Oldtiden i Aabenraa Kommune

De første mennesker, som nåede frem til området, var federmesser- og Brommekulturens rensdyr- og elgjægere (ca. 12.000-ca. 10.500 f. Kr.). Deres jagtlejre var ofte placeret relativt højt i landskabet, hvor der var god udsigt over de dale, åer og søer, hvor deres byttedyr færdedes. Federmesserkulturens mennesker efterlod sig spor nord for Store Søgård Sø, hvor der er lokaliseret en jagtstation ved Bøgehoved, mens Brommekulturens karakteristiske skafttungespidser (ca. 11.000-ca. 10.500 f. Kr.) er fundet ved Rudbæk, Askemose og Varnæs Hoved. Spor efter de lidt yngre Ahrensburgjægere (ca. 10.500-ca. 9000 f. Kr.) er lokaliseret ved Kogang og Skovhus i Kliplev Sogn.

Sporene efter Maglemosekulturen (ca. 9000-ca. 6400 f. Kr.) er talrige omkring områdets åer, søer og moser, men aktivitetspladser findes især nær kanten af de store mosearealer ved Tinglev. Fund fra Kongemosekulturen (ca. 6400-ca. 5400 f. Kr.) findes mindre talrigt i samme områder. Endelig kendes også til mange fund af indlandsbopladser fra Ertebøllekulturen (ca. 5400-ca. 3950 f. Kr.) ved vandløb, søer og moser, heriblandt ved Broderup Mark, Kogang, Skovhus og Årtoft Plantage. Ertebøllekulturens kystbopladser befinder sig i dag under havets overflade og er stort set uudforskede. I Aabenraa Fjord, Flensborg Fjord, Genner Bugt og på Lillebæltskysten er der dog mange steder fundet områder med bearbejdet flint og dyreknogler fra ældre stenalder.

Efter agerdyrkningens indførelse ca. 3950 f. Kr. blev menneskets tilstedeværelse i området tydeligere. De tidligste bønders bopladser er bl.a. fundet ved Eggebæk sydvest for Tinglev med et afslag af den sjældne, røde flintart, der betegnes som Helgolandflint, dateret til ca. 3400-ca. 3300 f. Kr. Ved Skovhus nordøst for Kliplev blev der desuden fremstillet økser i hele yngre stenalder ca. 3950-ca. 1700 f. Kr. De omfattende arkæologiske undersøgelser ved Kassø har påvist spor fra enkeltgravskulturen (ca. 2800-ca. 2350 f. Kr.), heriblandt et depot på ti forarbejder til tyknakkede økser samt en mejsel. Her findes også mange gravhøje fra perioden, men det er primært senneolitiske (ca. 2350-ca. 1700 f. Kr.) bopladsspor, der præger fundene på lokaliteten. Senneolitiske hustomter er også fundet ved Egelund nordvest for Aabenraa.

Tidens gravhøje ses i de kuperede morænelandskaber på Løjt Land, på sydsiden af Aabenraa Fjord samt langs mange åløb og søer længere inde i landet. Blandt gravhøjene er særligt Myrpolddyssen på Løjt Land interessant, da der her er gjort fund af bl.a. ravperler, flintøkser og flintdolke. Dyssen blev opført ca. 3300‑3200 f. Kr., men har været benyttet til ind i senneolitikum. I udkanten af Hjordkær findes det specielle gravmonument Hjulgraven. Gravmonumentet var specielt, idet den ældste høj på stedet var omgivet af en stenkreds på 10 m i diameter, som var opdelt af fem radiære stenrækker ind mod midten, hvor der fandtes en stendynge med spor af en træbygning, der har fungeret som et såkaldt dødehus. Højens ældste fase er dateret til ca. år 2000 f. Kr.

I tiden ca. 1800‑1600 f. Kr. afløstes stenalderens toskibede huse af treskibede bygninger, men i bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f. Kr.) var bopladserne fortsat enkeltgårdsbebyggelser. Sådanne bopladsspor er fundet ved Egelund, hvor to parallelt liggende huse er dateret til ca. 1300 f. Kr. I det ene hus har bevaringsforholdene været så gode, at der kunne ses spor efter en skillevæg mellem husets centrale og vestlige del samt spor efter sove- og opholdsbænke. Det er særlig udtalt i området, at både bopladser og fx Løjt Lands mange gravhøje er anlagt på en nord-syd-gående linje langs israndslinjen og nær Hærvejens forløb.

I yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f. Kr.) trængtes skoven fra ca. år 1000 f. Kr. langsomt tilbage, i takt med at landbruget blev mere intensivt. Vådområder blev nu inddraget som ressourceområder, og bebyggelsen blev mere og mere præget af mindre huse beliggende i landsbylignende strukturer, hvilket der er fundet eksempler på ved Rise og Brunde, hvor de store moseområder fortsat er dominerende.

Kulturindflydelsen sydfra blev mere markant, hvilket bronzegenstande peger i retning af, fx den mosefundne wendelring fra Bodum Mark, en halsring, der er udformet på baggrund af forbilleder fra det centraleuropæiske område. Gravskikken ændrede sig nu til brandgrave og urnenedsættelser i gravhøjene fra ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f. Kr.), som fx Hjøhøj ved Bov i den nordlige del af Padborg, og i stenkister.

I førromersk jernalder (ca. 500 f. Kr.- Kristi fødsel) opstod de første landsbyer med 4‑6 samtidige gårde. I begyndelsen af ældre romersk jernalder (Kristi fødsel-ca. 160) blev såvel gårdene som landsbyerne større og kom til at ligge tættere.

I tiden ca. 500 f. Kr.-ca. 200 e.Kr. lå bebyggelsen jævnt fordelt hen over hhv. morænen og vest for israndslinjen. Imidlertid skete der i tiden ca. 200-ca. 800 en forskydning af bebyggelsen ind mod det centrale Hærvejsstrøg.

Fra omkring Kristi fødsel og frem til midten af 500-tallet blev bebyggelsen præget af, at forskellige stammer kæmpede om retten til området. Den oprindelige befolkning hed muligvis varinerne, mens anglerne boede syd herfor og jyderne mod nord, dvs. området lå centralt placeret i forhold til disse grupperingers territoriale magtkampe. Dette understreges af, at der er fundet spor af territoriale forsvarsværker i form af langvolden Olgerdiget, som blev anlagt i år 31 og siden fornyet flere gange, inden den blev erstattet af Æ Vold ved Andholm i år 125. Stammegruppernes dominans i området vekslede frem og tilbage indtil 300-tallet, hvor jyderne konsoliderede sig i området.

I midten af 500-tallet skete der en voldsom nedgang i bebyggelsestætheden. Mange landsbyer forsvandt, bl.a. som følge af pludselige klimaforandringer, der fulgtes af mistrivsel og hungersnød. I kølvandet på kriseperioden bredte skoven sig over store områder. Mod slutningen af yngre germansk jernalder (ca. 550-ca. 800) indledtes nye skovrydninger, og en ny pionerbebyggelse opstod. Denne udvikling er veldokumenteret ved Wostoft på Løjt Land.

Vikingetidens bebyggelsesmønster er tydeligvis knyttet til de nord-sydgående Hærvejsforløb i området. En af bebyggelserne er fundet ved Padborg, hvor der er udgravet dele af en landsby med mindst tre gårde, som lå her i flere hundrede år, før den blev flyttet 1 km mod øst til det nuværende Bov i Padborg. På lokaliteten er der fundet mange grubehuse, hvilket viser, at produktionen af tekstiler spillede en væsentlig rolle ved siden af landbruget. Herudover foregik der også metalstøbning på stedet, og handel spillede formentlig også en vis rolle. Ved Genner Bugt lå der frem til 1700-tallet ca. 20 skibssætninger fra 700‑800-tallet, hvilket måske er en indikation på, at der lå en kystnær bebyggelse her i ældre vikingetid.

Der findes en enkelt bevaret runesten fra vikingetiden i kommunen, nemlig Øster Løgum-stenen fra 800-tallet, også kendt som Hærulfstenen, der står tæt på sin oprindelige plads ved Hærvejen nær Hovslund og bærer mandsnavnet »Hærulv«. I 1864 blev stenen taget af preusserne og stillet op ved slottet Dreilinden lige uden for Potsdam. Her stod den indtil 1951, hvor den kom tilbage til sin oprindelige placering.

Læs mere om historie i Aabenraa Kommune

Læs videre om

• Kulturlandskabets udvikling i Aabenraa Kommune

Læs også om

• Middelalderen i Aabenraa Kommune
• 1536-1850 i Aabenraa Kommune
• 1850-1920 i Aabenraa Kommune
• 1920-1970 i Aabenraa Kommune
• 1970-2007 i Aabenraa Kommune

Se alle artikler om Oldtid