Mors’ placering og frugtbare landskab har dannet grobund for en tæt bebyggelse igennem oldtiden, hvor mennesket har udnyttet de lokale ressourcer og de gode forbindelser, som Limfjorden gav. Samtidig har mennesket sat sine tydelige spor på Mors.
Oldtiden i Morsø Kommune
Tidslinje over oldtiden i Morsø Kommune
Granitbjælke udformet som forenden af en springende hest kroner apsidens tag på Vejerslev Kirke. Det er tidligere foreslået, at bjælken er et levn fra vikingetidens bygningskunst.
Ældre stenalder
Der kendes kun spredte fund fra de første årtusinder efter istiden, hvor området var landfast med resten af Jylland.
I den sene del af ældre stenalder blev Mors en ø, og siden har beliggenheden i Limfjorden, en lang kystlinje og frugtbar jord givet optimale betingelser for bosættelse. Vandstanden i havene var højere end i dag, og fjorde skar sig dybt ind i landet. Langs stenalderhavets kyster lå Ertebøllekulturens (ca. 5400-ca. 3950 f.Kr.) bopladser tæt, bl.a. omkring Bentines Bro syd for Øster Jølby og i Sejerslev Kær på Nordmors. Der blev fisket, samlet østers og drevet jagt på kronhjort, vildsvin, sæl, svane, vildkat og skovmår.
Yngre stenalder og bronzealder
Mors har med ca. 151 km kystlinje et stort marinarkæologisk potentiale. Fund ved tidligere små fjorde, bugter, næs og nor vidner om bosættelse langs kysterne i ældre (ca. 12.800-ca. 3950 f.Kr.) og yngre (ca. 3950-ca. 1700 f.Kr.) stenalder. Især på den sydlige del af Agerø er der fundet mange spor af bosættelse fra både ældre og yngre stenalder. På stranden er der opsamlet hundredvis af stykker flint, bl.a. kerneøkser, dolke, pilespidser, flækker og afslag, samt dele af et kronhjortegevir. Ud til 200 m fra kysten på 1,6 m dybde er der fundet en skaldynge, der kan have været en køkkenmødding. Og i Glomstrup Vig er der fundet et flintdolkskæfte fra yngre stenalder. Ved Vilsund Øst er der i en lav strandbrink fundet spor af bosættelse fra stenalderen. I farvandet øst for Vilsund er der tillige registreret spor af bosætning med kulturlag fra vikingetid.
I yngre stenalder begyndte de første bønder at fælde skov og opdyrke landet. Fra Tragtbægerkulturen (ca. 3950-ca. 2800 f.Kr.) kendes spredte bopladser og enkelte storstensgrave, herunder jættestuen Tusbjerg. I grave og som ofringer blev nedlagt samlinger af ravperler og økser af rav.
Opførelsen af gravhøje tog for alvor fart med enkeltgravskulturen (ca. 2800-2350 f.Kr.) og fortsatte i ældre bronzealder (ca. 1700-1100 f.Kr.). En meget stor del af højene er overpløjede eller sløjfede som følge af intensiv dyrkning, men på Nordmors og ved Legindbjerge ligger stadig en del bevarede gravhøje enkeltvis og i grupper.
Jernalder
I førromersk og romersk jernalder (ca. 500 f.Kr.-375 e.Kr.) var Mors et tæt befolket landbrugsområde. Bønderne boede i landsbyer, i huse med vægge af græstørv, ofte omgivet af stenbrolægninger. De er udgravet ved Pigens Vadested øst for Bjergby. I yngre romersk jernalder (ca. 160-375) blev en mand og to kvinder fra samfundets top begravet ved Bjergby med våben, importvarer og smykker af guld, sølv, rav og glas.
I yngre germansk jernalder (ca. 550-ca. 800) blev der anlagt en ny type handels- og anløbspladser med samlinger af grubehuse helt ude ved kysten, bl.a. ved Dalgård nær Fårup. De vidner om den voksende betydning af handel og søfart – en udvikling, der fortsatte i vikingetiden.
Vikingetid
I vikingetiden (ca. 800-1050) var Limfjorden åben i begge ender, og Mors lå på en vigtig færdselsrute, hvor man kunne sejle fra de indre danske farvande ud i Nordsøen og videre til England. Anløbspladserne var stadig i brug, og oppe på det højere land lå gårde med langhuse, bl.a. ved Dalgård og Tæbring. Fund af mønter fra England og Den Nære Orient vidner om udlandsforbindelser og økonomisk overskud.
