Tidslinje over oldtiden i Rudersdal Kommune.

.
Begravelse fra Vedbækfundene. 18-årig kvinde gravlagt med et barn i 8.-9. fostermåned (nederst tv. i billedet), der lå på en svanevinge. De menes begge at være døde i forbindelse med fødslen. Kvinden har antagelig været iført en dragt, idet både tandperler og gennemborede sneglehuse fundet under og ved siden af hendes hoved menes at have været fastgjort til denne. Ved barnets bæltested lå endvidere en flinteflække, hvilket indikerer, at der er tale om en dreng. Mor og barn menes gravlagt ca. 5000 f.Kr.
.

Oldtidens skiftende udnyttelse af havets og indlandets ressourcer afspejles i den overordnede bebyggelsesstruktur. I nogle perioder af stenalderen lå bopladserne ved kysten, i andre var bebyggelsen koncentreret i de indre egne. I løbet af bronzealderen opstod der behov for at inddrage ny landbrugsjord, og mange bopladser blev igen flyttet ind i landet. Denne struktur ophørte delvis omkring Kristi fødsel, og store dele af landskabet sprang i skov. Først med anlæggelsen af middelalderens landsbyer blev egnen igen tættere befolket.

Ældre stenalder

Der færdedes mennesker på egnen omkring sidste istids afslutning. Klimaet var tørt og køligt, og landskabet en blanding af tundra og lysåben birkeskov. Ved Vedbæk og i Birkerød er der fundet få karakteristiske flintpilespidser fra Brommekulturens (ca. 11.000-ca. 10.500 f.Kr.) omstrejfende jægere, der fulgte rensdyrenes vandringer.

Klimaet blev gradvis varmere, og fyrreskoven bredte sig. Fra Rudersdal Kommune kendes enkelte fund fra Maglemosekulturens jægere (ca. 9000-ca. 6400 f.Kr.) som pilespidser og andre flintredskaber fra Næsset i Furesø. Datidens kystlinjer lå lavere end i dag, og Maglemosekulturens kystbopladser blev nu havdækkede. Derfor er fund fra den tidlige del af ældre stenalder sparsomme i Nordsjælland.

På grund af fortsat temperaturstigning smeltede isen yderligere, og verdenshavene steg. Omkring 6000 f.Kr. blev Øresund skabt, og langs kysten opstod gradvis nye vige og fjorde. En af dem var fjorden ved Vedbæk, hvor strandlinjen ca. 4200 f.Kr. stod 5 m højere end i dag. Fjordens og urskovens rige dyreliv tiltrak Kongemose- og Ertebøllekulturens (ca. 6400-ca. 3950 f.Kr.) jægere. Der kendes ca. 40 bopladser fra stenalderfjorden, hvoraf flere er blevet omhyggeligt udgravet, og det har gjort Vedbæk til et af de vigtigste fundområder fra Nordeuropas stenalder. Udgravningerne har bl.a. resulteret i fund af velbevarede redskaber af tak, ben og træ foruden faunarester, som samlet set belyser stenaldermenneskets jagt og fiskeri ved fjorden. Fisk og andre marine dyr var den vigtigste fødekilde. I den tætte skov, som var domineret af elm, eg og lind, nedlagde jægerne kronhjort, rådyr og vildsvin samt pelsdyr som ræv, ulv og bæver. Vedbækfundene er især kendt for de mange grave med velbevarede skeletter af kvinder, mænd og børn, men der er også fundet kremerede lig fra perioden.

Yngre stenalder

Fra Vedbæk Fjord kendes jagt- og fiskebopladser fra begyndelsen af yngre stenalder, men de ophørte ca. 3200 f.Kr., hvor vandstanden faldt, og fjorden groede til. Løsfund af tragtbægerkulturens (ca. 3950-ca. 2800 f.Kr.) slebne flintøkser og storstensgravenes placering vidner om, at mange bopladser blev flyttet ind i landet på de lette jorder, hvor urskoven blev fældet og afbrændt for at give plads til husdyr og agerdyrkning. Der kendes til sløjfede rund- og langdysser i Geelskov, ved Bistrup, Ravnsnæs og Rundforbi. I Birkerød Sø blev i 1869 opfisket en intakt øskenkrukke fra tidligste del af yngre stenalder.

Fund fra den sene del af yngre stenalder kendes i kommunens østlige del, bl.a. i form af løsfundne fladehuggede flintdolke fra senneolitisk tid (ca. 2350-ca. 1700 f.Kr.). Ved Skodsborg er der udgravet to hellekister fra senneolitikum (ca. 2350-ca. 1700 f.Kr.), den ene indeholdende tre skeletter. Hellekisterne, der var dækket af en gravhøj og brugt til gentagne begravelser, kan stadig ses på stedet.

Fra tørlagte moser i Trørød og ved Sandbjerg kendes offerfund med flintdolke, kornsegl og flintøkser.

Bronzealder

Solskive dateret til ca. 1500‑1300 f.Kr. af guld og bronze fundet i Jægersborg Hegn. Skiven, der blev fundet i 1863 under en af den arkæologiinteresserede kong Frederik 7.s udgravninger, har en diameter på 23 cm og er et såkaldt solbillede, som blev anvendt i forbindelse med hellige ritualer.

.

I ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f.Kr.) blev bebyggelsen koncentreret i de kystnære områder og langs Mølleå. Baggrunden for bebyggelsens forskydning var muligvis, at fiskeri og kreaturgræsning i de tilgroede stenalderfjorde og på strandengene fik større betydning, men en forøget kommunikation og vareudveksling ad søvejen spillede måske også en rolle.

Bebyggelsen afspejles af gravhøjene, der engang kronede bakkerne langs Øresund og Mølleå. Kystlandskabet var præget af åbne græsarealer, hvor gravhøjene kunne ses vidt omkring. Det er et fåtal, der er undersøgt og kan dateres præcist, men ud af de i alt ca. 250 gravhøje, der kendes fra Rudersdal Kommune, er hovedparten antagelig fra ældre bronzealder. I årene 1858‑63 forestod Frederik 7. udgravninger af flere bronzealderhøje i Jægersborg Hegn, hvor der blev fundet grave med sværd, dolke og smykker af bronze. I en af højene stod en delvis bevaret trækiste, som bl.a. rummede et bronzesværd og en bronzeskive belagt med ornamenteret guldblik. Fra en høj ved Rundforbi stammer et andet rigt gravfund med bl.a. en halskrave, en bælteplade og en halsring af bronze. Mellem Smidstrup og Vedbæk er undersøgt flere høje med rigt udstyrede grave.

I yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.Kr.) ekspanderede bebyggelsen ind i landet på magre, kuperede jorder, hvor der blev anlagt talrige små enkeltliggende gårde på bakkerne. Der er udgravet bopladser med spor af træbyggede langhuse ved Rygård og Langhaven i Gammel Holte. Ved Langhaven fandtes gruber med ituslået keramik: skåle, kopper, fade og forrådskar samt rester af lerforme til bronzestøbning.

Jernalder

I førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.- Kristi fødsel) blev der fortsat anlagt gårde inde i landet, som med generationers mellemrum blev flyttet rundt inden for et afgrænset ressourceområde. I Rudersdal Kommune er der undersøgt adskillige bopladser med spor af træbyggede langhuse, bl.a. mellem Isterød og Ebberødgård og ved Gammel Holte. Omkring gårdene var landskabet dækket af små marker indrammet af lave jordvolde. Rester af disse marksystemer kan stadig ses i Geelskov og Rude Skov.

I tiden omkring Kristi fødsel blev mange af de gårde, der lå i det kuperede terræn, opgivet, og markerne sprang i skov. I den sydligste del af Rudersdal Kommune, på kanten af Lundtoftesletten, lå der dog fortsat nogle gårde frem til ældre germansk jernalder (ca. 375-ca. 550), måske fordi dyrkningsmulighederne var bedre her.

Gårde fra romersk jernalder (Kristi fødsel-ca. 375) og ældre germansk jernalder (ca. 375-ca. 550) kendes fra udgravninger ved Rygård og Langhaven i Gammel Holte. I løbet af germansk jernalder (ca. 375-ca. 800) ophørte bebyggelsen også her. En mere udbredt bosættelse i indlandet skete antagelig først i tidlig middelalder.

Der kendes til enkelte urnegrave fra jernalderen, heriblandt en grav fra førromersk jernalder i Rude Skov samt en urnegrav, antagelig fra germansk jernalder, fra Vedbæk, hvor urnen foruden brændte menneskeben rummede brændte bjørnekløer.

Vikingetid

Jernalderens affolkning medførte, at området var sparsomt befolket i vikingetiden (ca. 800‑1050). De få fund fra perioden, der er gjort i området, stammer fra Øresundskysten. Ved Vedbæk Stationsvej er undersøgt to grubehuse fra ca. 600‑1000-tallet. Grubehusene har sandsynligvis hørt til en plads, der fungerede som anløbssted for skibe, der passerede gennem Øresund.

Videre læsning

Læs mere om historie i Rudersdal Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid