Oldtiden i Hjørring Kommune

Iskappens tilbagetrækning ved afslutningen af sidste istid frilagde et vidtstrakt, bart tundralandskab, som i dag har sine nærmeste paralleller nord for Polarcirklen i det nordlige Sibirien og på Alaskas tundrasletter.

En klimamildning, der ændrede vækstbetingelserne og skabte en skovtundra, førte også de første jægere frem til Yoldiahavet (Ishavet) for ca. 12.000 år siden. De var rensdyrjægere, og i Hjørring Kommune efterlod de sig Europas nordligste spor efter senistidens jægere fra Brommekulturen (ca. 11.000-10.500 f.Kr.). Bedst kendt er fundet af Lyngbypilen fra Nørre Lyngby. I vådområdet ved Hollendskær er der fundet en række små bopladser fra senistiden med affald og redskaber af flint, herunder kraftige skafttungepilespidser, skrabere til skindforarbejdning, stikler til bearbejdelse af flint samt slagvåben af rentak. Der er derimod hverken fundet spor efter boliger eller knogler fra byttedyr.

Vækstsæsonen i senistiden var kort, og vegetationen var præget af spredte buske og dværgtræer, heriblandt birk, pil og røn, der voksede på beskyttede steder. Kun et ret artsfattigt dyreliv kunne trives, hvoraf rensdyret var istidsjægernes primære fødekilde og ressource til redskabs- og beklædningsfremstilling. Der blev også i mindre omfang drevet jagt på arter som elg og kæmpehjort samt fisket i Yoldiahavet. Det kolde klima, præget af store sæsonmæssige udsving i fødemængderne, understøttede kun et livsgrundlag for få familiegrupper, der levede som nomader.

Cirka 9000 f.Kr. var klimaet blevet mildere, og landskabet ændrede karakter til et åbent skovområde præget af birk, asp og pil og senere elm, lind og eg. Dyrelivet ændrede sig også, og rensdyrene trak længere mod nord. I stedet indvandrede urokser, hjorte og store mængder småvildt. I sin tilpasning til landskabet udviklede mennesket nye metoder til jagt i skoven, men det var stadig afgørende for overlevelsen at flytte sig efter de bedste livsbetingelser. Om foråret kunne man jage sæler og i sommermånederne hellige sig fiskeri samt indsamling af bær og nødder. Sporene efter Maglemosekulturens (ca. 9000-ca. 6400 f.Kr.) jægere er spredte og få, men ved Ulvkær er der udgravet en boplads med fund af datidens flintredskaber.

Den endelige afsmeltning af den skandinaviske iskappe førte til voldsomme havstigninger, og dele af Vendsyssel blev oversvømmet i tiden ca. 6500-ca. 4000 f.Kr. Det blev varmere og fugtigere, og skovene, der nu var domineret af eg, lind og elm, blev tætte og svært tilgængelige. Jægerne orienterede sig derfor mere mod havet, hvor de drev havjagt og et udstrakt kystfiskeri. Fra denne sene del af ældre stenalder, Ertebøllekulturen (ca. 5400- ca. 3950 f.Kr.), er udgravet to bopladser. Den ældste er Yderhede, hvor der bl.a. er fundet dyre- og fiskeknogler samt rester af Vendsyssels ældste båd. På den lidt yngre boplads ved Østenkær er der fundet redskaber af flint, ben og tak samt dyreknogler, ravsmykker og grov keramik.

På overgangen til yngre stenalder ca. 3950 f.Kr. blev klimaet stadig varmere og mere tørt. Tragtbægerkulturens (ca. 3950-ca. 2800 f.Kr.) mennesker begyndte at rydde skov ved at afbrænde den naturlige vegetation for at skabe agre, og de slog sig ned på den jord, som de dyrkede. I Hjørring Kommune er der ikke fundet ret mange bopladser fra perioden; til gengæld er grave almindelige. De ældste grave var monumentale anlæg som langhøjene i Slotved Skov, Stenhøj langdysse ved Tolne og dyssekammeret i Tornby. Ofringer var også udbredte, og i mange af kommunens vådområder har man fundet offergenstande som lerkar, flintøkser, flintdolke og ravperler. I 1932 fandt man en 12 cm lang økse ved Odden Teglværk. Øksen, der var lavet af kobber fra det østrigske område, viser, at Nordjylland ikke var isoleret i yngre stenalder. Øksen er et af ca. 80 danske fund af kobber fra denne periode.

Bopladsfundene fra bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f.Kr.) er få og spredte. I 2012 undersøgte arkæologer dele af en stor bebyggelse, Højene, fra yngre bronzealder med langhuse, kultiske anlæg og en ovn til at tørre korn i. Der er endvidere ved Lønstrup lokaliseret en stor og velbevaret boplads fra yngre bronzealder, der har været dækket af sand.

Gravhøje er talrige, bl.a. Femhøje. Den sidste af de oprindelige fem høje blev udgravet i 1938. I den var der tre grave. Centralgraven var fra ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f.Kr.) og indeholdt en egekiste på et stenleje. De to øvrige grave var brandgrave fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.Kr.), hvoraf den ene rummede en lille stenkiste med brændte knogler, trækul og et bronzesværd i en træskede.

Det var almindeligt at ofre redskaber, smykker, lerkar og våben, og især har man gjort mange offerfund i søer, åer og moser. Et af de mest usædvanlige kom for dagen, da en ålestanger i 1960 fangede et mellemeuropæisk bronzesværd fra ældre bronzealder i Uggerby Å. Desuden skal også nævnes det spektakulære fund af brudstykker af en bronzelur i opgravet tørvejord i Ulvkær Mose i 1988. Videre eftersøgning frembragte næsten alle dele af et lurpar fra yngre bronzealder. Det var det første lurfund i Vendsyssel.

Jernalderen (ca. 500 f.Kr.-ca. 800 e.Kr.) er den bedst undersøgte oldtidsperiode i Hjørring Kommune, og der er fundet flere bopladser, både ved udgravninger af enkelthuse og ved udgravninger af større bebyggelser. Antallet af gravfund er højt. Gravene fra førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.- Kristi fødsel) er ligbrændingsgrave anlagt uden høj. De afdøde fik gaver med i gravene, som i den sene del af førromersk jernalder viser en tydelig social lagdeling i samfundet. Ved overgangen til ældre romersk jernalder (Kristi fødsel-ca. 160) blev det almindeligt at begrave lig uden at brænde dem. Gravene blev nu bygget af store sten, eller de var trækonstruktioner med form af fx et sadeltag. Denne gravskik kendes kun i Vendsyssel, mens stenbyggede grave ses over hele det nordlige Jylland. De døde fik oftest lerkar med i graven, tit smukt dekorerede og af høj kvalitet. Knive, spænder og smykker var også almindelige gravgaver. Højstatusgrave med fx guldringe, romerske bronzekar og glas er fundet ved Snevre og vidner om, at storbønder og stormænd havde sæde her.

Ofringer i søer og moser var almindelige. De typiske offergaver var særlige lerkar, mosepotter, som ofte blev ledsaget af slagtede dyr. Nu og da blev også mennesker lagt i mosen, hvilket bl.a. fremgår af skelettet i Tollestrup Mose. Vendsyssels største offermose fra jernalderen blev udgravet i 1940’erne ved Varbrogård. På ofringstidspunktet i ældre romersk jernalder var der åbent vand på stedet, og på sandbunden er der fundet skår af 114 lerkar og fem ildbukke, slagtofre/måltidsrester i form af store mængder dyreknogler samt samlinger af små sten. Knogler og sten har oprindelig været anbragt både i og uden for lerkarrene. Mange af lerkarrene er store forrådskar, og en del har fået slået hul i bunden, måske for at de bedre kunne synke ned i vandet, eller fordi destruktion indgik i datidens kult. I mosen fandt man desuden den ældste kam fra Vendsyssel, lavet af hjortetak.

Bopladserne fra germansk jernalder (ca. 375-ca. 800) adskiller sig fra ældre bopladser ved de mange metalfund fra håndværksproduktion. En hel række af disse metalrige pladser ligger langs Liver Å, hvorfra der var adgang til havet. Den største af disse ligger nær Nørlev, hvor man fandt rester af alle dele af en smykkeproduktion. En del andre pladser er blevet lokaliseret, fx Bagterp ved Hjørring med en del forgyldte bronzefund og Hushøj ved Tornby, hvor pragtfund fra tiden omkring Kristi fødsel til og med vikingetiden samt en hustomt vidner om en væsentlig bebyggelse som fx en storbondegård. I slutningen af jernalderen blev der anlagt flere broer over åerne, så landtransporten blev mere effektiv.

I vikingetiden (ca. 800-1050) fortsatte det bebyggelsesmønster, der havde rødder langt tilbage i jernalderen, idet hovedparten af jorden i Vendsyssel menes at være taget i besiddelse allerede omkring år 200. Siden yngre jernalder (ca. 375-ca. 800) lå landsbyerne således inden for et velafgrænset område. Deres nuværende placering knyttes imidlertid til sogneinddelingen fra begyndelsen af middelalderen. I Hjørring Kommune er størstedelen af fundene fra vikingetiden detektorfund. Ved Vrejlevkloster er der udgravet en del af en bebyggelse, og ved Højene i Hjørring udgravede arkæologer i 2012 fire gårdanlæg fra sen vikingetid eller tidlig middelalder. Af andre lokaliteter kan nævnes Nørlev ved Liver Å, der som før nævnt opstod allerede i jernalderen, samt Rubjerg. Vikingetidens bebyggelser lå mere indenlands. Ved Baggesvogn og Sindal er der fundet en del pragtgenstande fra 800-tallet, der vidner om en stormandsgård.

Læs mere om Historie i Hjørring Kommune

Læs også om

• Middelalderen i Hjørring Kommune
• 1536-1850 i Hjørring Kommune
• 1850-1920 i Hjørring Kommune
• 1920-1970 i Hjørring Kommune
• 1970-2007 i Hjørring Kommune

Se alle artikler om Oldtid