Ostenfeldts Stiftelse ligger på Ostenfeldtsvej 7 i Næstved Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Ostenfeldts Stiftelse blev stiftet efter testamente af malermester Christian Ostenfeldt i 1802. I 1816 flyttede stiftelsen fra Sæby til Næstved. Stiftelsen købte i 1823 Sortebrødregård som blev nedrevet i 1840 for give plads til stiftelsens nye bygning, der blev opført i 1840-41 som bolig for 12 enker eller døtre af embedsmænd eller borgere. I dag er Ostenfeldts Stiftelse stadig indrettet med 12 lejligheder, der udlejes.

Beskrivelse

Ostenfeldts Stiftelse består af en beboelsesfløj og et udhus, der ligger i Sortebrødreanlægget, sydøst for Næstveds ældste bykerne. Beboelsesfløjen i Ostenfeldts Stiftelse er en grundmuret bygning i to etager, der står på en sokkel af tilhugne granitsten. Murværket er pudset og rødmalet og afsluttes øverst af en profileret, hvidmalet gesims. Hovedparten af vinduerne i dannebrogsform er ældre og alle brunmalede. Taget er et afvalmet heltag med røde vingetegl og to skorstene med krave og sokkel i rygningen. Gårdsidens tre midterste fag er let fremspringende og i det midterste fag sidder hovedindgangen, der er en tofløjet fyldingsdør med overvindue. Døren har en let trapezformet og stærkt profileret indramning. Over indgangsdøren sidder en sandstenplade med inskription om den Ostenfeldtske Stiftelse. Fra gårdsiden er der endvidere to symmetrisk placerede indgange til kælderen. På havesiden har bygningen den samme opbygning som gårdsiden. Her markeres det midterste fag også ved en tofløjet dør dog i en mere enkel udformning og vinduerne i dette fag er i de øvre etager trefløjede. I det indre opdeles bygningen af et stort trapperum, hvorfra der både i stueetage og på første sal er adgang til en central fordelingsgang, der giver adgang til alle mindre lejligheder. Dørene til lejlighederne er ældre fyldingsdøre og har alle overvinduer. I flere lejligheder er velbevaret ældre køkkeninventar samt ældre døre, med messinggreb, gerichter og fodpaneler. De ældre vinduer har forsatsruder. Der er fælles toilet på gangene. Kælderen er ligeledes inddelt med en central gang, hvorfra der er adgang til opbevaringsrum, vaskerum, baderum og andre fælles faciliteter. I kælderen er de ældre pigstens-, ølandssten- og klinkegulve bevaret samt en del ældre revledøre, hvoraf flere endnu er nummereret eller har navne efter rummenes tidligere funktioner. Loftet fremstår uudnyttet. Til højre for beboelseshuset ligger en enetages, fuldmuret staldbygning. Det pudsede murværk er rødmalet og afsluttes øverst af en enkel profileret, hvidmalet gesims. Heltaget er halvvalmet og har røde vingetegl. De ældre vinduer og døre er alle brunmalede. Staldbygningen rummer i dag cykelskur samt opbevaringsrum for Næstved Kommunes parkafdeling. Bag en dør i østgavlen er de gamle latriner endnu bevaret.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Ostenfeldts Stiftelse knytter sig til indkørslen til Ostenfeldts Stiftelse, der ligger for enden af Ostenfeldtsvej, hvor beboelsesfløjen danner fondmotiv. Dette giver en effektfuld indkørsel til bygningen, der understreger dens enkle og værdige udtryk. Også Stiftelsens beliggenhed i Sortebrødreanlægget, danner med sine plæner, lave hække og solitære træer en godt tilpasset, rekreativ ramme omkring bygningerne. Ydermere er der foran beboelsesfløjen en grusbelagt plads med en stor rødbøg, der sammen med staldbygningen med til at afgrænse et mindre uderum med en hyggelig og intim stemning.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningernes nedtonede, klassicistiske formsprog, der understreger bygningens betydning før i tiden som bolig for agtværdige enlige kvinder og enker af borgerskabet. I beboelsesfløjens indre er denne fortælling også levende til stede gennem den bevarede ældre plan med centrale fordelingsgange til lejlighederne. De ældre døre, gerichter og paneler giver indtrykket af enkel og gedigen kvalitet, svarende til den stand af beboere som huset var tiltænkt ved opførelsen. I kælderen ligger de kulturhistoriske værdier særligt i de hvidkalkede vægge, de ældre gulve og revledørene med skilte, der gør, at kælderen virker velbevaret og ret uændret siden bygningens opførelse. I staldlængen vidner de bevarede latriner om de sanitære forhold før beboelsesfløjen fik indlagt toilet og bad.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til beboelsesfløjens symmetriske opbygning på alle sider, hvis regelmæssige fagrytme giver bygningen et enkelt og nedtonet udtryk. Hertil kommer farveholdningen og den traditionelle materialeholdning, der understøtter bygningens autentiske udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til hovedtrappen og den ældre plan på alle etager. De store vinduer giver lejlighedernes forholdsvis små rum et stort og behageligt lysindfald og lejlighedernes autentiske udtryk er bevaret gennem de ældre fyldingsdøre, messingdørgreb, gerichter og fodpaneler. I staldlængen ligger de arkitektoniske værdier i bygningens enkle og kompakte form, der samles af de ubrudte tagflader.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links