Nyhavn 18 ligger på Nyhavn 18 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv. og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Den nuværende bygning, Nyhavn 18, blev opført i cirka 1770 med tre etager over en høj kælder. Den sidste etage kom først til ved murermester Unger i 1846. Fra 1967-1969 lod Nationalbanken arkitekten Erik Møller ombygge og restaurere ejendommen til brug for repræsentationslokaler og gæstebolig. I denne forbindelse blev de to tagetager indrettet. Gennem tiden har der boet mange forskellige mennesker i ejendomme, herunder blandt andet pakhusforvalter ved Den Kongelige Grønlandske Handel, Jonathan Balling (1773-1829), som i julen 1822 samt julen 1823 havde H. C. Andersen boende. Fra 23. oktober 1871 til 12. april 1873 boede H. C. Andersen igen i Nyhavn 18, denne gang på 1. sal på et pensionat. Endvidere har forfatteren Andreas Nicolai de Saint-Aubain (1798-1865) – bedre kendt under synonymet Carl Bernhard -–boet i ejendommen fra 1832 til 1865, og forfatteren og litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927) boede i 1876 en kort periode i den lejlighed som H.C. Andersen tidligere havde boet i.

Beskrivelse

Nyhavn 18 ligger i husrækken på den sydlige side af Nyhavn i det indre København. Ejendommen udgøres af et forhus med facaden ud til Nyhavn og et på gårdsiden sammenbygget sidehus og baghus. Sidehus og baghus er dog ikke omfattet af fredningen. Bag forhuset er en mindre, lukket gård med høje mure mod naboejendommene. Gårdrummet opdeles i to på grund af baghusets placering. Forhuset er seks fag bredt og opført i grundmur i fire etager over en høj kælder. Bygningen har et spidst mansardtag, hvor der er indrettet en femte etage i mandsarden. Denne etage udgøres primært af glas og er trukket tilbage, så der dannes en smal terrasse i hele bygningens bredde. Tagfladerne er belagt med sorte teglsten og, i rygningen sidder to skorstenspiber. Facaden fremstår glatpudset og kalket med jernvitriol over en gråmalet sokkel. Facaden inddeles af en kordongesims i rosa sandsten og afsluttes af en profileret, hvid hovedgesims. Over kordongesimsen er de to yderste vinduesfag i hver side trukket en lille smule tilbage i pudslaget. I de to vestligste fag ses et bredt, gennemgående portrum, der aflukkes af en ældre, tredelt fyldingsport udformet med diamantfyldinger og et rundbuet, vifteopsprosset overvindue. Porten er malet mørkegrøn og sidder i en rundbuet åbning. Vinduerne i facaden er ældre hvidmalede, korspostvinduer med en enkel sprosse i den nederste ramme. Alle vinduer har bevarede beslag og hængsler, og alle har en kraftig sålbænk, hvoraf de i stueetagen er udført i sandsten, mens de øvrige fremstår gråpudsede. Kældervinduerne er nyere store etrammede vinduer, der er malet mørkegrønne og flere steder ses ældre skoddestabler. Over et af kældervinduerne er en overdækning i sandsten, kaldet et skur. Længst mod øst findes en kældernedgang med en nyere grønmalet dør, der har glas i den øverste del. Trappen til kælderen er af granit, og på hver side er et støbejernsgelænder. Portrummet fremtræder med gulv af brosten og granit, pudsede vægge og et tøndehvælvet, hvidpudset loft. Fra portrummet er der adgang til forhuset via to døre, en traditionel fyldingsdør til kælderen og et nyere indgangsparti bestående af en ny glat hoveddør og et større glasparti ind til hovedtrappen. Portrummet lukkes mod gården af nyere, store glasporte og et rundbuet overvindue uden sprosser. Murene mod gården er vandskurede i en lys farve. De to vestligste fag har korspostvinduer udført som dem i facaden, mens det tredje fag er dækket af en nyere, trekantet elevator i glas. I smigfaget mellem forhus og sidehuset ses, til hver etage, en nyere indbygget altan med nyere, tofløjede glasdøre. I tagets mandsard er en indliggende terrasse. I alle tagflader, såvel mod gaden som mod gården er nyere store tagvinduer. Nyhavn 18 rummer en lejlighed på hver etage, dog er der to lejligheder på den øverste tagetage samt en butik i kælderen. Forhuset hænger i det indre sammen med sidehuset og er disponeret med en ældre hovedtrappe i forhuset og en ældre køkkentrappe i sidehuset. I det indre er den oprindelige grundplan genkendelig fra stueetagen til og med fjerde etage, mens kælderen og de to tagetager har en nyere plandisponering. Hovedtrappen fremtræder med et ældre værn med drejede balustre, og ind til hver lejlighed er en ældre, tofløjet fyldingsdør. Generelt gælder det for de etager med en ældre grundplan, at lejlighederne er disponeret med en entré, der leder ind til stuer en suite mod Nyhavn, et værelse mod gården og en stor spisestue i smigfaget. Fra stuen i smigfaget er der adgang til sidehuset, som er indrettet med en fordelingsgang, værelser, et badeværelse og længst væk et køkken med adgang til køkkentrappen. I lejlighederne er tillige en traditionel, og i store træk, ældre materialeholdning, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter. Der er en del ældre bygningsdetaljer så som feltinddelte vægge med smalle lister, indbyggede skabe samt brystnings-, lysnings- og helpaneler. I stueetagen er lysningspanelerne udført som indbyggede skodder. Der er tillige ældre et- og tofløjede fyldingsdøre, hvoraf flere har ældre gerichter, greb og hængsler samt stukkatur i lofterne. Alle badeværelser og køkkener fremstår med nyere overflader. Lejlighederne i de to tagetager kendetegnes ved en nyere materialeholdning, herunder parketgulve, pudsede vægge og gipslofter samt glatte døre. På den øverste tagetage er den ældre tagkonstruktion synlig flere steder. I lejligheden længst mod vest på den øverste tagetage er spidsloftet tillige udnyttet, således at lejligheden er i to plan, og der er åbent til kip.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for forhuset, Nyhavn 18, knytter sig til beliggenheden i Nyhavns husrække på Charlottenborgsiden. I kraft af den traditionelle materialeholdning og facadens proportionering og fremtoning indgår bygningen som en integreret del af det velbevarede kulturmiljø med de pittoreske og iøjnefaldende gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse, der primært består af 1600- og 1700-tallets borger- og pakhuse. Hertil kommer det smalle gårdrum og forhusets sammenhæng med både side- og baghuset samt nabobygningerne og deres side- og baghuse. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt. Bygningernes hierarki og oprindelige funktioner er aflæselige i anvendelsen af materialevalg og -detaljer, der aftager fra den repræsentative facade til de enkle bygninger i baggårdene.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Nyhavn 18 knytter sig til facadens fremtoning med bygningsdele og detaljer, som knytter sig til klassicismens idealer og dermed kan bygningen relateres til slutningen af 1700-tallet. Dette ses blandt andet ved facadens taktfaste komposition, den pudsede murflade med få og enkle dekorationer i sandsten og puds, herunder især skuret og kordongesimsen samt den kraftige hovedgesims, der alle er træk, som blev flittigt anvendt i datidens klassicistiske borgerhuse. Hertil kommer diamantfyldingerne i den tredelte fyldingsport og korspostvinduerne, der har den for tiden så karakteristiske enkle sprosse i nederste ramme. Hertil kommer forskellen mellem facaden og gårdsiden, hvor man tydeligt fornemmer, hvordan man ved anvendelsen af de relativ få detaljer stadig var optaget af at skabe en facade, der tog sig godt ud i bybilledet, mens gårdsiden var knap så vigtig. Det er kendetegnet for klassicismen at skuret var placeret over kældernedgangen, og da denne i dag sidder over et vindue tyder det på, at kældernedgangen er blevet flyttet. At stablerne er bevaret ved kældervinduerne vidner om, at der tidligere har været skodder for. I det indre afspejles det klassicistiske stilideal, og hermed også de kulturhistoriske værdier, i såvel planløsning som interiør med bræddegulve, pudsede vægge, forskellige paneler og pudslofter med enkel stuk. Forhusets disponering med de præsentable, stuer en suite mod gaden, en prægtig trappeopgang og et værelse mod gården samt en mørk spisestue i mødet mellem side- og forhus var helt efter tidens forskrifter hvor man netop opnåede at adskille de finere og repræsentative rum i forhuset fra blandt andet køkkenet og pigeværelset i sidehuset. Hierarkiet opleves ved interiørets faldende detaljeringsgrad samt i rumstørrelserne og i sidehusets lange, mørke fordelingsgang, der forbinder spisestuen med køkkenet. I flere lejligheder er delvist eller helt bevaret forlængelsen af sidehusets gang langs den østlige væg i spisestuen, så stuepigen ikke behøvede at gå igennem spisestuen for at komme til opholdsstuen. Enkelte steder er tillige bevarede indbyggede skabe og et enkelt sted er et bevaret kaldesystem fra stuen til køkkenet, hvilket endvidere er et spor, der vidner om datidens levevis.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Nyhavn 18 knytter sig i det ydre til den enkle og stringente facadekomposition, hvis symmetri kun brydes af portens asymmetriske placering. Den pudsede og kalkede murflade fremstår varm og sammen med de enkelte fremhævede sandstens- og pudsdetaljer resulterer i en velproportioneret og fint afstemt, stoflig fremtræden med klare klassicistiske stiltræk. De fremhævede detaljer er tillige med til at skabe en let reliefvirkning i facaden, hvilket også skyldes den lette tilbagetrækning af de to yderste fag i hver side, der herved både skaber en tredeling af facaden samt danner enkle liséner, som afslutter facaden mod nabobygningerne. De små spring i murværket er tillige en vigtig arkitektonisk detalje, idet de skaber enkelte vertikale linjer i facaden, der ellers ved gesims, sålbænke og den taktfaste vinduessætning fremstår med en horisontal lagdeling. Den store port fremtræder som en vigtig og markant del af facaden grundet størrelsen, den mørkegrønne farve, de store diamantfyldinger samt det store vifteformede overvindue, der tillige giver lys til det store portrum. Endelig har de bevarede, ældre vinduer stor arkitektonisk værdi ved deres enkle rammer, smalle sprosser, bevarede ældre anverfere og stormkroge samt profilerede ældre forsatsrammer, der sammen sørger for et harmonisk og traditionelt udsenende. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de gennemgående, ens materialer og bygningsdetaljer, der naturligt binder rummene og de forskellige etager sammen. Den ældre hovedtrappe med alle detaljer bidrager tillige til oplevelsen af en helhed. De højloftede, repræsentative rum optræder lyse og der er en klar betoning af ydervæggene mod Nyhavn, som har de fleste og rigeste fyldingspaneler.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links