Overgaden neden Vandet 15 ligger på Overgaden neden Vandet 15 i Københavns Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Christianshavns Kanal danner akse på Christianshavn og opdeler bydelen i en nederby og en overby. Heraf navnene på gaderne Overgaden neden Vandet og Overgaden oven Vandet. Overgaden kaldtes oprindelig Ufergade efter det tyske ord for kyst eller bred. Den karakterfulde randbebyggelse med boliger blandet med erhverv, kajernes træer, det lave bolværks solide tømmerkonstruktion og de mange fortøjede lyst- og husbåde skaber en særlig intimitet og stemning. I 1675 lå en grund svarende til det nuværende Overgaden neden Vandet nr. 15 og 17 og tilhørte brændevinsbrænder Claus Byssing. På grunden lå en indhegnet materialehave og et halvtagshus. Først omkring år 1700 blev der opført et forhus. I 1840 lå der et hus i bindingsværk med grundmuret facade og kælder i tre fag. Der lå desuden et sidehus også i bindingsværk. Det nuværende forhus og sidehus blev opført i 1858-59 af bødkermester Ludvig Pfeiffer. Han forøgede husdybden og længden. Den nuværende kælder svarer formentlig til det tidligere hus. Omkring år 1900 var der i en periode indrettet butik i en del af forhuset. Det grundmurede baghus er opført i to omgange, den ældste del er fra 1816-40 og bestod af fire fag i to etager og med mansardhalvtag. Den anden og yngste del er fra 1858-59 og er i 3 etager med halvtag – men uden kvist.

Beskrivelse

Overgaden neden Vandet 15 ligger midt i husrækken med forhuset ud til kanalen. Forhuset er grundmuret i fire etager og seks fag over en kælder, hvor det østre er et lidt bredere portfag. Bygningen hviler på en sokkel af granitkvadre og afsluttes af et heltag med sort skifer, hvor der i den sydlige tagflade er 4 trefags kviste og mod gårdsiden to ligedannede kviste. I rygningen er to murede skorstenspiber med sokkel. Mod gaden er kælder samt stueetagen kvaderpudset. De resterende etager er i blank mur. Facaden inddeles af en kordongesims mellem stue- og førstesal, og husets hjørner samt adskillelsen mellem de to østre fag markeres af kvaderpudsede liséner. Facaden afsluttes af en konsolbåret gesims. Gårdsiden er okkerkalket og afsluttes af en aftrappet okkerkalket gesims. I det østre fag af facaden er en ældre tofløjet fyldingsport, hvorover der er todelt, krydssprosset overvindue. Mellem overvinduet og kordongesimsen er et rektangulært blændingsfelt med en cirkel. Desuden er en kældernedgang. Mod gårdsiden er en kældernedgang med en nyere dør. Vinduerne er ældre korspostvinduer, hvis forsatsrammer har sprosser nederst. Der er dog trefagsvinduer i portfaget. Kældervinduerne er nyere, sprosseløse vinduer. Vinduerne mod gården er seksrammede med tværsprosse og mestendels nyere, men traditionelt udførte. Over porten sidder et lavt vinduesparti i en fladbuet blænding. Alle vinduer er hvidmalede og mod kanalen under murstik. Stueetagens vinduer er dog mørkegrønne. Mod gaden ses endvidere ved porten en ældre murhængt gaslampe. Sidehuset er grundmuret i fire etager over en sort sokkel i fire fag med facade som gårdsiden på forhuset. Det nordligste fag er skråt afskåret. I tagfladen er to kviste. I det yderste fag mod nord er en nyere, traditionelt udført dør med overvindue. Kælderen har overvejende ældre enrammede, opsprossede og mørkegrønne vinduer og ellers er vinduerne ligeledes ældre af korsposttypen og hvidmalede. I det indre er ejendommen indrettet til beboelse med undtagelse af kælderen, der er erhverv. Lejlighederne har en traditionel og velbevaret disponering med en forstue og repræsentative stuer mod gaden, spisestue ved overgangen til sidehuset, køkken og fadebur i sidehuset og pigeværelse mod gården. Hovedtrappen er bevaret med mægler, klodstrin, udskårne balustre af træ, og der er ældre, tofløjede hoveddøre. Køkkentrappen fremstår velbevaret trappe i træ, og der er limfarvede vægge. Lejlighederne har skillevægge af bindingsværk og har overvejende ældre overflader, herunder parketgulve, bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk. Der er bevaret mange ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre, gerichter, brystnings-, lysnings- og helpaneler samt ældre vinduer med anverfere og stormkroge. Kælderen har nyere overflader med bræddegulv og pudsede vægge og synligt bjælkelag i loftet. Tageetagen er udnyttet og fremstår ligeledes med nyere overflader, men ældre fyldingsdøre. Den vestre del af baghuset er i tre etager i tre fag, hvilende på en sort sokkel og afsluttes af et tag med lav hældning og beklædt med tagpap og ligger tilbagetrukket i forhold til den østre del. Den østre del af baghuset er i to etager med teglhængt halvtag med nyere ovenlysvinduer. Begge deles facader er okkerkalket. I den vestre del er tre nyere, grønmalede fyldingsdøre og i den østre to grønmalede vognporte under fladbuestik. Vinduerne er i begge dele hvidmalede, nyere korspostvinduer. Baghuset har cykelparkering og opbevaring i den østre del, hvor der er støbt gulv. Den resterende del er udnyttet til erhverv og atelier. En ældre ligeløbstrappe fører op til et større rum med synlige stolpekonstruktion og vandskurede vægge og ældre bræddegulv. En nyere trappe af træ fører til den udnyttede tageetage, hvor der er atlelier. Vinduerne er nyere og koblede.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed på Overgaden neden Vandet på det centrale Christianshavn, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækkens blandede, ældre bebyggelse og er med til at fastholde det historiske og stemningsfulde miljø langs Christianshavns Kanal. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, side- og baghus. Denne struktur er karakteristisk for både København og Christianshavn og Overgaden neden Vandet 15 er således både med til at opretholde den ældre gadestruktur, men også et yderst velbevaret, historisk gård- og kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til ejendommen som en repræsentant for en større ejendom for borgerskabet samt til for-, side- og baghusets interne hierarki, hvor forhuset med sin udsmykkede facade udgør den repræsentative funktion over for den mere prunkløse gårdside og sidehus, der indordner sig forhuset og til sidst baghuset, der med sit halvtag og store vognporte har en mere industriel karakter. Den kulturhistoriske værdi knytter sig desuden til forhusets tidtypiske og historicistiske facade med naturstenskvadret stueetage og facaden i blank mur med kvadrede detaljer, porten med pladen med pudset cirkel over, gesimserne samt korspostvinduerne. Tilsammen udgør facaden et fint eksempel på den begyndende historicisme, der kom til at præge arkitekturen i København. Yderligere bør nævnes forskellen mellem den repræsentative facade mod kanalen og den mere prunkløse gårdside, hvor gårdsidens dekoration begrænses til den taktfaste vinduessætning, de friholdte murflader og hovedgesims. Den kulturhistoriske værdi for sidehusets ydre knytter sig således til dens sammenhæng med forhusets gårdside, der på samme måde har et prunkløst og nøgternt udtryk. Tillige sidehusets skråt afskårne hjørne, der blev karakteristisk for nybyggeri efter branden i 1795. Det afskårne hjørne skaber endvidere passage mellem baghus og sidehus. Hertil kommer skorstenspiberne i rygningen, der vidner om ildstedernes nødvendighed. Endelig har gaslampen kulturhistorisk værdi. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de velbevarede planløsninger, herunder stuerne mod kanalen, spisestue i smigfaget, portværelse med egen indgang samt køkken med tilhørende trappe samt fadebur i sidehuset. Tillige de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, hvis detaljering afspejler rummenes indbyrdes hierarki med paneler og stukkatur i stuerne. Der knytter sig desuden særlig kulturhistorisk værdi til hovedtrappen med løb, mægler, klodstrin og balusterværk samt til den mere beskedne men velbevarede køkkentrappe med alle detaljer samt de limfarvede vægge. Den kulturhistoriske værdi for baghusets ydre knytter sig til dets funktionelle og industrielle udtryk samt til forskellen mellem den østlige og vestlige ende, der vidner om at baghuset er ført i to etaper. Den fraværende udsmykning er desuden udtryk for baghusets sekundære betydning i forhold til forhuset. Førhen var det blikkenslagerværksted. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for baghusets indre til inddelingen med garage og opbevaringsrum i den nedre etage, trapperummet med den enkle ligeløbstrappe samt rummene ovenpå, der med synlige konstruktioner og vandskurede vægge vidner om, at baghuset formentlig har været brugt til erhverv og opbevaring.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig for forhusets ydre til den grundmurede bygningskrop, hvor facadekompositionen er asymmetrisk med 3-fagsvinduer overporten og kvadret lisen, der skiller portfaget fra øvrige facade. Den kvadrede stueeetage giver bygningen tyngde, mens facaden i blank mur giver ejendommen en stoflig struktur, der sammen med gesimser og de kvadrede liséner tildeler facaden en levende reliefvirkning, der både fremhæver detaljerne og helheden. Korspostvinduernes proportioner er nøje afpasset til facadens komposition og bidrager overordnet til det veludførte facadeskema. Hertil kommer gårdsidens prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning og farveholdning samt sidehusets afskårne fag, der tilsammen skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer diskret, men elegant, viser den håndværksmæssige tradition og datidens stilmæssige ideal. Dette kommer især til udtryk ved brystnings-, lysnings- og helpanelerne samt fyldingsdørene. De helstøbte etage- og planløsninger orienterer sig i et hierarkisk forløb mellem den elegante hovedtrappe og den enkle køkkentrappe i for- og sidehus. Samlet set giver oplevelsen af lejlighederne, trods den stedvise modernisering, en klart defineret og samlet oplevelse af bygningens indre, der står mål med det gennemførte og delikate ydre. Den arkitektoniske værdi knytter sig for baghusets ydre til den afgrænsede og grundmurede bygningskrop, der med sin glatte og friholdte murflader giver bygningen et solidt og værdigt udtryk, hvor dekorationen begrænses til de store porte, gesims og vinduerne. Samlet har det enkle og nøgterne sammenbyggede baghus et værdigt og gedigent udtryk, der indordner sig under forhuset.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links