Palstrup ligger på Palstrupvej 25 i Viborg Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Palstrup hovedgård omtales i slutningen af det 15. århundrede, da den tilhørte det velhavende Tvilum Kloster. I årene 1483-86 var gården ejet af adelsmanden Las Braad. I den følgende tid kendes kun lidt til Palstrups historie. Først i 1547 omtales Palstrup som ejet af Frans Dyre, der efter sin død i 1571 solgte gården til Ove Juul. På daværende tidspunkt lå Palstrup ikke på sin nuværende plads, men mod vest i Gammelgårds Kær, hvor man har fundet rester af overpløjede borgholme og murbrokker fra resterne af et bygværk. Ved Ove Juuls død i 1604 overgik Palstrup til søn, Frands Juul og derefter til Holger Bille, Johan Rantzau og Christoffer og Joachim Gersdorff.

I 1641 erhvervede adelsmand og rigsråd, Oluf Parsberg Palstrup, og det fik stor betydning for anlægget, der fik sin nuværende placering i årene 1641-61. Efter Parsberg overtagelse af Palstrup anlagde han det nuværende anseelige voldsted, som er et såkaldt centraliseret dobbelt voldsted, hvor selve borggården ligger selvstændigt indenfor det store indgravede hovedanlæg. I årene herefter anlagde Parsberg bygninger på både borggård og ladegård – og med en hovedbygning, der antageligt har været lig Ulstrup opført i to etager med tårn og spir. Af Parsbergs anlæg er der i dag kun stenbroens fire sandstensløver med årstallet 1656 og Parsberg og hustru, Kruses våbner tilbage. Ved Parsbergs død i 1661 overgik gården til datter, Anne Catrine gift med Otto Pogwisch og Ellen gift med Ebbe Gyldenstjerne. Herefter havde Palstrup en lang række ejere, herunder Corfitz Uldfeldt, Kronen, Mogens Friis og amtmanden Peder Charisius og dennes søn Ambrosius Charisius.

I 1697 blev Palstrup overtaget af Viborgapotekeren, Daniel Friedenreich, hvis søn Janus de Friedenreich overtog gården efter sin fars død i 1706. J. Friedenreich fik stor betydning for Palstrups nuværende udseende. I årene 1722-40 lod Janus Friedenreich opføre et barokt bygningsanlæg, hvoraf Palstrups østvendte hovedfløj i dag er bevaret. Hovedfløjen med sidefløjene blev opført af Johan G. Hödrich og Nicolai H. Riemand. Frem til 1790erne var Palstrup i slægten Friedenreichs eje. Herefter var en lang række ejerskifter og Palstrup havde i perioden 1799 til 1871 ti ejere. I 1800-tallet blev anlæggets sidefløje nedrevet.

I 1871 blev Palstrup købt af Johan Christian Fritz Baur Ræder, der i 1906 solgte den til læge V. E. Schjerup. Palstrup blev i 1918 solgt til Christian J. Kampmann, efter hvis død i 1938 den overgik til sønnen Per Kampmann. I 1919 blev hovedbygningen restaureret og fik to sidefløje og mellembygninger af kongelig bygningsinspektør Hack Kampmann. I 1960erne blev hovedfløjen ombygget ved arkitekt Christian Hage og haven omlagt af professor C. Th. Sørensen. Siden 2001 har Palstrup været ejet af Ole Philipsen.

Beskrivelse

Palstrup ligger sydøst for Viborg ved Højbjerg omgivet af marker og skov på et retkantet, dobbelt voldsted. Ved indgangen til det inderste voldsted er en stenbro smykket med fire sandstensløver. Det fredede anlæg ligger i tæt forbindelse med avlslænger, hvoraf den stråtækte lade mod nordvest er omfattet af fredningen. I anlægget indgår, foruden den trefløjede hovedbygning og den stråtækte lade, et firelænget avlsanlæg og to store lader. Længerne er dels grundmurede, dels opført i kampesten. Disse bygninger er ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke beskrevet nærmere i nærværende tekst. Besigtigelsen er foretaget uden fotoregistrering af fløjenes indre. Første salen og tagetagen i hovedfløjen er ikke besigtiget. Ligesom en del af den nordlige sidefløj som følge af igangværende bygningsarbejder ikke er besigtiget. Der er derfor ikke taget højde for fredningsværdierne her.

Hovedbygningen udgøres af en hovedfløj flankeret af to lavere mellembygninger og to sidefløje. Det trefløjede bygningsanlæg åbner sig mod vest, og tilsammen favner bygningerne et grusbelagt gårdrum med et prydbed, hvorom der er en pigstensbelægning. Hovedfløjen er grundmuret og opført i to etager i ni fag i rød, blank mur med en sokkel af granitkvadre og en enkel formstensgesims i blank mur under det let opskalkede tag. Bygningen bærer et nyere, rødt, teglhængt helvalmet tag med tre skorstenspiber i rygningen. I tagfladen er støbejernsvinduer. Facaden opdeles af en central gavlkvist smykket med et urværk samt en muret gesims. Tagrende, nedløbsrør og sålbænke er udført i kobber.

Hovedindgangen under gavlkvisten er markeret af en sandstensportal med en fordakning. Herover ses et relief i murværket med Janus de Friedenreich og hustru, Anne Margrethe de Lindes våbner, mens sydgavlen bærer parrets skrevne initialer i kalksten på hver side af årstallet 1740. Indgangsdøren er en nyere, traditionelt udført, dobbeltfløjet fyldingsdør med pyramidebosser og opsprosset overvindue. Døren er malet i en mørk grøn farve. Hovedfløjens taktfast placerede vinduer er traditionelt udførte, torammede vinduer med ottedelte rammer i første salen, mens de i stueetagen er firerammede vinduer med firedelte rammer nederst og todelte rammer øverst. Vinduerne er prydet af et stik og er alle hvidmalede. Hovedfløjen og sidefløjene sammenbindes af mellembygninger opført i én etage i træ. Mellembygningerne har en vandret bræddebeklædning med hjørner af kannelerede liséner og en profileret trægesims mod taget. Den sydvendte mellembygning har karakter af havestue med høje, slanke vinduespartier med mellemliggende kannelerede liséner og et centralt, dobbeltfløjet dørparti. Mellembygningerne er malet i perlegrå og hvid.

Sidefløjene er opført i rød, blank mur i én etage over en pudset sokkel og bærer et rødt helvalmet teglhængt tag med skorstenspiber i rygningen. Murene afsluttes mod taget af en muret gesims i blank mur. Bygningerne har gavlkviste samt en række mindre kviste. Murene er delvist dækket af en tætbevokset beplantning på et espalier. Gavlene er blændede i både nord- og sydfløjen. Sidefløjenes døre er dels traditionelt udførte flammerede døre, dels fyldingsdøre med glaspartier. Centralt i sydfløjens facade ses tre tofløjede, flammerede porte med indgang til garagerne. Sidefløjenes vinduer er overvejende traditionelt udførte, torammede, opsprossede vinduer. Dørene er malet i hvid og perlegrå og vinduerne er hvidmalede. I den nordlige sidefløj ses en ældre klokke udført i kobber med Palstrups inskription samt årstallet 1755. I den nordlige sidefløj ses en udvendig kældernedgang.

Hovedfløjen anvendes som bolig og har i stueetagen bevaret elementer af en ældre planløsning med en forstue, havevendte stuer en suite og et nyere køkken mod nord. Sidefløjene er indrettet med værelser, køkken og badeværelser og udnyttede tagetager. Sydfløjen indeholder endvidere garager. Fløjene er karakteriseret ved både nyere og ældre materialer, herunder brædde-, parket-, flise-, sten-, linoleums- og tæppebelagte gulve, pudsede vægge med paneler og pudsede lofter med og uden stukkatur. Der er ældre og nyere traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder kaminer, fajanceovne, fyldingsdøre dels retkantede, dels rundbuede med mesinggreb. Stenbroen, som giver adgang til borgbanken på det inderste voldsted er muret og pudset med røde vingetegl, der er smykket med fire sandstensløver med Oluf Parsberg og hustru, Karen Kruses våbner. Broen hviler på tilhugne granitkvadre med murankre.

Avlsgårdens lade mod nordvest er opført i grundmur i én etage over en sokkel af granitkvadre. Murene er i blank, rød mur og afsluttes mod taget af en muret gesims. Taget er halvvalmet og stråtækt med mønning. Døråbningerne har rundbuede stik med hvidkalket lysning, og dørene er flammerede trædøre. I vestgavlen er en blændet portåbning og i østgavlen ses ankrene med årstallet 1784 og initialerne C.W.J. og C.W.H. samt mindre, rundbuede og ovale muråbninger. Vinduerne er ældre støbejernsvinduer og opsprossede et- og torammede vinduer dels med retkantede, dels med fladbuede stik. Bygningens indre udgør et stort rum med støbt gulv, synlig tagkonstruktion og åbent til kip.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Palstrup knytter sig til det trefløjede anlægs beliggenhed i et herregårdslandskab omgivet af marker og skov på et dobbelt voldsted, placeret aksefast for enden af et avlsanlæg, som skaber rammerne om ankomsten til herregården. Tilsammen udgør det anseelige voldsted, hovedfløjen med mellembygninger, sidefløje og voldgravsbroen samt avlsanlægget et helstøbt herregårdsmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Palstrup som et eksempel på et herregårdsanlæg med en lang udviklingshistorie med hovedfløjen opført i barok stilart flankeret af sidefløje opført af kongelig bygningsinspektør Hack Kampmann i første halvdel af 1900-tallet. Den barokke stilart kommer til udtryk i hovedbygningens langstrakte, rektangulære form i to etager med det høje, opskalkede helvalmede tag samt den centralt placerede gennemgående gavlkvist med urskiven i gavltrekanten. Hertil kommer de strengt symmetriske facader samt det sandstensindfattede indgangsparti.

Ligeså er der kulturhistorisk værdi i Kampmanns nyfortolkning af de i 1800-tallet nedrevne bygningsfløje, der sammen med hovedbygningen udgjorde det tidligere anlæg. Kampmanns enkle sidefløje og mellembygninger indgår i en elegant helhed med den ældre hovedfløj. Således at bygningsfløjenes interne hierarki endnu er aflæseligt. Det kommer til udtryk i de symmetriske og velkomponerede sidefløje opført i én etage, hvor der er anvendt materialer og virkningsfulde bygningsdetaljer, der på elegant og underspillet facon refererer til hovedbygningen. Det ses i brugen af den røde, mørktbrændte teglsten, de murede gesimser og den taktfaste vinduessætning, samt i mellembygningernes lisén-smykkede facader.

Sidefløjenes enkle bygningskroppe, der er opført i én etage underlægger sig og indrammer hovedbygningen, og lader denne fremstå som bygningsanlæggets repræsentative omdrejningspunkt med det høje, røde helvalmede tag, de barokke stilelementer med gavlkvisten, urværket og den sandstensindfattede hovedindgang. Voldgravsbroen med de fire sandstensløver og Oluf Parstrup og hans hustru Karen Kruses våbner dateres 1656 har ligeledes kulturhistorisk værdi, da den udgjorde indgangspartiet til bygningsanlægget fra 1640erne, som lå på Palstrups borgbanke. Ligeså er der kulturhistorisk værdi i initialer og årstal i murankre og sten, der stadfæster ejerskifter, opførelses- og ombygningsår.

I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de bevarede elementer af en ældre planløsning med havevendte stuer en suite samt den traditionelle materialeholdning og de ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer. Den kulturhistoriske værdi for avlsgårdens stråtækte lade knytter sig til bygningens udprægede brugsorienterede udtryk med den store, prunkløse længebygning med højt, stråtækt halvvalmet tag, der med sin typologi underlægger sig hovedbygningen og indgår som en landbrugsbygning, der betjener hovedbygningen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det store åbne rum med synlig trækonstruktion og åbent til kip samt den traditionelle materialeholdning.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Palstrup ligger i det stilfærdige, men elegante bygningsanlæg med den barokke hovedfløj opført i to etager flankeret af de to mellembygninger og sidefløje i én etage, der elegant underlægger sig den centrale hovedfløj og tilsammen udgør et helstøbt anlæg. Den arkitektoniske værdi ved Palstrups hovedfløj knytter sig til den velproportionerede, rektangulære bygningskrop i rød, blank mur med en udpræget symmetrisk opbygning omkring gavlkvisten, den taktfaste vinduessætning samt til det ubrudte, røde, teglhængte helvalmede tag med de symmetrisk placerede skorstene.

Bygningen har kun få detaljer, herunder tagfodsgesimsen og det sandstensindfattede indgangsparti og lader hovedbygningen stå med et enkelt og elegant udtryk. I sidefløjenes ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til de grundmurede bygninger i én etage med røde, teglhængte, helvalmede tage med skorstenspiber og symmetrisk placerede, døre, vinduer samt gavlkviste. Hovedfløjen og sidefløjenes røde, blanke mure med den mørke, flammerede materialitet, der er fremkommet ved hård brænding, tilfører en stoflighed og et levende spil til murene og giver et let violet spil i de røde sten og har stor arkitektonisk værdi.

Mellembygningernes malede, lisénsmykkede facader med den vandrette bræddebeklædning og de spinkle profilerede trægesimser giver et elegant tilsnit af nyklassicistisk karakter, der står i kontrast til hovedfløjen og sidefløjenes røde mure. Endvidere ligger der arkitektonisk værdi i fløjenes kobberdetaljer omkring døre, vinduer, tagrende og nedløbsrør, der visuelt sammenbinder de tre fløje og markerer de enkelte bygningsdeles inddækninger. I det indre er der arkitektonisk værdi knyttet til hovedfløjens rumsuiter med de havevendte værelser, den traditionelle materialeholdning og alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, der trods ombygninger og tilbygninger lader de forskellige bygningsfløje fremstå som et samlet og helstøbt bygningsanlæg.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links