Nyborg Slot - Slots- og Kulturstyrelsen

Nyborg Slot, hvis historie går tilbage til middelalderen, ligger ved det naturlige overfartssted mellem Fyn og Sjælland. Denne strategiske placering ved Storebælt har været helt afgørende for udviklingen af slottet, fæstningen og byen.

Tidslinje over Nyborg Slots historie
Af .

Bygningshistorie

Nyborg Slot var i århundreder mødested for det danske parlament, Danehoffet, og den første egentlige håndfæstning, der regulerede kongens magt, blev underskrevet her i 1282. Gennem flere århundreder har de danske konger ofte opholdt sig på slottet sammen med deres rejsehof.

Margrethe I (1387-1412) investerede massivt i Nyborg Slot og selve byen. Hun stod bag opførelsen af den imponerende Vor Frue Kirke og anlagde i forbindelse hermed en “kirkeby”. Det samlede byanlæg blev omkranset af en voldgrav, og der blev foretaget omfattende dæmnings- og kanalanlæg for at sikre vandforsyning til byen.

Fra 1540’erne anlagde Christian III store nye fæstningsanlæg omkring slot og by. Samtidig blev byen udvidet og ombygget med et fornemt kvarter omkring slottet, en stor turneringsplads lige overfor, nye kanal- og mølleanlæg, opmarchplads, færgebro, dyrehave mv. Alt sammen til brug for repræsentative formål og som et spejl af den fyrstelige magt.

I 1560’erne var det slut. Den nye konge, Frederik II (1559-1588), skiftede fokus til Nordsjælland, hvor han koncentrerede sig om Kronborg og sit nye residensslot, Frederiksborg. Samtidig blev København nu fast sæde for kongemagten, administrationen og flåden.

Efter krigen mod svenskerne i slutningen af 1650’erne blev fæstningen omkring Nyborg yderligere udbygget. I 1722 beordrede Frederik IV (1699-1730) slottet revet ned med undtagelse af Kongefløjen og Vagttårnet. Herefter havde slottet alene militære funktioner. Militæret rømmede Nyborg Slot i 1913, hvorefter slottet overgik til Nationalmuseet som et fortidsminde.

Slotsholmen

Det nøjagtige tidspunkt for anlæggelsen af Nyborg Slot er ukendt, men slottet nævnes første gang i kilder 1193, uden at slottets præcise omfang på det tidspunkt kendes. Nyborg Slot var, sammen med borgen på Sprogø og Tårnborg ved Korsør en del af det system af borge, der bevogtede Storebælt og sikrede transportvejen mellem Fyn og Sjælland.

Borgen blev bygget på en lerbanke omgivet af strandenge og lavt vand, der hvor Ladegårdsåen havde sit udløb. Lerbankens vestlige del blev skilt fra den øvrige holm ved et voldgravssystem, og der anlagdes dæmninger og et opstemmet vandspejl, der dels gjorde det muligt at omgive borg og by med voldgrave og sø, dels havde til formål at skaffe ferskvand og vandkraft til mølledrift. Øst for borgen, på en holm for sig selv, anlagdes byen Nyborg.

Ringmur og hjørnetårne

På borgbanken blev opført to grundmurede huse (palatier), hvor det nordlige kan dateres til borgens opførelsestidspunkt og det vestlige (Kongefløjen) til første halvdel af 1200-tallet. Samtidig blev der opført en ringmur med hjørnetårne og fremspringende flankeringstårne sammen med et stort påfyldningsarbejde af ler og tørv inden for murene. Den gamle ringmur udgør stadig en væsentlig del af Kongefløjens vestlige murværk.

Vagttårnet

Omkring år 1300 blev det store vagttårn opført med tilhørende forborgsanlæg, og i borggården blev opført et øst-vest-orienteret 9 x 7,5 meter stort hus, hvis nedre del har stået muret i kampesten og tegl. Vagttårnets oprindelige højde er uvis. På den ældste kendte tegning af Nyborg Slot fra slutningen af 1500-tallet, kan det ses, at tårnet har været af betydelig højde. Dette understøttes endvidere af behovet for visuel kommunikation med borgen på Sprogø.

Vagtårnet har fra opførelsestidspunktet haft to såkaldte ”tvinger-mure”, der gik henholdsvis fra tårnets nordøstlige og sydøstlige hjørne mod øst. Murene havde til formål at ”tvinge” ankommende personer gennem en kontrolleret og beskyttet adgang til slottet. Når man kom igennem ”tvingeren”, drejede man mod syd og blev ved en flankeringsmur ledt ind i borgen. Slottets hovedindgang lå hermed fra 1300-tallet lige syd for det store vagttårn.

Ud- og ombygninger

Ved 1400-tallets begyndelse blev gennemført omfattende byggearbejder på Nyborg Slot. Det vestlige palatium (Kongefløjen) blev forhøjet med et stokværk, og bygningen blev samtidig forlænget mod syd. Også området øst for det store vagttårn stod i 1400-tallet mål for omfattende byggeaktiviteter. Den gamle ”tvinger” blev opgivet, og i stedet blev der opført et brohoved med et tilhørende rundt tårn.

I 1500-tallet var det især under Frederik I (1523-1533) og Christian III (1536-1559), at Nyborg Slot igen blev genstand for store byggearbejder. I Kongefløjen sænkedes gulvet i andet stokværk, og større sale blev skabt. Senere blev bygningen forlænget mod nord, og en ny riddersal blev opført. Samtidig blev der opført et trappetårn, Stranges Tårn, med rundbuegavle i slotsgårdens nordvestlige hjørne. Trappen skabte nye forbindelsesgange mellem Kongefløjens forskellige stokværk. Fra denne periode stammer også de karakteristiske mønsterdekorationer, bossemønsteret, i Kongens Værelse, og terningemønsteret i Danehofsalen samt i Margrethe I’s Riddersal.

Kongefløjen rummede kongefamiliens private gemakker og repræsentative rum, herunder et kapel. Nordfløjen var forbeholdt tjenestefolkene, køkken, stegers, bryggers og borgerstue. I Østfløjen – der således også har været en rummelig bygning – holdt lensmanden, fogederne og det administrative personale til.

Nedbrydning

Op gennem 1700-tallet blev alle andre fløje og borgmure end den i dag tilbageblevne Kongefløj revet ned, og stenene blev genanvendt til andre byggerier. Vagttårnet blev i samme periode kortet ned i højde. I 1700-tallet overgik tårnet til at fungere som krudttårn, hvorfor der er tilføjet et muret hvælv. Ringmuren mod nord og syd er i forbindelse med slottets nedrivning i 1700-tallet blevet plyndret.

Militært anlæg

Militæret bevarede slottet som tøjhus, og det blev i den forbindelse ombygget flere gange op gennem 1700-tallet og 1800-tallet, f.eks. blev gamle skillevægge fjernet i Kongefløjen for at give plads for en mere tidssvarende ruminddeling, ligesom der blev udhugget tre portåbninger i vestmuren for at give passage til vogne og kanoner i kælderen.

Fæstningen omkring Nyborg blev fortsat udviklet – blandt andet i forbindelse med 1600-tallets svenskekrige. Den 1. april 1869 blev fæstningen nedlagt, og nedbrydningen af voldene blev påbegyndt. I 1860’erne, hvor kun Kongefløjen og Vagttårnet var tilbage af det oprindelige anlæg, blev der opført to små en-etagers militærbygninger på Slotsholmen. I 1913 overlod militæret slottet til Nationalmuseet som fortidsminde.

Slottet restaureres

Arkitekt Mogens Clemmensen gennemførte i 1919-24 en restaurering af slottet med fokus på Kongefløjen, så denne fremover kunne fungere som museum. Restaureringen var gennemgribende og havde et meget detaljeret fokus på at analysere og eftervise de historiske forhold i det meget ombyggede murværk. Ønsket var at finde ind til den Kongefløj, der eksisterede på Christian III’s tid, og at restaurere uden at fjerne spor fra de tidlige epoker, som senere generationer ville kunne analysere videre på.

Restaureringen omfattede i store træk:

  • Afgravning af dele af slotspladsen.
  • Den sydlige gavl og tårn blev genopført.
  • Store murpartier blev skalmuret, især på vestfacaden.
  • Karnap i bindingsværk blev genskabt.
  • Flere vinduesåbninger blev rekonstrueret.
  • Samtlige vinduer og døre blev udskiftet.
  • Fornyelse af tag og tagværk, enkelte spærfag blev genbrugt.
  • På første stokværk blev to døre genåbnet.
  • På andet stokværk blev kaminer, hemmelighed og vægdekorationer genskabt, to porte mod gårdspladsen blev tilmuret, og døren til Stranges Tårn blev genskabt.
  • På tredje stokværk blev skillerummene genopført, kaminer, hemmeligheder og vægdekorationer blev genskabt.
  • På fjerde stokværk blev vægtergangen rekonstrueret.
  • Den planlagte rekonstruktion af Stranges Tårn blev ikke gennemført.
  • I Clemmensens rekonstruerede murværk er fugerne forsynet med en ridse, ligesom murværk fra Christian III’s tid.

Det er karakteristisk for Clemmensens restaurering, at han lader rekonstruktionens grundlag, altså de spor, som restaureringen er foretaget på grundlag af, forblive på stedet. Det medfører at bygningen bevarer så meget som muligt af sin autenticitet. Til gengæld anskueliggør han ikke, hvad der er oprindeligt, og hvad der er rekonstruktion, hvilket gør det meget vanskeligt umiddelbart at aflæse, hvad der er gammelt, og hvad der er rekonstrueret.

I årene op til Clemmensens restaurering blev Kongefløjens nordlige del blandt andet anvendt til oplagring af korn. Mængderne var langt over, hvad etagedækket kunne bære, så nedbøjningen af etagedækket mellem 2. og 3. stokværk blev permanent. I 1965 stabiliseredes nedbøjningen ved at lægge et langsgående stålprofil mellem gulvklinkerne og den laveste nedbøjning af bjælkerne. Etagedækket over Riddersalen blev herefter hængt op i forstærkede spærfag gennem stålstænger i tværvæggene på 1. sal (3. stokværk).

Nyfortolkning af anlægget

I 2017-2020 gennemføres en restaurering af det nuværende borganlæg og opførelse af en ny borgfløj. Hertil kommer en fortolkning af en ringmur, der tydeliggør opfattelsen af Nyborg Slot som en fæstning. Målsætningen er, at Slotsholmen og slotskvarteret kommer til at fremstå som et sammenhængende område, der styrker oplevelsen af Nyborgs særlige historie som fæstningsby. Det nyfortolkede anlæg skal anvendes af Østfyns Museer, som i forvejen driver og formidler Nyborg Slot.

Bygningsbeskrivelse

De store fæstningsværker med voldgrav og stjerneformede bastioner er især bevarede nord og øst for slottet. Store dele af det oprindelige voldanlæg er i dag sløjfet, men sporene kan stadig aflæses tydeligt i byens struktur. Inden for voldene er byen kendetegnet ved de tre dominerende elementer slottet, kirken og torvet foran byens rådhus. Torvet er i sin geometri bevaret fra Christians III’s tid, hvor byrummet fungerede som turneringsplads, når kongen var i byen. Den lange tange, der i dag kaldes Biblioteksholmen, danner en landtange mellem slotssøen og møllekanalen.

Nyborg Slot ligger på en holm, der har form af en halvø. Bygningsmiljøet på Slotsholmen er i dag en blanding af bygninger med forskellig udformning og alder. Af de middelalderlige bygninger er kun Kongefløjen og Vagttårnet tilbage. De er flankeret af to lave gulkalkede bygninger, der nedrives i forbindelse med gennemførelsen af projektet om genfortolkning af borgen. De to små bygninger beskrives derfor ikke nærmere her.

Bygningerne antyder en gårdsplads, men der er ikke nogen egentlig rumdannelse eller arkitektonisk helhed. De lave hække foran Kongefløjen og Vagttårnet formår ikke at ændre på dette billede. Anlægget på Slotsholmen fremtræder i dag med en åben og løs “struktur”, beliggende på en græsbakke. De solitære træer på voldstedet, den store plæne og grusstierne giver stedet en diffus parklignende karakter, og den blomstersmykkede bro mellem Slotsholmen og byen forstærker dette indtryk.

Kongefløjen

Af slottets tidligere fire fløje eksisterer i dag kun den vestlige fløj, Kongefløjen. Det er en treetagers teglstenbygning med saddeltag og hjørnetårne mod nordvest og sydvest. Kongefløjen er kendetegnet ved et lukket og massivt udtryk med mange bygningsarkæologiske spor i facaderne. Bygningen står med en begrænset brug af materialetyper, tegl, træ og kalk, i interiør og eksteriør, og bygningsdelene er udført i et enkelt og funktionsbetinget formsprog.

Facaderne er af forskellige tegltyper (primært munkesten, men også flensborgsten og normalsten) og mange forskellige forbandter. Vinduerne er gennemgående små og er sat med en ujævn rytme. Især mod vest er facaden lukket og har stort set kun vinduer i tredje stokværk. På vestfacaden findes spor af to mindre flankeringstårne og en lille karnap i bindingsværk. Gavlen mod syd afsluttes af kamtakker. I østfacaden er der spor af bomhuller fra bæring af svalegange, samt tidligere vindues- og døråbninger. Taget fremtræder med hele tagflader uden åbninger, tækket med røde vingetegl og uden tagrender.

En granittrappe med store teglstensvanger fører op til Kongefløjens hovedindgang, der er en revledør, som ikke skiller sig ud fra bygningens andre indgange. Hovedindgangen til slottet er den tidligere indgang fra det nu forsvundne trappetårn, Stranges Tårn Indgangen giver direkte adgang til Riddersalen.

De fleste vinduer har fire rammer, udskårne lodposter og enkelte har tillige udskårne karme. Rammerne har blyindfattede vinduer med vindjern og rudeformede glas stillet på spidsen. Denne konstruktion giver den mindste belastning af rudernes berøringsflader, så vinduet bliver mere stabilt.

I første stokværk (kælderen) findes tre rum adskilt af murede tværskillerum. 1. stokværk blev oprindeligt benyttet til forrådskamre. I lofterne er bjælkelaget synligt, og det støttes af dragerværk af fyr og eg. Dragerværket står på fodremme, der er funderet på syldsten. Gulvet er af sand og ler. Generelt ses mange bygningsarkæologiske spor i kælderens vægge og dragerværk.

I andet stokværk (stueetagen) findes tre sale. I den største og nordligste sal, Christian III’s Riddersal, findes en kamin mod nord. I den sydlige skillevæg er et sandstensrelief med det kongelige rigsvåben. Relieffet har oprindeligt siddet på Vagttårnet. Loftet består af brædder lagt på et bjælkelag, der hviler på udskårne konsoller. På gulvet er røde, uglaserede teglstensklinker med en ca. 5 mm bred fuge. Væggene er hvidkalkede.

Den midterste sal, Danehofsalen, har ligeledes bræddeloft. Loftet bæres af bjælker på udskårne konsoller. Bjælkerne er lagt med stor afstand, og de suppleres derfor af et stort antal mindre tværbjælker. På gulvet er røde uglaserede teglstensklinker, der ligger knas. De kalkede vægge er dekorerede med et terningemønster i hvide og grå nuancer.

I det sidste rum, salen mod syd, ses i vestmuren en hemmelighed, og mod syd findes en kamin. I sydøstre hjørne er en trappe til kælderen, og i sydvestre hjørnetårn, der står i åben forbindelse med rummet, findes i murmassivet en trappe til de overliggende etager. Rummet har samme loft som Danehofsalen, dog er dette loft støttet af et dragerværk i midten. På gulvet er brædder i varierende længde. Væggene er hvidkalkede.

På tredje stokværk (første sal) er to sale og et antal mindre rum omkring en korridor. Etagen udgjorde tidligere kongefamiliens beboelsesrum.

Den sydligste sal, Kongens Værelse, har en kamin mod syd. Loftet er et rødkalket bræddeloft båret af bjælker. På gulvet er røde, uglaserede teglstensklinker, der ligger knas. De kalkede vægge er dekorerede med et bossemønster i hvide og grå nuancer.

Det næste rum er Margrethe I’s Riddersal. Mod vest findes en hemmelighed. Loftet er et rødkalket bræddeloft båret af bjælker. På gulvet er brædder i varierende længde. De kalkede vægge er dekoreret med et terningemønster i hvide og grå nuancer.

Herefter følger et antal mindre rum omkring en korridor. Der ses flere kaminer og hemmeligheder, samt en trappe til loftet. De fleste lofter er rødkalkede bræddelofter båret af bjælker, enkelte er kalket grå. På gulvene er røde uglaserede teglstensklinker, i de fleste rum med en ca. 5 mm bred fuge, i enkelte rum ligger klinkerne knas. Væggene er hvidkalkede.

På fjerde stokværk (loftet) ses det store tagværk og det understrøgede tag. I den nordlige del af vestsiden findes resterne af en vægtergang.

Vagttårnet

Vagttårnet ligger direkte over for Kongefløjen. Tårnet er i dag ca. ni meter højt til murkronen og opfattes mest af alt som et solitært kvadratisk punkthus. Ligesom Kongefløjen har bygningen et lukket udtryk med tegl som bygningsmateriale både i facader og tagbeklædning. Det massive murværk har en tykkelse på næsten fire meter og rummer i sine detaljer mange vidnesbyrd om tårnets historie. Mod nord ses f.eks. spor efter ringmuren, og både mod nord og syd ses tidligere døråbninger. I terrænet nord for Vagttårnet ses endvidere lave rester af borgmuren.

Den nuværende indgangsdør til tårnet er anbragt midt på vestfacaden højt over terræn. Over døren findes en tavle af sandsten med inskription om slottets opførelse ved Christian III. Tavlen har tidligere siddet på det nu nedrevne Stranges Tårn. Vagttårnet rummer i dag to rum fordelt på to etager, hvor det øverste har et muret krydshvælv, der stammer fra tiden som krudttårn.

Arkæologi

Selve borggårdens niveau har ændret sig med tiden. En del af fundamenterne fra borgmuren, portanlægget og de tidligere bygninger inden for borgmurens afgrænsning findes endnu i dag, men er dækket af jord. En meget væsentlig del af Nyborg Slots middelalderhistorie lader sig i dag således kun erkende arkæologisk.

Miljømæssig værdi

Anlægget på Slotsholmen fremtræder i dag med en åben og løs “struktur”, beliggende på en græsbakke. De solitære træer på voldstedet, den store plæne og grusstierne giver stedet en diffus parklignende karakter, hvor den blomstersmykkede bro mellem Slotsholmen og byen forstærker dette indtryk.

Den miljømæssige værdi knytter sig til de store fæstningsværker med stjerneformede bastioner, der især er bevarede nord og øst for slottet. Volde og bastioner udgør karaktergivende og stærke rumdannende elementer, der understøtter oplevelsen og sammenhængen mellem slottet og byen.

Den miljømæssige værdi knytter sig også til vandets forløb med Ladegårdsåen der forsyner voldgrave, møllekanal og slotssø med vand, og til selve Slotsholmen, der har form af en halvø.

Endelig knytter den miljømæssige værdi sig til den visuelle forbindelse mellem slottet og den tidligere turneringsplads, Torvet foran rådhuset.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig Nyborg Slots oprindelige funktion som borganlæg, i dag repræsenteret ved Kongefløjen, resten af Vagttårnet, slotssøen, voldgraven, og Slotsholmen med sine mange arkæologiske spor.

Nyborg Slot, herunder især Kongefløjen, har været skueplads for væsentlige begivenheder i Danmarkshistorien, og dermed har stedet også høj symbolværdi.

Slottet betydningsfuldhed kan bl.a. aflæses i sandstensrelieffet med det kongelige rigsvåben, der i dag findes i Christian III’s Riddersal og i sandstenstavlen over indgangen til Vagttårnet med inskription om slottets opførelse ved Christian III.

Kongefløjen fremstår i dag som et palatium fra midten af 1500-tallet med både romanske og gotiske træk. Den kulturhistoriske værdi knytter sig her til murværket, dragerværkerne og etagedækkene, hvor der overalt findes væsentlige bygningsarkæologiske spor. Omend fløjen i høj grad er rekonstrueret, fremstiller den alligevel en troværdig beretning om rammerne omkring middelalderens rejsehof og kongemagtens bolig på Christian III’s tid.

I Vagttårnet knytter den kulturhistoriske værdi sig til murværkets mange bygningsarkæologiske spor af ringmuren og vægtergang. I det indre beretter krydshvælvet i det øverste rum om funktionen som krudttårn, da slottet var et militært anlæg. Kongefløjen og Vagttårnet udgør tilsammen et godt eksempel på tidligere tiders restaureringsholdning og tilbageføring, hvor man søgte at restaurere uden at fjerne spor fra de tidlige epoker.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi findes i Kongefløjens lukkede og massive udtryk, der beretter om tiden som fæstning. Den findes i de mange bygningsarkæologiske spor i facader, vinduer, døre og luger. Værdien knytter sig endvidere til de store stort set ubrudte tagflader og de markante hjørnetårne.

Værdien findes i Kongefløjens enkle planer med de mange store, rum der spænder fra facade til facade, og den findes i konstruktionerne og i rummenes detaljering – f.eks. dekorerede vægge, kaminer og hemmeligheder – der gør, at de tidligere funktioner stadig er aflæselige. Således har kælderen med sine store relativt mørke rum været forrådskamre, stueetagens udsmykkede sale har rummet udadvendte funktioner, og 1. salens udsmykkede mindre sale og rum har udgjort kongefamiliens beboelsesrum.

Den arkitektoniske værdi knytter sig ligeledes til Vagttårnet, der dog i sin nuværende skikkelse mest af alt opfattes som et solitært kvadratisk punkthus. Ligesom Kongefløjen har Vagttårnet et lukket udtryk med tegl som bygningsmateriale både i facader og tagbeklædning. Den arkitektoniske værdi knytter sig til det massive murværk og til de mange bygningsarkæologiske spor. I det indre knytter værdien sig især til det murede krydshvælv, der beretter om tiden som krudttårn.

Samlet set udstråler bygningerne stor homogenitet i materiale og klare konstruktive principper, som er direkte aflæselige. Værdien knytter sig til den begrænsede brug af materialetyper, tegl, træ og kalk, og til det enkle og funktionsbetingede formsprog.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Slotte

Eksterne links