Nyhavn 61, København

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af Københavns udvidelse. Udvidelsen skete i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III (1609-1670), der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V (1646-1699), som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn Gyldenløves Kanal sandsynligvis hentydende til den uægte søn af Frederik III, statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. I 1700-tallet bar Nyhavn navnet Nye Canal. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, og i tidens løb er flere af bygningerne blevet ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger og hoteller. Da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Assessor og kobbersmedemester Hendrick Ehm (1665-1701), senere kaldet Guldmageren grundet hans alkymistiske forsøg på forvandle simple metaller til guld, opkøbte i 1682 et meget stort område langs Gyldenløves Kanal. Her menes Hendrick Ehm at have opført husrækken Nyhavn 59-69 samt Kvæsthusgade 2-4. Forhuset, Nyhavn 61, blev opført som en lejebolig omkring 1700. I 1715 var forhuset på fem bindingsværksfag og to etager højt med kvist over to fag. Facaden blev grundmuret mellem 1715 og 1748. I 1779 blev forhuset forhøjet med en etage og forsynet med mansardtag. Bagsidens nederste etage blev omsat i grundmur i 1801, hvor også skipper L.B. Sclütrups lod huset ombygge. I 1860 lod ejer Jens O. Nielsen huset lettere ombygge og opstillede komfurer i lejlighederne. I 1858 blev tagetagen udbygget til en fuld etage mod gaden, så facaden herefter fremstod med fire etager. Skræddermester O.M. Holm lod i 1884 lofterne i side- og baghus ombygge samt gemte trætagrenderne bag nye zinkrender og -nedløb. I 1892 lod han køkkenerne ombygge. I 1902 overtog gæstgiver C.O. Nilsson bygningen, og han etablerede en lille altan samt opsatte to flagstænger. Ved samme lejlighed ombyggede han hele ejendommen til hotel og gæstgiveri, der fik navnet Hotel Svea. På et postkort fra 1907 ses det, at vinduer og døre har været malet mørke, og at der over kældernedgangen var et skur af sandsten. Ligeledes var førstesalens vinduer udført som korspostvinduer med opdelte nedre rammer, mens kælderens- og stueetagens vinduer var etrammede. I 1920 fjernede C.O. Nilsson altanen og lagde nyt tegltag. I 1929 overtog fru G.M. Nilsson ejendommen og lod i 1940 udføre en gennemgang mellem de to forhuse nr. 61 og nr. 59, ligesom hun installerede oliefyr i nr. 61. I 1948 foretog arkitekt Mogens Black-Petersen en sammenlægning af tredjesalen i henholdsvis nr. 59 og nr. 61 samt gennemførte en lettere renovering. I 1970 blev nr. 61 og nr. 59 købt af direktør Oscar Kretzschmer, og i forlængelse af ejerskiftet udførte ingeniør G.S. Christensen en ombygning af tredjesalen i nr. 61. I 1989 blev Nyhavn 59 og Nyhavn 61 sammatrikulerede.

Ejendommen er beliggende i Nyhavn i København, hvor forhuset indgår som en del af kajgadens nordlige husrække. Ejendommen består foruden et forhus af et sidehus og et baghus, der ligger sammenbyggede omkring et lille, flisebelagt gårdrum, som er sammenhængende med gårdrummet til Nyhavn 59. Forhuset er fire fag bredt og mod gaden fire etager højt over en høj kælder, mens det mod gården kun er tre etager. Forhuset bærer et rødt tegltag, der mod gaden er udført som et heltag med stor opskalkning, mens det mod gården er konstrueret som et mansardtag. I tagfladen mod gården er en skuret skorstenspibe med røgrør, to nyere ovenlysvinduer og i mansarden en nyere, tofløjet dør med termoruder og en lille fransk altan foran, der lukkes af et nyere gitterværn. Facaden er opført i grundmur og står pudset og gulmalet med hvide gesimser, herunder en kordongesims over stueetagens vinduer, en sålbænksgesims under vinduerne på første sal samt en profileret hovedgesims. I facadens østre yderfag er en nyere, oliebehandlet fyldingsdør med fast sideparti, begge med ruder øverst og fyldinger nederst, samt et overvindue. Foran døren ligger tre granittrin. Ved siden af hoveddøren er en kældertrappe af granit med støbejernsværn udført som griffer samt en nyere, hvidmalet fyldingsdør med ruder øverst og en bosseret fylding nederst. Facadens vinduer er traditionelt udførte, torammede vinduer forsynet med koblede rammer. I kælderen er vinduesrammerne todelte, mens de resterende er tredelte. Samtlige vinduer er hvidmalede. Over hoveddøren er monteret en kort flagstang. Forhusets gårdside står på en lav, lidt fremspringende, muret sokkel, stueetagen står i grundmur og herover i rødtopstolpet bindingsværk med gule tavl, der øverst afsluttes af en gulmalet, profileret trægesims. Soklen og den grundmurede del er også malet gul. En kældertrappe af granit fører ned til en nyere, hvidmalet kælderdør med bosseret fylding nederst og ni ruder øverst. Gårdsidens vinduer er ældre, blåmalede, torammede og tredelte vinduer, undtagen et trerammet vindue i stueetagen og kældervinduerne, som er todelte. Sidehuset er tre etager højt og baghuset to etager, og begge er opført i gulmalet, pudset grundmur og bærer røde, teglhængte halvtage. I sidehuset er sandsynligvis bevaret tømmer fra en bindings-værkskonstruktion og under taget afsluttes sidehuset af en profileret trægesims, mens gesimsen i baghuset er muret. I sidehusets tagflade ses en udluftningshætte og i baghusets er en kvist med zinkklædt heltag med lav hældning, træbeklædte flunker og et traditionelt, trerammet, todelt vindue. I skæringen mellem side- og baghusets tagflade står en høj, skuret skorstenspibe. I sidehusets nederste del, under det skrå, inddækkede trappeløb, et nyere, opsprosset indgangsparti med en nyere, enfløjet dør. Indgangspartiet er udført i træ og med termoruder. Vinduerne herover er ældre, torammede vinduer med to eller tre delinger, og i baghuset er de udført som ældre korspostvinduer. I baghuset er endvidere en støbt kældertrappe, der afskærmes af to, skråtstillede, traditionelle revleluger. Vinduerne er blå og indgangspartiet ligeså, mens revlelugerne er grå. Nyhavn 61 er indrettet med en restaurant i forhusets kælder- og stueetage samt erhvervslejemål på de øvrige etager. Sidehuset indeholder ejendommens hovedtrappe og i baghuset er ligeledes erhvervslejemål. I forhuset er på første sal en bred åbning ind til nr. 59 og på fjerde sal er halvdelen af skillevæggen mellem nr. 59 og 61 fjernet. Ligeledes er der adgang til spidsloftet over nr. 59 fra tagetagen af nr. 61. I det indre er ejendommens planløsning karakteriseret ved en traditionel, smal, gennemgående forstue med et par trin i forhuset, der fører om til den ældre ligeløbstrappe i sidehuset, som giver adgang til stueetagen, første og anden sal i både forhus og sidehus. I forhuset er på første og anden sal en ubrudt, langsgående hovedskillevæg, den er delvist fjernet i kælderen og fuldstændigt i stueetagen. Fra kælderen fører en nyere kvartsvingstrappe op til første sal, og fra anden sal fører en nyere kvartsvingstrappe op til tagetagen, hvor der er fritliggende hanebånd og åbent til kip. Fra tagetagen giver en nyere, svungen trappe adgang til spidsloftet over nr. 59. Baghuset rummer to rum i stueetagen og ét stort rum på første sal samt i tagetagen, hvor der er fritliggende hanebånd og åbent til kip. Tagetagen er indrettet med køkken. I baghuset er der toiletter ind mod sidehuset på hver etage. I baghusets kælder er et par depotrum. Ejendommen har både ældre og nyere overflader. Der er klinkegulve, linoleumsbelagte gulve og trin samt nyere parket- og bræddegulve samt pudsede vægge og lofter eller lofter med synlige, ældre bjælker med listebeslåede loftbrædder eller pudsede flader imellem. I forhusets tagetage står østgavlens øverste bindingsværk synligt. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt fyldingsdøre af varierende udformning og alder, gerichter, paneler, heriblandt helpanelerede ydervægge samt vinduernes håndsmedede anverfere og stormkroge. Hovedtrappen i sidehuset er en enløbet trappe med indstemte trin, et værn af drejede balustre og en profileret håndliste samt krumme hovedstykker og en smal, oprullet mægler. I sidehuset er nogle ruder ornamenterede med sandblæste blomstermotiver.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Nyhavns husrække på siden mod Frederiksstaden, hvor de festlige og smalle, men meget forskelligartede facader ligger side om side langs kanalen. I kraft af den traditionelle materialeholdning, proportionering og sammenhæng med den øvrige gadebebyggelse indgår forhuset som en integreret del af det pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse med 1600-tallets og 1700-tallets borger- og pakhuse. Dermed understøtter forhuset facaderækken i Nyhavn, som er et af de mest helstøbte og enestående byrum i landet. Endvidere er der miljømæssig værdi ved den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus sammenbygget omkring et lille gårdrum. Hertil kommer for-, side- og baghusets sammenhæng med nabobygningerne, hvor den tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til det fire fag brede forhus som et typisk eksempel på et forhus opført før Københavns store brand i 1728, hvilket kan aflæses i forhusets bevarede bindingsværkskonstruktion mod gården med den profilerede trægesims under taget samt i den tidstypiske placering af hoveddøren i yderfaget med kælderdøren i faget ved siden af. Sidehusets alder er ukendt, men at dømme efter bygningens udformning og indhold med ejendommens hovedtrappe, må den være reminiscenser efter en svale, som er en udvendig overdækket forbindelsesgang med trappe, hvilket er karakteristisk for 1600- og 1700-tallets bindingsværksbygninger. At sidehuset oprindeligt har været en bindingsværkbygning understreges også ved den bevarede trægesims under taget. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved forhusets facade, der afspejler alle de ombygninger forhuset har været igennem i tidens løb. Den pudsede facade med enkle klassicistiske træk vidner om gadesidens tidstypiske omsætning i grundmur i første halvdel af 1700-tallet. Det klassicistiske stilideal kan aflæses i facadens overpudsning og i de smalle gesimsbånd samt den taktfaste vinduessætning. Den gadevendte tagflades abrupte knæk stammer fra ombygningen i 1858, hvor tagetagen mod gaden blev udbygget. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til ejendommens bevarede dele af en ældre planløsning, heriblandt forhusets smalle, gennemgående forstuegang og repræsentative stuer mod gaden samt den bevarede hovedskillevæg på to etager, sidehusets funktion som trapperum og køkkenernes placering i baghuset. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter samt helpanelerede ydervægge, brystnings- og lysningspaneler, der i stueetagens gadeside er udsmykket med kanneleringer og ovaler samt førstesalens feltinddelte vægge mod gaden. Hertil kommer vinduernes håndsmedede anverfere og stormkroge, sidehusets ruder med sandblæst blomsterornamentik, de ældre bjælkelag og de bevarede skorstenskerner. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved sidehusets ældre hovedtrappe, hvor udførelsen som en ligeløbstrappe vidner om, at den kan være fra forhusets opførsel omkring år 1700, hvorimod værnet er nyere at dømme efter udformningen med drejede balustre – velsagtens fra anden halvdel af 1800-tallet. Det bevarede ældre snedkerinventar er et vidnesbyrd om tidens skiftende æstetiske præferencer.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets klassicistiske facadekomposition, der karakteriseres ved en overordnet symmetri samt kordon-, sålbænks- og hovedgesims. Kordon- og sålbænksgesimsen har dels en dekorativ, dels en kompositorisk funktion, idet de skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade og giver bygningen en høj base. De glatte murflader, det afstemte forhold mellem de horisontale og vertikale linjer samt den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer og døre bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden. På gårdsiderne knytter den arkitektoniske værdi sig til deres prunkløse udtryk i henholdsvis taktfast bindingsværk og pudset grundmur, de profilerede trægesimser og den regelmæssige vinduessætning samt den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Nyhavn 7, København
• Rådhusstræde 6, København
• Sværtegade 9, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen