Nyhavn 35, København

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn Gyldenløves Kanal sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv., og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Forhuset for Nyhavn 35 blev opført omkring år 1700, og var oprindeligt i to etager med en 3-fags kvist. Sidehuset er opført omtrent samtidig med forhuset. I 1784 blev kvisten udbygget til en fuld etage, og igen i 1835 blev huset forhøjet med atter en etage. Husets facademaling omtales første gang i 1860, og omkring 1972 har huset været gulmalet. Ejendommen undergik ikke væsentlige forandringer indtil slut 1970'erne og 80'erne, hvor tagværk og gulvbrædder på tredje etage blev udskiftet grundet råd, gadefacaden pudset og gårdsidens samt sidehusets bindingsværk frilagt. Franske altaner blev omkring samme tidspunkt isat i andet og fjerde vinduesfag på tredje etage, ligesom ovenlysvinduer, badeværelser og varmt vand blev installeret. Gårdtoiletter blev også fjernet, og stueetagen blev omdannet og renoveret fra erhverv til beboelse. I nyere tid er hoveddøren blevet udskiftet og tagterrassen etableret i sidehusets tagflade.

Ejendommen Nyhavn 35 er beliggende i Københavns Sankt Annæ Øster Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække og et sammenbygget sidehus på gårdsiden. I ejendommens kælder er restauration, mens der på de øvrige etager er beboelse. Det grundmurede forhus Nyhavn 35 er fem fag langt og står i fire etager over en høj kælder. Hele facaden er glatpudset og malet i en lys blå, og under første etage deles murplanet af en let profileret, hvid kordongesims. Vinduerne i facaden fra stueetagen og op er nyere, traditionelt udførte korspostvinduer med nyere hjørnebånd og stabler. På tredje etage er isat to døre i andet og fjerde fag sammen med nyere franske altaner, mens der er kælderen er butiksruder, hvoraf et er blændet. Alle vinduer og døre er hvidmalede og lettere tilbagetrukket fra murflugten. Indgangspartiet har en nyere, blåmalet fyldingsdør med otte diamantbosser, samt nyere greb, låsetøj og hængsler, og er placeret over et par trin i Nexø-sandsten i det yderste venstre fag. Oven for hoveddøren er et nyere, opsprosset ovenvindue. I modsatte yderfag er en nedgang til kælderen, der er flankeret af smedejernsgelændere og med et nyere dørparti. Facaden afsluttes øverst af en let profileret, hvid sparrenkopgesims, hvorover bygningen har et rødt, teglhængt heltag med to rundbuede tagkviste. Forhusets gårdside fremstår forskelligt fra facaden. Gårdsiden er i to-et-halvt til tre fag og bindingsværk med synligt, sortmalet tømmer og murede, hvidmalede tavl. Hertil kommer en hvidmalet sokkel med en kældernedgang i venstre yderfag. Vinduerne er fra stuen til tredje etage lig gadefacadens, men er her placeret ude i falsen. Gårdfacaden afsluttes øverst af en profileret, sortmalet hovedgesims af træ, hvorover der i tagfladen er placeret fem ovenlysvinduer og en skorstenspibe med udkragning. Sidehuset er to til to-et-halvt fag og fremstår i materialeholdning og farvesætning som resten af gårdsiden, men har i første og anden etage en mindre svalegang på et halvt fag, som støder til forhusets gårdside. Svalegangen har et zinkbelagt tag, der fortsætter hele vejen langs gårdsiden, og ovenfor dette er vinduerne på tredje etage traditionelt udførte, torammede vinduer med opsprosninger. Sidehuset har et rødt, teglhængt halvtag med et ovenlysvindue og en muret skorstenspibe med et yderligere skorstensrør. Halvdelen af sidehusets halvtag er omdannet til tagterrasse. Gennem hoveddøren er over et par trin indgang til husets fordelingsgang, hvor hovedtrappen er placeret op mod sidehuset. Hovedtrappen er en ældre trappe beklædt med et blåligt tæppe og med et kort og et langt løb, samt en større repos på hver etage omkring et smalt durchsicht. Trappen har et udskåret brystværn og mellem løbene er indsat hovedstykker. Forvangerne er dekoreret med udskæringer, og trappen har endvidere en profileret håndliste, der op til anden etage er sortmalet. I trappeopgangen er installeret en elevator, og dørene til lejlighederne er nyere, traditionelt udførte døre. I det indre har lejlighederne fra stuen til og med anden etage en traditionel plandisposition med gadevendte stuer og funktionsbetingede rum som kammer, køkken- og badefaciliteter mod gården. På første etage er køkkenet placeret i sidehuset, hvor de ældre ildstedsnicher også er. Disse lejligheders snedkerudstyr er overvejende ældre med fuldpanelerede vægge mod gaden, lysningspaneler ved vinduerne og brystningspaneler i stuerne, afbrudt ved de tidligere kakkelovnspladser af de typiske ildstedspilastre. Anden etage har i stuerne en let profileret loftsgesims. Lejlighedernes dørpartier er overvejende ældre eller traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre gerichter, indstukne hængsler og greb. Nogle steder er dørene omhængslet, især i stueetagen og tredje etagen hvor materialeholdningen generelt er nyere. Vinduerne er overvejende nyere og traditionelt udførte, og i stue- og førsteetagen med nyere termo-forsatsruder. Flere steder er ældre anverfere og stormkroge bevaret. Gulvene i lejlighederne består af både nyere parket-, brædde- eller plankegulv. Fra tredje etage er der åbnet til kip, og kvistlejligheden består af et moderne dæk bygget oven på en del af tredjeetagens bjælker, samt et aflangt pulterkammer mod gården. Fra kvistlejlighedens dæk er ud mod sidehuset adgang til tagterrassen gennem en moderne glasdør. Kælderetagen bærer også præg af en nyere materialeholdning grundet dens funktion som restauration, men fremstår dog med de ældre, sortmalede langs- og tværgående dragere. Tagværket er et hanebåndstag.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af Nyhavns karakteristiske husrække, der består af de pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse af 1600- og 1700-tals borger- og pakhuse. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af den historisk fortættede havnepromenade. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og sammen med de velbevarede side- og baghuse dannes sammen med naboejendommene tillige et traditionelt og historisk baggårdsmiljø, der viser bygningernes hierarki, og hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi ved Nyhavn 35 knytter sig i det ydre til ejendommen bestående af et grundmuret forhus med en gårdside og et sidehus opført i bindingsværk, og derfor som et typisk eksempel på en ejendom opført i tiden omkring 1700 og senere omdannet til et klassicistisk borgerhus. Nyhavn 35 udtrykker i dag overvejende klassicismens stilsprog. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Nyhavn 35 viser på velbevaret vis, hvordan klassicismens håndværksmestre beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk, da de ombyggede og forhøjede bygningen i 1783 og 1835. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved det enkle og rene udtryk i facaden med vinduernes regelmæssige takt og lettere tilbagetrukne placering, den profilerede, hvidmalede sparrenkopgesims, samt den enkle kordongesims som eneste deling af murplanet. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside med sidehuset opført i bindingsværk og med den karakteristiske svalegang. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets traditionelle disponering med erhverv i kælder samt beboelse på de resterende etager. Hertil kommer de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på de øvre etager, der kendetegnes ved gadevendte stuer og funktionsbetingede rum som køkken, bad og kammer mod gården. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør med en generel høj håndværksmæssig standard, hvilket især kommer til udtryk i stuen, på første og anden etage, herunder særligt i væggenes helpanelering mod gaden, brystnings- og lysningspaneler, fyldingsdørene, samt loftets gesims på anden etagen. Dette vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Ligeledes påviser de ældre ildstedspilastre og -nicher de tidligere ovnpladser, og understreger endvidere bygningens historiske alder.

Ejendommes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims og hovedgesims, der tilsammen giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte, røde heltag. Den horisontale deling af murplanet i kraft kordongesimsen skaber en visuel balance og stabilitet i den høje, ensartede og glatpudsede facade, mens den dekorative, hvidmalede sparrenkopgesims elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer og kviste ydermere rytme og balance i facaden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver facaden en fin reliefvirkning. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning, den klassiske farvesætning og det gennemgående bindingsværk med svalegangen, der tilsammen skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer diskret, men elegant afspejler klassicismens stilmæssige idealer, herunder de ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og gerichter, brystnings- og lysningspaneler med profilerede rammetræ, samt væggenes profilerede helpanelering. Hertil kommer den bevarede loftgesims, ildstedspilastre og -nicher, samt vinduesrammernes bevarede stormkroge og anverfere flere steder. Af særlig værdi har den ældre hovedtrappe med dens sirligt udskårne, rundbuede parallelogram i brystværnet, hovedstykkerne og forvangerne med deres udskårne, feltinddelte og profilerede udsmykning, samt den profilerede håndliste.

Læs videre om

• Hauser Plads 24 og Åbenrå 23, København
• Torvegade 32, København
• Vestergade 24, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen