Nyhavn 11, København

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en følge af Københavns udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet, og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, og i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger og hoteller. Da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Forhuset blev opført omkring 1700 og som en toetages bygning i fem fag. I 1835-1836 blev tilføjet to etager for urtekræmmer Harboe. Figuren over porten bærer på sukkerform og sukkertop og stammer fra tiden, hvor Römers Sukkerraffinaderi lå i huset. Raffinaderiet blev oprettet i 1754 af den velhavende Ludvig Ferdinand Römer, der efter jobbet som guvernør på Guineakysten fik privilegium til at drive virksomheden. Lampefirmaet Louis Poulsen har i en årrække haft hovedkvarter i ejendommen.

Nyhavn 11 ligger i husrækken på den nordlige side af Nyhavn i det indre København. Forhuset er sammenbygget med et sidehus, som sammen med naboejendommene skaber en lukket gård. Sidehuset er ikke omfattet af fredningen. Der er restaurant i kælder, stueetage og på førstesal, mens tidligere erhvervslokaler på de resterende etager er ved at blive ombygget til boliger. Det grundmurede forhus på fem fag er fire etager højt over en høj kælder. Heltaget er hængt med røde vingetegl, og i tagfladen mod gaden sidder fire kviste. Forhuset står på en sokkel af natursten, og den nedre del af facaden er glatpudset og malet i en lys rosa nuance, mens den øvre del af facaden er berappet og rødkalket. Gårdsiden er ligeledes berappet. Mellem stueetagen og førstesal ses en udsmykket kordongesims, og facaden afsluttes af en kraftigt profileret og udsmykket samt hovedgesims. Begge gesimser er hvidmalede. De to yderste fag mod øst udgøres af en portgennemgang med et halvrundt overvindue. Portåbningen har en indfatning af natursten, som afsluttes af en slutsten med nummer 11. En figur over porten bærer på sukkerform og sukkertop. Den ældre, tofløjede fyldingsdør i portåbningen har gennembrudte ornamenter i stedet for fyldinger I facadens andet fag set fra vest er der nedgang til kælderen, hvorover der ses en konsolbåren fordakning. Trinene er af natursten, og den traditionelt udførte tofløjede fyldingsdør har glas i de øverste fyldinger og er hvidmalet. De traditionelt udførte vinduer er korspostvinduer, som er hvidmalede med undtagelse af vinduerne i kælderetagen som er traditionelt udførte torammede, hvidmalede vinduer. I portgennemgangen er der dels en ældre trappe med fem trin op til restauranten på første sal, dels en ældre trappe med seks trin til hovedtrapperummet samt en nedgang til kælderen. Døren til første sal er en ældre, tofløjet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. Døren til hovedtrappen er en ældre fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger, og ved siden af trappen ses et ældre indbygget, skab med fyldingslåge. Døren til kælderen er en traditionelt udført fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. Rundt om alle de hvidmalede døre ses gerichter. I det indre er bevaret træk af en traditionel planløsning. I både stueetagen og på første sal er væggen mellem for- og sidehus i overvejende grad fjernet. I forhuset er bevaret enkelte tværskillevægge, som danner rum mod gaden. Fra stueetagen fører en nyere trappe op til første sal. Hovedtrappen, som ligger mod gården, er ligeledes nyere. På anden og tredje sal er nogle ældre skillevægge bevaret, men planløsningen bærer tillige præg af nyere opsatte skillevægge. Kælderen er indrettet til restaurant, der alle har nyere overflader og opbevaring samt toiletfaciliteter. Tagetagen er udnyttet, hvoraf det vestligste rum har fået en nyere udsmykning i traditionel stil med paneler og stukkatur. Spidsloftet er uudnyttet, og der er fast undertag. Nogle ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder fuldpanellerede vægge mod gaden, bræddegulve, brystnings- og lysningspaneler, fyldingsdøre med gerichter og vinduesdetaljer, herunder anverfere og stormkroge. Herudover ses en del traditionelt udførte fyldingsdøre. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelle og nyere, herunder pudsede lofter og vægge, gipslofter og -vægge, flise-, brædde- og parketgulve samt gulvtæpper.

Den miljømæssige værdi for Nyhavn 11 knytter sig til forhusets sammenhæng med den øvrige gadebebyggelse, hvor de festlige og smalle, men meget forskelligartede facader ligger side om side langs kanalen. Dermed understøtter Nyhavn 11 facaderækken i Nyhavn, som er et af de bedst bevarede byrum i landet. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til det smalle gårdrum og for- og sidehusenes sammenhæng med nabobygningerne samt til den traditionelle bebyggede grund med for- og sidehus. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi for Nyhavn 11 knytter sig til ejendommen som et eksempel på senklassicismen, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden i 1795. Nyhavn 11 er fra 1835-36, hvor senklassicismen var toneangivende. Senklassicismens facader var enkle i deres formsprog og havde en sikker proportionering, som i forhuset kommer til udtryk i den klare og nøgterne facade med samme vinduesstørrelse i alle etager, vinduernes regelmæssige takt og den brede, ornamenterede kordongesims mellem stueetagen og første sal samt hovedgesimsen, som er de eneste delinger af murplanet. Ligeledes er facadens korspostvinduer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår berappet og med en muret gesims som eneste dekoration. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har de ældre bræddegulve, fyldingsdøre med tilhørende gerichter, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede ydervægge samt vinduernes håndsmedede anverfere og stormkroge.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det smalle, høje forhus med en regelmæssig og harmonisk facade, der holdes sammen af den regelrette opbygning med vinduesrækker samt kordon- og hovedgesims. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket sammen med sålbænkene giver facaden en fin reliefvirkning.På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den tætte vinduessætning og den enkle, ensartede farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Aleksander Nevskij Kirke, København
• Nyhavn 35, København
• Wildersgade 53, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen