Den landskabelige Munke Mose, der blev skabt 1912-15, er et af flere parkstrøg langs Odense Å. På billedet ses en båd fra Odense Aafart.
.

Alle danske byer – hvad enten det er de allerstørste byer, stationsbyer eller landsbyer – har set fra luften, i større eller mindre grad, en form for grøn-blå struktur, hvor bygningsmassen ses opdelt af grønne felter og søer samt grønne strøg og vandløb. I dag er bevaringen og udviklingen af denne struktur som regel en del af kommunens arkitekturpolitik og kommuneplanlægning.

Med grønne områder og byrum skal forstås alle tænkelige former for udearealer, også dem, der ikke varetages i kommunalt regi, eller kun periodevis er offentligt tilgængelige, dvs. kongelige haver, herregårdshaver, parker, kirkegårde, kolonihaveområder, vej- og gadeplantninger, pladser og byrum, stadioner og sportsarealer, anlæg omkring boligbebyggelser, ved uddannelsessteder, hospitaler o.l. Også private udearealer i forbindelse med boligbebyggelser og mindre haver bidrager til den grønne bys struktur og luftskifte.

Alligevel er sådanne områder til stadighed truet af ønsker om inddragelse til ny bebyggelse eller ny infrastruktur. Klimaændringerne med øgede vandmasser fra regn eller vandstigninger kan blive både en fordel og en ulempe for disse områder. En fordel, fordi man vil blive nødt til at undlade yderligere bebyggelse af lavtliggende områder og vandløbsbredder, men desværre også en ulempe, idet man mange steder forsøger at udnytte og omdanne parker til opbevaring af regnvandsmængder efter skybrud.

Der foreslås ligeledes ret ofte ny bebyggelse i grønne områder, parker og naturarealer eller fortætning af boligområder og overdækning af karréernes gårdrum samt indhug i kirkegårde. Nogle eksempler er Kildeparken i Aalborg, Byparken i Esbjerg, udvidelsen af Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg, stejlepladsen i Sydhavnen og metrostationen på Assistens Kirkegård i København. Sådanne indhug er irreversible, da disse friarealer i kraft af deres historie er uerstattelige og ikke kommer igen.

Den grøn-blå struktur

Kildeparken i Aalborg, anlagt i 1801. Denne park har både landskabelige og formelle træk, som denne gamle lindeallé.
.

At byerne har bevaret og udviklet en grøn-blå struktur, skyldes fremsynethed og en mere end hundredårig tradition for planlægning, med inspiration fra det øvrige Europa – fx boulevarder fra Paris, havebyer med boliger i grønne omgivelser fra England og folkeparker til sport og rekreation fra Tyskland – og en forestilling om, at lys og luft ville gavne befolkningen.

At man som udgangspunkt overhovedet har parker og andre grønne områder midt i byen, skyldes meget forskellige forhold – populært sagt Gud, konge og fædreland. Med Gud skal forstås dels religionsrelaterede områder som kirkegårde, kirkeskove og præstegårdshaver, dels det naturgivne grundlag. Våde, sumpede eller andre vanskeligt bebyggelige arealer kunne ikke umiddelbart udnyttes, hvilket har medført, at man senere kunne anlægge parker sådanne steder. Det gælder fx Knudmosen i Herning, Doktorparken i Randers og Københavns ydre parkring fra Utterslev Mose til området ved Kalvebod Strand.

Kongehuset lod i rigt mål anlægge haver omkring sine residenser, og de blev senere åbnet for offentligheden. Og i kraft af deres tidligere kongelige status forblev de ret urørlige i forhold til indhug i arealet. Slots- og Kulturstyrelsen administrerer de fleste af de tidligere og nuværende kongelige haver og udvikler dem i forhold til deres havekunstneriske vigtigste stilperiode. Det gælder bl.a. Kongens Have i København, Frederiksborg Slotshave, Fredensborg Slotshave, Bernstorff Slotshave, Frederiksberg Have med Søndermarken, Charlottenlund Slotshave, Sorgenfri Slotshave og Gråsten Slotshave samt arealerne omkring Koldinghus og Aalborghus Slot. Kongens Have i Odense varetages af Odense Kommune.

Forsvaret har været med til at bevare grønne strukturer, idet det længe lagde beslag på fæstningsarealer, forter og andre arealer, som så efterfølgende er blevet vigtige strukturerende forløb i byerne og nu er alment tilgængelige. Det gælder fx Kastellet og Christianshavns Vold, Vestvolden ved København og Fredericia Vold.

Hertil kommer, at fremsynede borgere gennem forskønnelsesforeninger, læseforeninger, skydebrødre eller med mindesteder skænket af enkeltpersoner i høj grad har bidraget til, at der i Danmark er byparker i mange andre byer end hovedstaden. I Aalborg, dengang en meget træfattig by, anlagde foreningen Enigheden allerede i 1801 Kildeparken. På tilsvarende måde har mange andre provinsbyer fået deres første byparker, oftest lystanlæg til promenade udformet i landskabelig stil op gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Eksempler herpå er anlægget Arnbjerg i Varde (1829), Hans Tausens Minde (1836) og Borgvold (1864) i Viborg, Svanelunden (1878) i Hjørring og Lystanlægget i Ringsted (1898). I Randers etableredes Vestparken (1914-15) og Doktorparken (1915). Selv ganske små byer fik ofte et parkanlæg, fx Ærøskøbing (1888) og Marstal (1900); i Rudkøbing ligger H.C. Ørstedsparken fra 1884 i den forhenværende borgmesterhave.

Større byer som Odense, Aalborg og København oprettede tidligt en offentlig parkadministration og ansatte fra sidst i 1800-tallet stadsgartnere, idet de nye kommunale grønne områder både skulle forvaltes, plejes og udvikles. Desuden pegede landskabsbeskyttende foreninger tidligt på et behov for at værne om og frede værdifulde landskaber. Parallelt med sådanne fredningsbestræbelser blev byernes landskabsbehov og en planlægning herfor taget op i forbindelse med byernes vækst.

Parkpolitik og planlægning

Birk Centerpark i Herning. I forgrunden Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Til venstre ses bl.a. De Geometriske Haver og den runde skulpturpark. Til højre ligger et bånd af nye undervisningsinstitutioner. Bagest ses Ingvar Cronhammars skulptur Elia.
.

Med bogen Parkpolitik i Sogn og Købstad (1931) introducerede C.Th. Sørensen en dansk tradition for parkpolitik og en tankegang om beskyttelse og udbygning af grønne parkstrukturer i vores byer, som fik stor betydning og fortsat udvikles. I bogen slog Sørensen også til lyd for anderledes, mere ustrukturerede former for legesteder, og en sådan blev til virkelighed i Emdrup i København i 1943 med Skrammellegepladsen, som stadig eksisterer.

Med betænkningen Københavnsegnens grønne Omraader fra 1936 ville man sikre grønne områder tæt ved storbyen, hvilket blev et vigtigt element i Fingerplanen fra 1947. Man ville åbne naturen for befolkningen og udkastede allerede der tanker om at plante skov i Vestegnen. Der blev foreslået et samlet parksystem, hvor en serie parkringe – uden om de gamle voldparker – blev forbundet af udflugtsveje, herunder strandparker mod syd og nord, på Amager og op langs Øresundskysten. Med medvirken af københavnske stadsgartnere som Valdemar Fabricius Hansen og Jacob Bergmann etableredes i 1930’erne og 1940’erne en ydre grøn ring fra Emdrup Sø i nord, gennem Utterslev Mose, dele af Vestvolden, sydpå gennem Krogebjergparken, Damhusengen og Damhus Sø, dernæst videre gennem Vigerslevparken til Valbyparken ved Kalvebod Strand. Dele af disse parker og parkstrøg blev til som beskæftigelsesarbejder og ligger som smalle striber omkring vandarealer eller er anlagt på lavtliggende og derfor vanskeligt bebyggelige områder.

Mange andre danske kommuner udviklede gennem 1900-tallet en parkpolitik med intentioner om et hierarki af grønne områder. Odense Kommune har en særlig lang tradition for parkpolitik og parkforvaltning i bredeste forstand. I erkendelse af, at bymennesker har brug for en form for natur, gennemførte man i Odense et aktivt parkpolitisk program for at sikre borgerne adgang til parker og landskaber. Allerede i 1865 nedsatte byrådet en komité til byens forskønnelse, og den fremlagde snart efter en plan for byen og dens omegn – begyndelsen til en grøn politik for Odense Kommune. Man foreslog bl.a. en promenade langs åen til lystskovene Fruens Bøge og Hunderup Skov i syd, og i 1875 vedtog man at købe disse skove. I årene efter købte man yderligere arealer i eller nær byen, fx Kongens Have ved Odense Slot og Munke Mose, der i brede, bugtede strøg strækker sig fra bymidten langs åen over mere end tre kilometer, udformet i årene 1912-15. Efter Kommunalreformen i 1970 opkøbtes store og meget forskelligartede typer skov- og naturområder, og der udarbejdedes en plan for en samlet overordnet fysisk planlægning for den nye storkommune. Attraktive og markante landskabstræk, primært skove og ådale, blev kortlagt og fik indflydelse på placeringen af boligområder, veje osv. Odenses grønne hovedstruktur udgøres hovedsagelig af ådalene, der gennem omfattende kommunale opkøb i dag er offentlige. Langt fra byen, hvor de er brede og åbne, er de ofte bortforpagtede til afgræsning med kvæg eller anden form for landbrug.

Desuden blev landskabsanalysen forudsætning for en langsigtet og overordnet landskabsplanlægning, herunder etablering af nye skove, udbygningen af et net af stier via grønne strøg og etablering af plantninger som led i en byggemodning.

Tilsvarende blev der ved udbygningen af Køge Bugt-området udlagt friarealer, og man opererede i planarbejdet med kategorier som lokalparker, kvarterparker, skov- og naturområder og bynære landskaber, herunder også gangafstande fra bolig til rekreativt område.

Også Herning Kommune har gennemført en parkpolitik med væsensforskellige anlæg på alle niveauer. Foruden vejplantninger og fornyelse af ældre parker – herunder Mindeparken – er hele Birkområdet ved museerne udviklet, og midtbyens gader og pladser renoveret.

Selv landsbyer med kun få hundrede indbyggere har som regel en grøn kulturarv, det er værd at værne om og udvikle. Kombinationer af kirke, kirkegård og evt. præstegårdshave med tilliggende plantninger, gadekær og måske endda et bytræ, som i Davinde på Fyn, danner ofte fine kulturmiljøer. Omgivelsesfredningerne fra 1950’erne har betydet, at kirkerne stadig ligger forholdsvis frit og smukt. Da de fleste kirkegårde i de senere år har fået mere og mere ledig plads, skifter de karakter og bliver mere græs- og træklædte og derved mere parkagtige. Og i det åbne land er herregårdene med tilhørende herregårdslandskaber og lange alléer berigende og herregårdshaverne ofte offentligt tilgængelige.

Værn mod bebyggelse

Som hovedregel er byernes parker ikke beskyttet via fredningslovgivning, men en del har kunnet fredes via naturbeskyttelseslovgivningen, bl.a. Søerne og voldparkerne med Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg i København. Bygningsfredningsloven kunne i mange år kun bruges, når der var tilhørende fredede bygninger. Fra 2010 har man kunnet frede såkaldte selvstændige landskabsarkitektoniske værker med en tilføjelse til Bygningsfredningsloven. Eksempler herpå er De Geometriske Haver i Herning, Vor Frue Kirkesplads i Kalundborg og Vitus Bering Parken i Horsens.

Fremtiden

Rabalder Parken i Roskilde er til daglig en populær skaterbane. Men parken er også et anlæg for afledning af regnvand ved skybrud. Statistisk set vil det ske en gang hvert 10. år, at anlægget bliver fyldt op med vand.
.

Med prognoser om, at havspejlet omkring Danmark vil stige, måske med mere end en meter i løbet af det næste århundrede, og at stormfloder og skybrud vil belaste lavtliggende områder med kaskader af vand, må man formode, at sådanne områder i større grad friholdes eller endda ryddes for bebyggelse. Klimaforandringerne vil være en uomgængelig planlægningsparameter. Ligeledes må man formode, at øget klimabevidsthed, herunder behov for reduktion af CO2, i høj grad vil medføre omfattende træplantninger, ikke bare i form af skovplantninger, men også vej- og gadeplantninger, der samtidig gavner biodiversitet, rekreation og naturligvis også både fysisk og mental sundhed.

Den grøn-blå planlægning vil få stigende relevans, der bør kunne falde i hak med den mere traditionelle rekreative planlægning. Således har Frederiksberg Kommune det konkrete beskedne, men smukke mål, at man skal kunne se et træ fra enhver bolig.

Videre læsning

Læs mere om det bebyggede land i Danmark

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om byer

Artikelinfo