Tidslinje over oldtiden i Vesthimmerlands Kommune
Arkæologerne G. Sarauw og A.P. Madsen overvåger arbejdet under Den 2. Køkkenmøddingkommissions udgravning af Ertebølle-køkkenmøddingen i 1890’erne.
Oldtidens mennesker har siden den sene del af ældre stenalder afsat deres tydelige spor i Vesthimmerlands Kommune, hvor mere end 800 fredede fortidsminder, især gravhøje, præger morænelandskabet.
De skjulte fortidsminder som bopladser, gravpladser og overpløjede høje ligger rimelig jævnt spredt ud over landskabet. Området har været rigt og har haft god adgang til transport og kommunikationsveje via oldtidens vejstræk, åer og Limfjordens smulte vande.
Der kendes kun få spor efter Maglemosekulturen (ca. 9000-ca. 6400 f.Kr.) og Kongemosekulturen (ca. 6400-ca. 5400 f.Kr.) i Vesthimmerlands Kommune. Dog er Danmarks for tiden ældste indbygger, den næsten 10.000 år gamle Hedegårdsmand, fundet her. Ertebøllekultur (ca. 5400-ca. 3950 f.Kr.), ældre stenalders sidste jægersamler-kultur, er derimod rigt repræsenteret. Kulturen er opkaldt efter den lille landsby Ertebølle, der ligger ud til Limfjorden, men i kommunen er der også andre store bopladser fra perioden, fx Bjørnsholm ved Vitskøl Kloster. Der findes en lang række bopladser langs Limfjordens kyst samt inde i de udtørrede og afsnørede fjorde.
Fund af Ertebøllekultur i Limfjordsområdet.
Køkkenmøddingen ved Ertebølle er en stor affaldsdynge fra den sidste del af jægerstenalderen, som er ophobet under menneskers gentagne ophold på stedet gennem en periode på omkring 1.000 år (ca. 5100-ca. 4100 f.Kr.). Køkkenmøddingen ligger ved en beskyttet bugt i Limfjorden, hvorfra der både var adgang til Limfjordens rigdomme af skaldyr og fisk og til indlandets jagt og ferskvandsfiskeri. Den består hovedsagelig af skaller, især fra østers, men indeholder også knogler, forarbejdet flint og keramikskår. Oprindelig var dyngen ca. 140 m lang, 20 m bred og 1,9 m tyk og dermed blandt de største af sin art.
Køkkenmøddingen har givet navn til Ertebøllekulturen og spiller en central rolle i den arkæologiske forskningshistorie. Bopladsen blev første gang undersøgt i 1890’erne af Den 2. Køkkenmøddingkommission, som var en tværvidenskabelig kommission med deltagelse af arkæologer, zoologer, en geolog og en botaniker. På baggrund af kommissionens undersøgelser kunne det fastslås, at køkkenmøddingen tilhørte en ældre fase af stenalderen. Dermed kunne stenalderen inddeles i en ældre og en yngre fase, dvs. i jæger- og bondestenalder (i dag ældre og yngre stenalder).
Det 19,5 cm høje, enestående veludførte Skarpsallingkar fra ca. 3250 f.Kr. Langs randen og på halsen er karret forsynet med et omløbende, dekoreret bånd, en vinkellinje samt et krydsskraveret felt. På bugen er ornamentikken samlet i lodrette bånd, som opdeles af glittede partier. Til udførelsen af de dekorative elementer er anvendt kanten af en hjertemusling og en overskåret fugleknogle.
I yngre stenalder blev de marine ressourcer på Ertebøllelokaliteterne stadig udnyttet, men med Tragtbægerkulturen (ca. 3950-ca. 2800 f.Kr.) introduceredes landbruget. Gravlæggelser i fx Malle Langhøj antyder desuden, at samfundet var hierarkisk opdelt i tiden ca. 3950-ca. 3500 f.Kr. Fra ca. 3500 f.Kr. til ca. 3000 f.Kr. opførtes et stort antal storstensgrave. Der er endnu ikke fundet bopladser med anlæg knyttet til Tragtbægerkulturen, men derimod løsfund af forarbejdet flint. Fra storstensgravenes tid stammer også det rigt dekorerede Skarpsallingkar, der blev fundet i 1891, og som direktøren for Nationalmuseet, Sophus Müller, betegnede »Nordens Skønneste Stenalderslerkar«.
Cirka 2900 f.Kr. træder den grubekeramiske kultur og de gådefulde stendyngegrave frem i fundene i Limfjordsområdet og Nordvestjylland. Stendyngegravene er et lokalt fænomen afgrænset til Himmerland og Vestjylland.
I Vesthimmerland afløses Tragtbægerkulturen af enkeltgravskulturen (ca. 2800-ca. 2350 f.Kr.), hvorimod den grubekeramiske kultur først forsvinder i løbet af enkeltgravstiden (ca. 2600 f.Kr). Der findes kun få bebyggelsesspor fra enkeltgravstiden, men ved Aars er undersøgt et velbevaret hus fra den sene del af kulturen. De særlige gravhuse, der knytter sig til enkeltgravskulturen, er tillige fundet ved bl.a. Vesthimmerlands Flyveplads.
I den sidste del af stenalderen (ca. 2350-ca. 1700 f.Kr.) fandt en stærk påvirkning sted fra den vesteuropæiske klokkebægerkultur (ca. 2500-ca. 2000 f.Kr.) i Limfjordsområdet, hvor den synes at være fast etableret. En af de kendte pladser er Myrhøjbopladsen ved Strandby. Hen imod slutningen af stenalderen blev der opført flere toskibede, såkaldte midtsulehuse.
Langs den vestlige kyst fra Lovns Bredning og til Løgstør er der fundet en del redskaber fra både ældre og yngre stenalder. Fundene, der er blevet opsamlet både på land og i vand, omfatter flinteøkser, flækker, flækkeblokke og trykstokke af hjortetak samt en enkelt harpun. Der er mulighed for at finde mange submarine bopladser i fremtiden.
Stenrækken i Myrhøj fra ca. 1500 f.Kr. Ud fra foden af en gravhøj ved Myrhøj løber en 156 m lang række af mindst 64 bautasten fra bronzealderen, hvoraf flere er forsynet med bronzealderens hellige skåltegn. Hvorfor disse bautasten er rejst, vides ikke, men det er bl.a. foreslået, at rækken passer til solopgang eller solnedgang på specifikke årstider.
I ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f.Kr.) opførtes der fortsat toskibede midtsulehuse, men senere i ældre bronzealder (ca. 1500-ca. 1300 f.Kr.) opstod det treskibede hus, der kendes fra Stenildvad, Vester Ørbæk og Rønbjerggård.
Fra ældre bronzealder er registreret mange gravhøje, i flere tilfælde udstyret med rigt gravgods, som et fuldgrebssværd og en dolk i Fladhøj ved Testrup. De mange gravhøje som Malle Høje er karakteristiske for landskabet. I ældre bronzealder ofrede man våben og smykker, både i moser og på tørt land. Offerskikken fortsatte i yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f. Kr.), men med et lidt andet indhold, fx hesteudstyr og bronzelurfragmenter som dem, der er fundet ved Gislum.
Brandgravskikken blev fuldkommen dominerende i yngre bronzealder, hvor husene efterhånden også blev mindre og mindre. Til gengæld fandt der en tidlig landsbydannelse sted, fx i Fragtrup og Borregård mod bronzealderens slutning.
I tiden ca. 500-ca. 300 f.Kr. fortsatte bosættelses- og erhvervsmønsteret fra yngre bronzealder, men omkring år 300 f.Kr. førte urolige tider til anlæggelsen af flere befæstede landsbyer omkring Borremose. Ud over de befæstede og ubefæstede landsbyer ved Borremose kendes som i tidligere perioder også bebyggelse i form af enkeltgårde.
I Baunehøj i udkanten af Aars er en befæstet enkeltgård fra samme tid som de befæstede landsbyer undersøgt. Fra tiden frem til år 100 f.Kr. kendes en række moseskeletter og fra Borremose tre moselig. Fra ca. 50 f.Kr. blev et betydeligt antal store landsbyer etableret, især omkring Aars. Hver landsby eksisterede i ca. 200 år, og til hver enkelt var knyttet grave og gravpladser. Det er også i denne periode, at befolkningen ofrede både Gundestrupkarret og Mosbækkedlen. Ved Nedergården var dele af en pragtvogn af Dejbjergtypen gravet ned. Gården er usædvanlig rig på metalfund, og muligvis er det slægten her, der har forestået selve offerhandlingen af det store sølvkar i Rævemosen.
Yngre jernalder er svagt repræsenteret; der er kun få fund, og bebyggelse er stort set ukendt, hvilket måske skyldes ændrede bebyggelsesmønstre. En enkelt muligvis befæstet gård ligger ved Sjøstrupgård i udkanten af Aars. Gravfund er ligeledes få, men fra en lille gravplads nær Skarp Salling fra 300-400 e.Kr. stammer halskæder af glasperler og smykker af bronze. Rigest er dog fund fra tiden omkring ca. 500-550 e.Kr. To tunge guldhalsringe fundet nær Farsø, halvdelen af en ring fra Hessel på Lovns Halvø samt tre fund af guldbrakteater ved Aars viser, at der stadig fandtes folk med adgang til store værdier og et samfund med et produktionsoverskud.
Reliefplade fra Gundestrupkarret. Der er bevaret 13 plader, der er dekoreret med helt eller delvis forgyldte opdrevne relieffer. Da det blev fundet, var reliefpladerne skilt ad og lagt ned i karrets bund.
Gundestrupkarret, der er banket ud i sølv, er stadig en af de mest diskuterede genstande i europæisk forhistorie. Dets omfattende billedverden er gådefuld, og det diskuteres også, hvor det blev fremstillet. De fleste spor peger på et produktionssted nær Sortehavet. Antagelig blev det fremstillet i perioden 200 f.Kr.-100 e.Kr. og nedsat i Rævemosen inden 200 e.Kr. Det er muligt, at det er slægten fra Nedergården, der forestod ofringen af Gundestrupkarret, Mosbækkedlen og vognen på gården med landsbyernes beboere som tilskuere. Alle tre fund stammer fra keltisk og romersk område i det sydlige Europa.
Sværd dateret til vikingetiden fra ryttergrav ved Næsby udstillet på Vesthimmerlands Museum.
Spor efter vikingetidsbebyggelse kendes fra området ved Lovns Sø og Aggersborg. Lovns Sø har antagelig fungeret som en beskyttet havn, og bebyggelsen som en produktions- og handelsplads. Både ved Aars Golfbane og ved Vandsted syd for Løgstør har ligget en stor vikingegård.
Ryttergrave er fundet i Farsø og ved Næsby. I årene 2009-11 blev sidstnævnte genudgravet, og den betragtes nu som en af de fineste af sin type. Den døde rytter, der måske var en lokal stormand, var begravet i et kammer, og omkring kammeret var der et indhegnet gravsted på mere end 100 m2. Muligvis er gravstedskonstruktionen i virkeligheden et stort hus, der er bygget over graven. Undersøgelsen af området omkring ryttergraven tilføjede yderligere ca. 20 grave, nogle rige og fornemme vognfadingsgrave, kammergrave og en lille bådgrav, andre mindre bemærkelsesværdige.
I Munksjørup, ved Lovns Sø og ved Tolstrup i udkanten af Aars er fundet møntskatte. Ikke langt fra Munksjørup er fundet to fornemme sværd, der har været ofret der, hvor den nuværende Vilsted Sø ligger. Møntsammensætningen i Munksjørup og ved Lovns Sø tyder på, at de er samtidige, og måske kan de sættes i forbindelse med den norske konge Harald Hårderådes hærgen i Limfjordsområdet omkring 1045-50. Tolstrupskatten, der har en anden sammensætning, består af en lerpotte, fundet i 1891 ved landsbyen Tolstrup, fyldt med sølvgenstande, brudsølv og 174 mønter, hvoraf den yngste er fra 990’erne.
Ved Ørbæk ved Løgstør menes at være slået mønt i 1000-tallet, de såkaldte Ørbækmønter, der især var udbredt ved Limfjorden. Der er bl.a. Ørbækmønter i Munksjørup- og Lovnsskattene, men der er endnu ikke fundet en eneste på Aggersborgknuden, selv om der er mange andre detektorfund der. Selve møntstedet er endnu ikke fundet, selv om mange lokaliteter er foreslået, hvilket har ført til, at der er rejst tvivl om dets eksistens. I tiden lidt før vikingetiden, under den og indtil ca. år 1200 fandtes der ved Limfjorden et stort antal produktionsog handelspladser. De findes nu som detektorpladser. I disse århundreder blomstrede livet ved Limfjorden, når skibe fra øst og vest sejlede igennem fjorden i stort antal. På pladserne er de mange grubehuse med vævevægte tegn på en stor tekstilproduktion, sandsynligvis til sejl.
Aarsstenen.
De fem kendte runesten i Vesthimmerland er mindesten. De er rejst af en eller flere personer til minde om en anden. Runestenene står i Aars, Giver, Skivum, Flejsborg og Farsø. Skivumstenen er dateret til ca. 900-1020, mens de øvrige er fra perioden ca. 970-1020.
Aarsstenen står på Aars Kirkegård og har runeindskrift på begge sider. Teksten lyder: »Asser satte denne sten efter Valtoke, sin drot. Stenen forkynder, at den længe vil stå her; den skal nævne (omtale) Valtokes varde«. Titlen drot(tinn) havde på oldnordisk/olddansk betydningen: herre, fyrste over hirden, ofte kongens hird. Asser må i forhold til drotten Valtoke have haft en militær rolle, formentlig på højt plan.
Læs mere om historie i Vesthimmerlands Kommune
Læs også om
Se alle artikler om Oldtid
