Postgade 8
.
Postgade 8
.
Postgade 8
.
Postgade 8
.

Postgade 8 ligger på Postgade 8 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Højer var oprindeligt en landsby, men fik i 1500-tallet en opblomstring i forbindelse med etablering af digerne, idet de afskar Tønder fra adgangen til havet. Højer blev således Tønders havneby, og herfra blev der udskibet tusindvis af stude til Amsterdam. I 1736 fik Højer betegnelsen en flække, idet byen fik kongeligt privilegium på at drive handel og håndværk. Ud over studehandlen havde kornhandlen sammen med østersfiskeriet stor betydning for Højer, specielt fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I 1800-tallet og 1900-tallet blev der etableret flere små fabrikker i Højer, blandt andet en tobaksfabrik, en maskinfabrik, et bryggeri og et kalkbrænderi, hvor man forarbejdede muslinge- og østersskallerne. I 1892 kom jernbanen til Højer og med den også de første badegæster, der var på gennemrejse til øen Sild. I løbet af 1900-tallet udviklede Højer sig til en mindre industriby med møbelfabrikker, tæppefabrik og produktion af pølser. Bygningen blev opført i 1825. Omkring år 2000 fik bygningen nye vinduer. Vinduerne blev udført som kopi af de oprindelige, men blev endvidere forsynet med koblede rammer.

Beskrivelse

Bygningen ligger som en del af husrækken i Postgade, der er en af de centrale gader i Højers gamle bykerne. Bygningen er en fritliggende, énetages og grundmuret længe med stråtækt, trekvartvalmet tag, mønning af græstørv og to skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. Bygningen fremtræder i blank mur, af hårdtbrændte sten, muret i krydsforbandt. Mod gaden, over indgangsdøren, er en frontkvist med forkeluge og et halvrundt støbejernsvindue samt en kurvehanksbuet døråbning, hvori der sidder en revledør. I den østlige del er der torammede, opsprossede vinduer. Stalddøren, som er en ældre, todelt revledør, sidder også i en kurvehanksbuet døråbning, og på begge sider af denne er der ældre, halvrunde støbejernsvinduer. Mod vest er portfaget, hvori der sidder en ældre tofløjet revleport, og over portfløjene er tagfladen hævet. Døre, luger og vinduer er alle nyere, men traditionelt udført. Døre og porte er malet i en blågrøn nuance, mens vinduer og luger er malet hvide. Mod haven er der et lille fremspring mellem den vestlige og den østlige del. Havesiden er stort set en kopi af gadesiden med revledøre i kurvehanksbuede stik og opsprossede, torammede vinduer, dog er tagfladen over porten ikke hævet, og porten er således lavere mod haven, end mod gaden. Endvidere er der et nyere, fast, træindrammet glasparti foran den østligste dør. I det indre har bygningen bevaret en oprindelig planløsning med beboelse i den østlige del og stald og kørelade i den vestlige del. Beboelsesdelens gennemgående hovedskillevæg adskiller stuerne mod gaden fra værelserne, badet og køkkenet mod haven. Fra køkkenet er der via et lille vindfang direkte udgang til haven. I det østre værelse er der et nyere ildsted, opført som kopi af et ældre. Beboelsesdelen fremtræder med ældre og traditionelle overflader, herunder fritliggende bjælkelag og ældre loftbrædder samt profilerede loftbrædder lagt i sildebensmønster. I beboelsesdelen er der støbte gulve, nogle er belagt med klinker, andre med linoleum og andre igen med brædder. Endvidere er der bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder en alkove, ældre lodposter, fyldingsdøre, gerichter, bukkehornsbeslag, klinkefald og greb samt ældre tapeter og bemalinger på vægge og bjælkelag. I stalden er opdelingen mellem grebningen og båsene bevaret. I kørestalden er der åbent til kip samt direkte adgang til høloftet over stalden og beboelsesdelen. Belægningen udgøres af ældre ølandsfliser og pigsten, og der er synligt bjælkelag med ældre loftbrædder.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til gårdens beliggenhed centralt i Højers gamle bykerne, som er en sjælden forening af byens lave, sluttede gadebebyggelser og landsbyens spredtliggende gårde. Bygningen repræsenterer Højers enlængede gårde, og sammen med de store flerlængede bøndergårde og byhuse sikrer Postgade 8 det autentiske og særegne landsby-kulturmiljø i Højer. Højers ældste bebyggelser blev bygget på en bakkeø, syv meter over havet, for at sikre bygningerne mod vinterens oversvømmelser i det flade landskab. De mange gårde i Højer beretter endvidere om byens strategiske placering med nem adgang til både græsningsarealer i det omgivende marsklandskab og frugtbar landbrugsjord på geesten øst for byen.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til, at bygningen er en enlænget gård, hvor den oprindelige struktur med beboelse mod øst og stald og lade mod vest er bevaret, og at bygningen dermed repræsenter den slesvigske gård, som er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet. Et gennemgående træk for denne bygningstype er den forholdsvis lange længe, som ligger solret på grunden og har gavlene vendt mod øst og vest, det stejle, ubrudte, trekvartvalmede tag, som er tækket med tagrør og har mønning af græstørv samt den spidse frontkvist, der sidder over indgangsdøren og som benævnes arkengaff. Hertil kommer, at facaderne er grundmurede, uden markerede sokler, og er sat i egnstypiske, hårdtbrændte, røde tegl, som ofte er større end en normalsten. Murværket er lagt i krydsforbandt med skrabefuge, og har stor detaljerigdom omkring døre, vinduer, sokkel og gesimser, herunder at døråbningen er udformet med et kurvehanksbuet stik, og at den indadgående dør sidder bagved denne i en selvstændig karm, som er fastgjort i murværket med to smedejernsankre. Omkring stalddøren mod gaden er murankrene forsynet med en ring til at tøjre en hest. De kurvehanksbuede stik er karakteristiske ved at hvile på et let fremspringende vederlagsparti, og ved at den hvælvede del af murfalsen er hvidkalket, hvorved overvinduet opnår mere lys. I Postgade 8 er vinduerne, som traditionen foreskriver det for enkle landhuse, torammede og hvidmalede og er placeret regelmæssigt i beboelsesdelen, mens de i stalddelen er halvrunde og udført i støbejern. I det østligste vindue mod haven er den oprindelige vindueskarm bevaret samt de ældre hængsler og stabler. Rammerne er hængslet på lodposten i vinduets midte, hvilket er særlig karakteristisk for egnen og for bebyggelsen langs Jyllands vestkyst. Endvidere er det karakteristisk, at køreladens porte har forskellig højde alt efter deres placering. Den høje port vender ud mod gaden, således at hestevognen med det høje hølæs kunne komme ind i laden, høet kunne læsses af på høloftet over stalden og dernæst kunne den tomme vogn køre ud på bagsiden, igennem den lave port, idet den ekstra højde ikke længere var påkrævet.

Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Husenes solrette placering gør, at det kun er den ene gavl, der er udsat for den hårde vestenvind, som præger området. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl, som blev anvendt andre steder i landet. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode græstørv til mønning hentende man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "Skælkalk", der også blev fremstillet lokalt, ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, som allerede var almindelig i begyndelsen af 1700-tallet, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. Byggeskikken langs Vadehavet er præget af traditionel vestslesvigsk byggeskik, som vandt frem efter stormfloden i 1634. Den frisiske påvirkning viser sig ikke kun i byggematerialet, men også i orienteringen og disponeringen af bygningerne. De karaktergivende og smukke detaljer og bygningsdele, der kendetegner det slesvigske længehus, har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse. Ud over at arkengaffen markerer indgangen i facaden, har den også flere praktiske funktioner, herunder at man igennem forkelugen kunne kaste hø op på loftet, samt at arkengaffen tjente som brandsikring ved at forhindre at et brændende stråtag skulle skride ned over flugtvejen fra hoveddøren. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens oprindelige planløsning med stald og kørelade mod vest samt beboelse mod øst. Både stald og lade karakteriseres ved hver at bestå af et stort rum, mens beboelsesdelen udgøres af flere mindre stuer og rum omkring en gennemgående hovedskillevæg. Den lille forstue bag indgangsdøren i frontkvisten benævnes "e Framgol" og adskiller sædvanligvis beboelsesdelen fra stalddelen. Hertil kommer at den direkte udgang fra køkkenet til haven er bevaret via ældre, meget smalle revledøre. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til de ældre og traditionelle bygningsdele, herunder fritliggende bjælkelag og ældre loftbrædder samt profilerede loftbrædder lagt i sildebensmønster. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdetaljer som alkoven og fyldingsdørene med profilerede gerichter, bukkehornsbeslag, klinkefald og greb samt de ældre tapeter og bemalinger på vægge og bjælkelag. I stalden knytter den kulturhistoriske værdi sig til at den oprindelige staldopdeling mellem båsene og grebningen er bevaret. I kørestalden er der åbent til høloftet over stalden og beboelsesdelen. Endelig kommer den oprindelige materialeholdning med pigsten, synligt bjælkelag og loftbrædder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives den enkle og lange bygningskrop, der domineres af de ubrudte tagflader med skorstenspiber. Mod gaden brydes formen af den hævede tagflade over porten samt af den markante frontkvist, der skærer sig op i tagfladen og angiver hovedindgangens placering. Mod haven brydes formen ved, at stalddelen er dybere end beboelsesdelen, og overgangen formidles elegant af stråtaget samt af køkkendøren nedenunder. Facadernes homogene fremtræden, hvor også sokkelen fremtræder i blank rød mur, giver sammen med det altdominerende stråtag bygningen en meget helstøbt og harmonisk fremtræden. Få, men elegante detaljer pryder facaderne, herunder murankrene samt murværksdetaljerne omkring de rundbuede dørnicher. Hertil kommer at dør- og vinduesplacering udefra indikerer bygningens indre rumdisponering, hvor beboelsesdelens taktfaste placering af de hvide, opsprossede vinduer kontrasterer stalddelens mere lukkede murværk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links