Overgaden oven Vandet 22, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter kong Christian IV, som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. En tendens, der først for alvor begyndte at vende i 1970'erne, da de første bevaringsplaner for bydelen blev lavet, og som sikrede Christianhavns mange værdifulde bygninger. Gennem 1990'erne fortsatte omdannelsen fra industriområde og arbejderkvarter til attraktivt boligkvarter. Den lange kanalgade Overgaden oven Vandet stammer fra det ældste Christianshavn, hvor gaden gik fra volden i syd, det nuværende Store Søndervoldstræde, til Bådsmandsstræde og den gamle vold mod nord. Christian IV ville efter hollandsk princip skabe en overby og en nederby. Overgade er en fordanskning af Ufer-gade, der betyder bred- eller kajgade på tysk. Oven hentyder til Overbyen, der ligger mellem Christianshavns Kanal og Amager. Grunden Overgaden oven Vandet 22 indgik oprindeligt i storgrund nr. 37, der blev tillagt renteskriver Anders Olufsen og omfattede nuværende nr. 12-22 og Dronningensgade 9-15. Allerede i 1635 lå der lejeboliger ud til begge gader. Boderne var i starten udlejet til "fattig Folch, som er forarmet och intet kand holde", men i 1675 blev bebyggelsen mod kanalen præciseret som seks huse vel ved magt. Husene udgjorde en sammenhængende boderække af sædvanlig type i fire fag bindingsværk og to etager, opført i bindingsværk med grundmuret kælder og fælles gavle. De havde parvis indgang ved siden af hinanden under en fælles gavlkvist, og nr. 22 afsluttede rækken mod nord med en fritstående bindingsværksgavl. Op til 1685 blev nr. 22 kaldt for Ryllepins Hus, måske opkaldt efter ejeren, renteskriver Niels Nielsen Rulpe. Efterhånden blev husene mere eller mindre ombygget, omsat i grundmur og forhøjet. Husene blev solgt til private, og i 1700-tallet tilhørte de skippere. Til ejendommene hørte kajplads ved kanalen. I dag fremstår nr. 22 som den mest velbevarede med sin bindingsværkskonstruktion mod gården i den oprindelige højde. Før 1728 var der opført en skalmur uden på bindingsværksfacaden. I 1786 blev bygningen omsat i grundmur og forhøjet til tre etager og fik den stadig eksisterende klassicistiske udformning med kordon- og hovedgesims og en frise med stukkatur mellem 1. og 2. sal. Vinduerne til første sal fik korspostvinduer med torudet underramme, mens resten af vinduerne stadig var småsprossede. Vinduespostene, en del håndsmedede beslag samt indvendige fyldingsdøre med gerichter og indstukne hængsler er bevaret fra denne tid. Mod gården har der fra starten været blysprossede vinduer. Fabriksetagen mod gaden afløste en lille rundbuet tagkvist i forbindelse med indretning af tagetagen omkring 1960.

Overgaden oven Vandet 22 er beliggende som et integreret led i husrækken i Overgaden oven Vandet og består af et forhus i bindingsværk på fire fag med grundmuret facade, tre etager højt med kælder og træbeklædt fabrikskvist mod gaden og to etager med en tagkvist mod gården. Der er heltag beklædt med røde vingetegl, og i tagfladen mod gården er den høje køkkenskorsten i filtsede gule sten ført op langs med nabohusets gavl. Det lille gårdrum afgrænses af forhuset og et grundmuret baghus i to etager, som ikke er fredet, samt naboens sidehus og en mur ud mod karréens store fælles gård. Facaden står pudset og malet lyseblå med en retkantet kordongesims mellem stueetage og 1. sal og en profileret, hvidmalet hovedgesims. Mellem 1. og 2. sal er et hvidmalet blændingsfelt med stukkatur. Der er ældre hvidmalede korspostvinduer i de to nederste etager og ældre torammede, trerudede vinduer på 2. sal. I fabrikskvisten sidder nyere overfalsede vinduer. Kældervinduerne er etrammede, firrudede nyere vinduer. Nedgang til kælderen foregår ad en nyere dør i en rundbuet muråbning. I det søndre fag er indgang til stueetagen ad støbte trin, til dels i murtykkelsen, og en ældre beklædt revledør med smedede båndhængsler på den indvendige side og fin beklædning med fyldinger og dekorationer på den udvendige side. Over døren er et smalt ældre overvindue. Bagsiden står i fire fag bindingsværk over en grundmuret kælder. Tømmeret er sorttjæret, og tavlene er pudsede og hvidkalkede. I stueetagen sidder én løsholt i den oprindelige højde. Stolperne på første sal fortsætter i en styrterumskonstruktion, og bjælkelagets gennemstukne tappe kan stadig ses. Vinduer er dels torammede, etrudede med gammel post og dels etrammede. Rammerne er nyere. I det søndre fag sidder en ny halvdør med ruder. Kælderen er ét stort rum med nyere opmuret fundament til køkkenskorstenen og nyere klinkegulv. Fra stueetagens forstuegang kommer man ind i trefagsstuen mod gaden gennem en ældre tofløjet trefyldingsdør med indstukne hængsler. Stuen har nyere bræddegulve og pille-, lysnings- og brystningspaneler, mens overvæggene har lærredsrammer og rå mure og synligt bindingsværk. Der er pudset mellem loftsbjælkerne. Langs den nordre gavl er opført en nyere, men traditionel, etløbstrappe til 1. sal. I forstuegangen langs sydgavlen fører en ældre etløbstrappe med udkehlet håndliste og listebalustre op gennem etagerne. Forstuegangen er afbrudt med en skillevæg under trappen, således at den sidste del af gangen mod gården nu hører med til køkkenet. Køkkenildstedet står uden puds og er tilmuret. I gavlen mod nord er synligt, oliebehandlet bindingsværk. På 1. sal er en stue mod gaden i fire fag med pille- og lysningspanel, og væggene står pudsede med fodliste. Der er gamle bræddegulve og pudset mellem bjælkerne. Mellem stuen og trappegangen sidder en ældre tofyldingsdør med gericht og indstukne hængsler. Mellem stuen og det tidligere køkken er væg og dør forsvundet, måske i forbindelse med indretning af et badeværelse op ad nordgavlen. Det åbne ildsted er bevaret i rå mur. Mellem det tidligere køkken og trappegangen er en nyere glasvæg. På 2. sal er der adgang fra trappegangen ad en ældre trefyldingsdør med gericht og indstukne hængsler til en firfagsstue med pille-, lysnings- og brystningspaneler på vinduesvæggen mod gaden. Mod gården er et værelse med skråvægge og glasvægge til trappegangen. Der er nyere bræddegulve. Fabriksetagen er ét stort rum med fuld højde mod gaden og skråvægge mod gården. Loftet går til kip, og der er nyere plankehanebånd og hems.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Overgaden oven Vandet, hvor forhuset indgår i en sammenhængende husrække, der tilsammen danner et fint historisk gadebillede. Selv om bygningerne har gennemgået ændringer i årenes løb og er forskellige i farve, højde og bredde, danner de en helhed med deres materialekarakter, facadeproportionering og faste fagdeling og udgør en stemningsfuld husrække langs kanalen. Hertil kommer, at bygningen er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Den miljømæssige værdi knytter sig også til det lille gårdrum, der indesluttes af for- og baghus, en mur og naboens sidehus. Gårdrummet giver et godt billede af, hvordan en mængde af Christianshavns små gårde har set ud i 1700-årene. Efter årtier med store gårdsaneringer på Christianshavn er denne karakteristiske bebyggelsesform blevet mere sjælden, og det er af stor værdi, at den her er bevaret som et fint eksempel på et historisk gård- og kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for Overgaden oven Vandet 22 knytter sig i det ydre til bygningens smalle facade på fire fag, der vidner om husets tidlige historie som en lille udlejningsbod. De smalle vinduespiller afslører, at huset blev opført i bindingsværk. Facaden fra slutningen af 1700-årene afspejler i tråd med klassicismens idealer en sikker proportionering i det ydre, der kommer til udtryk i den enkle og nøgterne facade med vinduernes regelmæssige takt, den enkle kordongesims mellem stueetagen og 1. sal, stukkaturfrisen mellem 1. og 2. sal og den profilerede hovedgesims. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i forskellen mellem den repræsentative, harmoniske facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der stadig står i bindingsværk i to etager med højstolper og styrterumskonstruktion og har spor efter den oprindelige placering af løsholterne i stueetagen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den stort set uforandrede planløsning. I de smalle almindelige huse, der ikke havde portgennemgang, som de større gårde havde, var der i stedet en gennemgående forstuegang fra gade til gård, hvor trappen var placeret. Etagerne har den samme planløsning med sekundære rum mod gården og stuer mod gaden. Efter Københavns brand i 1728 blev størsteparten af husene, også på Christianshavn, opført som etagehuse med en eller flere af denne type lejligheder med selvstændige køkkener i hver etage. Denne planløsning, som går tilbage til den oprindelige bodeplan, kan stadig aflæses, hvilket bidrager til husets kulturhistoriske værdi. I de gamle køkkener er køkkenildstederne bevaret og har ligesom den kraftige skorsten med rør til hvert ildsted stor fortælleværdi. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig herudover til den simple ligeløbstrappe i forstuegangen, til hoveddøren med de indvendige håndsmedede beslag og til de øvrige ældre bygningsdele og -detaljer. Bygningsdele og -detaljer inkluderer følgende: de klassicistiske vinduer med plan lodpost og trekvartstaf i hjørnerne, de håndsmedede anverfere og stormjern, pille-, lysnings- og brystningspaneler, fyldingsdøre med indfatninger og beslåning, bindingsværks¬konstruktionen med kopbånd i stueetagen, bjælkelagene med tætsiddende bjælker i kælderen, der kunne tyde på, at der oprindeligt har været stengulv i stueetagen. Hertil kommer aflæseligheden af husets oprindelige tagform, der kan ses på gavlene.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets smalle facade med den enkle facadekomposition med den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer, indgangsdør og kældernedgang og den enkle klassicistiske kordon- og hovedgesims samt den lille stukfrise. Mod gården knytter den arkitektoniske værdi sig ligeledes til bindingsværkets faste fagdeling, der bestemmer vinduers og døres placering. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de bevarede planløsninger og stuer med snedkerdetaljer som profilerede paneler, fyldingsdøre og vinduer. Endelig kommer generelt den traditionelle materialeholdning og overfladekarakter.

Læs videre om

• Knabrostræde 14, København
• Pilestræde 39, København
• Studiestræde 13-13 A, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen