Nyhavn 15 ligger på Nyhavn 15 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en følge af Københavns udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet, og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, og i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger og hoteller. Da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Forhuset blev opført i bindingsværk mellem 1673 og 1694, hvoraf tre etager vendte mod gaden og to mod gården. Mellem 1740 og 1772 blev facaden omsat i grundmur. Til gården blev tilføjet en etage i 1793. I 1850 blev huset forhøjet med endnu en etage mod gaden. Over hoveddøren ses en indmuret plade med en elefant. Den blev sat op af købmanden Jørgen Alsing, der her grundlagde sin te- og porcelænsvirksomhed i 1765.

Beskrivelse

Nyhavn 15 ligger i husrækken på den nordlige side af Nyhavn i det indre København. Forhuset er sammenbygget med et sidehus, som sammen med naboejendommene skaber en lukket gård. Sidehuset er ikke omfattet af fredningen. Forhuset på fem fag er fire etager højt. Facade og gårdside er grundmurede, mens de resterende sider er opført i bindingsværk. Heltaget er hængt med røde vingetegl. I tagfladen mod gaden sidder to kviste, mens der i tagfladen mod gården er en kvist. I rygningen sidder en skorstenspibe. Forhuset står på en sortmalet sokkel, og facaden er glatpudset og grønmalet. Gårdsiden er hvidmalet. Under vinduerne på første sal ses et smalt, sortmalet bånd, og facaden afsluttes af en profileret og hvidmalet hovedgesims. Det yderste fag mod øst udgøres af en gennemgående forstuegang, hvorfra der mod gården er adgang til en ældre hovedtrappe. Døren til forstuegangen er en traditionelt udført, sortmalet fyldingsdør, og over døren ses en indsat muret plade med en elefant. I det midterste fag er der via en nyere glasdør adgang til stueetagen. Døren til gården er en nyere dør med otte ruder og et ældre, torammet overvindue. På facaden udgøres vinduerne af traditionelt udførte, hvidmalede korspostvinduer med underdelte nedre rammer, med undtagelse af stueetagens vinduer, der er nyere, sprosseopdelte butiksvinduer som er sortmalede. På gårdsiden er vinduerne traditionelt udførte, hvidmalede korspostvinduer med undtagelse af vinduet i kvisten og et enkelt vindue ved trappeopgangen, som begge er torammede samt to etrammede vinduer i stueetagen. Alle vinduer er hvidmalede med undtagelse af vinduerne i stueetagen, som er sortmalede. I det indre er der bevaret træk af en traditionel planløsning. Stueetagen er stort set et stort åbent rum med en traditionelt udført, intern trappe til første sal, hvor der ligeledes er restaurant. Anden sal anvendes til kontor og opbevaring med en delvist traditionel planløsning, dog med nyere skillevægge. Tredje sal er indrettet til bolig med en lille forstue, hvorfra der er adgang til en stue i hele husets bredde. Herfra er der adgang til køkkenet, som delvist er placeret i sidehuset. Mellem tredje sal og den udnyttede tagetage er der en nyere trappe. I tagetagen er der udgang til en tagterrasse, som ligger oven på sidehuset. Hovedtrappen har drejede balustre, profileret håndliste, og trinene er belagt med linoleum. Der er bevaret nogle ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vægge af bindingsværk, lysnings- og brystningspaneler, fyldingsdøre med indstukne hængsler, stukkatur og vinduesdetaljer, herunder håndsmedede anverfere og stormkroge. Herudover er der flere traditionelt udførte fyldingsdøre. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelle og nyere, herunder brædde- og parketgulve, linoleumsgulve, støbt gulv, fliser, klinker og pudsede lofter.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Nyhavn 15 knytter sig til beliggenheden i Nyhavns husrække på siden mod Frederiksstaden, hvor de festlige og smalle, men meget forskelligartede facader ligger side om side langs kanalen. I kraft af den traditionelle materialeholdning, proportionering og sammenhæng med den øvrige gadebebyggelse indgår forhuset som en integreret del af det pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse med 1600- og 1700-tals borger- og pakhuse. Dermed understøtter Nyhavn 15 facaderækken i Nyhavn, som er et af de mest helstøbte og enestående byrum i landet. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til det smalle gårdrum og for- og sidehusenes sammenhæng med nabobygningerne samt til den traditionelle bebyggede grund med for- og sidehus. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til det fem fag brede forhus som et typisk eksempel på en ejendom opført inden de store brande i København – senere er forhuset omsat til grundmur mod kanalen og forhøjet, men fortsat med bindingsværk i gavlene. Inden den første store brand i 1728 blev de fleste huse i København opført i bindingsværk, men i 1729 blev der udstedt en forordning om, at nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man efterhånden lov til, at side- og baghuse igen måtte opføres i bindingsværk. I løbet af 1700-tallet blev flere ældre huse enten delvist eller helt omsat i grundmur som det er tilfældet i Nyhavn 15. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår pudset og med en gesims som eneste dekoration. I det indre er der kulturhistorisk værdi knyttet til den delvist bevarede planløsning og de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder hovedtrappen, væggene af bindingsværk, lysnings- og brystningspaneler, fyldingsdøre med indstukne hængsler, stukkatur og vinduesdetaljer, herunder anverfere og stormkroge. Disse bygningsdele vidner om tidens høje kvalitet inden for håndværk samt æstetiske præferencer.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det smalle, høje forhus med en enkel og afdæmpet facade, der holdes sammen af den regelmæssige opbygning med vinduesrækker samt det smalle bånd mellem kælder- og stueetage og hovedgesimsen. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket sammen med sålbænkene giver facaden en fin reliefvirkning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links