med paneler i de fleste rum, fyldingsdøre af samme type i det meste af boligen, ofte med de ældre, hollandske, indstukne hængsler, samt gerichter med samme profil. Enkelte steder findes særlige hvælvede lofter, der hæver sig over stuerne, idet de er bygget ind i den nederste del af tagrummet. Officersboligernes trapper er ofte med drejede balustre, svungne håndlister og udskårne mæglere. Enkelte steder findes særligt historiefortællende detaljer som sabelholderen på væggen i Krokodillegade 22.

Nyboder udgør som helhed et enestående miljø. De miljømæssige værdier knytter sig især til længernes lange, ensartede bygningskroppe, til facadernes taktfaste gentagelse af ensartede døre og vinduer, til de karakteristiske gavle og til sadeltagene med de mange skorstene. Bygningernes højde på to etager, de lave døre og relativt små vinduer medvirker til at skabe en menneskelig skala. De brolagte gader medvirker endvidere til at sænke trafikkens fart. På grund af bygningernes lave højde kommer gaderne til at virke bredere og mere solrige end de omkringliggende gader med højere huse. Nyboder udgør således en enklave i byen, som lægger op til at blive oplevet i den gåendes fart, hvilket skaber en særlig lokal stemning. Nyboder adskiller sig tydeligt fra de omkringliggende bygninger ved længernes skarptskårne form med røde sadeltage, facadernes karakteristiske gule farve og rige stoflighed, som giver Nyboder en letgenkendelig ensartethed. På trods af, at der i dag står nyere byhuse på mange af Nyboders tidligere grunde, træder Nyboder tydeligt frem som en helhed.

Nyboders ensartede parallelle længer bærer fortællingen om en stram plan for området og en overordnet styring af byggeriet. Nyboder udgjorde i sin tid sin egen administrative enhed underlagt Holmens chef, med egne skoler, egen vagt mv. Vagten og de spor der findes af skolerne, der var indrettet rundt om i længerne, formidler historien om Nyboder som en selvstændig enhed i byen og besidder kulturhistoriske værdier. Beboerne arbejdede fra begyndelsen på Holmen, enten som matroser, håndværkere, officerer eller i andre funktioner. Nyboder afspejler dermed de simple boligmæssige forhold, flådens mandskab levede under i 1600- og 1700-tallet og frem. Som Nyboder udviklede sig gennem historien blev der opført særlige officersboliger, hvoraf enkelte giver sig til kende i gadebilledet. Disse beskriver væsentlige træk ved Nyboders historie og kultur samt det hierarki, der gjorde sig gældende indenfor flåden. De finere interiører i officersboligerne, og forskellen til de almindelige matroshuse rummer kulturhistoriske værdier i forhold til forsvarets organisation, idet beboernes rang klart formidles i interiørerne. Den énetages længe i Skt. Paulsgade rummer i særlig grad kulturhistoriske og arkitekturhistoriske værdier, som eneste bevarede repræsentant for 1600-tallets Nyboderhuse. Dette kommer især til udtryk i den lave bygningskrop med den høje rejsning på taget, i facadens udtryk og i de bevarede rummæssige strukturer i det indre.De gule stokke er generelt set opbygget meget ens, og inde i husene er de oprindelige grundplaner stadig i høj grad aflæselige, og giver en klar idé om datidens små boligforhold. Husenes oprindelige brug og opdeling kommer især til udtryk i de murede ildsteder og skorstene, samt i trappernes og i bindingsværksvæggenes placering. En stor del af væggene og de øvrige konstruktive dele anslås at være originale, dette ses bl.a. i de oprindelige loftsbjælker med karnisprofiler. Nyboder rummer mestendels ydmyge boliger, hvilket formidles af simple detaljer og bygningsdele; de enkelt udførte paneler, de gamle lave og skæve døre mv., udført i traditionelle materialer og håndværksmetoder, rummer således kulturhistoriske fortælleværdier. De originale detaljer, der endnu findes bevaret i bygningernes indre, som revledøre med klinkefald og håndsmedede bladhængsler, ofte med synligt bindingsværkstømmer omkring dørene, de gamle trapper og ildsteder rummer store arkitekturhistoriske og kulturhistoriske værdier. Hertil er føjet flere historiske lag, idet beboerne har indbygget elementer som fyldingsdøre i gerichter, kassettelofter, vægpaneler, pilastre, ovnnicher mm. Nogle af husene er fra begyndelsen opført som officersboliger, og her er de oprindelige interiører på et højere niveau af finesse. Disse forskelle afspejler beboernes rang og økonomiske formåen, og udgør en væsentlig del af Nyboders kulturhistorie som historisk proces. I Krokodillegade 22 ses en særlig sabelholder, der øjensynlig rækker tilbage til tiden da dette hus har været indrettet til Officersselskabet. Vinduerne på anden etage er på et tidspunkt forhøjet, men den tidligere lave højde kan bl.a. aflæses i bygningshistoriske spor bl.a. i lysningspanelernes træværk og i de tilstødende vægpanelers kronlisters højde. Yderdørene var oprindeligt revledøre, enkelte af denne type ses bevaret, især blandt dørene til gården. Da de nyere vinduer og døre i hovedsagen er udført i et tilpasset formsprog, fremstår længerne overordnet set meget autentiske.

Den arkitektoniske hovedidé, der i 1600-tallet kendetegnede Christian IVs Nyboder, ses stadig tydeligt i den eksisterende bebyggelse. Området er tænkt fra starten som en samlet helhed, indpasset i den såkaldte oktogonplan. Længerne syd for Suensonsgade følger stort set planen fra 1631; selv om de fleste af de gamle énetages huse er nedrevet, blev de nye huse i to etager opført på samme sted. De øvrige huse, der er tilkommet udenfor det tidligst bebyggede område, følger samme grundidé med parallelle længer som afsluttes med de karakteristiske gavle, hvor de afskæres af tværgående veje. Særligt hvor længerne afskæres skråt ses det, at længerne som princip viger for oktogonplanens gadeforløb. Nyboder har overordnet set en struktur som parallelle striber, med vejenes net lagt ned over. Denne struktur er helt særegen for sin tid og rummer store arkitektoniske værdier. Nyboder blev opført før områdets øvrige bebyggelse, efter en unik helhedsplan. De arkitekturhistorisk værdifulde spor af oktogonplanen ses tydeligst i de skråt afskårne husgavle og i radialgaderne Borgergade og det tidligere Adelgade, der nu ses som reminiscens i gaden "Gammelvagt". Inden for strukturen er der bygningsmæssige variationer som officersboliger ved længernes ender, den gamle vagtbygning og den bevarede én-etages længe, disse rummer væsentlige arkitekturhistoriske værdier i sig selv, samtidig med at de underordner sig Nyboders skema i forhold til farve, overfladebehandlinger, vinduesstørrelser, tagbelægning, skala mv. Nyboderlængernes klare former, uden unødig dekoration eller fremspring i facaderne, skaber nogle karakteristiske og værdifulde ensartede gaderum. I de langsgående gader findes dybe perspektiviske kig langs husfacaderne. I de tværgående gader, derimod, er længerne afsluttet ved fint proportionerede, skarpkantede og udekorerede gavle, der bindes sammen to og to af murene eller plankeværkerne for enden af gårdrummene. Disse gadetyper rummer arkitektoniske værdier hver for sig, foruden at de formidler helhedsplanens struktur. Længehusene, der udgør Nyboder, er bygget op efter et additions-princip, hvor det samme hus gentages fortløbende som et modul. Facaderne er generelt enkle, med taktfast placerede vinduer og hoveddøre, der afspejler funktionen som små ydmyge boliger. Facadernes rytme gentages i de karakteristiske sadeltage med røde tagsten, hvis skorstene med tagstensafdækninger er ligeså taktfast placeret langs tagryggen. Alt dette giver en stor homogenitet og en ensartet rytme i facadernes udtryk, som er karakteristisk for Nyboder og rummer store arkitektoniske værdier. Enkelte af officershusene skiller sig ud fra de øvrige bygninger ved valmede tage, indfatninger omkring hoveddøren og andre tiltag, der har skullet afspejle beboerens højere rang eller en særlig funktion som fx vagtbygningen. Nyboders huse fremstår i deres materialitet i en gedigen enkelhed, der matcher husenes øvrige arkitektoniske karakter. De traditionelle byggematerialer som mursten, træ, natursten og overfladebehandlinger som puds, kalk og oliemaling har en høj grad af stoflighed og en rig overfladekarakter. 1600- og 1700-tallets materialevalg afspejles endnu i bygningerne, hvilket giver en værdifuld ægthed og autenticitet til bygningernes udtryk. Facadernes gulorange farve er dog ikke oprindelig, men ganske karakteristisk for Nyboder. Enkelte steder findes bevaret yderdøre, der er revledøre, dette er især gældende for gårdsiden. Disse har kulturhistorisk værdi gennem den traditionelle udførelse, i form af det solide håndværk med svære brædder og håndsmedede beslag (nogle dog udskiftet til hamborghængsler). Arkitektonisk er disse døre værdifulde pga. den enkle, gedigne udførelse med fine detaljer som klinkefald med håndfang mv. De mange variationer, der optræder over samme type, giver bebyggelsen spil i facaden. Ved yderdørene findes ældre karme, muligvis originale, udført i gedigne godstykkelser. Disse er også arkitektonisk værdifulde.En bærende værdi i vinduespartierne er, at de er velproportionerede i forhold til de lange facader. De fremstår med slanke rammer og sprosser med kitfals. Den grønne vinduesfarve har en betydning for Nyboders stærke identitet; og er nærmest repræsenteret overalt. Enkelte steder findes bevaret håndsmedede vinduesbeslag, både udvendigt og indvendigt (anverfere, stormjern).Særligt vigtige i forhold til Nyboders stærke identitet er også de røde skodder. Dette gælder især den ældre type, som er opbygget med revler på bagsiden, indfældet i brædderne. Denne type er byggeteknisk stabil og arkitektonisk raffineret. Gårdrum: Bygningernes ensartede rytmiske facadeudtryk skaber et enestående og intimt miljø. En væsentlig del af dette miljø er de grønne gårdrum, der binder stokkene sammen to og to. Gårdrummene afsluttes i hver ende med et plankeværk eller en mur, generelt med to indgange, placeret symmetrisk om gårdens midterakse. De grønne gårdrum udgør en vigtig del af Nyboders arkitektoniske hovedgreb, og danner små, private pauserum i kontrast til gadernes trafik og bevægelse. Gårdrummene er indrettet med lave skure, hovedsagelig i træ, og plankeværker, som tydeligt antager en sekundær karakter i forhold til længehusene. De små gårdrum var oprindelige brugsrum med lokummer, skure, køkkenhaver mv. og skurenes sekundære karakter i forhold til stokkene rummer væsentlige kulturhistoriske og arkitektoniske værdier. Ud over at være praktiske foranstaltninger i hverdagen, fungerer skure og retirader også som stabile hjørnestolper for det høje langsgående plankeværk. Denne samhørighed mellem retiraderne og plankeværk/stakitter tegner gårdrummets historiske struktur. De lukkede, private gårdrum mellem længerne med små skure, plankeværker mv. er en del af udtrykket i Nyboders oprindelige struktur og rummer arkitekturhistoriske og kulturhistoriske værdier. Interiør: De enkelte huse i længerne er overordnet opbygget omkring den samme matrice. En gennemgående forstue med ildsted, som besidder en lidt grovere karakter som overgangsrum mellem ude og inde. Bag denne to stuer, hver med et kammer. Samme klare plan gør sig gældende på første sal. De enkelte huse er opdelt med bindingsværksvægge, hvis konstruktivt betingede stolpeplacering igen dikterer dørenes placering. Dette gør, at dørene i de tværgående vægge, igennem hele længen, ligger på linje. Husenes oprindelige grundstruktur er helt eller delvis bevaret i de fleste huse, og aflæseligheden af denne grundplan rummer væsentlige arkitektoniske værdier. De originale detaljer, der endnu findes i bygningernes indre, som de karnisprydede loftsbjælker, revledørene, synligt bindingsværks-tømmer, dele af trapperne mv., rummer store arkitektoniske værdier. I mange af matroshusene er bevaret det oprindelige dobbelte revledørparti i entréen ved trappeopgangen. Dørenes enkle, grove karakter understreges af gulvenes belægninger i tegl eller fliser (oprindeligt mursten lagt på fladen) og rummer store arkitektoniske kvaliteter og værdier. Dertil lægger sig mange af de senere tilkomne bygningsdetaljer som ældre fyldingsdøre, hvoraf flere er med hollandske indstukne hængsler, ældre dørindfatninger, kassettelofter, vægpaneler og pilastre mv., som afspejler husenes fortløbende brug og de forskellige beboeres rang og økonomiske formåen.Officersboligerne er mere rummelige boliger, der skiller sig ud fra matroshusenes stramme struktur i grundplan. Officersboligerne rummer i højere grad helstøbte interiører med paneler, samme type fyldingsdør i det meste af boligen mv., desuden findes særlige hvælvede lofter. Trapperne i officersboligerne er generelt finere udført end de øvrige, med balustre, mæglere, svungne håndlister mv., og ofte fortsætter den samme trappe hele vejen op gennem boligen, hvilket giver fine durchsichter. Disse interiører rummer arkitektoniske værdier hver for sig, og de forskelle, der gør sig gældende imellem boligernes individuelle interiører, fremviser en både kulturhistorisk og arkitektonisk bevaringsværdig variation indenfor helheden.

Læs videre om

• Badstuestræde 18, København
• Topps Gård, Brydes Gård, København
• Wildersgades Kaserne, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen