Nyhavn 20, København

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv. og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Nyhavn 20 blev opført ca. 1780, antageligt for grosserer Andreas Bodenhoff af murermester Blichfeldt. Over båndet mellem stueetagen og førstesalen ses en plade, der fortæller, at forfatter H. C. Andersen (1805-1875) boede her, da hans første eventyrhæfte udkom i 1835.

Nyhavn 20 ligger i husrækken på den sydlige side af Nyhavn i det indre København. Bag forhuset er en mindre, lukket gård med høje mure mod naboejendommene og et baghus som ikke er omfattet af fredningen. Det grundmurede forhus på ti fag er opført i tre etager over en høj kælder. Forhuset bærer et mansardtag, som er behængt med røde vingetegl. Mod gaden sidder to tre fags gavlkviste med frontispicer, fire kviste i mansarden og i tagfladen ses fire nyere tagvinduer. Mod gården ses seks kviste i mansarden og flere nyere tagvinduer i tagfladen. Forhuset står på en sokkel af natursten, og facaden er pudset og rødmalet mod gaden, mens gårdsiden er pudset og malet i to forskellige nuancer af sandfarvet. Mellem stueetage og første sal ses en kordongesims, og under anden etage ses over seks fag med to fags mellemrum to bånd. Facaden afsluttes af en hovedgesims, og gavlkvistens frontispicer er markeret af kraftige indfatninger og en gesims. I de to midterste fag er der adgang til kælderen via en ældre revledør og en traditionelt udført fyldingsdør med glas i den øverste fylding. I det yderste fag ses over to fag en gennemgående portgennemgang med et halvrundt, opsprosset overvindue. Porten er en ældre, tofløjet fyldingsdør, som er grønmalet. I portgennemgangen er hoveddøren placeret. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør som er grønmalet. Portgennemgangen er belagt med fliser og i loftet ses et synligt bjælkelag med loftsbrædder mellem, som er gråmalede. På gårdsiden er der to indgange; en nyere kældernedgang, som er belagt med klinker og som fører ned til en nyere, tofløjet glasdør, og en indgang til bitrappen med en nyere fyldingsdør med glas i den øverste fylding. Bygningens vinduer mod gaden er traditionelt udførte korspostvinduer med underdelte rammer, som er hvidmalede med undtagelse af vinduerne i gavlkvistene som er torammede. Vinduerne mod gården er traditionelt udførte korspostvinduer med undtagelse af førstesalens vinduer som er firerammede og kælderens vinduer som er torammede. Alle vinduerne mod gården er brunmalede. Forhuset anvendes til erhverv med undtagelse af den udnyttede tagetage som er indrettet til bolig. Spidsloftet er uudnyttet, og der er fast undertag. Forhusets to ældre trapper er bevaret; hoved- og bitrappe, hvor begge har udskårne balustre og profilerede håndlister samt brystningspaneler. Nyere trapper fører op til tageetagen. Fra hovedtrappen er der to døre på hver etage, mens der er en enkelt på bitrappen. De ældre planløsninger er i overvejende grad bevaret med de repræsentative stuer en suite og mindre kabinetter mod gaden, samt de mere ydmyge rum mod gården, herunder køkken og værelser samt trapperne. De nyere badeværelser ligger i midten af forhuset. Enkelte skillevægge er fjernet mod gården og i midten af forhuset. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, helpanelering mod gaden, brystningspaneler, feltinddelte vægge, lysningsskodder, indfatninger omkring vinduerne, loftsgesimser, stukkatur og skorstenskerner. Vinduerne har i overvejende grad forsatsruder. Kælderen er indrettet med et nyere industrikøkken og rum i forskellige størrelser. Dørene er glatte, og der er synlige loftsbjælker med loftsbrædder imellem. Overfladerne i forhuset er en blanding af ældre og nyere, hvoraf nogle er traditionelle, herunder plankegulve, ølandsfliser, klinker, parketgulve, pudsede vægge og lofter, gulvtæpper, linoleum og fliser.

Den miljømæssige værdi for Nyhavn 20 knytter sig til beliggenheden i Nyhavns husrække på Charlottenborgsiden. I kraft af den traditionelle materialeholdning og facadens proportionering og fremtoning indgår bygningen som en integreret del af det velbevarede kulturmiljø med de pittoreske og iøjnefaldende gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse, der primært består af 1600- og 1700-tallets borger- og pakhuse. Hertil kommer det smalle gårdrum og forhusets sammenhæng med baghuset samt nabobygningerne og deres side- og baghuse. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et klassicistisk forhus. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Forbilledet for en stor del af de københavnske borgerhuse var arkitekten C. F. Harsdorffs arkitektur, for eksempel hans eget hus, der anviste retningslinjer for højder, gesimser, vinduesudformninger og planløsninger. I det ydre ses de klassicistiske træk i facadens fremtoning med den taktfaste komposition, den pudsede og malede murflade med få og enkle dekorationer i puds, herunder kordon- og hovedgesims, der alle er træk, som blev flittigt anvendt i datidens klassicistiske borgerhuse. Korspostvinduerne er ligeledes af kulturhistorisk værdi og meget typiske for perioden. Hertil kommer forskellen mellem facaden og gårdsiden, hvor man tydeligt fornemmer, hvordan man ved anvendelsen af de relativ få detaljer stadig var optaget af at skabe en facade, der tog sig godt ud i bybilledet, mens gårdsiden var knap så vigtig. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. Det gælder de bevarede planløsninger med stuer en suite og kabinetter mod gaden og de mere funktionsbetingede rum mod gården. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har de oprindelige hoved- og bitrapper med samtlige detaljer samt de oprindelige bræddegulve, en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter, brystnings- og lysningspaneler, lysningsskodder, fuldt panelerede ydervægge, loftsgesimser og stukkatur.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre i den enkle og afdæmpede facades regelmæssige opbygning med vinduesrækker og gesimser, hvor de to gavlkviste fungerer som de centrale samlingspunkter og derved de mest i øjnefaldende elementer ved facaden. Gavlkvistene med de kraftige gesimser langs de to stigende skråsider og den gennembrudte kraftige horisontale gesims skaber en vertikal bevægelse, og får forhuset til at virke som to sammensatte, lange og smalle gavlhuse. Den pudsede og rødmalede murflade får imidlertid forhuset til at fremstå som et sammenhængende hus. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de ældre trapper med smukt, udskårne balustre og de tilhørende ensartede brystningspaneler som tilsammen skaber to smalle, men dog elegante trapperum.

Læs videre om

• Amaliegade 12, København
• Borchs Kollegium, København
• Torvegade 24, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen