Vejrhøjbuen med udsigt over Nekselø Bugt, der udgør farvandet mellem Odsherred og Nekselø
Vejrhøjbuen med udsigt over Nekselø Bugt, der udgør farvandet mellem Odsherred og Nekselø. Af . Begrænset anvendelse

Odsherred Kommunes landskaber

Geologisk tidslinje over Holbæk Kommune.

.
Licens: Begrænset anvendelse
Fra Rørvig og op mod Dybesø løber en høj sandryg, som meget passende kaldes Højsandet. Sandryggen begyndte som et dige af risgærder, der blev opført for at dæmpe den sandflugt, der i lange perioder hærgede Rørvighalvøen. Gærdet var effektivt og blev snart dækket af sand, så der måtte sættes nye gærder oven på det gamle. Med tiden skabte det den høje sandryg, der i dag ligger omgivet af skov og sommerhusbebyggelse.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Dannelsen af Odsherred 1. Da Bælthavisen for 18.000-17.000 år siden rykkede frem over Odsherred, pressede den bueformede randmorænebakker op foran sig. Bakkerne har form efter isens rand og kendes i dag som Odsherredbuerne. Foran isen blev der dannet store smeltevandssletter. 2. For 7.000 år siden nåede Littorinahavet sin største udbredelse, og smeltevandssletterne og de inderlavninger, hvorfra isen havde hentet materialerne til opbygningen af Odsherredbuerne, blev dækket af hav. Kun de højeste partier af istidslandskabet ragede op som øer og halvøer. 3. Efterfølgende har marine dannelser bundet det højtliggende istidslandskab sammen, ligesom inddæmningen og tørlægningen af hhv. Lammefjord og Sidinge Fjord har bidraget til at give Odsherred sin nuværende form.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Landskabet i Odsherred Kommune domineres af Odsherredbuerne, som består af tre bueformede bakkedrag, der blev dannet i den sidste del af sidste istid. Sydligst ligger Vejrhøjbuen med bakketoppe som den 88 m høje Esterhøj ved Høve samt Vejrhøj nord for Dragsholm, der med en højde på 120 m udgør kommunens højeste punkt. Længere mod nordøst ligger de to mere beskedne bakkedrag Hønsingebuen og Højbybuen. Nord for Stenstrup Lyng rejser endnu et bakkeparti sig mellem Lumsås og Ebbeløkke. Den 7 km lange, særprægede bakke udgør roden af Sjællands Odde og ender i Gniben, der som et forbjerg hæver sig ud mod havet.

I egnen omkring Lammefjord og Sidinge Fjord er istidslandskabet småbakket med talrige søer og moser. Det kulminerer nordøst for Grevinge i et antal grusbakker, heriblandt Luntebjerg 84 m.o.h. Et tilsvarende småkuperet landskab kendetegner egnen omkring Gudmindrup mellem Lumsås og Højbybuen.

Også tiden efter sidste istid har sat sit tydelige præg på landskabet. Flader af hævede strand- og havbundsaflejringer, såkaldt marint forland, kanter mange steder istidslandskabet ud mod Isefjord og Kattegat. Eksempelvis er Sjællands Oddes og Rørvighalvøens markerede bakkeknuder forbundet af lavtliggende marint forland som Yderby Lyng, Overby Lyng og Vester Lyng. Samtidig har strandvoldsdannelser afsnøret tidligere vige fra havet og forvandlet dem til strandsøer og moseflader. Det gælder bl.a. Trundholm Mose og den nu tørlagte Klintsø, hvorimod Lammefjord og Sidinge Fjord begge er inddæmmede og afvandede fjorde.

Landskabets dannelse

Kommunens landskab blev hovedsagelig dannet i forbindelse med Bælthavisens fremstød i slutningen af sidste istid for 18.000‑17.000 år siden. Bælthavisen gled frem fra en sydøstlig retning og dækkede hele Sjælland på nær Sjællands Odde. Ordrup Næs blev presset op som en randmoræne, da en tunge af isen trængte frem gennem Storebælt og ind over det vestlige Sjælland. Umiddelbart efter at Bælthavisen var smeltet tilbage fra sin yderste position, skubbede et genfremstød det foranliggende landskab op i flager. Fra Vindekilde i sydvest til Højby i nord blev flagerne presset sammen langs isranden i de tre sammenhængende randmoræner, der i dag kendes som Odsherredbuerne. Bag Odsherredbuerne ligger inderlavningerne Nykøbing Bugt og de nu tørlagte Lammefjord og Sidinge Fjord. Det var herfra, de tre istunger skrabede det materiale op, som Odsherredbuerne blev opbygget af. Foran buerne ligger en flodslette, der blev skabt af smeltevandet fra isen, og som i dag hovedsagelig findes på bunden af Sejerø Bugt eller er dækket af yngre aflejringer. Resterne af en randmoræne, som blev dannet under et af Nordøstisens sene genfremstød for 20.000 år siden, ragede flere steder op over flodsletten. Disse rester udgør kommunens ældste landskab og fremstår i dag som Sjællands Oddes bakkeknuder, der kulminerer i bakkepartiet mellem Lumsås og Ebbeløkke.

Mod slutningen af isens afsmeltning lå der flere steder dødis i landskabet. Det antydes bl.a. af de småbakkede landskaber ved Lammefjord og Sidinge Fjord. Desuden er de fladtoppede issøbakker, der omkring Veddinge og nordøst for Fårevejle støtter sig til bagsiden af Vejrhøjbuen, dannet af grus og ler, som blev aflejret i søer i dødisen.

Efter istiden trængte Littorinahavet ind over de laveste dele af istidslandskabet. Derved opstod Sejerø Bugt og Isefjord med Nykøbing Bugt samt Sidinge Fjord og Lammefjord. Det gjorde nærmest Odsherred til en ø, som kun var forbundet med Sjælland via en smal landtange ved Dragsholm. Siden har en relativ landhævning på 3‑4,5 m ført til dannelsen af de stedvis store flader af marint forland, der kanter istidslandskabet ud mod fjorden og havet. Det har bundet moræneøer og halvøer sammen og bl.a. skabt Sjællands Odde og Rørvighalvøen. Ved fx Lumsås og Klintebjerg kan Littorinahavets gamle kystklinter stadig ses som kratklædte stejlskrænter langt inde bag den nutidige kystlinje.

Vigen med Trundholm Mose blev afsnøret fra Sejerø Bugt af strandvolde, så der først opstod en sø, som siden er groet til. Ved Korevle ud mod Sejerø Bugt er der samtidig dannet en barrierekyst med barriereøer og bagvedliggende laguner. Efterhånden som landhævningen skred frem, blev de ældre barriereøer landfaste, og nye opstod længere ude i bugten.

På Littorinahavets tid lå der syd for Klint en havbugt, som efterfølgende blev afsnøret fra havet af strandvolde. Derved opstod den nu udtørrede strandsø Klintsø. Umiddelbart øst herfor har endnu et system af tætliggende strandvolde efterhånden udfyldt den tidligere bugt, som nu udgør Vester Lyng nordvest for Nykøbing S. Odsherreds nordkyst har i dag en tydelig guirlandeform, hvor kystlinjens buer med de bagvedliggende strandvoldssletter er hæftet på istidslandskabets gamle øer.

Vejrhøjbuen

Fra Vejrhøjbuen er der god udsigt over Nekselø Bugt, der udgør farvandet mellem Odsherred og Nekselø. Det lavtliggende område langs kysten består af den smeltevandsslette, som blev dannet i sidste istid samtidig med Vejrhøjbuen. Bakkebuen har fået sit navn efter bronzealderhøjen på toppen af Vejrhøj, der med sine 120 m er det højeste punkt i ikke bare Vejrhøjbuen, men hele kommunen.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Nordvest for Lammefjord hæver Vejrhøjbuen med Veddinge Bakker sig højt op over landskabet. Det bueformede bakkedrag, som udgør en af de tre Odsherredbuer, blev skabt af Bælthavisen, der i sidste istid skød frem fra sydøst og brød det foranliggende landskab op i flager. Flagerne blev skubbet sammen langs isens rand som et vældigt system af parallelle bakker med mellemliggende lavninger, som i dag rummer moser og søer. Den store istunge lå i den nu tørlagte Lammefjord bag randmorænen, hvis bueform afspejler istungens rand.

Foran Vejrhøjbuen i vest opstod en smeltevandsslette, som for størstedelens vedkommende i dag ligger ude i Sejerø Bugt eller er dækket af marine aflejringer. Smeltevandet strømmede ud gennem pas i bakkerne, bl.a. ved Høve Stræde, hvor der ud for mundingen af smeltevandskanalen blev dannet en aflejringskegle af sand og grus.

Under isens afsmeltning blev vandet stemmet op mellem isen mod sydøst og Veddinge Bakker mod nordvest, så der opstod en issø. På issøens bund blev der aflejret ler, der i dag kan ses som en markant terrasseflade ved Veddinge. Afstrømningen fra issøen til flodsletten foran Vejrhøjbuen skete gennem en dyb slugt sydvest for Veddinge. Det fine issøler blev tidligere indvundet og brændt i et lokalt teglværk, hvis bygninger stadig er bevaret.

Dannelsen af Rørvighalvøen

Rørvighalvøen danner den nordøstlige del af kommunen og har et meget varieret landskab. I stenalderen bestod halvøen af flere moræneøer, som løse sedimenter, godt hjulpet på vej af en relativ landhævning på 4,5 m, efterfølgende har hæftet sammen. Samtidig har bølgepåvirkningen fra forskellige retninger både skabt og bevaret en bred vifte af marint dannede landskabsformer.

Sammen med landhævningen har tilførslen af sedimenter ført til udbygningen af et strandvoldssystem med dannelsen af den ene strandvold efter den anden. Den ældst bevarede kystlinje er fra Littorinahavets tid og kan i dag genfindes på vestsiden af den moræneø, som udgør kernen af halvøen. Ved Korshage længst mod nord findes desuden et fossilt vinkelforland omkring 500 m fra den nuværende kystlinje. Nord for Skansehage ligger endvidere en stor strandvoldsslette. Forløbet af strandvoldene viser, at der øst for den nuværende kyst har ligget en moræneø, som med tiden er eroderet væk. I dag er Skansehage et fed med en smal indre del, der bliver bredere mod syd.

Klitterne udgør nogle af områdets yngste dannelser og viser, at Rørvighalvøen i perioden 1600‑1850 var hærget af sandflugt. For at fange sandet blev der nord for Rørvig opført et sandflugtsdige, hvoromkring der med tiden opstod den 8 m høje og 1.500 m lange sandryg Højsandet.

Morfologisk kort over de vigtigste landskabselementer i Odsherred Kommune. Store dele af landskabet blev dannet i slutningen af sidste istid, hvor den fremrykkende is skubbede de foranliggende jordmasser op i de store randmorænebakker, man i dag kender som Odsherredbuerne. Det kuperede dødislandskab omkring buerne blev dannet af dødis, som blev efterladt, da isen smeltede tilbage. I takt med at isen smeltede, steg havniveauet, og de lavtliggende dele af landskabet blev oversvømmet. Efterfølgende har landet hævet sig, så dele af den tidligere havbund er blevet til tørt land.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Odsherred Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber