Solen bliver nydt af nogle, mens andre foretrækker skyggen under trækronen i Kongens Have i det centrale Odense. Parken er afgrænset af Jernbanegade mod vest og Østre Stationsvej og banegårdscenteret mod nord. Mod syd ligger Odense Slot.
.
Solen nydes i fulde drag på trappen fra Munke Mose ned mod Odense Å, hvor benkræfterne er kommet på arbejde i de røde vandcykler, som udlejes af Odense Aafart. Det åbne vådområde langs åen var ejet af Munke Mølle indtil 1881, da Odense Kommune opkøbte arealet og i 1914 anlagde parken Munke Mose. To tredjedele af anlægsudgifterne blev dækket af frøhandler Christian Dæhnfeldt.
.

Odenses centrale naturområder og parkanlæg ligger langs åen. I 1865 fremlagde en komité til byens forskønnelse en plan for byen med omegn, og komitéen foreslog bl.a. etableringen af en promenade langs åen til lystskovene Fruens Bøge og Hunderup Skov. I 1875 blev skovene købt af kommunen. Efter 1900 blev Munke Mose og Kongens Have ved Odense Slot også til kommunale parker.

Af byens mange parkanlæg kan her kun nævnes nogle få. Apoteker Gustav Lotzes private have, anlagt fra 1853 som stor romantisk have med rige plantninger og fra 1959 offentlig park, men senere reduceret. Munke Mose strækker sig fra bymidten langs åen. Gennem opgravning, terrænmodellering, afvanding og tilplantning blev den 1912‑15 formet efter en plan af landskabsarkitekt Edvard Glæsel. Klosterhaven ved Sankt Knuds Kirke, tegnet af havearkitekt Jens Peder Andersen i 1922, er regelmæssigt opdelt med bede, kantet af lave buksbom på to sider indrammet af klippede lindetræer. I 1940’erne udformede C.Th. Sørensen, P. Wad og Bent Helweg- Møller området mellem åens arme med Eventyrhaven (tidligere H.C. Andersen Haven). Den cirkulære have på øen har træbro og -trappe ned til vandet, og blomsterbedene skærmes af en pergola.

Odense har en lang tradition for træplantede gader og veje samt fra 1980’erne fine pladser og gågader. Odenses rådhusplads, Flakhaven og gågadernes samlende belægning, belysning, bænke, klatreplantesøjler og træer er udformet af landskabsarkitekterne Ginman, Harboe, Borup ApS. I H.C. Andersen-kvarteret og omkring koncerthuset har landskabsarkitekterne Edith og Ole Nørgård udformet gadeforløb og belægninger af høj kvalitet, bl.a. med skulptur af Gunnar Aagaard Andersen. Af nyere pladser kan nævnes promenader og pladser, kanaler og brygger, anløbsbroer i Odense Havn, 2004‑07, af Schønherr, Gråbrødre Plads, 2010, af GHB Landskabsarkitekter i samarbejde med Steen Høyer, og Grønnegade Plads, 2012, af MASU Planning.

I 1966 blev der udskrevet en nordisk konkurrence om udformning af Odense Universitet på et landligt areal sydøst for byen. Vinderprojektet placerede bygningsanlægget midt på arealet mellem tre eksisterende småskove. Landskabsarkitekt Jørgen Vesterholt benyttede den eksisterende bevoksning til at skabe et miljø og indpasning af byggeriet i det flade agerland. Krav om vandrette byggeplateauer affødte store terrasserede niveauer. De er tilsået med græs, og yderkanten afsluttes af et lavt græsgærde. De eksisterende skovbryn dannede værdifulde rande, og derudover blev der tyndet og genplantet i de ældre skove. Samtidig blev der plantet nye erstatningsskove. Universitetets mange gårdhaver, de fleste på betondæk, er stramt udformet med betonbelægning og solitære træer i lavt bunddække.

Odenses grønne hovedstruktur udgøres hovedsagelig af ådalene, der gennem omfattende kommunale opkøb nu er offentlige. Bl.a. var parken ved Hollufgård ved Lindved Å tidligere herregårdspark med sneglegang og ishuse, men fra 1970’erne har den været kommunalt ejet. Langt fra byen, hvor ådalene er brede og åbne, er de bortforpagtede til afgræsning med kvæg eller anden form for landbrug. Mere centralt ligger naturområder og parkanlæg langs åen.

Videre læsning

Læs mere om Odenses arkitektur

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur