Orehoved Fyr ligger på Havnegade 18 i Guldborgsund Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Beskrivelse

Fyrtårnet står på det yderste hjørne af havnemolen i Orehoved umiddelbart vest for Storstrømsbroens fæste på Falster. Fyret er et vinkelfyr med tromlelinse. Det er et fritstående, hvidmalet betontårn, støbt på stedet med synlige aftegninger af vandret bræddeforskalling på den underste del. Grundplanen er rektangulær med en halvcirkel til nordsiden. Det er 11 m højt. Tårnet har fremspringende gesimsbånd under omgangen og knap 4 m over terræn. Omgangen er ikke udkraget, men lanternen er trykket tilbage i forhold til det øvrige tårns ydervæg. Omgangen strækker sig over 3 sider, men ikke bagsiden. Gelænder er et spinkelt metalgelænder med baluster, håndliste og kryds. Taget er støbt med svag hældning og tagpapbelagt. Lanternen er åben i nordsiden, hvor der er placeret store, buede glas i to skråtstillede sprosser. Der er desuden både jernvinduer, og vinduer af træ, enkeltrammet, sprossedelt med 6 små ruder i hver. Yderdøren er en nyere dør med finérfylding. Trappen inde i tårnet løber langs sydvæggen i 3 lige løb.

Bygningshistorie

Fyret blev oprettet i 1879 og bestod af en lygte ophængt på en pæl. Det nuværende tårn blev opført i 1895 samtidigt med tårnet på nordsiden af Storstrømmen ved Ore. I 1932 blev det forhøjet fra ca. 6 m til de nuværende 11 m. Fyrene på Ore og Orehoved leder i samspil skibsfarten gennem Storstrømmens vestligste del.

Kulturhistorisk værdi

Orehoved Fyrs kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til funktionen som vinkelfyr med linseapparat (tromlelinse) til regulering af skibstrafikken i Storstrømmen, i samspil med Ore Fyr på den anden side. Fyrets kulturhistoriske værdi knytter sig også til dets beskedne størrelse, der vidner om, at fyret betjener et relativt smalt farvand. Ved opførelsen i 1895 var fyrtårnet 6 meter højt men blev forhøjet til 11 meter i 1932, og har siden stået uændret. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til fyrets byggemateriale, beton, som på opførelsestidspunkt stadig var ret nyt uden for militært byggeri, og den synlige vandrette bræddeforskalling. Desuden ligger der kulturhistorisk værdi i de bygningsdele, der fortæller historien om funktionen som fyr, herunder selve bygningsformen, lanternen, værnet om lanternen, de store buede glas i to skråtstillede sprosser.

Arkitektonisk værdi

Orehoved Fyrs arkitektoniske værdi knytter sig til dets solide, monolitiske fremtræden i beton med få, mindre vinduesåbninger. Hertil kommer den halvrunde grundform, der sammen med de markante bånd, småsprossede trævinduer, værnet og lanternen understreger det rationelle og samtidig monumentale udtryk. Det enkle nøgterne formsprog understreges af den traditionelle farveholdning med mørkegrønt malede vinduesrammer og dør mod sortmalet sokkel, hvidmalet beton med grå bånd og gesims, og få detaljer, der begrænser sig til årstallet 1895 og kongeligt monogram C IX i smedejern.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links