Orebygård, Sakskøbing

Det nuværende Orebygård er placeret på et stort befæstet irregulært voldsted med grave og rester af en tidligere høj ringvold, der formentlig daterer tilbage til højmiddelalderen. Den strategiske placering ved indsejlingen til Sakskøbing Fjord og ved vadestedet mellem Guldborgland og Midtlolland bidrager sammen med det store voldsted til den formodning, at gårdens oprindelse udspringer af en kongsborg eller et stormandssæde. Kernen i den nuværende hovedbygning daterer sig tilbage til en flerfløjet grundmuret renæssancebygning i to stokværk med trappetårn mod gården i øst og firkantet kanaptårn på vestsiden fra 1578-87, fuldendt af enkefrue Birgitte Bølle (ca. 1530-95) efter ægtemanden Christoffer Gøyes (-1584) død. Den hvælvede kælder under hovedfløjen er sammen med ydermurenes kerne rester derfra. Hovedbygningen er tilskrevet kongelig bygmester Hans van Steenwinkel den ældre (-1601), uden dette dog lader sig dokumentere arkivalsk. Omkring gårdspladsen ved hovedbygningens vestfacade grupperede sig oprindeligt en række mindre lette bygninger, hvorved hovedbygningen fik en lukket gårdskarakter. Adgangen skete fra øst ad en vindebro, der førte over til en trefløjet avlsgård placeret mellem voldstedet og fjorden en praktisk placering i forhold til vind og vejr. I 1775 erhvervedes Orebygård af Poul Abraham Lehn (1732-1804), som foruden at anlægge et haveparti på voldstedet i 1784 af Orebygård og Berritsgård erigerede baroniet Guldborgland. Frem til 1970 var de to gårde i fælleseje. Gennem arv kom baroniet i 1804 i Christiane Henriette von Barners (1788-1860) eje, i hvis enkestand i 1810erne Orebygård ombyggedes ved murermester J. Chr. West til et regulært nyklassicistisk hus med helvalmet tag, pudsede facader, regulære vinduesrækker og en centrering af vest- og østfacaden med henholdsvis en hovedtrappe og et terrasseanlæg med nedgang til parken, der samtidig omlagdes i landskabelig stil. Synlige træk tilbage fra denne ombygning er vinduestakten og -størrelsen samt den symmetriske gårdsfacade, ligesom rumfordelingen og flere dekorative elementer i interiøret er bevaret. Ved omlægningen fastholdtes den lange sigtlinie mod øst, som siden via en bro til voldstedet er konverteret til den nuværende indkørsel. Ombygningen fandt sted i forlængelse af Orebygårds ophøjelse til baroniets hovedsæde. Under ledelse af bygningsinspektør Ove Petersen (1830-92) iværksatte udenrigsminister Otto Ditlev lensbaron Rosenørn-Lehn (1821-92) i 1871-74 endnu en ombygning af Orebygård. Denne gang konverteredes den nyklassicistiske hovedbygning til et nyrenæssanceanlæg i periodens yndede stil. Den eksisterende bygning blev skalmuret med røde sten og dekoreret med murbånd og kraftige vinduesindfatninger under trekantsfrontoner i cement, mens taget blev belagt med skifer. På vestsiden mod fjorden rejstes et stort firkantet tårn ved det nordvestlige hjørne og et mindre ottekantet tårn ved det sydøstlige begge forsynet med kobbertækte lanternespir. Samtidig opførtes den korte tværgående nordfløj, som indrettedes til bibliotekssal med hvælvede lofter båret af slebne granitsøjler med forbillede i Rosen på Frederiksborg. I overensstemmelse med periodens herskabsideal flyttedes avlsgården efter en brand i 1887 væk fra hovedbygningens umiddelbare nærhed, hvorved den nære forbindelse mellem herskab og produktion forsvandt og erstattedes af en uforstyrret udsigt til fjorden. Kun herskabsstalden og enkelte mindre nyopførte bygninger blev tilbage, ligeledes tegnet af Ove Petersen. Hovedadgangen omlagdes formentlig samtidig til den nuværende hovedindkørsel, da broen flyttedes til den østligt gående sigtakse. I 1890erne fandt en mindre ombygning sted ved arkitekt Axel Berg (1856-1929). Dette medførte ændringer i interiøret og bygningens indre kommunikation. I løbet af det 20. århundrede er dele af indboet afhændet og efter 1967, da hovedbygningen blev opgivet til beboelse, er dele af bygningens dekorationer og gulve borttaget. I 2001 blev hovedbygningen udskilt fra godset og solgt til den nuværende ejer, der har påbegyndt en større renovering af bygningen.

Orebygårds hovedbygning ligger på et gammelt fortidsmindefredet voldsted omgivet af vandfyldte grave på alle sider. Mod vest er der fra hovedbygningens haveside fri udsigt over Sakskøbing Fjord og mod øst strækker en tilkørselsvej sig aksialt ud i landskabet mod landsbyen Tårs. På voldstedet sydøst for hovedbygningen ligger Orangeriet, der ikke er omfattet af fredningen. Orebygårds hovedbygning er udformet som et hesteskoformet anlæg i to etager kælder, stue, førstesal og loftsetage. Bygningen består af en lang nord-sydgående hovedfløj med to korte fløje mod øst. Ved hovedfløjens sydvestlige hjørne står et ottekantet hjørnetårn mens et større firkantet tårn rejser sig lidt forskudt fra det nordvestlige hjørne på nordsiden. Et mindre tårn er placeret ved sammenføjningen mellem den nordlige sidefløj og det store tårn. Hovedfløjen strækker sig over 24 fag, mens de østlige fløje hver strækker sig over fem fag. Bygningen har en sokkel af granitkvadre og er skalmuret i rødt murværk med bånd og ornamentering af portlandcement, den er to etager høj og taget er dækket med skifer. Begge tårne er tækket med kobber og alle vinduer er malet i en lys grågrøn farve. Alle gavle og frontkviste er svungne og størstedelen af vinduerne har trekantfrontoner. Hovedindgangen til bygningen er hoveddøren sat midtfor den symmetrisk opbyggede østside. I det indre er stueetagen i hovedfløjen domineret af store repræsentative stuer mod havesiden, her kan man særligt bemærke elementer som: mønsterparket, brystningspaneler af eg, et trompe l'oilbemalet loft samt store murede kakkelovne. Flere døre med stærkt profilerede gerichter er ligeledes ådrede. Mod gårdsiden findes fra syd mod nord: linnedrum med indbyggede skabe, testue, hall med høje brystningspaneler bemalet med egeådring. Nordligst findes hovedtrappen der løber fra stueetage til loftsetage. Sydfløjen optages af spisestuen med brystningspaneler af eg og rigt stukdekoreret loft, enkelte mindre rum og mod gården en bitrappe af støbejern i hele bygningens højde samt et boksrum. I forbindelse med spisestuen er der i det sydlige tårn indrettet et anretterkøkken med køkkeninventar fra den første indretning af rummet samt madelevator fra køkkenfaciliteterne i kælderen, loftet er et pudset paraplyhvælvet loft. De repræsentative stuer er enten tapetserede eller har pudsede malede vægge. Nordfløjens stueetage udgøres af en stor bibliotekssal med et tilstødende læseværelse i nordtårnet samt toilet i det lille tilstødende tårn. Gulvet i bibliotekssalen er lagt i mønster med sort, rødt og hvidt marmor, der er nagelfast biblioteksinventar udført i mørkbejdset profileret træværk og loftet består af stukornamenterede krydshvælv båret af marmorsøjler. Der er tillige en stor rigt udsmykket marmorpejs i rummets sydlige væg. Læseværelset har høje nagelfaste reoler og er ligeledes grathvælvet og det lille tilstødende toilet har marmorbeklædning på væggene og cisternen er inddækket med mahogni. Hovedfløjens første etage gennemskæres fra nord til syd af en central fordelingsgang med adgang til alle store værelser mod havesiden og mindre værelser samt badefaciliteter mod gården. Fra den centrale gang er der adgang til nordfløjen via en mindre trappe. I denne fløj er der et stort værelse med tilstødende værelser, antagelig børneværelser, og tilstødende bade- og toiletfaciliteter i det nordre tårn og det lille tilstødende tårn. I sydfløjen er der foruden tjenestetrappen et tre mindre værelser heraf to sydvendte. Det sydlige tårn indeholder et stort nyere badeværelse, der ligger i tilknytning til et stort værelse, der er orienteret mod havesiden. Væggene på første etage er enten pudsede og malede eller tapetserede, det meste af træværket er hvidmalet, dog er der enkelte døre og gerichter med ådring. På første etage er et antal af værelserne udstyret med store murede og kakkelovne. Hovedfløjens loftsetage gennemskæres ligeledes af en central gang fra nord til syd, der er belyst med ovenlysskakte. Fra gangen er der adgang til tjenestefolkenes værelser fordelt på enkelte mindre rum mod havesiden og en del større sovesale mod både haveside og gårdside. Alle skråvægge er indrettet med paneler, der er sat fast med vridere, når panelerne tages ned er der direkte adgang til skifertagets underside. Der er også indrettet et enkelt toilet med håndvask på gangen. Nord for hovedtrappen findes et mindre opbevaringsrum med opgang til det uudnyttede spidsloft over hovedfløjen. I sydfløjen ses fire rum med reposer under vinduerne, de er antageligt blevet brugt til syarbejde. Det sydlige tårn indeholder rum med udsigt og henover et lignende rum ligeledes med udsigt. Nordfløjens loft henstår uudnyttet, men herfra er der adgang til nordtårnet, der indeholder et samlingsværelse, over samlingsværelset er det et rum med udsigt til alle fire verdenshjørner. I kælderen forløber en central hvælvet gang under hele hovedfløjen, herfra er der adgang til hvælvede rum mod havesiden. Den centrale gang forbinder køkkenfaciliteterne under den sydlige fløj med blandt andet fadebur og slagterum beliggende under nordfløjen. Fra gangen er der også adgang til et lille hvælvet kælderrum, der ligger under gårdspladsen. Hvælvene under hovedfløjen stammer fra det tidligere Orebygård, bygget ca. 1585. Da senere gulvoverflader er blevet fjernet ses de oprindelige pigstensgulve flere steder. Udefra er der adgang til kælderen ad trapper i nord- og sydside. Køkkenet var oprindelig placeret i den sydlige del af kælderen med madelevator op til anretterkøkkenet i sydtårnets stueetage. Bygningen har stået ubenyttet siden ca. 1967 og er i korte perioder blevet anvendt til udstilling og andre kulturelle formål.

Orebygård ligger på et gammelt fortidsmindefredet voldsted, der sandsynligvis er en gammel folkeborg. Nord og øst for hovedbygningen ligger høje jordvolde, der er rester efter den gamle befæstning. Voldstedet har været bebygget siden 1300-tallet. Lindealléen, der strækker fra hovedbygningen mod øst har tidligere været hovedindkørslen til Orebygård. Den er i dag lukket af parkens kantbeplantning. Bygningen skjules fra landsiden af den omgivende parks høje træer. Fra vandsiden fremstår bygningen som et pejlemærke ved indsejlingen til Sakskøbing Fjord. Orebygårds hovedbygning er markant i området i kraft af sine store dimensioner, sin imposante udformning og sin beliggenhed på et gammelt voldsted. De tilhørende bygninger i området er generelt placeret rundt om og med ret stor afstand til hovedbygningen og denne bygningsmasse består i dag af: orangeri, avlsgård, herskabsstald, mølle, færgeleje, kro og arbejderboliger. Tilsammen afspejler de Orebygårds kultur- og driftshistorie, med en hovedbygning som det øverste led i et hierarkisk opbygget herregårdssamfund og tilhørende mindre bygninger.

Orebygårds hovedbygning fra ca. 1870 er et karakteristisk eksempel på en historicistisk herregårdshovedbygning, hvor arkitekten Ove Petersen har fundet stærk inspiration i hollandsk og dansk renæssance. Valget af nyrenæssance skal formentlig søges i periodens strømninger kulturelt, nationalt og politisk. De nationale dønninger efter Danmarks krigsnederlag i 1864, genopførslen af Frederiksborg i 1860-84 samt godsejernes magtpolitiske positionering i regeringsarbejdet medførte en opblomstring af nyrenæssancebygninger på de danske herregårde som bl.a. Orebygård. Hovedbygningen er et af hovedværkerne i Ove Petersens virke. Både med sit storladne og overdådige udtryk og sin beliggenhed i forhold til godsets andre bygninger, er Orebygårds hovedbygning et godt eksempel på den type arkitektur, der blev opført under den sidste opblomstring inden for det danske herregårdsbyggeri i 1800-tallet anden halvdel. Karakteristisk for periodens historicistiske herregårdsarkitektur er brugen af forskellige historiske bygningsdekorationer tilpasset samtidens krav og forventninger til moderne og komfortabelt byggeri. I det indre bevaredes hovedlinjerne fra den nyklassicistiske ombygning, tilsat en praktisk og funktionel planløsning for tyvende. I Orebygårds hovedbygning ses dette eksempelvis i den praktiske indretning af domestiketagen i 1870'erne. Også bitrappen i sydfløjen fra 1890'erne tilføjer bygningen en udpræget praktisk plandisponering. Denne disponering er særlig kommet tjenerskabet til gode både ved bedre bolighold, men også ved opvartning af herskabet. Yderligere er bitrappen er udført i støbejern, der var et moderne og meget udbredt materiale i tiden. I kælderen er bevaret flere hvælv under hovedfløjen fra den originale hovedbygning, ligesom dele af granitsoklen på facaderne datere sig tilbage til 1580'erne. Fornemmelsen af originalitet i den nuværende historicistiske bygning er meget stor. Mest urørt virker domestiketagen hvor planløsningen er uændret siden opførelsen og hvor farver og overflader synes at have et oprindeligt præg. På de øvrige etager er planløsningen heller ikke ændret siden ombygningen i begyndelsen af 1890'erne. Vægfarverne er ændret gennem tiden, dog kan man flere steder se den originale ådring af døre, gerichter og paneler og den markante bibliotekssal står stadig uændret og i sit oprindelige udtryk. I flere rum ses også dele af interiøret fra den nyklassicistiske ombygning, her kan eksempelvis nævnes det trompe l'oeil bemalede loft i havestuen. Bygningens klare plan, variationer i udtryk og stoflighed op gennem etagerne fortæller levende om det liv for herskab og tjenestefolk, der tidligere har udfoldet sig i dette hus. Valget af materialer, stoflighed og farver på de tre etager knytter sig tæt til bygningens tidligere funktion: Overdådighed, varme og dyre materialer i stueetagens repræsentative stuer, ophøjet rigdom i Bibliotekssalen. Førsteetagens stuer, sove- og gæsteværelser er præget af luftighed og enkel luksus, mens domestiketagen domineres af enkle, praktiske beboelsesrum uden luksus, der ikke er beregnet til behageligt længerevarende ophold men blot til overnatning og opbevaring af enkelte ejendele. De nuværende tilkørselsforhold til hovedbygningen er blevet ændret siden opførelsestidspunktet. Tidligere forsatte landevejen fra Sakskøbing ind forbi møllegården og endte i et T-kryds med adgang til herskabsstalden på højre hånd. På vestre hånd var der i et vejkryds, hvor den nordgående vej førte op til hovedbygningen. Ved denne tilkørsel har den besøgende set hovedbygningens sydgavl som det første. Derfor kan man i dag på sydgavlen stadig se de oprindelige bygherrers initialer CG og BB (Christoffer Gøye og Birgitte Bølle) samt opførelsesåret for den tidligere hovedbygning: 1587. Orebygårds Hovedbygning er et godt eksempel på en historicistisk herregårdhovedbygning i Rosenborgstil. Bygningen er opført med inspiration fra hollandsk og dansk nyrenæssance. Den oprindelige stils karakteristiske sandstensbånd erstattes i historicismen af bånd og ornamenter udført af portlandcement. Anlægget præges af de tre sammenføjede bygningskroppes kompakte tyngde, der får dynamik af tårnene på de nord- og sydøstlige hjørner. Murfladerne præges af vinduernes taktfaste rytme og den ensartede cementudsmykning i form af blandt andet bånd og frontoner. Hele anlægget er stærkt symmetrisk opbygget. På trods af de mange vinduesåbninger har bygningen gennem sin tyngde og detaljerigdom dog et ret lukket udtryk. I det indre domineres rumforløbet af en klar plan: I stueetagen ligger de repræsentative stuer forbundet en suite og alle orienterer de sig mod vest med udsigt over Sakskøbing Fjord. Stuerne præges ligeledes af en overdådig stoflighed understreget de varme farver på vægge og kakkelovne samt den udbredte brug af træværk både i parket og paneler. Materialevalg og farvesætning i bibliotekssalen trækker på historiske forbilleder fra italiensk renæssance, men ikke mindst fra Rosen på Frederiksborg Slot, der var blevet genopbygget i 1860'erne efter en omfattende brand i 1859. På første etage og loftsetage findes gennemgående centrale fordelingsgange med adgang til alle rum. Førsteetagens rum er store og luftige og får et svalt præg gennem den lyse farvesætning, der ses i det fleste af rummene. Loftetagens domestikbeboelse er domineret af gråtoner og flere steder sker lysindtaget gennem lysskakte, der giver et dystert, men smukt køligt lys. Syrummene mod syd er malet i anderledes kraftige farver.

De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den historicistiske arkitektur med alle detaljer, samt den generelle materialeholdning. I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig i stueetagen til ruminddelingen, den oprindelige materialeholdning samt de ældre detaljer, herunder parketgulve, døre, fod-, brystnings- og helpaneler af eg, farveholdningen i ådrede døre, brystnings- og helpaneler, stuk, trompe l'oeil malet loft samt nagelfast inventar i form af: kakkelovne, reoler og skabe i bibliotek og læseværelse. Hertil kommer bitrappen af støbejern. På første sal knytter de bærende fredningsværdier sig til ruminddelingen samt til materialeholdningen herunder plankegulvene og de murede kakkelovne. På loftsetagen knytter de bærende fredningsværdier sig til planen med den centrale gang og dens ovenlysindtag samt nagelfast inventar i form af reposerne til syning i sydfløjen. Dertil kommer nordtårnets indretning med samlingshylder. I kælderen knytter de bærende fredningsværdier sig til de oprindelige hvælv af munkesten fra det tidligere Orebygård ca. 1585 samt til den lange gang under hovedfløjen.

Læs videre om

• Krenkerup, Radsted
• Røgehuset på Strandvejen 20, Nysted
• Torkilstrup Mølle

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen