Bevarede hustomter ved Sjælborg fra tiden omkring Kristi fødsel. Af . Begrænset anvendelse

Oldtiden i Esbjerg Kommune

Tidslinje over oldtiden i Esbjerg Kommune

.
Det såkaldte Ribebæger, et sølvbæger fra ca. år 800, er fundet på Ribe Nørremark. Det 8 cm høje bæger er en pyxis, dvs. en beholder til alterbrød, der indgår i et drikkeservice, som også indeholdt fem mindre intakte drikkeskåle samt et fragment af en sjette. Skatten, der blev lagt i jorden i 900-tallet, kan i dag ses på Nationalmuseet.
.

Artikelstart

Det landområde, der udgør Esbjerg Kommune, fik først sin nuværende form i takt med Vadehavets dannelse i løbet af jernalderen. Aflejringen af klæg, dvs. sedimenter af ler og silt, i marsken skabte på denne tid frugtbare enge, som kunne understøtte et stort dyrehold, og befolkningstallet steg i takt med de græsklædte enges udbredelse. I kommunen er der i alt 429 fredede fortidsminder, hvoraf 389 er rundhøje, og tre er langhøje. Tidligere har der været mange flere; i alt er der kendskab til 1.981 rundhøje og 15 langhøje.

Ældre stenalder

Ved afslutningen af sidste istid for mere end 11.000 år siden var havniveauet langt lavere end i dag, da enorme mængder vand var bundet i polernes iskapper, og Jylland var landfast med Storbritannien. I takt med isens afsmeltning og de stigende temperaturer ændredes bevoksningen fra tundralignende lave vækster til tætte skove. I dette enorme landskab færdedes spredte grupper af jægere langs vandløb og søer, men der er langt mellem sporene af dem. I Vadehavet er der ved flere lejligheder fundet ilandskyllede ravgenstande, hvoraf de ældste menes at være fremstillet af Brommekulturens jægere (ca. 11.000-ca. 10.500 f. Kr.), som dengang færdedes på det, der i dag er Nordsøens bund.

Yngre stenalder

Der er forholdsvis få spor efter agerbruget, der slog igennem ca. 3950 f. Kr., men tragtbægerkulturens (ca. 3950-ca. 2800 f. Kr.) karakteristiske tyndnakkede, slebne økser kendes fra hele kommunen og viser, at de første agerdyrkere var til stede i området. Fra Veldbæk og Måde øst for Esbjerg kendes en koncentration af kult- og gravanlæg fra begyndelsen af yngre stenalder (ca. 3950-ca. 1700 f. Kr.), heriblandt den fredede langhøj Skibhøj fra ca. 3500-ca. 3000 f. Kr.

Først fra enkeltgravskulturen (ca. 2800-ca. 2350 f. Kr.) er der fundet markante spor efter menneskets tilstedeværelse. Tidligere lå der i tusindvis af enkeltgravskulturens lave gravhøje på de uopdyrkede hedestrækninger i området. Til trods for at mange er forsvundet i forbindelse med hedens opdyrkning, er et betydeligt antal endnu bevaret, heriblandt de fredede højgrupper Kongehøjene syd for Bramming samt andre grupper ved Guldager og i Hoffmanns Plantage i Kokspang. Gravhøjene, der dannede lange rækker i landskabet, blev anlagt langs datidens vejforløb.

Det er også lykkedes at påvise gårdtomter både fra enkeltgravskulturen og fra senneolitikum (ca. 2350- ca. 1700 f. Kr.). Bønderne boede da i toskibede huse med jordgravede stolper, hvor tagryggen blev båret af en række stolper ned langs midteraksen. Husenes bredde svingede mellem 5 og 7 m, hvorimod længden kunne variere fra 15 m og helt op til over 30 m. Generelt synes husene ikke at have været repareret, og formentlig har dyrkningssystemet været svedjebrug, som efterlader jorden fuldstændig udpint, hvorfor bønderne efter en kort årrække på stedet angivelig rykkede videre og etablerede nye bopladser andre steder i området.

Bronzealder

Der er endnu bevaret en del af bronzealderens gravhøje, som typisk var bygget op af græstørv, i kommunens område. Den største kendte koncentration af storhøje lå i bronzealderen i Plovstrup ved Kongeå, bl.a. de endnu eksisterende Sortehøj, Frishøj og Rishøj. Nord for Skads Kirke finder man også en smukt beliggende højgruppe, som domineres af den over 6 m høje Bavnehøj, hvorfra der er god udsigt over området. Hovedparten af storhøjene blev enten plyndret eller udgravet i 1800-tallet, men har indeholdt fornemme mands- og kvindegrave fra tiden ca. 1500-ca. 1100 f. Kr., hvor næsten alle de største høje blev opført. I højene er også nedsat mange yngre begravelser, som afspejler, at man ca. 1100 f. Kr. begyndte at brænde de døde inden gravlæggelsen.

Kendskabet til bronzealderens bebyggelse er noget mindre, men ved gravhøjen Møgelhøj vest for Kalvslund er fundet et næsten 50 m langt og 9 m bredt hus, som formentlig er opført på samme tid som storhøjene, dvs. ca. 1500-ca. 1100 f. Kr. På denne tid var man begyndt at konstruere husene med en treskibet grundplan, modsat den tidligere toskibede bygningstype. Denne overordnede konstruktionsform anvendtes de følgende næsten 2.500 år. Fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f. Kr.) er der udgravet et større antal små og spinkle huse, ca. 5 m brede og ca. 15 m lange. Der er tale om et bebyggelsesmønster, hvor de små gårdenheder hyppigt flyttede omkring i området.

Jernalder

Bevarede hustomter ved Sjælborg fra tiden omkring Kristi fødsel tegner sig som aflange forhøjninger i terrænet. Der er udgravet fire tomter, hvis vægforløb er markeret af rekonstruerede rektangulære jordvolde, mens pælene i billedet viser, hvor der er fundet spor af de stolper, der bar husenes tagkonstruktioner.

.

Fortidsminderne fra førromersk jernalder (ca. 500 f. Kr.-Kristi fødsel) tiltager i antal, antagelig fordi marskdannelsen nu var indledt med deraf følgende øget dyrehold og befolkningstilvækst i kystzonen. Datidens samfund anlagde store gravpladser, hvor de enkelte urnegrave var omgivet af en cirkulær grøft. Jorden herfra blev lagt op i en lav tue, og således opstod med tiden omfattende tuegravpladser, der, ligesom de ældre gravhøje, lå placeret ud til vejforløbene. Der er udgravet større tuegravpladser i Veldbæk og Søhale (Ølufgaard ved Vester Nebel), og der er kendskab til flere andre. Tuegravpladserne fremstår meget ensartede, hvilket også gælder deres gravgods, som stort set kun omfatter dragtnåle af jern. Oftest anlagdes tuegravene i tilknytning til en ældre gravhøj, hvorudfra de i løbet af flere hundrede år bredte sig i klynger.

I modsætning til de kollektivt prægede gravpladser boede bønderne adskilt fra hinanden på kortlivede enkeltgårde, som flyttede rundt i landskabet. Der er udgravet i hundredvis af disse små gårde, der næsten alle blot bestod af én ca. 5 m bred og 15‑20 m lang treskibet bygning. I østenden af disse bygninger er der ofte bevaret båseskillerum, som viser, at man kunne have nogle få dyr på stald. I husenes vestende lå beboelsen orienteret omkring et centralt placeret ildsted.

Kort før Kristi fødsel fandt en afgørende samfundsforandring sted, idet gårdene nu flyttede sammen i landsbyer og etablerede det hermed forbundne dyrkningsfællesskab, som var i brug helt frem til 1700‑1800-tallet, dvs. over en periode på små 2.000 år. De døde blev nu begravet ude ved landsbyerne. Nogle af områdets ældste landsbyer er i deres helhed udgravet i Tjæreborg, Veldbæk og Andrup.

Fra udkantsområder, som siden blev forladt, kendes spor af den ældre jernalders marksystemer. Det var små ardpløjede jordlodder, ofte omkring 2.000‑3.000 m2, der var adskilt af lave jordvolde. I den vestlige del af Grimstrup Krat kan man stadig finde rester af disse ca. 2.000 år gamle marker. Herudover var det endnu i 1950’erne muligt at se hustomter som aflange forhøjninger i terrænet i Sjælborg og Myrtue. Begge steder er de velbevarede hustomter, der nu er udgravet og fredede, i dag offentligt tilgængelige.

Til agerbruget var knyttet en række frugtbarhedsritualer, som kom til udtryk ved ofringer til guderne, typisk i moser og søer. Men med befolkningsvæksten i førromersk jernalder synes der også at opstå en religiøs overklasse, som fra særlige storgårde stod i spidsen for kultudøvelsen. I Dankirke ved Vester Vedsted er udgravet rester af en storgård, som må have haft denne funktion, og hvor både fundene og bygningernes størrelse adskiller sig markant fra fundene i andre samtidige landsbyer. Gården i Dankirke var i funktion fra Kristi fødsel til ca. år 500, hvilket viser, at der har været en kontinuitet i samfunds- og magtstrukturerne i perioden.

Der er kendskab til en del landsbyer og gravpladser fra romersk jernalder (Kristi fødsel-ca. 375), som er udgravet flere steder i kommunen. Aristokratiske grave kendes fra Brokær ved Kongeå og fra Sneum, Tjæreborg, Veldbæk, Jerne og Hjerting. At de ligger som perler på en snor langs kysten, vidner om et udbredt og generelt højt velstandsniveau, som også kommer til udtryk på de mere jævne landsbygravpladser. Hundredvis af disse grave er undersøgt i Hjerting, Spangsbjerg og Uglvig.

I midten af 500-tallet skete et markant temperaturfald, som muligvis var forårsaget af et vulkanudbrud i Asien eller Mellemamerika i 536, der udløste et vulkansk askeslør i atmosfæren, som i lang tid svækkede Solens kraft. Fænomenet, der omtales som den senantikke lille istid, synes at have medført en massiv befolkningstilbagegang og udløste formentlig også talrige ofringer i forsøget på at formilde guderne. Det kan have været baggrunden for, at der ca. år 550 ofredes et fornemt smykkesæt og sværdgarniture, begge dele af guld, i mosen syd for Breumbanke ved Store Darum. Guldgenstandene, betegnet som Darumbrakteaterne, kan have tilhørt den lokale stormand, og på marken nærved er der kendskab til store gårdtomter fra ældre germansk jernalder (ca. 375-ca. 550). Endelig kendes der fra 600-tallet stort set ingen bebyggelse.

Siden jernalderen har søfart spillet en vigtig rolle i Vadehavsområdet. Store mængder importvarer fundet ved Dankirke i Vester Vedsted og i bydannelsen Ribe viser, at søfarten og den tilknyttede handel har været af et anseeligt omfang. Et af de mest håndfaste beviser på handelen er et 1,5 m langt og 27,5 kg tungt stokanker fra 700-tallet, der er fundet i Ribe, og som har betydelige ligheder med det stokanker, der er fundet i forstavnen på Ladbyskibet i Kerteminde Kommune, som er dateret til ca. 900-ca. 950.

I Kongeå ved Gredstedbro blev der i 1945 fundet vragrester, bl.a. i form af køl- og stævnfragmenter samt spantdele fra et ca. 20‑25 m langt egebygget skib, der sandsynligvis skal dateres til yngre germansk jernalder (ca. 550- ca. 800). Analyser af dets slidte, flade køl viser, at det har været egnet til at sejle på Kongeå, og at det ofte har været trukket på land. Trods talrige forsøg er det aldrig lykkedes at finde resten af Gredstedbroskibet.

Vikingetid

Fibula (tv.) og hængesmykker fra et stort skattefund fra 900-tallet, som i 1859 blev fundet tæt på Vester Vedsted Bæks udmunding i Vadehavet. Skatten indeholdt ca. 750 gram guld i form af spænder, hængesmykker, arm- og halsringe foruden et par barrer og en mindre mængde sølv. Guldet alene er vurderet til i vikingetiden at have haft en værdi på 3 mark og 4,5 øre i guld. En uhyrlig sum på den tid.

.

Fundene fra 700-tallet bliver mere talrige, og med Ribes opståen ca. år 700 etableredes et regionalt marked med kontakter til Nordsøens købmænd. Fra denne tid begynder byens varer at optræde ude i landsbyerne i form af importerede kværn- og hvæssesten, bronzesmykker og glasperler. I Fovrfeld Bæk er der således fundet et smukt skålformet spænde, som var støbt i Ribe i begyndelsen af 800-tallet.

Byens betydning voksede i de følgende århundreder, og ca. 860 nævnes den første gang i de skriftlige kilder, da ærkebiskop Ansgar oprettede en kirke her, og i 948 blev byen hjemsted for et af Danmarks allerførste bispesæder.

Indsejlingen til Ribe Å lå ved Hviding Nakke. Fund herfra og fra Okholm ved Vester Vedsted viser, at der begge steder lå mindre anløbspladser, som købmændene benyttede sig af. Lige øst for anløbspladsen i Okholm blev i 1859 fundet en af de fineste skatte fra 900-tallet, Vester Vedsted- skatten, som bl.a. indeholdt en mængde guldsmykker.

Omkring Ribe er ved flere lejligheder fremkommet interessante skattefund. I 1908 fandtes ved markarbejde på Ribe Nørremark det smukke Ribebæger, et karolingisk sølvkar fra ca. år 800 til opbevaring af alterbrød. Ved flere lejligheder er der i engene nordøst for byen opsamlet armringe af guld, og i 2018 fandt en detektorbruger i Damhus lige sydøst for Ribe en møntskat bestående af 262 sjældne Ribemønter slået i begyndelsen af 800-tallet.

De forholdsvis få gravfund fra vikingetiden består af en blanding af brand- og jordfæstegrave. Syd for Bryndum Kirke blev der i 2016 fundet to fornemme kvindegrave fra 800-tallet, hvor udfældninger fra kvindens skålformede spænder havde bevaret store mængder tekstil, som afslørede mange detaljer om dragten. Den mest iøjnefaldende vikingegrav, fundet i 1983 i Grimstrup, stammer fra midten af 900-tallet. En højtstående mand var gravlagt i et træbygget gravkammer på 2 x 3 m, og med sig havde han fået både hest, prangende seletøj, sværd, økse, lanse, kniv og hvæssesten samt måske også et spillebræt. Desuden havde stormanden været iklædt fornemme sølvindvirkede klæder.

I Sædding udgravedes 1973‑76 en velbevaret vikingetidslandsby med store, velbyggede gårde, og tilsvarende landsbyer synes at have ligget i hvert eneste ejerlav i kommunen.

Videre læsning

Læs mere om historie i Esbjerg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid