Odden Hovedgård, Mygdal

Odden har sit navn efter beliggenheden på den nordligste spids af et højdedrag, der tidligere var omgivet af vand mod øst, nord og vest. Hvornår voldstedet blev bebygget første gang vides ikke, men de ældste dele af de nuværende bygninger er formentlig fra 1370. Gården fik dog først sit nuværende udseende i midten af 1400-tallet, hvor den ejedes af Oluf Lunge.

Igennem tiden har der været talrige ændringer af planløsningen, blandt andet er den tidligere riddersal, der lå på første sal i den vestlige del af sydfløjen blevet opdelt til mindre stuer. I 1652 blev der opført en nordfløj i to stokværk, der dog var lidt lavere end øst- og sydfløj. Udover at fungere som landbrug, var der i perioder også indrettet kaserne på herregården.

Op igennem århundrederne havde gården skiftende ejere og størstedelen af den tilliggende jord blev gennem tiden solgt fra. Ligeledes var det økonomiske vanskeligheder, der i 1820 gjorde at nordfløjen, der stod på et svagt fundament, blev revet ned. Vestfløjen var opført i halvandet stokværk og rummede i mange år ridefogedens bolig. Efter den nedbrændte i 1763 opførtes den nuværende længe i 1800-tallets slutning.

Herregårdens ladegård lå før i tiden syd for hovedbygningen, og en kørevej over den sydlige voldgrav forbandt de to dele af herregården. Størstedelen af ladegården, der var opført i kraftigt bindingsværk, bestod ind i 1900-tallet, men i dag er kun en enkelt længe bevaret. I de senere år har Odden undergået en gennemgribende restaurering ved Erik Einar Holms Tegnstue.

Odden Hovedgård ligger på et fortidsmindefredet voldsted omgivet af grave, der før i tiden har været vandfyldte. Odden Hovedgård huser i dag udstilling af J.F. Willumsens værker samt privat beboelse.

Hovedbygningen står i dag som et trelænget anlæg omkring en pigstensbelagt gårdsplads, der lukkes mod nord af en hegnsmur. Hovedbygningen udgøres af en øst- og en sydfløj, der er sammenbygget i en vinkel og rejser sig i to stokværk. Østlængen er forlænget med en kort grundmuret enetages længe med et halvvalmet tag og Sydfløjen forbinder sig med den enetages vestlænge ved en kort hegnsmur. Alle bygninger er opført i hvidkalket murværk og har murede hovedgesimser under tagudhænget og soklerne er sorttjærede. Heltagene er behængt med røde vingetegl og bærer otte skorstene med sokkel og krave på tagrygningen: to på vestlængen, tre på sydfløjen, to på østfløjen og en på den lave længe mod nord. På sydfløjens sydside er der midtfor en rundbuet portåbning, der kan lukkes med en diamantflammeret, tofløjet port og på østlige del ses i første etages højde en gulkalket prydblænding i form af et patriarkkors. Vinduerne på syd- og østfløjens gård- og yderside er tofløjede, småsprossede eller trerudede ældre vinduer eller korspostvinduer. Disse vinduer er ligesom porten rødmalede. Vestlængens vinduer er nyere enkeltlags vinduer, der tofløjede og småsprossede, er rødmalede mod gården og hvidmalede på bygnignens øvrige sider.

Både på yderside og gårdside af alle bygninger sidder der talrige murankre og gavlene på både øst- og sydlænge er prydet med spidsbuede prydblændninger. På gårdsiden er der i østfløjen adgang til hovedbygningen gennem en tofløjet fyldingsdør med empireoverstykke og -indfatning. Til venstre herfor er der ligeledes en nedgang til kælderen gennem et grundmuret udskud. Der er indgang til vestlængen gennem to ældre fyldingsdøre med overvinduer Foran disse er der lave granittrapper. Indenfor hoveddøren i østfløjens stueetage findes hallen, hvor hovedtrappen, der fører til bygningens øvrige etager findes.

Til venstre for hallen optages den resterende del af fløjen af det gennemlyste herregårdskøkken, køkkengang og fadebur. I herregårdskøkkenet er det gamle brændekomfur bevaret og loftet har fritliggende bjælker af svært tømmer. Fra køkkenet er der adgang til den lave nordlige længe, der rummer et kontor. Til højre for hallen kommer man ind i hjørnestuen, hvor gulvet har lakeret sildebensparket og tillige har en gammel etageovn flankeret af kannelerede vægpilastre med empireornamenter.

Den tofløjede fyldingsdør, der leder til gyldenlædersalen er ligeledes rigt udsmykket med empireornamenter ligesom den omgivende indfatning er det. I Gyldenlædersalen er alle vægge tapetseret med imiteret gyldenlædertapet fra 1800-tallets anden halvdel, her er den samtidige kakkelovn med råhvide ornamentprægede kakler bevaret. I det tilstødende rum har loftet fritlagte bjælker ligesom i tyendegangen. Vest for portrummet er der i kavelerfløjen indrettet en separat lejlighed, hvor overfladerne står som i den øvrige del af etagen.

Første sal nås ad hovedtrappen, der fra første sal står i en senbarok udformning med svungne balustre. På første sal er de højloftede rum af varierende størrelse ligeledes præget af lofternes fritliggende bjælker af svært tømmer, pudsede vægge samt nye plankegulve med brede planker. Igennem hele hovedbygningen er ældre fyldingsdøre og gerigter fra forskellige, ligesom vinduesnischerne med murede bænke, er et gennemgående bevaret træk i bygningens stuer og værelser. I Salen der ligger i den vestligste del af sydfløjen er der fundet et kalkmaleri fra ca. 1520. Loftet fremstår uudnyttet og her ses den ældre tagkonstruktion. Der er nyt fast undertag samt bræddegulv.

Fra gården er der adgang til kælderen, hvor bygningens fundament af store marksten, de bærende konstruktioner af kraftigt tømmer samt de ældre gulvbelægninger af pigsten eller klinker er bevaret. Den vestlige længe er en etage høj og har bevaret den ældre plan fra midten af 1800-tallet med hovedskillerum. Stuer og værelser er efter den seneste restaurering indrettet med nyere bræddegulve og hvidpudsede vægge.

Den miljømæssige værdi ved Odden Hovedgård knytter sig hovedbygningens beliggenhed på et smalt højdedrag i det åbne landskab. På trods af at lavningerne omkring højdedraget nu er tørlagte, fremmaner herregårdens beliggenhed endnu levende stedets århundredegamle historie som forsvarsværk. På selve gårdspladsen er den ældre pigstensbelægning bevaret og sammen med hegnsmuren langs gårdspladsens nordside bliver vestlængen og de ældre hovedfløje sammenknyttet og danner tilsammen et stærkt og autentisk udtryk.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre særligt til øst- og sydfløjens kontruktion i kraftigt murværk samt til beliggenheden på et fortidsmindefredet voldsted, hvilket vidner om gårdens tidligere funktion som forsvarsværk. Hertil kommer de utallige spor og blændinger i øst- og sydfløjens murværk, der viser de mange ombygninger og funktionsændringer, der har været gennem bygningens lange historie. Helt særligt er det store partriakalkors i sydfløjens murværk, der også pryder herregården Tirsbæk, der også blev ejet af Lunge-familien.

I det indre er det særligt de bevarede dele af de gamle talerør, der er indmurede i væggene i sydfløjens vestlige del, der har særlig kulturhistorisk værdi. De fungerede i sin tid som samtaleanlæg mellem etagerne, hvor officererne i herregårdens tid som kaserne kunne råbe ordrer til soldaterne i stuetagen. I kælderen under østfløjen viser de gamle klinke og pigstensbelægninger tilbage til de ældste dele af de nuværende bygninger på Odden.

Den arkitektoniske værdi ved Odden Hovedgård knytter sig i det ydre særligt til syd- og østfløjens kompakte og sluttede form, hvor de hvide mure opblødes af vinduesåbningernes, blændinger og murankrenes let varierede takt. Hertil kommer de høje og lave længer, der giver anlægget en sammensat og organisk karakter, der sammenføjes af de store, udbrudte tagflader.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det rigt facetterede, kulturhistoriske udtryk, der ses gennem de luftige og højloftede rum med fritliggende bjælker, hvor blændinger og spor i murværket samt de talrige fyldingsdøre, gerigter og paneler fra så forskellige stilperioder som renaissance, barok og empire giver karakter og autenticitet til interiørerne. Særlig er spisestuens sirlige empireudtryk med vægpilastre og fyldingsdøre med pragtvaser og guirlander. Et kraftfuldt modstykke hertil er gyldenlædersalen hvis gyldne og mørke toner i tapetet sammen med den store, udsmykkede kakkelovn danner et tidstypisk interiør fra det sene 1800-tal. Hertil kommer herregårdskøkkenet, der får et rustikt og autentisk udtryk gennem de hvidkalkede vægge, skorstenen, kraftige loftbjælker og det bevarede brændekomfur.

Læs videre om

• Baggesvogn
• Søndergade 9
• Vrejlev Kloster

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen