Gravhøjsklyngen Stenshøje af . Begrænset anvendelse

Oldtiden i Viborg Kommune

Broddenbjergmanden, dateret til 760‑410 f. Kr., er en 88 cm høj fallisk figur skåret i egetræ. Der kendes til en del lignende figurer fra bronzealderen, heriblandt på helleristninger, hvor der ikke efterlades nogen tvivl om, hvilket køn de repræsenterer. De menes at være maskuline frugtbarhedssymboler anvendt i forbindelse med offerritualer.
.
Bronzefigur fra depotfund ved Fårdal dateret til ca. 900-ca. 700 f.Kr. Figuren forestiller en knælende kvinde med guldbelagte øjne klædt i et snoreskørt. I højre hånd menes hun at have haft en snor fæstnet til et slangelignende væsen, der ligeledes blev fundet ved Fårdal.
.
På Stanghede ca. 8 km sydvest for Viborg findes et velbevaret ca. 100 ha stort marksystem fra slutningen af bronzealderen til slutningen af ældre jernalder (ca. 700‑500 f. Kr. til ca. 200‑300 e.Kr.). De små firkantede og rektangulære marker markeres af lave digevoldinger, dvs. skelvolde, eller af terrassekanter. Markerne kan være vanskelige at se med det blotte øje på den lyngbevoksede hede, men de lave digevoldinger og terrassekanter lader sig let kortlægge på baggrund af den detaljerede terrænopmåling med laser, som er vist her.
.
Gravhøjsklyngen Stenshøje syd for Bruunshåb, fra den indvandrede enkeltgravskultur (ca. 2800-ca. 2350 f.Kr.), ligger i et hedeområde, som blev fredet i 1951. For at bevare hedevegetationen og begrænse bevoksningen på højene græsses området i dag af det hårdføre skotsk højlandskvæg.
.

Tidslinje over oldtiden i Viborg Kommune.

.
Økse fra Mammengraven, dateret til ca. 950‑970/71. Øksen er rigt dekoreret med sølvindlægninger i såkaldt Mammenstil, opkaldt efter fundet. Dekorationen viser bl.a. et træmotiv, der kan opfattes som et symbol på både Yggdrasil og livets træ, dvs. motivet henviser samtidig til både den hedenske forestillingsverden og kristendommen.
.

Fundene fra oldtiden er præget af områdets beliggenhed midt i Jylland, hvor adgangen til havet og de marine ressourcer var begrænsede, men hvor et varieret landskab, især efter agerdyrkningens indførelse, på forskellig vis dannede livsgrundlag for befolkningen. Bydannelsen Viborg blev mod slutningen af oldtiden et samlings- og mødested for folk fra store dele af landet.

Ældre stenalder

De første spor efter mennesker på Viborgegnen er flintspydspidser i form af såkaldte Brommespidser. De er fundet i smeltevandsdalene syd og vest for Viborg, hvor jægere for ca. 13.000 år siden forfulgte flokke af rener. Da skoven bredte sig, blev jagt af dyr og fugle samt indsamling og fiskeri grundlag for små grupper af mennesker, der især slog sig ned langs søer, åer og kyster. Fundene fra ca. 9000-ca. 5400 f. Kr. er stadig få, men ved Fusager er undersøgt en lille boplads fra Maglemosekulturens yngste afsnit (ca. 7000-ca. 6400 f. Kr.). Til gengæld er der mange fund fra Ertebøllekulturen (ca. 5400-ca. 3950 f. Kr.), både køkkenmøddinger ved Limfjorden og bopladser langs Gudenå.

Yngre stenalder

Introduktion af husdyr og begyndende agerbrug fra ca. 3950 f. Kr. markerede en ny tid i Danmark. For at få plads til små dyrkede agre og til større græsarealer var de første bønder nødt til at rydde urskoven med flintøkser. I 2016 blev Danmarks hidtil længste flintøkse fra perioden fundet ved Kardyb syd for Kobberup; den menes at have været en offergave nedlagt i mosen i yngre stenalder. De mest iøjnefaldende fortidsminder fra tragtbægerkulturen (ca. 3950-ca. 2800 f. Kr.) er de mange storstensgrave fra tiden ca. 3500‑3200 f. Kr. Mange af dem er fjernet, bl.a. i forbindelse med byggeriet af Viborg Domkirke 1863‑76. Tilbage er 57 fredede dysser og jættestuer, bl.a. ved Bigum, Troestrup, Langmosehøj og Kongehøj syd for Bruunshåb, hvorfra Frederik 6. i 1820’erne indsamlede oldsager fra flere af gravhøjene. Ved Foulum og Tange er fundet to sjældne kulthuse dateret til ca. 3200‑3000 f. Kr. Spor efter periodens huse er sjældne, men et fund fra Sundstrup omfatter et ca. 50 m2 stort hus.

Omkring 2850 f. Kr. indledtes det næste store skifte, da der formodentlig skete en indvandring af et folk med rødder i Sydøsteuropa. Enkeltgravskulturens (ca. 2800-ca. 2350 f. Kr.) befolkning begravede nu deres døde i små gravhøje, der ofte lå i lange rækker, som det har været tilfældet ved Koldkur, Skelhøje, Romlund, Gårsdal og mellem Rødkærsbro og Bjerringbro. Men højene kunne også ligge i større højgrupper som ved Stenshøje syd for Bruunshåb. Stridsøkser, flintøkser, ravperler og lerkar er typiske gravgaver. I en af Skelhøjene ved Romlund havde manden en stridsøkse, mens kvinden ved hans side var begravet med 46 store og mindre ravperler. Der blev også fundet en flintpilespids, hvor kvindens torso havde været. Det tyder på, at kvinden er blevet dræbt; i så fald Viborgegnens ældst kendte drab.

I senneolitikum (ca. 2350-ca. 1700 f. Kr.) blev flintdolken mandens statussymbol. I nogle grave findes desuden flintpilespidser, der viser, at den begravede har fået kogger og formodentlig også sin bue med sig i graven. Sådanne grave er fundet ved Sortehøj ved Gullev og på Kistrup Hede.

Bronzealder

Allerede i senneolitikum i yngre stenalder øgedes husenes størrelse, og i midten af ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f. Kr.) toppede denne udvikling. Ved Rosgårde er fundet spor efter et ca. 44 m langt og 7,7 m bredt hus, der med et areal på ca. 340 m2er et af de største huse fra Danmarks bronzealder. Stykker af støbeforme og digler viste, at der her var foregået bronzestøbning. I nærheden, i Rosborg Sø, er fundet to velbevarede bronzesværd fra samme tid.

I ældre bronzealder opførtes også nogle af de største gravhøje, men mange af dem er for længst jævnet med jorden. Det gælder også den største kendte gravhøj, der er fundet ved Gullev nær Gudenå. Med en diameter på ca. 30 m har den været særdeles iøjnefaldende. Opførelsen af de store og mange gravhøje har krævet megen arbejdskraft, og flere forhold tyder på, at der på denne tid var en stor gruppe af trælle.

I yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f. Kr.) var Viborgegnen et af landets tættest befolkede områder. Gårdene bestod ofte af to langhuse, hvor ejeren og hans familie boede i det største, og det mindre måske var beboet af trælle. Ved Løgstrup er fundet en gård fra yngre bronzealder, som har tilhørt bronzestøbere, hvis hus og værkstedshuse har ligget i den indre gård, mens trælle formodes at have boet mellem det indre og det ydre hegn. Omfattende spor efter bronzestøbning er også fundet på Brokbakken ved Gullev. Her er fundet et usædvanligt, næsten kvadratisk hus med kraftige vægge samt hundredvis af fragmenter af digler og støbeforme, bl.a. til et bronzesværd. Der er desuden lokaliseret flere hundrede jordovne, bl.a. ved de to bronzestøbergårde, som har været anvendt til madlavning til mange mennesker ved specielle lejligheder. Et af disse steder er ved Fårdal, hvor der også var nedlagt et depot med bronzer, bl.a. en lille kvindefigur med guldbelagte øjne, dateret til ca. 900-ca. 700 f. Kr.

I yngre bronzealder brændtes de døde, og de blev næsten alle begravet i urner, der blev nedsat i siderne og ved foden af ældre gravhøje. I bare én gravhøj ved Løgstrup er fundet mere end 100 urner. I urnerne findes bl.a. rageknive, pincetter og syle af bronze. I området er der også fundet den største koncentration af urner dekoreret med stiliserede ansigter samt bronzer med skibsafbildninger, fugle, fisk og andre symboler med relation til periodens mytologi og forestillingsverden.

Jernalder

Omkring 400 f. Kr. flyttede befolkningen sammen i landsbyer med 7‑10 gårde og kom dermed til at bo i tætte fællesskaber, der involverede en total omfordeling af jorden. Hvor der før var små marker rundt om gårdene, etableredes der fra slutningen af bronzealderen store sammenhængende agersystemer, de såkaldte digevoldingsagre, der fungerede frem til ca. 200‑300. De kan stadig ses nogle steder, bl.a. ved Fly Mose og på Stanghede. Samtidig fik alle gårde nu en stald, der næsten altid placeredes i østenden af et langhus, mens beboelsen var i vestenden. Årsagen til dette skift i bebyggelsesstrukturen var sandsynligvis, at det var nødvendigt at beskytte sig mod overfald fra fremmede grupper, der hærgede og plyndrede.

Hulbælter fra ca. 500‑200 f. Kr. er fundet ved Viborg, Engedal og Hvilmose. De ses som lange bælter af huller placeret på tværs af de store vejforløb beliggende i Viborgområdet. Funktionen af disse anlæg er stadig til debat, men kontrol med transport af kreaturer og varer er en mulig forklaring.

Mange begravedes i store stenkister med personligt udstyr i form af våben, redskaber og store sæt af lerkar til mad og drikke, for at den døde kunne komme godt ind i dødsriget. Rige grave er fundet ved Lindhøjgård i Finderup, hvor en mand i yngre romersk jernalder (ca. 160-ca. 375) havde fået en lanse og spydspids, en guldnål, et lerkar og endog et romersk glaskar med sig i graven. En anden grav med et importeret romersk glasbæger er fundet i Nørreådalen syd for Kvorning.

Der er fundet mange spor efter større bebyggelser fra yngre jernalder (ca. 375-ca. 800) ved fx Foulum, Lunddorp, Duehøj nær Batum og Højlund Spangsdal i Overlund. Bebyggelsen Kærgård ved Daugbjerg fra ca. 375-ca. 1050 er usædvanlig, idet talrige brønde og grubehuse her vidner om en specialisering inden for klædeproduktion. Ved Toftum Næs har der ligget en stor gård. Ved fx Viskum, Lee og Sahl er der fundet talrige flotte metalgenstande med detektor.

Skattefund fra yngre jernalder er desuden gjort ved Viskum og Tapdrup, hvor der er fundet hhv. 7‑8 og 14 runde billedprægede guldskiver, de såkaldte guldbrakteater, fra ca. år 500.

Vikingetid

Bebyggelser fra vikingetiden kendes fra flere undersøgelser. Førnævnte Kærgård og Toftum Næs skiller sig ud, men også i Viborgs opland er der på Viborg Vestermark og i Spangsbjergområdet udgravet større udsnit af bebyggelser fra vikingetiden og tidlig middelalder. Begge steder er der tale om omfattende bebyggelser på mere end 10 ha.

Fund af flere ryttergrave kan tolkes således, at kongen i vikingetiden har rekrutteret mænd til sin hær og hird i området. Mammengraven fra 970/71, fundet i højen Bjerringhøj ved Mammen, er kendt for sin pragtøkse med indlagt sølvdekoration samt vokslys og rester af en kostbar dragt. Cirka 1 km herfra blev der ved grusgravning i 1871 fundet et omtrent samtidigt skattefund fra Mammenegnen, som bl.a. indeholdt forgyldte beslag til to fine mankestole til køreheste.

Omkring år 1000 etableredes en bybebyggelse ved Viborg, og dermed var en ny æra indledt.

Runesten

Der er kendskab til mindst otte runesten rejst i yngre vikingetid, ca. 970‑1020, hvoraf seks af runestenene endnu kan ses. I Hjermind præstegårdshave står en runesten, som er rejst af Tholv efter hans broder Rade. Den blev fundet på Hjermind Mark ikke langt fra en forsvunden runesten med teksten »Tove rejste denne sten efter Toste, sin søn, en meget god dreng«; ordet dreng oversættes normalt med »kriger«. Bjerringstenen blev fundet som tærskelsten under norddøren til Bjerring Kirke, hvor den lå med runesiden opad. På bagsiden er afbildet en maske. Skjernstenene 1 og 2, som står på Skjern Kirkegård, har formentlig forbindelse til kong Harald Blåtand. Skjern 1 er et fragment, hvor navnet Harald er bevaret, og Skjern 2 er en af de mest velkomponerede runesten i kongeriget. Den bærer en indskrift, hvor Sasgerd rejser stenen efter sin mand, Asbjørn, og en forbandelse: »En sejdkarl (en kraftig fornærmelse) skal den mand være, som bryder disse kumler«. Asmildstenen, som i dag står i våbenhuset i Asmild Kirke, er rejst efter Bose, »tidenders mand«, dvs. formentlig en mand, som videreformidlede nyheder. Klejtrupstenen er rejst af en bedstefar efter hans sønnesøn, med indskriften »Og efter Åmunde, sin sønnesøn«. Derudover er der bl.a. kendskab til Leestenen, som dog gik tabt under Københavns brand i 1728.

Videre læsning

Læs mere om historie i Viborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid