Tollundmanden, der døde ca. 405 - 380 f.Kr.. af . Begrænset anvendelse

Oldtiden i Silkeborg Kommune

Bronzefigur, formentlig fra 300-tallet, fundet ved Tømmerby. Den ca. 50 cm høje figur er en fremstilling af en romersk kejser, formentlig Konstantin den Store, Theodosius den Store eller sidstnævntes søn og arvtager Arcadios. Stråleglansen om figurens hoved henviser til kejseren som en solgud. Fortællingen om solen som en uovervindelig guddommelig kraft havde stor betydning både i det hedenske romerske gudeunivers og i senantikkens kristendom, idet solen ligeledes er et symbol på Kristus. Figuren kan således opfattes som både solgud og Kristus, hvilket har været praktisk i en tid, hvor både de hedenske guder og kristendommen blev dyrket i Romerriget.
.
Gribedyret, der var et yndet motiv i nordisk kunst i vikingetiden, introduceredes ca. år 800. Det er et livligt dyr, hvis hoved altid afbildes forfra, og hvis fødder griber fat i alt, hvad det kan nå. Modsat det langt slankere ormeslyng, der også dukkede op inden for vikingeornamentikken på denne tid, er gribedyret kraftfuldt og ofte mere naturalistisk fremstillet. Det vides ikke med sikkerhed, hvad dyrets funktion har været, men der har måske været tale om en amulet, som beskyttede dens ejer. Den lille bronzefigur er fundet i et grubehus ved Gødvad.
.

Tidslinje over oldtiden i Silkeborg Kommune.

.
Tollundmanden, som han kan opleves på Museum Silkeborg.
.

Flest oldtidsfund er gjort i de frugtbare morænebakker i kommunens østlige del, hvorimod der kun er få spor af oldtiden på de sandede hede- og skovområder vest for Den Jyske Højderyg.

Ældre stenalder

Der er fundet enkelte spor efter senistidens rensdyrjægere fra Brommekultur (ca. 11.000-ca. 10.500 f.Kr.) i form af løsfundne skafttungespidser fra Silkeborg og Funder. Bopladser fra Maglemosekultur (ca. 9000-ca. 6400 f. Kr.) kendes fra talrige flintopsamlinger og flere udgravninger især langs Gudenå og tilstødende åer og søer. På dette tidspunkt var landet dækket af urskov. Både bosættelser, transport, jagt, fiskeri og indsamling foregik derfor omkring søer og åsystemer. De store bopladser ved Gudenå og Silkeborg Langsø indeholder fund fra jægernes gentagne besøg gennem tusinder af år. Enkelte mindre bopladser, bl.a. Holm Mølle og Søhøjlandets Golf, har ligget længere fra søer og åer og formodes at have været jagtstationer, hvor jægerne har udbedret deres udstyr. På flere bopladser fra Maglemosekulturen ses også redskaber fra den efterfølgende Kongemosekultur (ca. 6400-ca. 5400 f.Kr.), fx ved Sminge Sø. Derudover er der nogle få fund fra Ertebøllekulturen (ca. 5400-ca. 3950 f. Kr.).

Yngre stenalder

Med agerbrugets indførelse ca. 3950 f. Kr. begyndte bønderne at fælde skov for at kunne dyrke jorden. Tragtbægerkulturen (ca. 3950-ca. 2800 f. Kr.) er kun sparsomt repræsenteret i Silkeborg Kommune, men de mange fund af tyndnakkede flintøkser fra hele området vidner dog om udbredt aktivitet.

Langhøje fra tiden ca. 3800-ca. 3500 f.Kr. kendes bl.a. fra Vinding, Voel og Sorring samt Bøgholt ved Fårvang, hvor der er udgravet en stolpeafgrænset høj med en dyb stenpakket palisadegrøft og et træbygget gravkammer. Der har også ligget nogle nu sløjfede stendysser i området, bl.a. ved Vinding og Thorning, og en overpløjet jættestuetomt ved Tvilum Kirke. Ved Salten er der fundet en jordfæstegrav med en flintøkse, tværpile, ravperler og et smykke af importeret kobber.

De mange forholdsvis små gravhøje stammer fra enkeltgravskulturen (ca. 2800-ca. 2350 f.Kr.) og har dækket over både mandsgrave, ofte med stridsøkser i, og kvindegrave med ravperler.

Der kendes kun få bopladser fra tiden, men ved Gjern er der fundet flere nedgravede husgulve. Et af husene var brændt, og på gulvlaget lå resterne af et forråd af korn, agern, hasselnødder og muligvis kød. Ved Resenbro er der fundet over 100 liter forkullet korn, herunder hele aks, som havde været oplagret i en grube. Fundet er formentlig fra senneolitikum (ca. 2350-ca. 1700 f.Kr.).

Bronzealder

I bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f. Kr.) viser de mange gravhøje, at området var tæt bebygget. Der findes i alt ca. 2.500 gravhøje, der sandsynligvis stammer fra bronzealderen. Gravhøjene ligger fremtrædende i landskabet og følger gerne højdedrag, især Den Jyske Højderyg, samt åløb som Gudenå og Salten Å.

Der er også eksempler på, at stenalderens gravhøje blev genanvendt til nye begravelser i bronzealderen, fx i en overpløjet gravhøj ved Elkær. Her er der nederst lokaliseret en mindre høj med to grave fra yngre stenalder, hvorover der er fundet rester af en egekistegrav samt et bronzesværd med en meget velbevaret skindforet skede af træ.

Bronzealdersamfundet var præget af betydelig rigdom hos visse grupper. En rig kvindegrav fra en større højgruppe ved Voel indeholdt et par øreringe af guldtråd, en snoet halsring, en armring, tre fingerringe, en bælteplade og en dragtnål af bronze dateret til ca. 1500-ca. 1300 f. Kr. Rigdomme blev også deponeret ved vådområder, fx ved Serup, hvor der er fundet 11 bronzeøkser, såkaldte skaftlapøkser, og tre segl i en dynge ved foden af en bakke nær Lemming Å. De blev nedlagt ca. 900-ca. 700 f.Kr. i yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.Kr.).

Bopladsen Balle Nørremark havde kontinuerlig bosættelse fra sidste del af stenalderen og op gennem hele bronzealderen. Foruden adskillige huse på toppen af højdedraget blev der på skråninger og i lavninger omkring husene fundet udsmidslag med mange lerkarskår, kværnsten og flintredskaber.

Jernalder

Jernalderen (ca. 500 f. Kr.-ca. 800 e.Kr.) er Silkeborg Kommunes bedst belyste del af oldtiden. Silkeborgegnen var på dette tidspunkt tæt bebygget. Marksystemerne kan i flere skove og hedeområder stadig ses som små parceller omgivet af lave jordvolde eller terrassekanter dateret til ca. 700 f.Kr.-ca. 200 e.Kr., fx i Silkeborg Vesterskov, hvor der ligger et over 300 ha stort marksystem.

Bosættelserne bestod i førromersk jernalder (ca. 500 f. Kr.-Kristi fødsel) af enkelte mindre, tæthegnede huse, der ved Torslund Bakke i Hårup lå på et plateau på kanten af bakken. I romersk jernalder (Kristi fødsel-ca. 375) rykkede bosættelsen omkring 50 m længere mod øst, og gårdenhederne bestod nu af et par langhuse med indhegninger.

Myremalm forekommer i store dele af området, og jernalderbønderne udnyttede dette materiale til at lave jern. Der er talrige spor efter jernudvindingsovne, bl.a. i Funder, hvor der ved en større jernalderbosættelse er fundet ovne med slaggeaftapningsgruber foran fra tiden omkring Kristi fødsel.

De berømte moselig af Tollundmanden, Ellingkvinden og Grauballemanden er ligeledes fra førromersk jernalder.

I begyndelsen af jernalderen var skikken med brandgrave enerådende, men i tiden omkring Kristi fødsel blev fladmarksgrave mere udbredt, og de gravlagte fik gravgaver med, som det ses i Vinding og ved Eriksborg.

Fra germansk jernalder (ca. 375-ca. 800) kendes mange landsbyer, bl.a. i Funder, Balle, Nørreskov Bakke, Gødvad, Hårup og Linå. Syd for Linå lå to af Danmarks længste kendte jernalderhuse på hhv. 51 og 65 m.

Tre ældgamle berømtheder

Tre af landets mest kendte mosefund, som alle er dateret til førromersk jernalder, stammer fra Silkeborg Kommune: Tollundmanden, der døde ca. 405‑380 f. Kr., og Ellingkvinden, dateret til ca. 360-200 f. Kr., er begge fundet i mosedraget ved Bjeldskov Dal nær Bølling Sø og udstillet på Museum Silkeborg. Grauballemanden fra Nebelgård Mose fra ca. 400‑200 f. Kr. kan ses på Moesgaard Museum.

Særligt det velbevarede moselig af Tollundmanden, med sine harmoniske og fredfyldte træk, giver indtryk af, at man bogstaveligt talt står ansigt til ansigt med jernaldermennesket. Undersøgelser af moseligenes alder, kost og helbred giver også en sjælden indsigt i jernaldermenneskers livsvilkår. Alle tre har lidt en voldsom død. Tollundmanden og Ellingkvinden er begge hængt, mens Grauballemandens hals er skåret over fra øre til øre. Det diskuteres, om de blev mishandlet og ydmyget i døden, eller om de blev ofret til jernalderens guder. At Tollundmandens træk blev glattet ud efter hans hængning, og at han omsorgsfuldt blev stedt til hvile i mosen i sovestilling, antyder det sidstnævnte.

Vikingetid

De få registrerede bebyggelser fra vikingetid (ca. 800‑1050) lå i tilknytning til Gudenå eller dens sidedale. Ved Gødvad er der fundet spor efter en landsby med forbindelser til Norge og Rhinområdet. Fremmede forbindelser viser sig også i form af arabiske dirhem-mønter fra en gravplads i Hårup med fornemme kammergrave, jordfæstegrave og brandpletgrave.

Gudenå var et vigtigt bindeled til omverdenen. Ved knudepunkter som Sejs Snævring, hvor land- og vandvej mødes, er der fundet spor efter en overgang med nedrammede pæle og sten. Et fund fra Them af støbte bronzedele i form af kindplader og tøjlebeslag til et hestehovedtøj vidner sammen med to skålspænder om, at området i vikingetiden var beboet af folk med en betydelig status.

Videre læsning

Læs mere om historie i Silkeborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid