Nybrogade 22 og Magstræde 9, København

Snarens Kvarter har ligesom Snaregade fået navn efter købmand og rådmand Erland Jonssøn Snare i 1500-tallet. Bydelen afgrænses af Naboløs, Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Skoubogade, Skindergade, Gammel- og Nytorv, Rådhusstræde, Frederiksholms Kanal og Nybrogade. Da man i 1520'erne rykkede kystlinjen ud til den nuværende Nybrogade opstod Magstræde, som med ordet mag hentyder til gadens oprindelige betydning af lokum eller nødtørftshus. I Magstræde lå her netop et offentligt mag, der kaldtes Vestre Mag – et Østre Mag lå ved Hyskenstræde. Størstedelen af Snarens kvarter brændte både i 1728 og 1795. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelserne efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombardement i 1807. Branden i 1728 var størst: omkring 1600 af byens 4100 huse brændte; hertil kom 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade, og størstedelen af Snarens Kvarter brændte. Straks efter branden i 1728 blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grund. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Men bygningstypen ændrede sig efter branden. Man havde tidligere hovedsagelig boet i enfamiliehuse: de velstående boede på gårde og småfolk i boder, som de hovedsagelig ejede selv. Efter branden blev størsteparten af de nye huse opført som etagehuse med en eller flere lejligheder med selvstændige køkkener i hver etage. Efter branden i 1795 skulle Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert hurtigst muligt komme med en – den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og efter branden i 1795 blev der ikke dispenseret fra denne regel. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges efter branden i 1795, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine elementer helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. I 1852-1853 blev for- såvel som sidehus i Nybrogade 22 opført for dekorationsmaler Carl Løffler. Facadens oliemaling omtales første gang i 1894. Ved moderniseringen af køkkenerne i nyere tid blev pigeværelse, spisekammer nedlagt til fordel for indretning af tørre køkkener i sidehuset. Magstræde 9 blev opført i 1755 for participanterne i sæbesyderiet. I 1797 var kun forsiden i grundmur, mens de øvrige sider var af bindingsværk. I 1852 blev første etage mod gården og en del af den ene gavl omsat i grundmur. Samtidig blev bagsiden overpudset.

Nybrogade 22 ligger med forhuset ud mod Nybrogade og har på gårdsiden et sidehus langs grundskellet mod vest omkring et lille gårdrum mod øst. Magstræde 9, der ligger med forhuset mod Magstræde, afgrænser gårdrummet mod nord. Det lille gårdrum mellem bygningerne er brolagt. Nybrogade 22: Huset er syv fag bredt og fem etager højt over en kælder; der er i senere tid indrettet en lejlighed i tagetagen. I det midterste fag er indgangspartiet, hævet over gadeniveau med tre trin. Alle etager anvendes til boliger. Facaden er muret og pudset. Over en lav, gråmalet sokkel er underetagen kvaderfuget op til en pudset og profileret båndgesims, herover er muren malet. Gesimsen under taget er en tandsnitgesims. Farveholdningen er hvid på murfladerne og lys grå på kvaderfugning, gesimser og øvrige dekorative detaljer. Omkring alle vinduer er der pudsede, profilerede indfatninger undtagen fjerde sals vinduer. Ud for første og anden sal har samtlige vinduer indfatninger med profilerede fordakninger. Førstesalen har dog ydermere pudsede brystninger, mens andensalen har konsolbårne sålbænke. Tredjesalens vinduer har alle profilerede indfatninger med konsolbårne sålbænke. Vinduerne er firerammede med to ruder i de nederste rammer. Mod gården er muren pudset og malet gul over en sortmalet sokkel, og gesimsen består af tre retkantede led. Der er en lakeret fyldingsdør med fem fyldinger fra den gennemgående forstuegang. Gennem et smigfag og et smalt fag er forhuset sammenbygget med et to fag langt sidehus. Vinduernes opdeling er som på gadesiden, dog har trappefaget store ruder i underrammerne. Disse vinduer har tillige matterede glas med dekorative sandblæste motiver. I smigfaget ud for anden sal er vindue erstattet af en nyere fransk altan. Over bagdøren er indsat en ældre stenplade med relief forestillende en hane, tre tønder og årstallene 1775 og 1852. En anden indmuret sandstenstavle har en tysk tekst, der blandt andet omtaler en Assesor Hans Nielsen. Begge tavler synes at være ældre end bygningen. Der er en nedgang til kælderen i smigfaget. Kælderdøren er en ældre, tofløjet og grønmalet fyldingsdør. Kældervinduerne er vinduerne er ældre og med to rammer. Vinduerne mod gaden er hvidmalede, mens de er malet mørkegrønne mod gården. Vinduerne er en blanding af ældre vinduer og nyere traditionelt udførte vinduer. Indgangsdøren sidder i det midterste fag og er en tofløjet fyldingsdør med bosserede fyldinger nederste, mens den øverste del har store ruder med sandblæste motiver. Døren er sandsynligvis fra opførelsen og er malet blå. Der er et overvindue over døren. Døren mod gården er en ældre, lakeret fyldingsdør med fem fyldinger, med et overvindue over. Døren er indtrukket fra murplanet, og der er et ældre trætrin foran døren. Taget er et mansardtag med usædvanlig høj mansardetage. Hele taget er dækket med skifer. Sidehuset har et lignende mansardtag med ensidig hældning, ligeledes dækket med skifer. I rygningen over forhuset er to ældre skorstenspiber med sokkel og krave, mens der er en ældre blokformet skorsten med flere skorstensrør i den øvre tagflade over sidehuset. I de nederste tagflader er der tre traditionelt udført trefagskviste mod gaden og enkelte ældre tagvinduer. Lignende to og trefags kviste ses også i de nederste tagflader mod gården i for- og sidehus. I stuen er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger bagest i huset ind mod gården i faget øst for forstuegangen. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage, dog ikke i stueetagen, der er indrettet med to mindre lejligheder. Lejlighederne har køkken i sidehuset og et lille, i nyere tid indrettet badeværelse samt køkkentrappe. Mod gaden er der midtfor en trefagsstue, som på begge sider har et kabinet på to fag. Forhuset har ligeledes et gårdvendt kabinet, der ligger øst for hovedtrappen og som er indrettet til badeværelse. Mellem stuerne er der tofløjede døre med tre fyldinger, dobbelte slaglister, med indstukne hængsler og greb fra perioden. Spidsloftet er indrettet til opbevaring inddelt med moderne stålgitre. Der ældre tagværk er synligt, og der er fast undertag. Der er bræddegulv, og de fritstående skorstene er synlige. Kælderen har en enkel indretning med traditionelle materialer, pudsede, kalkede vægge, støbte gulve, lofter med synlige bjælker og pudsede loftflader imellem. Her ses også resterne af en ildstedskappe, der stammer fra opførelsen. Trappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vangerne og med elegante og spinkle, drejede balustre og en håndliste af teak. Der er pudset under løbene. Trappen og alle hoveddøre ud mod trappen, bortset fra lejligheden i tageetagen, stammer fra opførelsen. Fra forstuegang fører en tofløjet dør med fyldinger og ruder med sandblæste motiver inde til trapperummet. Trapperummet har lave brystningspaneler med glatpudsede vægge henover. Forstuegangen har samme aptering som trapperummet. Køkkentrappen er også en toløbstrappe med indstemte trin i vanger, runde balustre og en malet håndliste. Der er ligeledes pudset under løbene. På alle hovedetager er alle væggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Væggene over panelerne er pudsede. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. Lofterne er pudsede og har en profileret, klassisk loftgesims, heraf nogle med fint ciseleret dekoration. Der er tillige bevaret loftrosetter. Vinduerne, som er ældre, har poste med flad forkant og trekvartstaf eller karnis på hjørnerne, en del med tilhørende anverfere og stormkroge. De enfløjede døre, som overvejende er fra opførelsen har tre fyldinger over hinanden, mens de tofløjede døre har tre fyldinger. Hængslerne er de karakteristiske, indstukne med rund knop og indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing. Dobbeltdørene mellem stuerne har dobbelte slaglister, således at den gående fløj er bredere end den stående. Indfatningerne er samtidige og har den karakteristiske platte. Der ses også nyere franske døre med opsprossede ruder og tilhørende nye profilerede gerichter. Lejligheden i tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals, ligesom dørene er nyere. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret enkelte ældre bræddegulve med synlig sømning. Der er bevaret en ildstedkappe med slanke støbejernssøjler i køkkenet på første sal.

Magstræde 9: Huset er fire fag bredt og fire etager højt over en høj kælder. I første fag er indgangspartiet, der ligger i gadeniveau, ligesom der er nedgang til lokalerne i kælderen i andet fag. Kælderetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er boliger. Facaden er muret og pudset med et enkelt dekorativt led: en konsolbåren fordakning over indgangsdøren. Mod taget afsluttes de glatpudsede mure af en muret gesims. Farveholdningen er lys gul på murfladerne over en lav sortmalet sokkel og gesims, mens fordakningen er malet mørkegrøn. Mod gården er muren pudset og gulmalet over en lav sortmalet sokkel, mens gesimsen består af et enkelt led. Der er en dør fra den gennemgående forstuegang med to støbte trin ned til gårdrummet. Bygningens gavle er af opstolpet bindingsværk med murede og pudsede tavl. Vinduerne mod gaden er firerammede med to ruder i underrammerne, på nær dem ud for fjerede sal, der er torammede med tre ruder i hver ramme. Kælderetagen vinduer er nye helrudevinder ligesom døren er nyere med et fast sidestykke. Vinduerne mod gården har samme inddeling. Vinduerne er undtagen i kælderetagen primært ældre. Mod gården er der kun er tre vinduesfag, hvoraf det ene er et trappefag. Alle er grønmalede. Indgangsdøren er en nyere, mørkegrønmalet fyldingsdør. Døren mod gården er en nyere, grønmalet fyldingsdør med fem fyldinger, hvoraf den ene er erstattet med en rude. Taget er et heltag med røde vingetegl. I rygningen er en stor, blokformet, berappet skorsten med sokkel og to fladbuede kviste mod gaden samt en traditionelt udført trefags kvist mod gården. I stuen er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger i forstuegangen. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Lejlighederne har køkken med bevarede ildstedskapper og et lille, internt og i nyere tid indrettet badeværelse mod gården, samt et lille kammer på to fag. Mod gaden er der to tofagsstuer, hvor den ene har en kaminplads, indrammet af en kanneleret liste med rombeformet kapitæl. Det ældre hanebåndsloft anvendes til opbevaring. Taget har et nyere undertag af banevarer. Trappen er en ligeløbstrappe med indstemte trin og runde balustre og en simpel, malet håndliste. Der er pudset under løbene. Trappen er ældre, men ikke oprindelig. Trin og reposer er belagt med linoleum. Der er to døre til hver lejlighed med indgang til køkkenet mod gården og til den ene stue mod gaden. Dørene er enfløjede med to fyldinger. På første, anden og tredje etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Op gennem etagerne varierer paneleringen og aftager ligeledes i finhed, med dem på beletagen som de fornemmeste med konkave hjørner på spejlene. I en enkelt lejlighed ses også helpanelring i kammeret mod gården. Væggene over panelerne er pudsede. Panelerne har spejle, som svarer til fyldingsdørenes spejle. Lofterne er pudsede og en del har en lille, profileret loftgesims. Vinduerne har oprindelige rundposte, enkelte med tilhørende anverfere og stormkroge. Der ses ligeledes hulposte på andre vinduer. Dørene er fra opførelsen og er enfløjede med to fyldinger, krykgreb af messing og indstukne hængsler. Indfatningerne er ældre, hvoraf en del er klassicistiske. Der ses enkelte nye, glatte døre til eksempelvis de nye toiletter. Tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals, ligesom dørene er nyere. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret flere ældre bræddegulve med synlig sømning, hvoraf nogle er malede. Tagværket er en hanebåndskonstruktion, der er delvis fornyet. Der er undertag af banevarer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til begge ejendommes beliggenhed i henholdsvis Nybrogade og Magstræde, hvor forhusene indgår som integrerede del af husrækkerne, der består af nogle af Københavns ældste borgerhuse. I kraft af deres proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhusene som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhusene tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til det smalle gårdrum og til den traditionelle bebyggede grund med for- og sidehus for Nybrogade 22. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man i datiden søgte at udnytte byens arealer optimalt.

Nybrogade 22: Den kulturhistoriske værdi for Store Nybrogade 22 knytter sig til, at forhuset med sidehus som et eksempel på klassicismen, der prægede Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns bombardement i 1807. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, som blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Med senklassicismen op mod 1850 forandredes facadeudformningen, idet den klare, nøgterne empire blev forladt til fordel for senklassicismen. De kvaderpudsede murflader blev ofte bredt ud over hele facaden, og vinduerne blev indrammet af profilerede indfatninger, der alle var ens inden for samme etage, men aftog i finhed opefter. Husenes facader var enten helt overpudsede eller havde pudsede underfacader med et lille, glat bånd, ofte af nexøsandsten, til at markere overgangen til overfacaderne, hvor etagerne stod i blank mur. Tagene var heltage med tegl eller skifer, skorstenspiberne med sokkel og udkragning. Gesimserne under taget var fortsat ofte med udkragede led eller sparrenkop-dekoration. Der var en tendens til rigt dekorerede akanthusslyng i blændingsfelter og i cordonbånd. Husenes facadefarver var fortsat lyse kalkfarver, men i slutningen af 1800-tallet blev flere og flere malet med oliefarve. Gårdsiderne var stadig pudsede og kalkede. Hoveddørene var ofte tofløjede med kvadratiske eller smalle rektangulære fyldinger, gerne med flade bosseringer. Også portene kunne have bosserede beklædninger, der skulle illudere fyldinger, selvom portkonstruktionen næsten altid var en revleport. Herover var som regel et stort, halvcirkulært vindue med radiære sprosser. Den kulturhistoriske værdi ved Nybrogade 22 knytter sig i det ydre til den traditionelle opbygning med for- og sidehus samt den repræsentative facades senklassicistiske udtryk med de glatpudsede murflader, de pudsede murdetaljer og gesimser, der er ensartede indenfor de enkelte etager, der således tydligt fremstår som et senklassicistisk beboelseshus fra midten af 1800-tallet. I kontrast til den præsentable facade står den enkle gule gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Bygningens udviklingshistorie afspejler sig blandt andet i kvistene, der viser, at tagetagen, på et tidspunkt, sandsynligvis i slutningen af 1800-tallet, er inddraget til bolig. Således er det samlede anlæg bestående af for- og sidehus et repræsentativt eksempel på et Københavnsk beboelseshus med herskabelige lejligheder fra midten af 1800-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stuer og kabinetter mod gaden, trapperum, køkkener, bad og trapper mod gården og i sidehuset. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering afspejler senklassicismen, der var det herskende stilideal på opførelsestidspunktet. Senklassicismen ses særlig tydeligt i stuernes detaljerige stuk og i hovedtrappens spinkle og pyntelige, drejede balustre. Der knytter sig også betydelig kulturhistorisk værdi til trapperummet, der med sin fornemme og detaljerige udformning understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første mødte den, der trådte ind i bygningen. Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til kælderens enkle materialeholdning, der vidner om etagens sekundære karakter. Også kælderens bevarede ildstedkappe tydeliggør, at denne etage fra opførelsen var tiltænkt som beboelse.

Magstræde 9: Den kulturhistoriske værdi ved Magstræde 9 knytter sig i det ydre til bygningen, som et velbevaret eksempel på et etagebeboelseshus opført efter Københavns store brand i 1728 med senere ændringer. Karakteristisk for bygningen er den høje og smalle firefags facade med en profileret hovedgesims. Den smalle facadebredde skyldes, at forhusene blev opført på smalle grunde, hvor der inden Københavns brand i 1728 lå boder med én- eller toetagers huse. Gavlkvisthuset blev anbefalet af bygningskommissionen, og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729. Krieger anbefalede kvaderlisener, knækkede vinduesrammer og ophængte guirlander. Det ses anvendt visse steder, men slog ikke fuldkommen igennem, da det nok har været for kostbart med alle dekorationstyperne på en og samme facade for den almindelige bygherre. Magstræde 9 er med stor sandsynlighed blevet forhøjet med en etage i slutningen af 1700-tallet eller begyndelsen af 1800-tallet, hvor en eventuel gavlkvist er blevet fjernet og erstattet med en ekstra etage. Herved fremstår facaden i dag med et nedtonet klassicistiske udtryk, der ses i den profilerede hovedgesims og den konsolbårne fordakning over hoveddøren. Magstræde 9 er således et velbevaret eksempel på et enkelt og gedigent etagebeboelseshus for tidens jævne borgere opført efter branden i 1728 med senere ændringer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den velbevarede og traditionelle planløsning på alle etager, hvor de enkelte lejligheder gennem alle etager centrerer sig omkring det store skorstensmassiv med de sekundære og funktionsbetingede rum som køkken og kammer mod gården og to repræsentative stuer mod gaden. At køkkenerne endnu ligger på deres oprindelige plads ses tydeligt i de bevarede ildstedkapper, der ses på alle etager. Den centrerede skorstenskerne har endvidere gjort, at man i alle rum har kunnet tilslutte en brændeovn til opvarmning. Hertil kommer trappens placering mod gården, der også er typiske for mindre beboelseshuse fra midten af 1700-tallet. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til stuernes forskellige typer panelering og de bevarede fyldingsdøre med tilhørende beslåning. Detaljering varierer og aftager op gennem etagerne, hvor beletagen (første sal) traditionelt for samtiden viser sig som den fornemmeste etage, med den fineste detaljering, hvor der ses konkave hjørner på panelernes og dørenes fyldinger som afspejler samtidens stilistiske smag på opførelsestidspunktet midt i 1700-tallet. Det er også bemærkelsesværdigt, at alle de forholdsvis små lejligheder som oprindeligt endnu har to indgange: en fin indgang med forstue til stuerne mod gaden og en sekundær dør til køkkenerne. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til bræddegulvene og de pudsede lofter, der sammen de øvrige ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer vidner om bygningens alder og lange udviklingshistorie. Magstræde er således et godt eksempel på et mindre og gedigent etagebeboelseshus, for datidens jævne borgere, hvor man ikke desto mindre har holdt på formerne og gjort noget ud af bygningens indre hierarki.

Den arkitektoniske værdi ved Nybrogade 22 knytter sig i det ydre til facadens senklassicistiske udtryk, karakteriseret ved den taktfaste vinduessætning, der fremhæves af de pudsede vindues indfatninger. Den høje facades vertikale accentuering forankres og får modvægt af hoved- og cordongesims. Med sin forholdsvis brede, senklassicistiske facade fremstår Nybrogade 22 med et stateligt og herskabeligt udtryk, der både understøtter bygningens oprindelse som bolig for velstående borgere, men som også indgår i et godt samspil med de øvrige farverige facader i Nybrogade. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stuer og kabinetter, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med senklassicismes diskrete elegance. Endelig knytter der sig stor arkitektonisk værdi til trapperummet, hvor de lette og elegant svungne trappeløb, de spinkle og fint drejede balustre og dørenes placering på reposerne, får trapperummet til at fremstå særdeles formfuldendt. Den arkitektoniske værdi ved Magstræde 9 knytter sig i det ydre til bygningens nedtonede klassicistiske udtryk med de tætsiddende og taktfaste vinduesfag. Vinduessætningens båndkarakter tilfører bygningen en vis lethed, og de pudsede, ensartede murflader har en samlende effekt. Det nedtonede og simple udtryk understreges af, at den konsolbårne fordakning og hovedgesimsen er facadens eneste dekorative detaljer. Bygningen tilpasser sig gennem sin fremtoning med det enkle facadeskema og den traditionelle materialeholdning i gadebilledet og er herved en vigtig del af helheden i det brolagte Magstræde. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til den overvejende velbevarede planløsning og de små velproportionerede rum, der i samspil med en traditionel materialeholdning, og apteringens høje håndværksmæssige standard, giver interiørerne en stemning og en rumlig kvalitet, der er karakteristisk for de ældre, historiske bygninger.

Læs videre om

• Ahornsgade 15-19, København
• Rosenborggade 7-9, København
• Søtorvet 1-3, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen