Da debatten om mulige fusioner tog fart i 2004, erkendte byrådene i de to store kommuner Ringkøbing og Skjern, at et fornuftsægteskab med naboerne var den realistiske vej at gå.
Den lille Egvad Kommune havde rådhus i Tarm lige syd for Skjern. Med knap 10.000 indbyggere var kommunen for lille til at fortsætte alene og besluttede derfor at følges med Skjern ind i den nye fusion.
I Videbæk Kommune længere mod nordøst var beslutningen sværere. Også Videbæk var med ca. 12.000 indbyggere for lille til fortsat selvstændighed, men placeringen mellem byerne Ringkøbing mod vest og Herning mod øst satte Videbæk i et dilemma. Frygten for at få en perifer rolle i en stor Herning Kommune blev udslagsgivende for, at byrådet i sidste ende valgte at gå sammen med Ringkøbing-Skjern.
Fusionens sidste komponent – Holmsland Kommune – viste sig at blive den sværeste del af processen. Den lille kystkommune med Hvide Sande og Kloster som eneste bysamfund syntes selv, at den klarede sig fint på egen hånd med en af Danmarks laveste skatteprocenter og gode indtægter fra fiskeriet. Byrådet ville helst fortsætte uden fusion, men med ca. 5.300 indbyggere ville det kræve bindende aftaler med en større nabokommune, hvis Holmsland Kommune skulle have mulighed for godkendelse fra Indenrigsministeriet. Det ville i praksis betyde en samarbejdsaftale med enten Ringkøbing-Skjern eller Varde Kommune.
Forhandlingerne om en bindende aftale og dermed fortsat selvstændighed til Holmsland lykkedes ikke. Derimod endte det med en fusion med Ringkøbing-Skjern Kommune i form af en aftale, der sikrede anlægsprojekter i området, ligesom skatteprocenten først gradvis over en femårig periode blev hævet og dermed harmoniseret med resten af den nye storkommune.
Der var andre lokale udfordringer i kølvandet på fusionen. Ringkøbing og Skjern bejlede begge til at være hjemsted for rådhuset i den nye kommune. Det endte med, at Ringkøbing fik rådhuset og centraladministrationen, mens Skjern fik løfter om anlægsprojekter. Samtidig blev Skjerns kommunaldirektør også chef for den nye kommune.
Den nye kommune beholdt i udgangspunktet alle fem rådhuse, men opgav 2013‑14 bygningerne i Tarm og Hvide Sande, fordi de var ramt af skimmelsvamp. En langvarig forhandling om et forslag om at samle hele administrationen i ét nyt rådhus endte med, at Ringkøbing-Skjern Kommune fortsat administreres via enheder i både Ringkøbing, Skjern og Videbæk.
Torben Nørregaard (V) blev efter kommunalvalget i 2005 formand for sammenlægningsudvalget og dermed den nye kommunes første borgmester med formel virkning fra d. 1. januar 2007. Han kom fra samme post i Videbæk, hvor han havde haft borgmesterposten siden 1998. Hverken Ringkøbing eller Skjern Kommunes borgmestre var interesserede i posten, da ingen af dem ønskede at fortsætte i kommunalpolitik.
Med hele 17 af 29 mandater efter 2005-valget sad Venstre solidt på magten i den nye kommune, og udvalgsposter og ansvar blev fordelt med hensyntagen til kommunens forskellige områder.
Torben Nørregaard ønskede ikke at fortsætte ved kommunalvalget i 2009. Den endelige kåring af Venstres nye spidskandidat foregik ved en række elimineringsafstemninger, hvor man arbejdede sig frem til valget mellem to tilbageværende kandidater.
Her endte Iver Enevoldsen i sidste runde som vinder med Bent Brodersen fra Ringkøbing på andenpladsen. Førstnævnte var tidligere borgmester i den selvstændighedssøgende Holmsland Kommune, hvor lokallister traditionelt fyldte meget i byrådet. Enevoldsen var tidligere konservativ, men valgt på en lokalliste i Holmsland i 1982. Siden 2005 havde han været medlem af Venstre og været udvalgsformand for teknik og miljø i den nye storkommunes første byråd. Efter kommunalvalget i 2009 blev han Ringkøbing-Skjerns nye borgmester med et flertal på 16 mandater i ryggen.
Flertallet blev brugt til en Venstre-domineret konstituering. Ny viceborgmester blev Esben Lunde Larsen (V), der sad i byrådet i to perioder, men trådte ud i 2013 efter at være valgt til Folketinget i 2011. I årene 2015‑18 var han minister.
Iver Enevoldsens ledelsesstil førte til kritik fra andre partier. Samtidig voksede modstanden mod opsætning af stadig flere vindmøller. Naboer følte sig ikke hørt i forbindelse med nye møller i landskabet, og det førte til protestlisten Fjordlisten, som ved kommunalvalget i 2013 kom i byrådet med ét mandat.
Her mistede Venstre sit absolutte flertal, og på valgaftenen vaklede borgmestertaburetten under Iver Enevoldsen, men et forsøg på at skabe enighed om Kristian Andersen fra Kristendemokraterne (KD) som borgmester mislykkedes.
Iver Enevoldsen (V) endte med at kunne samle et flertal og valgte i sin anden periode en bredere konstituering og Kristian Andersen (KD) som ny viceborgmester.
Flere sager var dog med til at skabe fortsat turbulens. Et enigt byråd arbejdede for bredbånd til alle kommunens borgere, så folk i udkantsområder ikke skulle stå med ringere eller dyrere løsninger end i byerne. Kommunen indgik en stor aftale med Energi Midt (senere Eniig) som leverandør til projektet, men måtte senere annullere kontrakten og betale en erstatning på 8 mio. kr., da udbudsregler og EU-lovgivning ikke var blevet overholdt.
Under striden om kontrakten valgte Iver Enevoldsen i 2016 at lade kommunens jurister undersøge otte byrådsmedlemmers mailkorrespondance, fordi borgmesteren havde mistanke om, at der var lækket fortrolige oplysninger. Det fik SF’eren Niels Rasmussen til at politianmelde borgmester, kommunaldirektør og kommunens jurister.
Mailgennemgangen afslørede ingen regelbrud. Politianmeldelsen endte hos Rigsadvokaten, der valgte ikke at rejse sag. Forløbet var til gengæld i 2017 medvirkende til en ny lovgivning, som skulle beskytte folkevalgtes mailkorrespondance.
Iver Enevoldsen besluttede ved udløbet af valgperioden i 2017 at stoppe som borgmester, men stillede op og blev valgt som menigt medlem. I Venstre bejlede først fem og siden fire til at blive hans afløser. I en afstemning i partiet valgte medlemmerne Hans Østergaard fra den lille by Spjald som partiets kandidat på bekostning af Lennart Qvist, der tabte den endelige afstemning mellem de to med blot 29 stemmer. Sidstnævnte var Ringkøbings kandidat, men fusionskommunens to største byer har fortsat til gode at levere en borgmester endsige en spidskandidat for Venstre.
Mandatfordeling og stemmeprocent ved kommunalvalg i Ringkøbing-Skjern Kommune i 2005, 2009, 2013, 2017 og 2021*
|
2005 |
2009 |
2013 |
2017 |
2021 |
A. Socialdemokratiet |
5 |
5 |
6 |
6 |
4 |
B. Radikale Venstre |
0 |
- |
- |
0 |
0 |
C. Det Konservative Folkeparti |
2 |
1 |
0 |
0 |
3 |
D. Nye Borgerlige |
- |
- |
- |
- |
1 |
F. Socialistisk Folkeparti |
1 |
3 |
3 |
3 |
3 |
I. Liberal Alliance |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
K. Kristendemokraterne |
3 |
2 |
3 |
6 |
6 |
O. Dansk Folkeparti |
1 |
2 |
2 |
2 |
1 |
V. Venstre |
17 |
16 |
14 |
11 |
11 |
Ø. Enhedslisten |
0 |
- |
0 |
0 |
0 |
Å. Alternativet |
- |
- |
- |
- |
- |
J. Fjordlisten |
- |
- |
1 |
1 |
0 |
I alt |
29 |
29 |
29 |
29 |
29 |
Kvinder |
5 |
10 |
8 |
7 |
7 |
Mænd |
24 |
19 |
21 |
22 |
22 |
Stemmeprocent |
74,3 % |
70,3 % |
76,0 % |
74,8 % |
70,1% |
*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/VALGK3 SAMT KMDVALG.DK
Valget i november 2017 bød på ny tilbagegang for Venstre, som mistede tre mandater. Kristian Andersen (KD) var denne gang favorit til borgmesterposten efter et godt valg med flest personlige stemmer og en mandatfremgang fra tre til seks.
Socialdemokratiet havde også fået seks mandater og valgte at støtte, at Venstre beholdt borgmesterposten, nu med Hans Østergaard (V) på posten. Efter en bred konstituering endte samarbejdet i det nye byråd med enighed om de store linjer.
Efter kommunalvalget 2021 kunne Venstres Hans Østergaard fortsætte som borgmester i kraft af en ny bred konstituering. Socialdemokraten Søren Elbæk blev – trods partiets tab – første viceborgmester, mens kommunens største personlige stemmesluger, Kristian Andersen fra Kristendemokraterne, blev anden viceborgmester.
Folketingsvalg 2007, 2011, 2015, 2019 og 2022 i Ringkøbing-Skjern Kommune (stemmer i procent)*
|
2007 |
2011 |
2015 |
2019 |
2022 |
A. Socialdemokratiet |
17,2 % |
17,5% |
19,2 % |
19,4 % |
20,8 % |
B. Radikale Venstre |
3,4 % |
5,7 % |
1,9 % |
3,5 % |
1,1 % |
C. Det Konservative Folkeparti |
7,7 % |
3,3 % |
3,1 % |
6,0 % |
6,3 % |
D. Nye Borgerlige |
- |
- |
- |
1,6 % |
3,5 % |
E. Klaus Riskær Pedersen |
- |
- |
- |
0,5 % |
- |
F. Socialistisk Folkeparti |
7,9 % |
7,1 % |
2,8 % |
4,6 % |
4,6 % |
I. Liberal Alliance |
- |
4,3 % |
4,6 % |
1,8 % |
7,1 % |
K. Kristendemokraterne |
6,5 % |
5,1 % |
6,5 % |
16,4 % |
4,2 % |
M. Moderaterne |
- |
- |
- |
- |
6,4 % |
O. Dansk Folkeparti |
13,6 % |
13,3 % |
22,4 % |
9,8 % |
1,8 % |
P. Stram Kurs |
- |
- |
- |
1,4 % |
- |
Q. Frie Grønne |
- |
- |
- |
- |
0,1 % |
V. Venstre |
41,5 % |
41,3 % |
34,7 % |
31,6 % |
|
Y. Ny Alliance |
1,9 % |
- |
- |
- |
- |
Æ. Danmarksdemokraterne |
- |
- |
- |
- |
16,7 % |
Ø. Enhedslisten |
0,5 % |
2,3 % |
3,1 % |
2,2 % |
1,3 % |
Å. Alternativet |
- |
- |
1,7 % |
1,2 % |
0,9 % |
Stemmeprocent |
87,2 % |
88,5 % |
86,7 % |
84,7 % |
85,8 % |
*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/FVKOM