Overgaden oven Vandet 12-14, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4.(1577-1648), som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. På Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade såkaldt "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med megen slumbebyggelse. Fra 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning og fastholdt mange værdifulde bygninger. Den lange kanalgade Overgaden Oven Vandet har udspring i det ældste Christianshavn, hvor bygherren, Christian IV, efter hollandsk princip ville skabe en henholdsvis overby og en nederby. I gadenavnet refererer Oven til overbyen, som betyder den bydel der ligger fjernest havnen. Ejendommen Overgaden oven Vandet 12-14 er resultat af ombygning af to ældre huse til et spejlet dobbelthus med sidehuse i 1797. Allerede i 1600-tallet lå der en boderække, og i 1675 blev husene beskrevet som i alt seks firefags huse i to etager, opført i bindingsværk, med grundmuret kælder og fælles gavle og kviste. Efterhånden skal- og grundmuredes facaderne på de enkelte huse, og de blev med tiden bygget mere eller mindre om eller erstattet af nyt byggeri. I 1700-tallet, herunder ved ombygningen i 1797, tilhørte husene skippere og kaptajner, og til ejendommene hørte også kajplads ved kanalen. På taget af forhusene blev ved ombygningen i 1797 lagt sorte, glaserede tegl i tagfladen mod gaden, mens der til gården kom røde tegl. Stort set samtidig med forhusenes ombygning blev der opført to sidehuse, hvori køkkenerne blev placeret. Hertil var adgang fra både kældre og stueetage. Da de to ejendomme Overgaden oven Vandet 12 og 14 i 1881 havde fået samme ejer blev en del ændringer gennemført. Herunder sløjfedes hovedindgangen i nr. 14, og der blev anlagt en ny fælles trappe til de øvre etager. Den overflødiggjorte hoveddør blev flyttet til bagsiden, hvorfra den i slutningen af 1960'erne blev hentet tilbage til den oprindelige placering. Denne reetablering af adgangsforholdene var led i en større restaurering, hvor kælderfacaden og tagkvistene blev ført tilbage til et mere oprindeligt udtryk. Allerede mellem 1839 og 1852 var nr. 12 blevet forhøjet til tre etager på gårdsiden, og ved restaurering i 1960'erne blev også nr. 14 forhøjet til denne side. I nr. 14 blev sidehusets murkrone forhøjet i forbindelse med udnyttelsen af tagetagen til beboelse i 1871. De to kviste blev ved restaureringen ændret til en gennemgående kvist. Restaureringen blev forestået af Jørgen Erik Andersen, der sammen med flere andre arkitekter i 1961 havde købt den da noget forfaldne ejendom. Næsten i mål med restaureringen indtraf katastrofen i 1969, hvor en omfattende og ødelæggende brand hærgede ejendommen. Man måtte stort set begynde forfra, og i dag er bygningerne i store træk uændrede siden 1972. I baggården blev et baghus revet ned som led i en større sanering, og karréen fremtræder således anderledes idyllisk end før byfornyelsen og restaureringen.

Ejendommen er beliggende i den sydlige del af Overgaden oven Vandet på Christianshavn i København, hvor forhuset udgør et integreret led i kanalgadens østlige husrække. Forhuset omfatter to grundmurede og sammenbyggede forhuse på hver tre fag, der er spejlet over en midterakse. Forhusene er i tre etager med kældre og har udnyttede tagetager. Facaden, bestående af de to symmetrisk spejlede facader står glatpudset. Over stueetagen er en enkel kordongesims i sandsten, og øverst er en kraftigt profileret hovedgesims med sparrehoveder. I de to midterste fag er to ens udformede opgangspartier med fire trin af granit. Over dørnicherne er konsolbårne fordakninger. I yderfagene er der to ens udformede kældernedgange. På første sal er de fire midterste fag udsmykket med sandstensindfatninger om vinduerne, og de to ydre af disse fag er tillige kronet med trekantsfrontoner, båret af volutsvungne konsoller, i sandsten. I stueetagens andet fag fra hver side samt i anden sals to midterfag er der markerede sålbænke i sandsten. Forhuset bærer et opskalket heltag hængt med røde tegl. Over hvert forhus er i tagfladen mod kanalgaden to nyere, fladbuede kviste. Hoveddørene er ældre og rigt udsmykkede, og øverst i dørnicherne er overvinduer. I kældernedgangene er nyere, mørkegrønne døre med bræddebeklædning og glaspartier, og kældervinduerne er ligeledes nyere og opsprossede. Opgange og nedgange har nyere værn i smedejern. På hovedetagerne er traditionelt udførte vinduer, der alle er hvidmalede. I stueetagen er der korspostvinduer med todelte underrammer, mens der på første sal er firerammede, høje, vinduer med tredelte underammer. På anden sal er torammede, opsprossede vinduer. I kvistene er traditionelt udførte, fladbuede, opsprossede og mørkegrønne vinduer. Hvert forhus er til gårdsiden sammenbygget med et sidehus i hver side af gården. Til gårdsiden er to midterfag samt skrå smigfag til sidehusene. Sidehuset til nr. 12 er grundmuret i fire fag og i tre etager med kælder. Sidehuset til nr. 14 er også grundmuret i fire fag, om end kun i to etager. Begge sidehuse bærer tage med ensidig taghældning mod gården, og tagene er hængt med røde tegl. Dog er sidehuset til nr. 14 forsynet med en nyere tagetage udformet som en gennemgående kvist. I tagfladen på forhuset mod gården er i nr. 12 en ny høj skorsten samt én fladbuet kvist, mens der i nr. 14 er to fladbuede kviste. Til gårdsiden er ejendommen i sin helhed pudset og gulkalket. Over første sal er i midterfagene på forhusene rester af en ældre gesims. Forhusene sidehusene har profilerede hovedgesimser. Alle gesimser er hvidmalede. I de to midterste fag på gårdsiden er to ens dørpartier over et par granittrin, og i dørnicherne er traditionelt udførte, mørkegrønne døre med bræddebeklædning, og over disse er enkle, ét-rammede overvinduer. I sidehusene er i andet fag set fra forhuset fladbuede kældernedgange med traditionelt udførte, mørkegrønne døre. I sidehuset til nr. 14 er i tredje fag en opgang til stueetagen via en nyere trætrappe, og i dørnichen er en traditionelt udført, mørkegrøn dør med bosserede fyldinger. Til gårdsiden har ejendommen traditionelt udførte torammede, til dels opsprossede, vinduer samt firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. Alle vinduer er hvidmalede. Herudover er der i sidehusenes gavle nyere, enkeltrammede vinduer. I det indre består ejendommen i dag af to boliger udlagt som 2 ½ plans-lejligheder, hver omfattende et forhus og et sidehus. Den nuværende etage- og planløsning er til dels en rekonstruktion af en ældre disposition, dels præget af en rekonstruktion efter en ødelæggende brand. Kældrene har traditionelle planløsninger og rummene er indrettet til værksted, pulterrum og varmerum Hvert forhus omfatter i stueetagen gennemgående forstuegange med nyere ligeløbstrapper til første sal. Herudover er i hvert forhus en gadevendt stue og et gårdvendt rum i stueetagen, på første sal og på anden sal. På sidstnævnte etage er mod gården køkken. Fra første sal giver nyere ligeløbstrapper i de gårdvendte rum adgang til anden sal. Fra anden sal er også nyere ligeløbstrapper til de udnyttede tagetager. I tagetagerne er der nyere, delvist åbne planløsninger, herunder med hemse. I sidehusene er på første og anden sal (samt på tredje sal i sidehuset til nr. 12) i overvejende grad en nyere planløsning med værelser samt toilet og badeværelser. I sidehusene er flere ældre kogenicher bevaret, og i nr. 14 er disse indrettet til vådrum. I ejendommen er i vid udstrækning en traditionel materialeholdning i forhusene, men navnlig omkring midterfagene ved forstuegangene samt i tagetagen er der mange nyere bygningsdele- og detaljer. Det samme gælder i sidehusene. I kælderen under nr. 14 er ældre tømmerkonstruktioner og spor af et ældre kampestensfundament. Der er ikke bevaret gennemgående skorstenskerner. Kogenicherne har bevaret hammerjern. Vinduerne har koblede rammer. Der er ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre samt nyere pladedøre. Der er traditionelt udførte planke- og bræddegulve i stuer, værelser og gange. Der er en delvis bevaret, delvis traditionelt udført panelering i forhusene. I stueetagen og på første sal samt flere steder mod gården er der fuldpanelerede ydervægge samt enkelte lysningsskodder. Hertil kommer brystningspaneler, en afrundet ovn-niche med vederlagssten samt traditionelt udførte lærredsfelter i de gadevendte stuer i stueetagen og på første sal. I en del rum, fortrinsvis i sidehusene, er der nyere pladevægge og en nyere materialeholdning i øvrigt. I lofterne er der bjælkelag i stueetagen i forhusenes stuer og rum, mens der på første sal er traditionelt udførte stukarbejder. I tagetagerne er nyere tømmerkonstruktioner og pladevægge.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i Overgaden oven Vandet, hvor den udgør et integreret led i husrækkens blandede bebyggelse og er med til at fastholde det historiske og yderst stemningsfulde miljø langs Christianshavns Kanal, et særegent havnemiljø i international klasse. Her udgør ejendommen i kraft af forhusenes to karakteristiske og helt spejlsymmetriske facader og samt traditionelle materialeholdning et ganske iøjnefaldende og yderst værdifuldt indslag i gadens arkitektur. Til gårdsiden danner for- og sidehuse ramme om et stemningsfuldt og charmerende gårdrum.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til det grundmurede anlæg bestående af de to forhuse med hver et sidehus. Ejendommen fremtræder i det væsentligst som et meget helstøbt og særpræget klassicistisk anlæg, som er præget af en gennemgribende om- eller nybygning i 1797 af de ældre bodebygninger på stedet. På trods af dengang individuelle ejerskaber var der tale om et fællesprojekt. Ved ombygningen blev skabt ganske herskabelige dobbeltfacade på tre-plus-tre fag, og med udgangspunkt i en streng symmetriakse byggede man forhusene ens op i en stram klassicistisk komposition. Ved opførelsen af de nuværende huse samt deres facader er der ingen tvivl om, at man har kunnet drage nytte af kræfterne i den omfattende, samtidige genrejsning af København efter branden i 1795. Navnlig hovedstadens forskellige håndværksmestre var yderst velforberedte til opgaven, idet mange af disse havde taget aftenkurser på kunstakademiet. Med afsæt i især Harsdorffs stileksempler og undervisning opnåede mange tømrer- og murermestrer færdigheder nok til selv at kunne tegne en facade efter alle klassicismens idealer om harmoni, balance og en veldisciplineret brug af bygningsdetaljer og dekorationer. De spejlede facader i Overgaden oven Vandet 12-14 udgør et sjældent og værdifuldt eksempel på det høje niveau i det borgerlige byggeri i tiden omkring år 1800. Dette kommer konkret til udtryk i placeringen af de to ens indgangspartier i midterfagene og kældernedgange i yderfagene. Hovedindgangene i midten er forsynede med de tidstypiske, konsolbårne fordakninger, der er placeret på højde med den ligeså almindelige kordongesims til deling af det afpudsede murplan i en over- og underfacade. Ligeledes knytter der sig kulturhistorisk værdi til indfatningerne omkring de fire midterste fag på første sal, hvoraf de yderste fag er kronet af konsolbårne trekantsfrontoner. Selv i beskeden udstrækning hævder klassicismen i dens kølige og nøgterne form ambitionen om at opdyrke og genoplive Antikken på ny, en tankegang, der i høj grad passede ind det sene 1700-tals borgerlige idealer. Det samme gælder afslutningen af facaden i en profileret hovedgesims, der her er udstyret med sparrehoveder. Hovedgesimsen danner overgang til det opskalkede heltag med de parvist anbragte, fladbuede kviste. Denne løsning er typisk for tiden, men får her en yderligere vægt i kraft af de sammenbyggede forhuse. Der knytter sig derudover kulturhistorisk værdi til de ældre hoveddøre med udskårne og kannelerede udsmykninger samt til overvinduernes kunstfærdige opsprosning. Dertil kommer den taktfaste og harmoniske, her delvist genskabte, vinduessætning, der afspejler klassicismens tidstypiske rangordning af etagerne, der videreførte barokken og rokokoens palæstil i det borgerlige byggeri. Højest er første sal, eller beletagen, og derefter kommer stueetagen – begge forsynet med firerammede vinduer, hvor stueetagens korspostvinduer med todelte underrammer er det arketypiske vindue, ligesom anden sals og tredje sals lavere, torammede vinduer afspejler deres lavere status. I gården knytter der sig kulturhistorisk værdi til de to sidehus, der viderefører symmetritanken, skønt sidehusene er forskellige af højde. Dette er, sammen med den enkelt og ensartede overflade af gårdsiden, et andet typisk klassicistisk træk: Den funktionsbetingede gårdside, hvor kravene til bygningernes æstetiske udformning var meget mindre. Løsningen med gennemgående forstuegange med døre i midterfagene på forhuset samt sidehusenes ensidige tage fastholder dog den grundlæggende symmetriakse i anlægget. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til ejendommens konsekvente (og efter restaureringen delvist rekonstruerede) løsninger, der grundlæggende betoner symmetri og ensartethed i plan og etager i forhusene. Dette kommer til udtryk i de gennemgående forstuegange i stueetagen placeret op til naboskellet mellem forhusene. Dertil kommer placeringen af de repræsentative stuer mod kanalgaden og de funktionsbetingede rum mod gården, herunder i sidehusene. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de bevarede bygningsdele og -detaljer og overflader fra det oprindelige anlæg, herunder særligt fyldningsdøre og panelering, der understreger rummenes oprindelige betydning og rolle. Dette gælder desuden de ældre køkkennicher i sidehuset til nr. 14. De ældre dele understøttes af den lødige restaurerings genetablering af de ombyggede og ødelagte elementer i et realistisk og velvalgt omfang – og i en moderne enkelt udtryk. Dette gælder ikke mindst de to ligeløbstrapper. Hertil kommer den i overvejende grad traditionelle materialeholdning på hovedetagerne, herunder ejendommens traditionelle planke- og bræddegulve, ovn-niche, lærredsfelter, paneler og lysningsskodder samt lofterne. Endelig skal femhæves de ældre spor af et kampestensfundament i kælderen. Stenene stammer fra nogle af de tidligste bygninger på Christianshavn, og sandsynligvis er det de lejeboliger og bodebygninger, der findes omtalt i 1635.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre primært til de grundmurede og symmetrisk spejlede forhuse. Med dette enkle og stærke arkitektoniske greb er skabt et helstøbt og gennemført dobbelthus med en facade, der både artikulerer det enkelte forhus og den helhed, de tilsammen danner. Betragtet som et overordnet facadeskema giver de centralt placerede indgangspartier og kældernedgangene en afbalanceret og effektiv skematik, der modsvares af vinduesindfatningerne på første sal med frontoner og afsluttes elegant med midterfagene på anden sal som toppunkt. Materialeholdningen er ligeledes af høj kvalitet og indgår betydeligt i oplevelsen af facaderne. De glatpudsede murflader og sandstenen i bygningsdetaljerne spiller sammen på delikat vis, ligesom hovedgesimsen danner en harmonisk overgang til det opskalkede tag med de parvist satte kviste. I den ellers næsten ubrudte tagflade understreger kvistene netop dobbelthusets opdeling. Der knytter sig endvidere arkitektonisk værdi til den taktfaste og harmoniske vinduessætning, der accentuerer første sal i facaden.

Læs videre om

• Harsdorffs Hus, København
• Nyhavn 11, København
• Nyhavn 49, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen