Ud til hovedstrøget Adelgade i Nyborg rejser en renæssancegavl fra 1614 sig over Korsbrødregården, der oprindelig var et johanniterkollegium, og sammenbygget med denne ligger i en stor have Nyborg Præstegård, der menes at være opført af dronning Margrete 1. af store røde munkesten ud til den snævre Korsbrødregade. Præstegården fra ca. år 1400 er landets ældste og står i to stokværk over hvælvede kældre og har spor af gentagne ombygninger; den blev forlænget og sammenbygget med Korsbrødregården omkring 1650. I 1753 blev præstegården ret gennemgribende moderniseret af præsten Peder Schonning. Bygningen blev forhøjet med gule flensborgsten, og vinduesplaceringen blev reguleret enten ved samme lejlighed eller af Christopher Nyholm i perioden 1825‑59.

Videre læsning

Læs mere om Præstegårde i Nyborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Præstegårde