Motiv af ansigt med svunget overskæg fra et af de opretstående bronzehåndtag på Dejbjerg 2-vognen. Det antages at være en af de ældste afbildninger af guden Thor som keltisk smedegud.
.
Dejbjergvognene fra jernalderen blev fundet adskilt og delvis ødelagt i en mose ved Dejbjerg i hhv. 1881 og 1883. Rekonstruktionstegningerne viser to af de tre mulige måder, vognene kunne have set ud på: en lav seng eller båre med en træstol monteret ovenpå (Dejbjerg 1) og en vognkasse med høje sider påsat fire opretstående bronzehåndtag (Dejbjerg 2) med motiver af bl.a. et ansigt med svunget overskæg. Vognene har været keltiske pragtkøretøjer, formentlig fra Bøhmen, og nogle af landets ældst kendte hestetrukne køretøjer.
.
Gravhøje (sorte punkter) fra yngre stenalder og bronzealder vist sammen med ældre vejforløb (røde linjer). Kortet giver indtryk af, hvorledes gravhøjene ofte følger datidens vejforløb, der måske er endnu ældre end områdets ca. 5.500 år gamle storstensgrave.
.
På Hanningrunestenen fra ca. 1000-1100-tallet, der sidder i Hanning Kirkes ydermur, kan man se, at den er blevet tilhugget til alle sider og derfor må være blevet genanvendt i murværket. Af den oprindelige indskrift kan følgende læses i dag: »V…, Tues søn, rejste denne sten efter Gyde, sin mor, …kil h[uggede?]«. Derudover er indskriften forsynet med et hammerornament, formentlig en torshammer (nederst tv. i billedet).
.
Det rigt ornamenterede Rindumkar fra ca. 3950-ca. 3400 f. Kr. blev fundet ved tørvegravning i 1943. Karrets karakteristiske tragtformede halsparti, der var et meget almindeligt træk hos tragtbægerkulturens keramik, har givet kulturen sit navn.
.

Tidslinje over oldtiden i Ringkøbing-Skjern Kommune.

.

Ringkøbing-Skjern Kommune er usædvanlig rig på fortidsminder, hvilket bl.a. hænger sammen med, at intensiv mekaniseret landbrugsdrift først sent blev introduceret i Vestjylland. De synlige spor er først og fremmest de mere end 1.600 fredede gravhøje, men også diger omkring jernaldermarker er bevaret mange steder i plantager og hedeområder. Under muldlaget gemmer sig desuden bopladser og grave, ofte i fremragende bevaringstilstand.

Ældre stenalder

Tiden siden sidste istid er også historien om det sunkne Doggerland, der var et landskab, som strakte sig langt mod vest og var landfast med De Britiske Øer. I takt med havstigningerne under isens afsmeltning blev landområdet gradvis oversvømmet. Omkring 5700 f. Kr. menes Doggerland at have været opslugt af havet. Fra de daværende oldtidsbopladser, som i dag befinder sig på Nordsøens bund, er der gennem tiden skyllet hjortetaksøkser og ravsmykker mv. op på stranden langs Vesterhavskysten. Også en kindtand fra en istidsmammut er drevet ind. På de områder, som i dag ligger over havet, er der gjort flere fund af pilespidser mistet af de første stenalderjægere. Bopladser langs vandløbene er kendt fra opsamlinger af pilespidser og forskellige redskaber. En enkelt boplads fra Maglemosekulturen (ca. 9000-ca. 6400 f. Kr.) i Hjortmose nær Ringkøbing er undersøgt nærmere.

Yngre stenalder

For 6.000 år siden blev det vestjyske landskab indtaget til kvægavl og agerbrug. Sporene af yngre stenalders (ca. 3950-ca. 1700 f. Kr.) bondebefolkning er fundet flere steder. Således er der i fx Ringkøbingområdet og på Holmsland fundet hustomter fra senneolitikum (ca. 2350-ca. 1700 f. Kr.). Byggeskikken var gennem hele yngre stenalderpræget af det fælleseuropæiske toskibede hus, hvor taget blev båret af én række store stolper. Meget tyder på, at kreaturer har været opstaldet i den ene ende af disse bygninger, da jorden her ofte er blevet løsnet med ard og derefter opgravet, formentlig til gødning af kornmarker. Agerbrug ses også i form af ardspor under et godt 5.000 år gammelt gravanlæg nær Spjald.

I yngre stenalder opførtes ligeledes storstensgrave som langhøje med og uden randsten, runddysser og jættestuer. Kun nogle få af disse anlæg er stadig synlige i landskabet, fx en gruppe af langhøje og langdysser nær Ølstrup. Mod tragtbægerkulturens slutning, dvs. ca. 2800 f. Kr., anlagdes desuden såkaldte stendyngegrave i rækker over lange strækninger. Formodentlig har hver af disse grave rummet både to okser og en vogn samt afdøde, ofte med flintøkser og andre gravgaver. Rækkerne af stendyngegrave danner linjer gennem det vestjyske landskab, ofte orienteret nord-sydligt, som formentlig har fulgt datidens færdselsruter. Ny kortlægning af områdets langhøje og langdysser fra ca. 3500 f. Kr. viser, at disse i mange tilfælde ligeledes var orienteret i nord-sydlig retning, hvilket antyder, at også de blev anlagt langs endnu ældre færdselsruter.

Efter stendyngegravenes tid introduceredes enkeltgravskulturens (ca. 2800-ca. 2350 f. Kr.) runde, lave høj uden store sten. Disse rundhøje opførtes også ofte i rækker eller i grupper. Brug af vogne viser sig nu mere tydeligt i fundmaterialet, idet der er fundet rester af vognhjul i en mose nær Momhøj ved Fjelstervang.

Fra yngre stenalder stammer også flere bemærkelsesværdige fund, heriblandt et fint udsmykket lerkar fra en mose ved Rindum samt flere fund af store flintøkser. I en eng ved Borris er desuden fundet en stor samling ravperler fra ca. 3700‑3300 f. Kr.

Bronzealder

I ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f.Kr.) ændredes byggeskikken. Nu opførtes store, brede bygninger. Hustomter efter sådanne bygninger blev første gang udgravet i Spjaldområdet i 1960’erne. De var bemærkelsesværdige ved at have op mod 200 m2 under et tag. Den egentlige ændring i byggeskikken i bronzealderen var, at taget nu blev båret af to rækker stolper i stedet for én, dvs. at husene nu var treskibede. Denne byggeskik var herefter den foretrukne i resten af oldtiden.

Der er kun begrænset kendskab til landbruget i bronzealderen. Dog er der gjort fund af nogle klovspor i tørv fra havstokken ud for Nørre Lyngvig. Sporene, som var afsat af kreaturer, der vandrede gennem datidens mosehuller, er kommet til syne i dag, da storme har brækket lagene op, hvorefter de er skyllet op på forstranden.

Stenalderens højrækker udbyggedes i ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f. Kr.) med storhøje, der i mange tilfælde opførtes i de eksisterende forløb af højrækker. Højene har vist sig ofte at rumme begravelser i egekister, heriblandt Muldbjergmanden med bevaret klædedragt og hue, dateret til ca. 1365 f. Kr. I en grav ved Barde lå rester af en klapstol af en type, som også er fundet i samtidige egyptiske grave. I moserne ofredes smykker og våben; fx er der i Torsted og Vedersø fundet store samlinger af spydspidser og økser.

Jernalder

I jernalderen blev størstedelen af området inddraget til bebyggelse, dyrkning og græsning, og der indledtes udvinding af jern. Da perioden er velundersøgt, er kendskabet til såvel bosætning og byggeskik som arealudnyttelse ret indgående. Det har således vist sig muligt at påvise, at bebyggelsen i løbet af perioden gennemgik en række ændringer. I begyndelsen af jernalderen, ca. 500 f. Kr., lå husene spredt og blev flyttet med en generations mellemrum, som det kendes fra Grøntoft og på Brændgårds Hede, der begge var i brug i tiden ca. 500-ca. 250/200 f. Kr. De såkaldte Klegodhustomter, dateret til ca. 500-ca.250/200 f. Kr., der er fundet på forstranden ud for Søndervig, er et eksempel på et usædvanlig velbevaret fund. I tiden omkring Kristi fødsel blev bosættelserne stedbundne gennem flere generationer. Gårde opført i rækker fra ca. Kristi fødsel-ca. 200 er udgravet på Holmsland og i Tarm. Omkring år 200 ændrede bebyggelsesmønsteret sig igen, idet gårde blev flyttet til nye områder. Store bebyggelser, dateret til ca. 200-ca. 1000, er undersøgt bl.a. i Rindum og på Holmsland. Her er der i Rindum gjort fund af 13 meget små gårde på række, der ca. 400-ca. 550 var i brug samtidig med de almindelige gårde i nærområdet.

Det ældste jernalderlandskab, ca. 500-ca. 200 f. Kr., var opdelt af de såkaldte hulbælter, dvs. lange rækker af åbentstående huller. Det er stadig uklart, hvad disse nogle steder kilometerlange anlægs egentlige funktion har været. Rækker af samme slags huller ses også anvendt til at omgive enkelte bebyggelser, eksempelvis på Brændgårds Hede og Lystbækgård. En bebyggelse i Lyngsmose nordøst for Ringkøbing viste sig endda at være omgivet af vold og grav.

Jernaldermarker er bevaret som små firkantede områder omgivet af volde, de såkaldte skel- eller digevoldinger fra ca. 500 f. Kr.-ca. 200 e.Kr. På Øster Lem Hede nord for Skjern findes den største bevarede koncentration af dem i området. Her er 70 ha fredet, og endnu 70 ha spor er udjævnet i de dyrkede marker og intakte plantagearealer. En anden stor forekomst af skelvolde findes i Brejning Krat. På Øster Lem Hede er det desuden muligt at se jernalderens vejforløb i form af bevarede inddigede vejforløb gennem de inddigede marker, ligeledes dateret til ca. 500 f.Kr.-ca. 200 e.Kr. En overraskende tidlig forekomst af såkaldt muldfjælspløjning (der gjorde det muligt at vende jorden og således forbedre udbyttet), fra yngre jernalder dukkede op under Skjern Å-projektet i årene 1999‑2002. Markoverfladen kunne kulstof-14-dateres til slutningen af germansk jernalder (ca. 375-ca. 800), hvilket beviste, at muldfjælsploven modsat tidligere tiders opfattelse allerede var i brug i jernalderen.

I Rindum er der fundet mange (nu udjævnede) vejforløb, ligesom et stenlagt vadested ved overfartsstedet i Skjern var i brug frem mod slutningen af jernalderen, ca. 400-ca. 800.

Tuegrave, hvor de dødes brændte knogler og gravgaver blev gravlagt i gruber eller i lerkar (urner) og anbragt i lave høje, er fundet på større gravpladser fra ca. 500-ca. 250/200 f.Kr. Herudover er en stor gravplads med ca. 150 brandgrave undersøgt i Tarm. Den var i brug ca. 250/200 f.Kr.-Kristi fødsel og er blandt de største i Jylland. Karakteristisk er særligt mange grave med våben. Fra omkring Kristi fødsel og de følgende knap 400 år blev kistegrave almindelige. Ved Rindumbebyggelserne fra ca. 200-ca. 1000 er store grupper af grave blevet frilagt tæt ved gårdene. Det særlige ved gravene er her, at bl.a. udtjente stammebåde har været brugt som kister. Mere ejendommeligt er det, at der i tiden efter gravlæggelsen nænsomt er blevet gravet ned til nogle af de afdøde. Hensigten hermed er endnu uvis, men der har ikke været tale om plyndringer. I germansk jernalder (ca. 375-ca. 800) blev brandgrave igen udbredte, men de er ofte pløjet itu i dag.

Dejbjergvognsfundet med sine to træ- og metalbyggede pragtvogne er et unikt fund, da stort set alle andre europæiske vognfund mangler bevarede trædele. Vognene har været brugt til kørsel på befæstede veje og blev formentlig produceret et sted i Mellemeuropa kort før Kristi fødsel. Efter at have været opbevaret under tag i flere hundrede år endte Dejbjergvognene som udslidte køretøjer i Dejbjerg Præstegårdsmose, hvorefter de blev fundet igen i 1881 og 1883.

Et andet bemærkelsesværdigt fund stammer også fra Dejbjerg og omfatter en samling frankiske drikkeglas fra en nedbrændt hustomt fra 500-tallet. Fra overfartsstedet i Skjern stammer desuden en usædvanlig stor bronzearmring med en stiliseret slange som motiv. En guldbrakteat – en rund guldplade præget med billedmotiver – er fundet på Holmsland, og fra Haurvig på Holmsland Klit, der måske har fungeret som anløbsplads i perioden, kommer nogle romerske og hjemlige møntfund.

Vikingetid

Bebyggelsesspor fra vikingetiden (ca. 800‑1050) findes i stort antal i området. Til trods for at bebyggelserne i vikingetiden flyttede til nye placeringer i forhold til jernalderens bebyggelse, fremgår det tydeligt, at byggeskikken endnu havde sine rødder i jernalderen. Flere steder som i Rindum og Omgård er der fundet langhuse med stalde fra ældre vikingetid (ca. 800-ca. 900). Nedgravede grubehuse var fortsat almindelige og gik først ud af brug i yngre vikingetid (ca. 900‑1050). I denne periode ændredes måden, som dyrene var opstaldede på, idet staldene flyttedes væk fra boligen og placeredes i en selvstændig bygning, mens bondens bolig antog karakter af langhus af Trelleborgtypen. Grave fra vikingetidens befolkning er derimod kun undtagelsesvis bevaret.

Vestjylland er generelt en runestensfattig egn, men i Hanning og Ådum findes to runesten, som formentlig blev rejst i 1000- eller 1100-tallet. De repræsenterer således den alleryngste del af runestensskikken i Danmark. Hanningstenen sidder i Hanning Kirkes mur, og Ådumstenen står på Ådum Kirkegård. Teksten på Ådumstenen lyder: »Thorulv satte sten efter Toke Tokesøn, den ypperste(?). Gud hjælpe hans [sjæl]«.

Endelig er der i området ved Dejbjerg gjort to væsentlige fund. Det ene er en værktøjskasse, og det andet et stort, massivt karolingisk sværdskedebeslag i sølv dateret til midten af 800-tallet.

Videre læsning

Læs mere om historie i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid