Med bogen Parkpolitik i Sogn og Købstad (1931) introducerede C.Th. Sørensen en dansk tradition for parkpolitik og en tankegang om beskyttelse og udbygning af grønne parkstrukturer i vores byer, som fik stor betydning og fortsat udvikles. I bogen slog Sørensen også til lyd for anderledes, mere ustrukturerede former for legesteder, og en sådan blev til virkelighed i Emdrup i København i 1943 med Skrammellegepladsen, som stadig eksisterer.
Med betænkningen Københavnsegnens grønne Omraader fra 1936 ville man sikre grønne områder tæt ved storbyen, hvilket blev et vigtigt element i Fingerplanen fra 1947. Man ville åbne naturen for befolkningen og udkastede allerede der tanker om at plante skov i Vestegnen. Der blev foreslået et samlet parksystem, hvor en serie parkringe – uden om de gamle voldparker – blev forbundet af udflugtsveje, herunder strandparker mod syd og nord, på Amager og op langs Øresundskysten. Med medvirken af københavnske stadsgartnere som Valdemar Fabricius Hansen og Jacob Bergmann etableredes i 1930’erne og 1940’erne en ydre grøn ring fra Emdrup Sø i nord, gennem Utterslev Mose, dele af Vestvolden, sydpå gennem Krogebjergparken, Damhusengen og Damhus Sø, dernæst videre gennem Vigerslevparken til Valbyparken ved Kalvebod Strand. Dele af disse parker og parkstrøg blev til som beskæftigelsesarbejder og ligger som smalle striber omkring vandarealer eller er anlagt på lavtliggende og derfor vanskeligt bebyggelige områder.
Mange andre danske kommuner udviklede gennem 1900-tallet en parkpolitik med intentioner om et hierarki af grønne områder. Odense Kommune har en særlig lang tradition for parkpolitik og parkforvaltning i bredeste forstand. I erkendelse af, at bymennesker har brug for en form for natur, gennemførte man i Odense et aktivt parkpolitisk program for at sikre borgerne adgang til parker og landskaber. Allerede i 1865 nedsatte byrådet en komité til byens forskønnelse, og den fremlagde snart efter en plan for byen og dens omegn – begyndelsen til en grøn politik for Odense Kommune. Man foreslog bl.a. en promenade langs åen til lystskovene Fruens Bøge og Hunderup Skov i syd, og i 1875 vedtog man at købe disse skove. I årene efter købte man yderligere arealer i eller nær byen, fx Kongens Have ved Odense Slot og Munke Mose, der i brede, bugtede strøg strækker sig fra bymidten langs åen over mere end tre kilometer, udformet i årene 1912-15. Efter Kommunalreformen i 1970 opkøbtes store og meget forskelligartede typer skov- og naturområder, og der udarbejdedes en plan for en samlet overordnet fysisk planlægning for den nye storkommune. Attraktive og markante landskabstræk, primært skove og ådale, blev kortlagt og fik indflydelse på placeringen af boligområder, veje osv. Odenses grønne hovedstruktur udgøres hovedsagelig af ådalene, der gennem omfattende kommunale opkøb i dag er offentlige. Langt fra byen, hvor de er brede og åbne, er de ofte bortforpagtede til afgræsning med kvæg eller anden form for landbrug.
Desuden blev landskabsanalysen forudsætning for en langsigtet og overordnet landskabsplanlægning, herunder etablering af nye skove, udbygningen af et net af stier via grønne strøg og etablering af plantninger som led i en byggemodning.
Tilsvarende blev der ved udbygningen af Køge Bugt-området udlagt friarealer, og man opererede i planarbejdet med kategorier som lokalparker, kvarterparker, skov- og naturområder og bynære landskaber, herunder også gangafstande fra bolig til rekreativt område.
Også Herning Kommune har gennemført en parkpolitik med væsensforskellige anlæg på alle niveauer. Foruden vejplantninger og fornyelse af ældre parker – herunder Mindeparken – er hele Birkområdet ved museerne udviklet, og midtbyens gader og pladser renoveret.
Selv landsbyer med kun få hundrede indbyggere har som regel en grøn kulturarv, det er værd at værne om og udvikle. Kombinationer af kirke, kirkegård og evt. præstegårdshave med tilliggende plantninger, gadekær og måske endda et bytræ, som i Davinde på Fyn, danner ofte fine kulturmiljøer. Omgivelsesfredningerne fra 1950’erne har betydet, at kirkerne stadig ligger forholdsvis frit og smukt. Da de fleste kirkegårde i de senere år har fået mere og mere ledig plads, skifter de karakter og bliver mere græs- og træklædte og derved mere parkagtige. Og i det åbne land er herregårdene med tilhørende herregårdslandskaber og lange alléer berigende og herregårdshaverne ofte offentligt tilgængelige.