Paustians Hus, København

Da Paustians Hus blev opført var havneområdet stadig præget af kraner, kulstøv og små listige steder. Ole Paustian havde i forvejen lagerlokaler i havnen og efter salg af sin ejendom med møbelhus på Vesterbrogade besluttede han at opføre et nyt møbelhus foran lagerlokalerne, selvom det var på lejet grund, og selv om lejeperioden kun var på tre år. Ejerforholdene er siden ændret, så både grund og bygning i dag ejes af Paustian Holding. Bygningerne var oprindelig tænkt opført i beton, støbt på stedet, men møbelhuset blev af sparehensyn i stedet opført i præfabrikerede elementer med Jørn Utzons fulde accept. Videre var bygningen oprindeligt tænkt en etage højere, men blev igen af sparehensyn begrænset til de nuværende tre etager. Endelig indgik den i 2010 af Kim Utzon gennemførte udvidelse også i det oprindelige projekt, men blev ligeledes sparet væk. Tilbygningen er opført (og tegnet) samtidig med det øst for liggende bebyggelse.

Paustians Hus består af et møbelhus i tre etager med en tilbygning samt en restaurant i nogle lavere bygninger. Specielt møbelhuset ligger tilbagetrukket på et hævet areal. Møbelhuset er opført med høje, præfabrikerede betonsøjler og -dragere med dobbelte T-plader i spændbeton. Alt er malet hvidt. Bygningen har et stort, asymmetrisk saddeltag med et gennemgåede ryttervindue i kip. Den østligste del af taget afsluttes af et vandret stykke efterfulgt af et gennemgående vestvendt vinduesbånd. Begge tagflader har samme hældning. Mellem søjlerne er store helrudede vinduespartier. Gavle og tag er beklædt med pandeplader. I sydgavlen er stort, skråtstillet, opsprosset vindue i to etager. Foran hver gavl står en stålspindeltrappe, som en skulptur med adgang til flugtveje fra henholdsvis 2. og 3. etage. Bygningen åbner sig både mod havneudsigten og mod et stort, indvendigt atrium under ovenlyset. Omkring dette rum ligger etagedækkene som afsatser i forskellig brede, indbyrdes forbundet med gangbroer og med adgang via brede, lukkede trapper. Bygningen er inspireret af rumoplevelsen i en dansk bøgeskov ved vandet med opstammede træer, højtsiddende grene og en løvoverdækning med pletvise lysindfald. Det er lykkedes Utzon at viderebringe denne oplevelse til bygningen, som er opført af standardelementer til industribyggeri, blot ved tilføjelse af ganske få karakteristiske elementer, som f.eks. søjlernes højtsiddende knægte og ved en meget sensitiv og sikker modulation af variationerne imellem henholdsvis friholdte og inddækkede områder. F.eks. lettes facaden, ved at de to yderste søjler står frit, mens søjlerne derimellem forbindes af etagedækket på 2. etage. Ligeledes er udstrækningen af arealerne/balkonerne omkring atrium og adgang til disse arealer næsten umærkeligt varieret, så der løbende opstår nye rumoplevelser i den tilsyneladende så regelrette bygning. Endelig er disse varierede forløb bundet sammen af en mørk, blå keramisk flise, som afslutter overkant af etagedækkenes brystværn og de forbindende trappeløb. Flisen, der er produceret på Mallorca, har i en periode ikke kunnet skaffes, men der er nu fundet en ny leverandør. Den i 2010 opførte tilbygning vil efterfølgende blive forsynet med disse blå fliser, svarende til bygningens ældre områder. Alle gulve er belagt med store, meget lyse, næsten hvide, kvadratiske fliser, hvilket er med til at fremhæve bygningens lyse og robuste karakter. Alle betontrapper er forsynet med stødkanter af egetræ. Hele bygningen består af et, åbent rum. Kun toiletterne i tilbygningen er aflukkede. Al administration m.m. foregår enten fra åbne skranker i stueetagen eller fra arbejdsborde på de øverste etager. Bygningens inderste, østlige del er oplyst af det vestvendte vinduesbånd. Bygningen fremstår let og åben med store oplyste områder. Dagslyset anvendes smukt og optimalt i denne bygning. Det kunne vanskeligt være gjort bedre. Fra møbelhusets indgang er der til højre adgang til restauranten. En lav gang fører frem til restauranten, med kokken i fokus for enden, og med restaurationslokalet til højre i et åbent, lyst rum. Til venstre for kokken ligger restaurantens køkken. Selve restaurationslokalet vender ud mod havnebassinet, og er mod facaden i to etager, hvorfra loftet skråner ned mod adgangsområdet. Rummet er oplyst fra tre sider, alle med store helrudede vinduer forneden og mindre helrudede vinduer foroven. De nederste vinduer sidder helt yderligt i meget dybe, skrånende vinduesnicher, mens de øverste vinduer sidder i væsentlig mindre, skrånende nicher. Dermed fornemmes facaden som en række tableauer over udsigten til først og fremmest havneløbet, mens vinduerne i sig selv ikke fornemmes. Den meget dybe fals i de nederste vinduer er opnået ved at den nederste del af ydervæggen er gjort væsentlig tykkere end den øverste. Områderne omkring kokken og mod det bagvedliggende køkken er beklædt med kvadratiske flise, med henholdsvis hvide og lysegrå felter opsat i store enkle mønstre. Fliser og mønstre er udformet af Lin Utzon. På umærkelig vis er det møbelhuset, som fanger blikket og interessen. Når rundturen heri er slut, skærpes opmærksomheden overfor restauranten, som dermed først oplevet indefra og efterfølgende udefra, hvor den står som en mere anonym hvidmalet muret bygning i to etager i facaden mod havnen. Restauranten består af flere bygninger. Først af selve restaurantlokalet mod havnen, dernæst af en bagvedliggende bygning omkring en åben gård og endelig af en mindre tilbygning. Nord for den indre gård findes toiletter – til såvel restaurant som møbelhus, og syd herfor restaurantens køkken og depot. Bygningernes facader fremstår som hvidmalede, murede vægge med betonoverliggere over vinduerne og med et indad-skrånende tag, der er beklædt med tagpap. Udenfor restaurantlokalets nederste vinduer er facaden udbygget med et skur, alene for at etablere de dybe vinduesnicher. Skuret er afdækket af zinkplader, som afsluttes med Utzons zink-tagrender. Møbelhuset står som på en plint. En trappe i hele bygningens bredde fører op til forkanten af søjlerne. Trappen er ved indgangen brudt af en bred, lang rampe, som på hver side er afgrænset af et enkelt stålrækværk. Trappetrinene består af betonblokke. Arealet mellem trappetrinnene og fortovet er belagt med SF-sten. Samme belægning er anvendt til det udendørs areal mellem søjlerne – foran en tilbagetrukket facade. Selve fortovet er belagt med små grå brosten, mens vejbanen er belagt med større, rødere brosten. Omkring restaurant og omkring arealet nord for møbelhuset står betonkasser, med klippede platantræer i fodposer af vedben. Alle tage afsluttes af Utzons store asymmetriske zinktagrender. Paustians Hus har allerede i marts 1990 været forelagt for Det Særlige Bygningssyn som fredningsemne, men Bygningssynet indstillede ikke bygningen til fredning. Dengang skulle bygninger almindeligvis være over 100 år for at kunne fredes, og Paustians Hus var tre år. Jørn Utzons sønner, Jan Utzon og Kim Utzon har været de danske kontakter ved opførelsen af Paustians Hus, og Kim Utzon har været arkitekt på tilbygningen fra 2010. Paustians Hus udgør kernen i et område i Kalkbrænderihavnen, hvor først Jørn Utzon og senere Kim Utzon har præget med opførelse af lyse, lette bygninger. Dette område adskiller sig fra de øvrige, syd herfor opførte kontorbygninger, som i sit udtryk svarer til 00'ernes kontorbygninger, men uden den egenart som Utzon-områdets bygninger er i besiddelse af. Paustians Hus ligger som en lys og let pendant til det store, tunge og mørke Svanemølleværk på den anden side af Kalkbrænderiløbet, som begge bygninger spejler sig i. Samtidig illustrerer den bevarede kulkran nord for Paustians Hus områdets tidligere anvendelse til støvende og støjende havnefunktioner. I dag er der mødelokale i kranhuset.

Bygningen indgår som kernen i et område i Kalkbrænderihavnen, hvor først Jørn Utzon og senere Kim Utzon har præget bebyggelsen med opførelse af lyse, lette bygninger. Dette område adskiller sig fra de øvrige, syd herfor opførte kontorbygning, som i sit udtryk svarer til 00'ernes bedre kontorbygninger, men uden den egenart som Utzon-områdets bygninger er i besiddelse af. Paustians Hus ligger som en lys og let pendant til det store, tunge og mørke Svanemølleværk på den anden side af Kalkbrænderiløbet, som begge bygninger spejler sig i. Ved opførelsen af bygningen var området præget af støvende og støjende funktioner, hvilket illustreres af den bevarede kulkran nord for Paustians Hus.

Jørn Utzon er en af 1900-tallet største arkitekter, hvilket er internationalt anerkendt bl.a. på grund af hans indsats i forbindelse med udformningen af Sydney Opera House i Sydney i Australien. Han har kun bygget få bygninger i Danmark. Paustians Hus er et sigende udtryk for Jørn Utzons evne til inden for en given økonomisk ramme at løse en stillet opgave med anvendelse af standardelementer og alligevel frembringe stor arkitektur.

Jørn Utzon er kendt for at lade sig inspirere af naturen, og i Paustians Hus er det den højstammede, kystnære bøgeskov, der har været inspiration til det høje, lyse møbelhus ved Kalkbrænderiløbet. Bygningens placering på en plint giver den på en gang en vis reserverthed og ophøjethed i forhold til de omgivende bygninger. Denne virkning var særlig effektfuld, mens området stadig var præget af havneaktiviteter, og er modereret ved opførelsen af den nye, højere bebyggelse øst for møbelhuset. Bygningen udmærker sig ved sin anvendelse af enkelte elementer, som præfabrikerede betonsøjler og -dragere med dobbelte T-plader i spændbeton, med enkelte tilføjelser og en bevidst modulering har resulteret i stor arkitektur. Her er det de for møbelhuset karakteristiske højtsiddende knægte og de overalt anvendte store tagrender eksempler på karaktergivende elementer. Og variationerne i etagedækkene omkring atrium samt adgangene hertil vidner om Jørn Utzons evne til med få ændringer at give brugeren store variationer i oplevelsen af såvel bygningens indre som af udsigten over Kalkbrænderiløbet. Møbelhuset og restauranten anvender og udnytter udsigten til Kalbrænderiløbet på to principielt forskellige måder. I møbelhuset indgår udsigten som en stadig varierende baggrund mellem søjler og dæk, når man bevæger sig rundt i bygningen. Mens udsigten i restauranten er indrammet af de dybe vinduesnicher for den fast bænkede beskuer. Denne forskel i bygningernes fremhævelse af udsigten giver sig også udtryk i bygningernes ydre form, hvor møbelhuset er højt og lyst, mens restauranten er lavere og tættere, men stadig lys. Dertil kommer af restauranten er pakket ind i klippede træer, mens møbelhusets søjler i sig selv giver illusioner om træstammer.

Læs videre om

• Grønnemose Allé 23-35, København
• Hans Caspersens Gård, København
• Rosenborg-Annekset, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen