Nyhavn 41 ligger på Nyhavn 41 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori merkantilismen hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Nyhavn er et af Københavns mere farverige og livlige kvarterer særligt på solsiden med et væld af barer og restauranter i de gamle bygninger, der kan dateres tilbage til slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. På den anden side slottes side ligger Charlottenborg opført i 1672-83. Nyhavns to kajgader har fra begyndelsen rummet handel og håndværk. I sommerhalvåret udgør gamle skibe og pramme en stemningsfuld maritim scene i kanalen. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv. og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Forhuset blev antagelig opført 1698-99, som en toetages kvistbygning for Hans Bentsen. Mellem 1731 og 1753 forhøjedes bygningen til tre etager med trefags kvist.

Beskrivelse

Forhuset er grundmuret, fem fag bred, tre etager højt over en høj kælder samt gavlkvist over tre fag med to flankerende kviste. Facaden er pudset og kalket i en varm vitriolgul kulør. Hovedgesimsen, der afbrydes ved gavlkvisten er hvidkalket og kraftigt profileret. Herover er et stejlt heltag med røde vingetegl og en stor skorsten i tagfladen mod gården. I det østligste fag er der opgang til en gennemgående forstuegang med tilhørende trappe og i midterfaget er der nedgang til kælderen. Vinduerne er af korposttypen og størst i stueetagen. De er alle ældre, hvidmalede og har to ruder i nederste ramme. Der er på første sal isat blyindfattede ruder i rammerne og i midterfaget er vinduet rykket ud som en art karnap med et lille kobbertækket tag og konsolbæringer under. I gavlkvisten er en nyere, egentlig altan med tilhørende altandør, ligesom der i gavlspidsen er en karnapagtig udbygning, der fungerer som en fransk altan med to storrudede dørfløje. Aller øverst er en udliggerbom, hvorpå der er stillet en dekorativ vindfløj. Over hoveddøren er en konsolbåren stenplade med inskriptionen: DET GAMLE HUS ANNO 1698. Herunder er en stenplade med en længere inskription samt en kompasrose, flankeret af to timeglas, som at dømme efter stavemåden, skriften og motivet er fra 1700-årene. Kælderens vinduer er ældre trævinduer med et stort rudeparti øverst og seks store ruder nederst. Op til hoveddøren er der fire stigninger, inden den ældre, beklædte hoveddør sidder i bagkanten af muren. Over dørhullet er et hvidmalet overvindue med krydsende sprosser. Herfra er yderligere en trætrappe op til stueetagens niveau. Gårdsiden er også grundmuret og tyndt pudset over de smalle flensborgsten samt kalket med guldokker. Hovedgesimsen er hvidkalket og består af et par udkragede led. I højde med stueetagen er en udbygning af kælderen og der er fra sidehuset (trappehuset) en udgang til taget på denne udbygning. Der er tillige i tredje sals højde en brandredningsbro af stål, som løber hen langs naboens brandgavl over til baghuset, som også har adgang til denne brandredningsbro og trappe. Vinduerne er nyere, hvidmalede og af korsposttype med to ruder i nederste ramme, på tredje og fjerde sal er vinduerne mindre og torammede. Sidehuset Det smalle sidehus med ensidig taghældning er i virkeligheden et bindingsværkshus, som hovedsagelig indeholder hovedtrappen, der betjener både forhusets og sidehusets etager. Bindingsværket er malet mørkerødt, tavlene gulokker og det afsluttes i anden sals højde med en toprem. Herefter bliver bindingsværkskonstruktionen meget uregelmæssig og spinkel, men fortsætter op til baghusets mansardetage og går derefter i en skrå linje op til gavlkvistens fjerde sal. Vinduerne er ældre, måske fra 1700-årene, torammede med seks til otte ruder i rammerne, bortset fra et meget stort, tophængt vindue med blyindfattede ruder og vindjern. Dette pyntelige vindue er givetvis fra samme tid som de mange blyindfattede ruder i øvrigt. De stammer antagelig fra en gennemgribende istandsættelse omkring 1924. I stueetagehøjde er der en ældre, tofløjet dør med et sæt ruder øverst. Døren åbner ud til taget på udbygningen af den høje kælder. I gårdhøjde er der også et stort, nyere rudeparti med en stor ventilationsføring igennem.

Baghuset er grundmuret og pudset tyndt og kalket gulokker over de smalle flensborgsten. I det midterste fag er i stueetagen et fladbuet dørhul, hvori der sidder en nyere fyldingsdør. Fra døren fører en ny, galvaniseret trappe ned i gården. Vinduerne, hvoraf nogle er blændede med plader, sidder under lige helstenssstik og de er torammede med tre ruder i hver ramme op til anden, hvor vinduerne er mindre og med to ruder, mens tredje sals vinduerne er torammede med otte ruder. Disse vinduer er fra opførelsen, særligt på fjerde etage, hvor de oprindelige hjørnebånd er bevaret. I stueetagen sidder ældre drejevinduer og interimistiske plader for nogle af muråbningerne samt en kældernedgang. I den frie vestgavl på baghuset er der torammede vinduer med treruder i højde med tredje sals lejligheden og i tagetagen. Taget er et mansardtag med røde vingetegl og der er en høj, blokformet skorstenspibe op mod bagvæggen. Der er tillige to traditionelle kvistvinduer med trekantfronton og zinktag i mansarden. I det indre er plandispositionen således: Fra hovedindgangen er der en smal gang gennem hele forhuset. Herefter kommer sidehuset, hvor hovedtrappen ligger. Der er også en udgang til gården fra sidehuset umiddelbart inden trappen. Forhuset er indrettet således, at der er indgang fra sidehuset, det vil sige fra bagsiden til en smal entré, hvorfra der er adgang til et køkken på halvandet fag og til et tofagsværelse mod gården. På den anden side af midtskillemuren er der mod gaden to stuer på to fag og et kammer på ét fag. Fra sidehuset er der også adgang til baghuset, hvis indretning består af en lille entre, som giver adgang til en stue på to eller tre fag og et værelse på tre fag. Skorstenen står midt i bagvæggen. Forhusets interiører stammer fra forskellige perioder, men de mest gennemførte og ældste er i stueetagen og på første sal, hvor der er helpanelering mod gaden med indfældede skodder i stueetagen. Vinduerne har hulpost med trekvartstaf på kanten samt håndlavede kyllinge-anverfere og kan være fra 1700-årenes sidste halvdel. De fritliggende bjælker er inddækkede ud mod gaden, men mod gården ses det, at de har et karnisprofil på kanten. Vinduerne her har en smal rundpost og karme med fladstaf, så de må dateres til 1700-årenes første halvdel eller midte. På tredje sal er indretningen præget af jugendstil-historicisme af høj kvalitet med kraftigt riflede pillepaneler, indklædte bjælker med æggestavsborter i gips langs bjælkerne. Tværgående blomsterranker og rokokoinspirerede blomsterdekorationer præger denne lejlighed. I stukken angives året 1924, hvilket passer fint med stilen. Hoveddøren er fyldingsdør med pålagte lister og bøjlegreb og er antagelig fra omkring år 1900. Den smalle forstuegang er under midtskillemuren understøttet med to søjler på høje podier. En tofyldingsdør fra 1700-tallets midte fører ind til stueetagen fra forstuegangen. Hovedtrappen er en toløbstrappe med reposer ud for forhusets etager og mellemreposer ud for baghusets etager. Trinene er indstemte, løbene dækket af gips, balustrene kvadratiske, stillet på kant, håndlisten malet og mellem løbene en ottekantet mægler. Der er bræddebeklædte vægge. Øverst er trappen lidt yngre og en kvartsvingstrappe. Dørene ud mod trappen er fyldingsdøre, som på første sal har et fletværk i øverste fylding. Døren kan antagelig være fra 1924, ligesom det blyindfattede vindue med malet dekoration på det store vindue ved reposen. I baghuset er der en intern kvartsvingstrappe fra tredje sal og op til hanebåndsloftet. I baghuset er der vinduer med hulpost, håndsmedede anverfere, brystningspaneler på ydervæggene, gamle gulve, fritliggende bjælker, en enkelt tofyldingsdør med indstukne hængsler og en ældre indfatning.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Nyhavn 41 knytter sig til beliggenheden i Nyhavns husrække på siden mod Frederiksstaden hvor de festlige og smalle, men meget forskelligartede facader ligger side om side langs kanalen. I kraft af den traditionelle materialeholdning, proportionering og sammenhæng med den øvrige gadebebyggelse indgår forhuset som en integreret del af det pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse med 1600-tallets og 1700-tallets borger- og pakhuse. Dermed understøtter Nyhavn 41 facaderækken i Nyhavn, som er et af de mest helstøbte og enestående byrum i landet. Endvidere er der miljømæssig værdi ved den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus sammenbygget omkring et lille gårdrum. Hertil kommer for-, side- og baghusets sammenhæng med nabobygningerne, hvor den tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer meget intenst.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Nyhavn 41 Hus knytter sig i det ydre til det fem fag brede forhus som et typisk barokhus, der tidligere har haft en fritstående gavlkvist på tre fag, men den ekstensive udnyttelse af boligarealet oppe i taget har medført, at taget er blevet ændret til et mansardtag og at ekstra kviste ud for tagkvisten er kommet til. Alligevel kan den oprindelige struktur med den høje kælder, der altid har fungeret som butik eller restauration, medfører, at der skal en trappe op til stueetagens gulv. Den største del af trappen må lægges inde i huset for at få et tilstrækkeligt langt løb. Den smalle forstuegang, der fører gennem hele huset er en meget gammel plantype, som egner sig fint til smalle grunde, hvor der også hører baghuse til. Sidehuset i bindingsværk, som kunne kaldes et trappehus, er også et fast element på de smalle grunde med for- og baghuse i 1700-tallet. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved facaden, der viser den seneste større ombygning med de blyindfattede ruder og den lille vindueskarnap på første sal, ligesom altanen på fjerde sal. Denne ombygning har skabt nogle originale interiører af høj kvalitet. Sidehusets bindingsværk er også af kulturhistorisk værdi, både som håndværkstradition og som fortælling om periodens materialevalg. Baghuset er opført i grundmur og indgår med sin beskedne størrelse, ensidige lysindtag fra gården og prunkløse facadeudtryk i fortællingen om behovet for boliger bag ved forhusene. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk velbevarede oprindelige planløsning, heriblandt forhusets stuer og kammer mod gaden, mens køkken og sovekammer ligger mod gården, trappen i det smalle sidehus og baghusets enkle rumrækkefølge med en forstue, stue og køkken mod gården. Hertil kommer den meget enkle hovedtrappe i sidehuset og de bevarede interiører, særligt fra 1700-tallet, der både findes i forhusets to nedre etager og i baghusets nedre etager med væg- og pillepaneler, lidt stuklofter og tofyldingsdøre. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til interiørdetaljerne fra omkring 1924 i jugendstil, som særligt præger tredje sal, men også viser sig i de blyindfattede vinduer, der findes adskillige steder, samt enkelte døre og i stukborter langs indklædte bjælker, riflet helpanelering med videre. Særligt skal i øvrigt fremhæves lejligheden på første sal, som både har de festlige blyindfattede vinduer med flaskebundsglas og døre og indfatninger i mørkt træ med intarsia. Endelig skal den elegante stukdekoration med svungne planteslyng over den halvcirkulære ovnniche, indrammet af to smalle ovnpilastre i lejligheden på fjerde sal fremhæves.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets stadigt bevarede barokkarakteristika med de taktfaste vinduesbånd, hvor vinduerne ligger helt ude ved facaden, den store hovedgesims, der er afbrudt ved gavlkvisten. Huset har en betoning af det vandrette, men er ganske højt. Det anes også på hovedtrappen, der ligger meget højt oppe over gadeniveau.På gårdsiderne knytter den arkitektoniske værdi sig til deres prunkløse udtryk og for sidehusets vedkommende det taktfaste bindingsværk med de mange smårudede vinduer, og for baghusets vedkommende for den enkelhed, som kendetegner flensborgmurværket og de oprindelige tætsatte vinduer i gårdfacaden.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links